Er jeg helt gal på den? delebørn....

An&Jo skriver:

jeg kan nikke genkendene til mange af de ting du skriver.. Her har vi også begge børn af samme køn med fra tidligere forhold, og førhen var det også sådan, at hvergang hans søn kom på weekend, så skulle vi en hel masse, og sådan fortsatte det, indtil jeg sagde stop.. for jeg GIDER IKKE rende rundt hele tiden fordi hans søn kommer.. vi kan ligeså godt sidde herhjemme og hygge med en tegnefilm, eller lege med biler sammen med dem, på værelset..

Det tog noget tid, men min kæreste har nu forstået det, og jeg føler ikke længere at vi er tvunget til at tage afsted når han kommer.. Nu gør vi det af lyst engang imellem og ikke af tvang hver weekend han er ved os..

for at undgå jalousien har vi dog også valgt at den ene ikke får noget uden den anden får.. det behøver ikke nødvendigvis at koste det samme eller være det samme.. bare det at de begge får noget på sammetid betyder rigtig meget, og det gør at vi undgår jalousi.. derudover henter vi begge i børnehaven når vi kan, og min kæreste henter tit min søn, og jeg henter tit hans søn, for det er sådan vores hverdag fungerer bedst..

Hvis ikke vi hjalp hinanden, og satte grænser for hvordan tingene skal fungere kunne vores forhold ikke fungere, så enkelt er det..

Jeg syntes bare ikke det er iorden begge altid skal have, heller ikke min egen datter.

Jeg vil have lov til og købe både til barn1 og barn2 når de har brug for noget, uden og have samvittighed overfor den anden. Selvom det er svært, men de får på skift og det syntes jeg er vigtigt de lærer. Men det er jo bare min holdning, Jeg håber da også det kommer til og gå frem af, men jeg har efterhånden mine tvivl....

Du må gerne skrive til mig jeg er også i et forhold med dine/mine og snart vores børn.

Det er et ubeskriveligt hårdt og ikke mindst utaknemmelig "job" at være ekstra-forældre!

Fungere det ikke med børnene, ja så er det svært at få forholdet til at køre.

Men som sagt er du velkommen til at skrive - det er ikke alt jeg ønsker i det offentlige rum.

M_V skriver:

Øv en svær situation Syntes faktisk det er rigtig synd for din datter, for ud fra det du skriver, ligger der nogle undertoner af at der forskelsbehandles, og det er bare ikke i orden.

I er en familie, og i en familie er alle 'lige', og selvom det kan være svært for din mand, må han virkelig stramme op, fordi det holder da ikke, at du går og føler som du gør. Det er selvfølgelig helt naturligt, at man nære flest følelser for sit eget barn, men nu hvor i har valgt at være en sammenbragt familie, må man også lynhurtigt lærer, at børnene behandles med den samme respekt og ømhed.


Kan godt forstå du er frustreret, det må være hårdt. Ville tage en alvors snak med ham, og tænke om der evt er noget du selv kan gøre for at det bliver bedre.

Helt enig - det er rigtig synd for min datter, som i øvrigt er begyndt og gå på hendes værelse når hans datter er her og råbe "jeg vil have ro" - hun gider hende slet ikke for tiden, hertil skal også nævnes at hun kan være fysisk, skubbe, tage legetøj osv, og det kan min datter ikke altid overskue.

 

Derimod syntes jeg da også det er synd for hans datter, hun vil jo nok bare i bund og grund have hendes far og hans opmærksomhed, hun har et kæmpe savn til ham, det kan jeg mærke.

Han siger at min datter må forstå at når hans datter er her kommer hun i anden række, det kan jeg også forstå til en vis grad, for han er også nød til og forstå at han altså er mere sammen med min datter end med hans egen, hvilket betyder min datter jo ser ham som far mere end hendes egen hvis man kan måle på tid, åhhh gir det mening? Og at hun bliver afvist gør ondt på mig, virkelig...

et-ønske skriver:

Du må gerne skrive til mig jeg er også i et forhold med dine/mine og snart vores børn.

Det er et ubeskriveligt hårdt og ikke mindst utaknemmelig "job" at være ekstra-forældre!

Fungere det ikke med børnene, ja så er det svært at få forholdet til at køre.

Men som sagt er du velkommen til at skrive - det er ikke alt jeg ønsker i det offentlige rum.

Hej og tusind tak skal du have, det kan godt være jeg gør det, indtil nu vil jeg bare gerne forblive anonym,.... - men kan være jeg skriver til dig hvis jeg bare ikke ved hvad jeg efterhånden kan gøre, vent...Det er jo den situation jeg netop er i...Åhhhhh

Anonym skriver:

Jeg syntes bare ikke det er iorden begge altid skal have, heller ikke min egen datter.

Jeg vil have lov til og købe både til barn1 og barn2 når de har brug for noget, uden og have samvittighed overfor den anden. Selvom det er svært, men de får på skift og det syntes jeg er vigtigt de lærer. Men det er jo bare min holdning, Jeg håber da også det kommer til og gå frem af, men jeg har efterhånden mine tvivl....

Nu har vi vores grunde til det, som jeg ikke vil uddybe offentligt, men du skal være meget velkommen til at sende en PB og så skal jeg uddybe hvorfor vi gør som vi gør..

Anonym skriver:

Jeg skriver til jer for at få gode råd og for at finde ud af om jeg er helt galt på den.

Jeg har en datter på 4 år, min kæreste har en datter på 3 år. Min datter bor her og hans bor hos moderen og er hos os hver 2 weekend fra torsdag til mandag.

Min datter er hos hendes far fra onsdag til mandag hver 2 weekend.

Jeg syntes det er svært, de her 2 børn er tydeligvis begge 2 meget frustreret. De kæmper konstant om opmærksomhed, de har kendt hinanden siden de var ca 1 år så det er noget der pludselig er kommet - det har ikke været sådan før.

Og jeg føler at det er gået voldsomt meget ud over vores parfohold, vi skændtes meget om børnene, så meget at jeg ikke ved om forholdet holder til det mere.

Det er sådan at når hans datter kommer på weekend (vi har dem samme weekend) Så skal der ske en milliard ting, det duer hvertfald ikke vi "bare" er hjemme, hvor jeg tænker at vi gør jo ikke noget ekstra for min datter og jeg nægter at hun skal opvokses med at når barn2 kommer så er cirkus i byen.

Lad os sige at min datter hedder barn1 og hans datter barn2.

Der har desværre været flere episoder hvor min kæreste har sagt at barn2 skal have det og det og det, hvor han samme dag har sagt at det skal barn1 da ikke have hvorfor skulle hun det? - det gør mig sur, irriteret osv. Han siger selv at det havde han ikke lige tænkt over, men det sker bare så tit....

Bla må hans datter ønske sig alt til jul, hvorimod min datter da ikke behøver ønske sig noget hans datter har........

Jeg er ked af det, såret, irriteret for han kan bare ikke være det bekendt, jeg har gjort ALT for barn2 ligger og kører 100 km flere gange hver uge da hans datter bor langt væk og jeg henter og bringer et par gange i institution. Barn1 henter og bringer jeg ALLE dage, dvs. på flere måder er jeg bare alene mor, jeg føler mig som alene mor, har sagt til ham jeg føler sådan, også siger han at så skal han da nok til og hente, JA MEN....Du kommer til og hente af pligt, ikke lyst..! - han kan ikke se ideen i at barn1 får noget ud af at blive hentet af ham, den eneste grund til jeg kører 100 km i institution er iflg. ham at så sparer han et par ture, iflg mig så tænker jeg at barn2 har godt af at se mig som en der er med i dagligdagen også, vi bor trods alt sammen.

Jeg er bange for at endnu et forhold må kaseres.......

Der er selvfølgelig flere sider af denne historie og hvis i spørger skal jeg nok være så ærlig som muligt..

Jeg kan egentlig ude mærket forstå du er frustreret sådan var jeg også i starten da jeg begyndte at se min kærestes pige, selvom vi havde hende i hverdagene et par gange om ugen og hver anden weekend så skulle der ALTID ske et eller andet.. og det drev mig virkelig til vanvid fordi jeg har altså brug for bare engang imellem at få lov til at være hjemme og hygge  

Og det tog også noget tid for min kæreste at forstå det, fordi når han ikke havde hende hele tiden havde han ligesom et behov for at vise hende "hey jeg er lige så god som mor, jeg er en lige så god forældre som din mor" et behov der var ekstremt i starten fordi pigen var meget "mor siger, mor gør, mor mor mor." hele tiden. 

Men til sidst fik jeg det presset igennem, at hvis vi skulle være sammen, kunne pigen altså lige så godt lærer nu at der altså ikke behøvede at ske det helt store HVER gang vi sås.. Hvilket jo den gang var cirka 2-3 gange i ugen ud over weekend. Og da han indså at det måske også var det bedste begyndte vi at indføre det og har nu kørt med det indtil nu. Det tog faktisk værst på pigen at alt det sjove ikke skete hver eneste gang vi stod og hentede hende.. Så det resulterede ud i at hun hver gang hun blev hentet i børnehaven både hos os men også hos sin mor bad om at der skulle ske et eller andet, vi skulle et eller andet sted hen, et eller andet! Men nu har hun omsider vændt sig til det, og er gået fra at være et barn der ikke kunne lege selv i en alder af 4 år nu er selvhjulpen, kan lege selv, behøver ikke non stop opmærksomhed og kan hygge afslappet sammen med os uden der nødvendigvis BEHØVER at ske noget vildt stort, og hun hviler meget mere i sig selv nu end da der var en forventning om at der skulle ske et eller andet  

Selvfølgelig laver vi stadig sjove ting, men hun kan nu også sætte pris på at vi bare slapper af en lørdag med noget tegnefilm, lidt leg på værelset og bare hygger i vores nattøj  

Tag en snak med ham, uden at skælde ham ud og spørg ham om hvorfor det er så vigtigt der skal ske noget hele tiden, er det fordi han har et behov for at bevise noget eller er det måske bare et mønster han er kommet ind i i tidens løb Han vil jo gerne kunne give hende lige så meget som du kan give din datter, men når det kun er hver 14 dag i har pigen så kan han måske godt være lidt misundelig over at du har så meget tid med din datter når han ikke kan få lige så meget tid med hans, og med hensyn til tingene, han føler måske din datter får alt det hun vil have hele tiden selvom det ikke nødvendigvis er rigtigt og måske derfor hans adfærd er som den er 

Men held og lykke med det hele håber ikke mit indlæg var for rodet

Anonym skriver:

Hej og tusind tak skal du have, det kan godt være jeg gør det, indtil nu vil jeg bare gerne forblive anonym,.... - men kan være jeg skriver til dig hvis jeg bare ikke ved hvad jeg efterhånden kan gøre, vent...Det er jo den situation jeg netop er i...Åhhhhh

Jeg forstår dig så godt! Og ja jeg tror som sammenbragt familie må vi ofre en del, og desværre er det børnene der taber, på så mange fronter! Jeg vil gerne indrømme at jeg til tider savner tiden alene med min datter.
Hvad med at I laver noget med hver jeres børn, man behøver ikke være en stor familie hele tiden - børnene må gerne hygge sig med hver sin forældre engang imellem.
Som du selv skriver så er det også vigtigt at i på skift henter hinandens børn - det gør vi ihvertfald, den jeg henter først om fredagen er med til at bage eller lave pandekager til eftermiddags kaffen.
Men åhhhh det er så svært at dele sol og vind lige.
Jeg vil dog sige at jeg ALDRIG vil acceptere at min mand sagde at jeg skulle acceptere at min datter kom i 2. Række den weekend!!!! Det er jo også din samværs weekend med din datter - så her mener jeg at de er ligeværdige!!!

Der er så meget mere i det..... Skriv endelig hvis du får behov

Anonym skriver:

Helt sikkert en god ide og planlægge events når hun er der, ingen tvivl om det.

Men jeg har også mine grænser.

Slik hver dag - længere oppe selvom der er børnehave dagen efter som altid ender i at hun er møg træt. osv. osv.

Syntes jeg har skåret igennem, men får svaret " jeg gør som jeg vil overfor min datter"

 

Hmm, det virker godt nok som noget af en hårdknude... Ville da være at foretrække, om I kunne have jeres samlede familie som et fælles projekt..

Jeg ved sørme ikke, hvad jeg skal råde dig til.

Anonym skriver:

Helt enig - det er rigtig synd for min datter, som i øvrigt er begyndt og gå på hendes værelse når hans datter er her og råbe "jeg vil have ro" - hun gider hende slet ikke for tiden, hertil skal også nævnes at hun kan være fysisk, skubbe, tage legetøj osv, og det kan min datter ikke altid overskue.

 

Derimod syntes jeg da også det er synd for hans datter, hun vil jo nok bare i bund og grund have hendes far og hans opmærksomhed, hun har et kæmpe savn til ham, det kan jeg mærke.

Han siger at min datter må forstå at når hans datter er her kommer hun i anden række, det kan jeg også forstå til en vis grad, for han er også nød til og forstå at han altså er mere sammen med min datter end med hans egen, hvilket betyder min datter jo ser ham som far mere end hendes egen hvis man kan måle på tid, åhhh gir det mening? Og at hun bliver afvist gør ondt på mig, virkelig...

Ville det være en mulighed, at din mand og hans datter havde 1 dag om måneden, hvor de to fortog sig noget sammen alene? Så kunne de nyde hinandens selskab, og han kunne give hende alt sin opmærksomhed. Så havde dig og din datter også tid sammen alene, hvor kunne hygge jer sammen alene?

Kan på en måde godt forstå din mand, ifht. at han nok føler hans tid sammen med hans datter er dyrebar, og det er derfor han så forkæler hende ekstra meget. MEN jeg syntes bare at det ikke kan være rigtigt, at det skal gå ud over din datter. Får en klump i halsen, når jeg tænker over det Hun kan da ikke bare komme i anden række I så fald burde han på ingen måde vise det, når din datter er til stede.

Men ja det er også synd for hans datter, at hun savner sin far og gerne vil have hans fulde opmærksomhed. Hun er jo også uskyldig i det hele. Den er virkelig svær.


Puha ved ikke rigtigt hvad du kan gøre andet end at tage en SERIØS snak omkring det, for jeres egen skyld og får jeres døtre.

Anonym skriver:

Helt enig - det er rigtig synd for min datter, som i øvrigt er begyndt og gå på hendes værelse når hans datter er her og råbe "jeg vil have ro" - hun gider hende slet ikke for tiden, hertil skal også nævnes at hun kan være fysisk, skubbe, tage legetøj osv, og det kan min datter ikke altid overskue.

 

Derimod syntes jeg da også det er synd for hans datter, hun vil jo nok bare i bund og grund have hendes far og hans opmærksomhed, hun har et kæmpe savn til ham, det kan jeg mærke.

Han siger at min datter må forstå at når hans datter er her kommer hun i anden række, det kan jeg også forstå til en vis grad, for han er også nød til og forstå at han altså er mere sammen med min datter end med hans egen, hvilket betyder min datter jo ser ham som far mere end hendes egen hvis man kan måle på tid, åhhh gir det mening? Og at hun bliver afvist gør ondt på mig, virkelig...

Hvad???

kommer din datter i anden række når hans datter også er der??

Ej, undskyld. Det er bare så forkert. I har valgt at bringe en familie sammen, så skal den ikke deles sådan.

Som en anden skriver, så ville jeg nok vælge at tage en dag hvor ham og hans datter kunne hygge, og ligså at du og din datter hygger i det tidsrum. 

Men havde det været her (hvis vi havde en splittet familie) så havde han godt nok fået læst og påskrevet.

jeg kommer selv fra en splittet familie, og 8 måneder efter min stedmor flyttede ind, kom min lillebror til verden. Vi er ikke blevet forskelsbehandlet. Jo, i den forstand at min lillebror var fastboende ved min far og stedmor, men vi kom med på de samme udflugter, hvis vi var der den weekend. Der er ikke blevet hoppet og sprunget for hverken min søster og jeg, eller for min lillebror.... Forskelsbehandling er forkert på børn (til en vis grænse) og endnu mere når de er så små, for de forstår ikke hvorfor de bliver fravalgt, og hvad DE har gjort forkert.