Er jeg helt gal på den? delebørn....

Jeg skriver til jer for at få gode råd og for at finde ud af om jeg er helt galt på den.

Jeg har en datter på 4 år, min kæreste har en datter på 3 år. Min datter bor her og hans bor hos moderen og er hos os hver 2 weekend fra torsdag til mandag.

Min datter er hos hendes far fra onsdag til mandag hver 2 weekend.

Jeg syntes det er svært, de her 2 børn er tydeligvis begge 2 meget frustreret. De kæmper konstant om opmærksomhed, de har kendt hinanden siden de var ca 1 år så det er noget der pludselig er kommet - det har ikke været sådan før.

Og jeg føler at det er gået voldsomt meget ud over vores parfohold, vi skændtes meget om børnene, så meget at jeg ikke ved om forholdet holder til det mere.

Det er sådan at når hans datter kommer på weekend (vi har dem samme weekend) Så skal der ske en milliard ting, det duer hvertfald ikke vi "bare" er hjemme, hvor jeg tænker at vi gør jo ikke noget ekstra for min datter og jeg nægter at hun skal opvokses med at når barn2 kommer så er cirkus i byen.

Lad os sige at min datter hedder barn1 og hans datter barn2.

Der har desværre været flere episoder hvor min kæreste har sagt at barn2 skal have det og det og det, hvor han samme dag har sagt at det skal barn1 da ikke have hvorfor skulle hun det? - det gør mig sur, irriteret osv. Han siger selv at det havde han ikke lige tænkt over, men det sker bare så tit....

Bla må hans datter ønske sig alt til jul, hvorimod min datter da ikke behøver ønske sig noget hans datter har........

Jeg er ked af det, såret, irriteret for han kan bare ikke være det bekendt, jeg har gjort ALT for barn2 ligger og kører 100 km flere gange hver uge da hans datter bor langt væk og jeg henter og bringer et par gange i institution. Barn1 henter og bringer jeg ALLE dage, dvs. på flere måder er jeg bare alene mor, jeg føler mig som alene mor, har sagt til ham jeg føler sådan, også siger han at så skal han da nok til og hente, JA MEN....Du kommer til og hente af pligt, ikke lyst..! - han kan ikke se ideen i at barn1 får noget ud af at blive hentet af ham, den eneste grund til jeg kører 100 km i institution er iflg. ham at så sparer han et par ture, iflg mig så tænker jeg at barn2 har godt af at se mig som en der er med i dagligdagen også, vi bor trods alt sammen.

Jeg er bange for at endnu et forhold må kaseres.......

Der er selvfølgelig flere sider af denne historie og hvis i spørger skal jeg nok være så ærlig som muligt..

Anonym skriver:

Jeg skriver til jer for at få gode råd og for at finde ud af om jeg er helt galt på den.

Jeg har en datter på 4 år, min kæreste har en datter på 3 år. Min datter bor her og hans bor hos moderen og er hos os hver 2 weekend fra torsdag til mandag.

Min datter er hos hendes far fra onsdag til mandag hver 2 weekend.

Jeg syntes det er svært, de her 2 børn er tydeligvis begge 2 meget frustreret. De kæmper konstant om opmærksomhed, de har kendt hinanden siden de var ca 1 år så det er noget der pludselig er kommet - det har ikke været sådan før.

Og jeg føler at det er gået voldsomt meget ud over vores parfohold, vi skændtes meget om børnene, så meget at jeg ikke ved om forholdet holder til det mere.

Det er sådan at når hans datter kommer på weekend (vi har dem samme weekend) Så skal der ske en milliard ting, det duer hvertfald ikke vi "bare" er hjemme, hvor jeg tænker at vi gør jo ikke noget ekstra for min datter og jeg nægter at hun skal opvokses med at når barn2 kommer så er cirkus i byen.

Lad os sige at min datter hedder barn1 og hans datter barn2.

Der har desværre været flere episoder hvor min kæreste har sagt at barn2 skal have det og det og det, hvor han samme dag har sagt at det skal barn1 da ikke have hvorfor skulle hun det? - det gør mig sur, irriteret osv. Han siger selv at det havde han ikke lige tænkt over, men det sker bare så tit....

Bla må hans datter ønske sig alt til jul, hvorimod min datter da ikke behøver ønske sig noget hans datter har........

Jeg er ked af det, såret, irriteret for han kan bare ikke være det bekendt, jeg har gjort ALT for barn2 ligger og kører 100 km flere gange hver uge da hans datter bor langt væk og jeg henter og bringer et par gange i institution. Barn1 henter og bringer jeg ALLE dage, dvs. på flere måder er jeg bare alene mor, jeg føler mig som alene mor, har sagt til ham jeg føler sådan, også siger han at så skal han da nok til og hente, JA MEN....Du kommer til og hente af pligt, ikke lyst..! - han kan ikke se ideen i at barn1 får noget ud af at blive hentet af ham, den eneste grund til jeg kører 100 km i institution er iflg. ham at så sparer han et par ture, iflg mig så tænker jeg at barn2 har godt af at se mig som en der er med i dagligdagen også, vi bor trods alt sammen.

Jeg er bange for at endnu et forhold må kaseres.......

Der er selvfølgelig flere sider af denne historie og hvis i spørger skal jeg nok være så ærlig som muligt..

Øv hvor er det svært

Har ikke selv børn endnu. Men kunne forstille mig han ikke gør det bevidst.

Tror mange der ikke har deres børn hver dag, gerne liiiige vil gøre lidt ekstra for dem. Måske det spiller ind.

Håber i finder ud af det

esioul skriver:

Øv hvor er det svært

Har ikke selv børn endnu. Men kunne forstille mig han ikke gør det bevidst.

Tror mange der ikke har deres børn hver dag, gerne liiiige vil gøre lidt ekstra for dem. Måske det spiller ind.

Håber i finder ud af det

Ja og det kan jeg også sagtens forstå. Jeg er nok bare sådan indbygget at sådan kan det ikke være resten af livet, det er simpelthen ikke ok overfor mig eller min datter, iøvrigt heller ikke overfor hans egen datter for hun bliver så forkælet.......Hellere sætte nogle grænser.

Jeg har heller ikke min datter hele tiden, så ved godt hvordan det er at savne, men jeg brokker mig altså ikke over det 24-7, det er livet for kort til..

MorDk skriver:

Tak

Anonym skriver:

Jeg skriver til jer for at få gode råd og for at finde ud af om jeg er helt galt på den.

Jeg har en datter på 4 år, min kæreste har en datter på 3 år. Min datter bor her og hans bor hos moderen og er hos os hver 2 weekend fra torsdag til mandag.

Min datter er hos hendes far fra onsdag til mandag hver 2 weekend.

Jeg syntes det er svært, de her 2 børn er tydeligvis begge 2 meget frustreret. De kæmper konstant om opmærksomhed, de har kendt hinanden siden de var ca 1 år så det er noget der pludselig er kommet - det har ikke været sådan før.

Og jeg føler at det er gået voldsomt meget ud over vores parfohold, vi skændtes meget om børnene, så meget at jeg ikke ved om forholdet holder til det mere.

Det er sådan at når hans datter kommer på weekend (vi har dem samme weekend) Så skal der ske en milliard ting, det duer hvertfald ikke vi "bare" er hjemme, hvor jeg tænker at vi gør jo ikke noget ekstra for min datter og jeg nægter at hun skal opvokses med at når barn2 kommer så er cirkus i byen.

Lad os sige at min datter hedder barn1 og hans datter barn2.

Der har desværre været flere episoder hvor min kæreste har sagt at barn2 skal have det og det og det, hvor han samme dag har sagt at det skal barn1 da ikke have hvorfor skulle hun det? - det gør mig sur, irriteret osv. Han siger selv at det havde han ikke lige tænkt over, men det sker bare så tit....

Bla må hans datter ønske sig alt til jul, hvorimod min datter da ikke behøver ønske sig noget hans datter har........

Jeg er ked af det, såret, irriteret for han kan bare ikke være det bekendt, jeg har gjort ALT for barn2 ligger og kører 100 km flere gange hver uge da hans datter bor langt væk og jeg henter og bringer et par gange i institution. Barn1 henter og bringer jeg ALLE dage, dvs. på flere måder er jeg bare alene mor, jeg føler mig som alene mor, har sagt til ham jeg føler sådan, også siger han at så skal han da nok til og hente, JA MEN....Du kommer til og hente af pligt, ikke lyst..! - han kan ikke se ideen i at barn1 får noget ud af at blive hentet af ham, den eneste grund til jeg kører 100 km i institution er iflg. ham at så sparer han et par ture, iflg mig så tænker jeg at barn2 har godt af at se mig som en der er med i dagligdagen også, vi bor trods alt sammen.

Jeg er bange for at endnu et forhold må kaseres.......

Der er selvfølgelig flere sider af denne historie og hvis i spørger skal jeg nok være så ærlig som muligt..

Jeg tænker, du må skære igennem og gå forrest som det gode eksempel.

Sørg for at være en god mor for din datter og en god "fars kæreste" over for barn 2. 

Du må simpelthen vise, hvordan man er voksen, ansvarlig, ordentlig og rummelig. Ikke vente på, at han gør noget af sig selv...

Og det der med, hvad din datter må ønske sig?! Ingen kan, skal eller bør kontrollere andre menneskers ønsker. Det står os alle frit for at ønske og drømme om lige det, vi vil, og det skal han selvfølgelig ikke forsøge at ændre på. Igen: Stå fast, hav integritet, gå forrest.

Men ellers synes, jeg da, det er en god idé, at I planlægger svømmehalsture og andre events, når hans datter alligevel er der. Det giver jo god mening at gøre det på et tidspunkt, hvor begge piger kan være med, og det argument, kan din datter vel også godt forstå, tænker jeg. - Især hvis hun mærker, at du synes, det er en god idé.

 

jeg kan nikke genkendene til mange af de ting du skriver.. Her har vi også begge børn af samme køn med fra tidligere forhold, og førhen var det også sådan, at hvergang hans søn kom på weekend, så skulle vi en hel masse, og sådan fortsatte det, indtil jeg sagde stop.. for jeg GIDER IKKE rende rundt hele tiden fordi hans søn kommer.. vi kan ligeså godt sidde herhjemme og hygge med en tegnefilm, eller lege med biler sammen med dem, på værelset..

Det tog noget tid, men min kæreste har nu forstået det, og jeg føler ikke længere at vi er tvunget til at tage afsted når han kommer.. Nu gør vi det af lyst engang imellem og ikke af tvang hver weekend han er ved os..

for at undgå jalousien har vi dog også valgt at den ene ikke får noget uden den anden får.. det behøver ikke nødvendigvis at koste det samme eller være det samme.. bare det at de begge får noget på sammetid betyder rigtig meget, og det gør at vi undgår jalousi.. derudover henter vi begge i børnehaven når vi kan, og min kæreste henter tit min søn, og jeg henter tit hans søn, for det er sådan vores hverdag fungerer bedst..

Hvis ikke vi hjalp hinanden, og satte grænser for hvordan tingene skal fungere kunne vores forhold ikke fungere, så enkelt er det..

Anonym skriver:

Jeg skriver til jer for at få gode råd og for at finde ud af om jeg er helt galt på den.

Jeg har en datter på 4 år, min kæreste har en datter på 3 år. Min datter bor her og hans bor hos moderen og er hos os hver 2 weekend fra torsdag til mandag.

Min datter er hos hendes far fra onsdag til mandag hver 2 weekend.

Jeg syntes det er svært, de her 2 børn er tydeligvis begge 2 meget frustreret. De kæmper konstant om opmærksomhed, de har kendt hinanden siden de var ca 1 år så det er noget der pludselig er kommet - det har ikke været sådan før.

Og jeg føler at det er gået voldsomt meget ud over vores parfohold, vi skændtes meget om børnene, så meget at jeg ikke ved om forholdet holder til det mere.

Det er sådan at når hans datter kommer på weekend (vi har dem samme weekend) Så skal der ske en milliard ting, det duer hvertfald ikke vi "bare" er hjemme, hvor jeg tænker at vi gør jo ikke noget ekstra for min datter og jeg nægter at hun skal opvokses med at når barn2 kommer så er cirkus i byen.

Lad os sige at min datter hedder barn1 og hans datter barn2.

Der har desværre været flere episoder hvor min kæreste har sagt at barn2 skal have det og det og det, hvor han samme dag har sagt at det skal barn1 da ikke have hvorfor skulle hun det? - det gør mig sur, irriteret osv. Han siger selv at det havde han ikke lige tænkt over, men det sker bare så tit....

Bla må hans datter ønske sig alt til jul, hvorimod min datter da ikke behøver ønske sig noget hans datter har........

Jeg er ked af det, såret, irriteret for han kan bare ikke være det bekendt, jeg har gjort ALT for barn2 ligger og kører 100 km flere gange hver uge da hans datter bor langt væk og jeg henter og bringer et par gange i institution. Barn1 henter og bringer jeg ALLE dage, dvs. på flere måder er jeg bare alene mor, jeg føler mig som alene mor, har sagt til ham jeg føler sådan, også siger han at så skal han da nok til og hente, JA MEN....Du kommer til og hente af pligt, ikke lyst..! - han kan ikke se ideen i at barn1 får noget ud af at blive hentet af ham, den eneste grund til jeg kører 100 km i institution er iflg. ham at så sparer han et par ture, iflg mig så tænker jeg at barn2 har godt af at se mig som en der er med i dagligdagen også, vi bor trods alt sammen.

Jeg er bange for at endnu et forhold må kaseres.......

Der er selvfølgelig flere sider af denne historie og hvis i spørger skal jeg nok være så ærlig som muligt..

Jeg tror ikke, at hverken du eller han er galt på den. I har bare vidt forskellige udgangspunkter i forhold til børnene. 

Han er far til et barn, som han ikke bor sammen med, og han bor sammen med et barn, som han ikke er far til. Følelsesmæssigt må det være helt forkert for ham - selvfølgelig ville han ønske, at han havde en hverdag med sit eget barn. Sådan er det ikke, og derfor prøver han at kompensere ved at give sit barn alt, hvad han kan, de fem ud af 14 dage, han er sammen med hende. Det er ikke hensigtsmæssigt, men meget forståeligt. Og når du problematiserer det, oplever han det sikkert, som om du vil tage noget fra hans barn. 

I hans øjne er du og dit barn de privilegerede, fordi I har en hverdag sammen. For ham føles det sikkert som et svigt fra hans side, at han har en hverdag med et barn, som ikke er hans, mens han ikke kan være der på samme måde for sit eget. 

Jeg ved ikke, hvordan du konkret kan ændre på hans adfærd og samtidig vise ham respekt og forståelse for hans følelser - som han sikkert knap nok kan sætte ord på. Men grundlæggende forstår jeg udmærket, at han forsøger at kompensere for savn og "svigt" ved at ville gøre alt for sit barn. 

Anonym skriver:

Jeg skriver til jer for at få gode råd og for at finde ud af om jeg er helt galt på den.

Jeg har en datter på 4 år, min kæreste har en datter på 3 år. Min datter bor her og hans bor hos moderen og er hos os hver 2 weekend fra torsdag til mandag.

Min datter er hos hendes far fra onsdag til mandag hver 2 weekend.

Jeg syntes det er svært, de her 2 børn er tydeligvis begge 2 meget frustreret. De kæmper konstant om opmærksomhed, de har kendt hinanden siden de var ca 1 år så det er noget der pludselig er kommet - det har ikke været sådan før.

Og jeg føler at det er gået voldsomt meget ud over vores parfohold, vi skændtes meget om børnene, så meget at jeg ikke ved om forholdet holder til det mere.

Det er sådan at når hans datter kommer på weekend (vi har dem samme weekend) Så skal der ske en milliard ting, det duer hvertfald ikke vi "bare" er hjemme, hvor jeg tænker at vi gør jo ikke noget ekstra for min datter og jeg nægter at hun skal opvokses med at når barn2 kommer så er cirkus i byen.

Lad os sige at min datter hedder barn1 og hans datter barn2.

Der har desværre været flere episoder hvor min kæreste har sagt at barn2 skal have det og det og det, hvor han samme dag har sagt at det skal barn1 da ikke have hvorfor skulle hun det? - det gør mig sur, irriteret osv. Han siger selv at det havde han ikke lige tænkt over, men det sker bare så tit....

Bla må hans datter ønske sig alt til jul, hvorimod min datter da ikke behøver ønske sig noget hans datter har........

Jeg er ked af det, såret, irriteret for han kan bare ikke være det bekendt, jeg har gjort ALT for barn2 ligger og kører 100 km flere gange hver uge da hans datter bor langt væk og jeg henter og bringer et par gange i institution. Barn1 henter og bringer jeg ALLE dage, dvs. på flere måder er jeg bare alene mor, jeg føler mig som alene mor, har sagt til ham jeg føler sådan, også siger han at så skal han da nok til og hente, JA MEN....Du kommer til og hente af pligt, ikke lyst..! - han kan ikke se ideen i at barn1 får noget ud af at blive hentet af ham, den eneste grund til jeg kører 100 km i institution er iflg. ham at så sparer han et par ture, iflg mig så tænker jeg at barn2 har godt af at se mig som en der er med i dagligdagen også, vi bor trods alt sammen.

Jeg er bange for at endnu et forhold må kaseres.......

Der er selvfølgelig flere sider af denne historie og hvis i spørger skal jeg nok være så ærlig som muligt..

Øv en svær situation Syntes faktisk det er rigtig synd for din datter, for ud fra det du skriver, ligger der nogle undertoner af at der forskelsbehandles, og det er bare ikke i orden.

I er en familie, og i en familie er alle 'lige', og selvom det kan være svært for din mand, må han virkelig stramme op, fordi det holder da ikke, at du går og føler som du gør. Det er selvfølgelig helt naturligt, at man nære flest følelser for sit eget barn, men nu hvor i har valgt at være en sammenbragt familie, må man også lynhurtigt lærer, at børnene behandles med den samme respekt og ømhed.


Kan godt forstå du er frustreret, det må være hårdt. Ville tage en alvors snak med ham, og tænke om der evt er noget du selv kan gøre for at det bliver bedre.

Frk. Himmelblå skriver:

Jeg tænker, du må skære igennem og gå forrest som det gode eksempel.

Sørg for at være en god mor for din datter og en god "fars kæreste" over for barn 2. 

Du må simpelthen vise, hvordan man er voksen, ansvarlig, ordentlig og rummelig. Ikke vente på, at han gør noget af sig selv...

Og det der med, hvad din datter må ønske sig?! Ingen kan, skal eller bør kontrollere andre menneskers ønsker. Det står os alle frit for at ønske og drømme om lige det, vi vil, og det skal han selvfølgelig ikke forsøge at ændre på. Igen: Stå fast, hav integritet, gå forrest.

Men ellers synes, jeg da, det er en god idé, at I planlægger svømmehalsture og andre events, når hans datter alligevel er der. Det giver jo god mening at gøre det på et tidspunkt, hvor begge piger kan være med, og det argument, kan din datter vel også godt forstå, tænker jeg. - Især hvis hun mærker, at du synes, det er en god idé.

 

Helt sikkert en god ide og planlægge events når hun er der, ingen tvivl om det.

Men jeg har også mine grænser.

Slik hver dag - længere oppe selvom der er børnehave dagen efter som altid ender i at hun er møg træt. osv. osv.

Syntes jeg har skåret igennem, men får svaret " jeg gør som jeg vil overfor min datter"