Min mor for knyttet til min søn. Hjælp! (lang)

Bshizzle skriver:

Min Mor og Jeg er MEGET forskellige 

Jeg ser helst ikke at hun foder mine børn med sodavand, slik og Chips mm.

Men det forstår hun slet ikke.. 

Så tit prøver hun at skjule det, eller sige "du må godt for Mormor!!".. 

Men så tramper jeg i gulvet og siger NEJ meget bestemt!

Og forklarer hende igen igen igen at de kun må få lidt i weekenderne!

og så kommer den der besked tit " Det er jo kun liiiiidt.."! 

Men Nix 

Stik dem noget frugt! 

Men Jo.. Vi opdrager dem slet ikke ens (Har en Bror som osse har et barn, som er meget enig med mig).

Men selvom det er møg træls at minde dem om hvordan man opdrager vores børn, så gør jeg det gerne igen og igen for at de en dag kan se vi havde ret 

Nu skal det lige siges at min Svigermor er HØJT uddannet inde for pædagog området, og hun VED at hun ikke skal rette på os, selvom hun bestemt ikke altid er enig 

Det lyder faktisk nærmest uhyggeligt meget som vores familie!

Jeg kan selvfølgelig blive træt og irriteret over at skulle sætte foden ned (jeg kender det rungende NEJ, haha). Men jeg gør det.

Der hvor tråden knækker for mig er bare, når min mor står og ligefrem græder. Og endda i en situation, hvor jeg slet ikke havde set det komme. Og hendes underlig måde at sige, at hun følte, at hun havde snydt ham... eller hvad hun end mente med dét.

Oplever du (eller I andre) jeres mødre nogle gange sådan totalt følelsesmæssige ustabile? Nogle gange overvejer jeg om der er noget galt med hende.. sådan, mentalt ...

BettyBoop skriver:

Jeg var enlig mor, da jeg fik mit første barn. En søn. Min mor boede i nærheden og hjalp mig og var hos mig/os flere dage om ugen, når hun havde fri. I den tid knyttede hun sig meget til min søn.

Jeg fik imidlertid en kæreste, som agerede som en far ville gøre og deltog i hverdagen. Derfor havde jeg ikke brug for så meget hjælp fra min mor længere. Det var sådan set kun de første 10-12 måneder af min søns liv, hun var en del af hverdagen som sådan.

Nu er han 4, snart 5 år.

Hun har flere gange givet udtryk for, at hun har "moderlige" følelser for ham og savner ham osv. Når hun siger sådan får jeg nærmest lyst til at kaste op. Jeg føler, at hun overskrider mine grænser helt vildt ved at bevæge sig ind på mit barn på den måde. Hun er den eneste i familien, der ofte og uopfordret spørger om hun ikke må "låne" ham i fx en weekend eller til en overnatning. Og det skal lige siges, at han er populær nok - og alle bedsterne er vilde med ham.

Hun kan ikke sætte grænser for ham når de ER sammen. Det gælder alt fra mad og TV-kiggeri til ture og social adfærd. Hun kan ikke finde ud af at respektere hans sengetid - hun har stadig ikke fattet, at det er synd for HAM, når han ikke får sin normale nattesøvn. Han er jo helt ødelagt dagen efter hvis han ikke får de sædvanlige timers søvn - hvilket resulterer i mange konflikter og gråd (hans). Jeg har prøvet at forklare hende, at det er synd for ham. Men hun forstår det ikke og bliver ved som før.

Sidste "episode" var for nogle dage siden, da hun var hjemme hos os til aftensmad. Min søn ville gerne have, at hun fulgte ham ind i seng. Han deler værelse med sin lillesøster på snart 2 år - derfor plejer vi at læse og synge i sofaen og derefter gå stille ind og bare lægge ham. Det ved mormor godt...

Men da de så gik ind, hvor lillesøster netop var faldet i søvn, kom hun bare ikke ud igen...  Lidt efter kunne man høre sagte snakken, og så vågnede lillesøster. Jeg kunne høre at min mor så til hende og hørte noget om en våd ble. Så jeg åbnede døren og sagde til min mor, at jeg nok skulle tage over (så vi kunne undgå alt for megen furore). Jeg får puttet lillesøster igen (bleen var tør), men så sad min søn og tudede, for mormor skulle jo have tegnet ham på ryggen! Jeg satte mig ned og trøstede ham og forklarede ham, at det var sengetid og at mormor måtte tegne ham på ryggen næste gang de sås. Han faldt til ro igen, jeg puttede ham og han sov efter 2 sek.

Da jeg kom ud så jeg, at min mor havde taget overtøj på og stod og tudede ude i gangen og sagde, at nu tog hun hjem! What?! .. tænkte jeg. Jeg ved, at hun er sensitiv, så jeg troede at hun var blevet ked af at høre min søn græde. Jeg gav hende en krammer og sagde, at jeg havde trøstet ham og det skulle hun ikke være så ked af. Men hun var nærmest helt kold overfor mig... ville ikke gengælde min krammer. Hun sagde, at hun følte, at nu havde hun snydt ham! (hun gentog det med ordet 'snydt' i flere fraser, hver gang som et grådkvalt lille barn) - Han var blevet snydt fordi hun ikke måtte tegne ham på ryggen. Jeg prøvede at forklare hende, som så maaaange gange før, at han altså skal overholde sin sengetid, for ellers ødelægger det næste dag for ham. Der var VIRKELIG dårlig stemning... jeg havde næsten lyst til bare at sende hende afsted med grimme ord. Jeg følte (for jeg kender min mor), at det hun sagde mellem linierne var, at JEG havde snydt hende og min søn for tid sammen.

Min mand fik hende ned på jorden igen og bad hende komme ind igen. Så snakkede vi lidt. Hun kom med argumenter som, at hun jo ikke ser min søn så meget mere, at hun savner ham osv. Men jeg tænker, helt ærligt, det er snart 4 år siden at du havde det der nære hverdagsforhold til ham! Get over it. Jeg er jo heller ikke selv sammen med ham hele tiden. Når det endelig er weekend og man har mulighed for at være sammen med ham, så har jeg altså ikke altid/særlig ofte lyst til, at han skal bruge weekenden sammen med en bedsteforælder. Jeg vil jo også gerne selv have noget tid sammen med mine unger.

Summa summarum er, at jeg forstår ikke hendes meget voldsomme reaktion. Jeg forstår ikke hvorfor hun ikke kan sætte grænser. Det kunne hun heller ikke med mig, da jeg var barn. Jeg er bange for, at hun bruger min søn til at dække et behov hos sig selv for fysisk nærhed, da hun fx. ikke er i et forhold, der gør det. Jeg tænker, at hvis hun virkelig forstod hvad min søn har brug for, så ville hun evne at respektere noget så simpelt som hans sengetid.

Hvad skal jeg stille op??? Jeg er bange for, at en reel konfrontation vil knække hende.

Jeg kan ikke rigtig forholde mig til den konkrete situation, men jeg kan forholde mig til st have moderlige følelser for en andens barn og hvordan det er når man bliver skåret fra... 

Jeg gik i mødregruppe med en pige som havde store vanskeligheder og som var i et voldeligt forhold. Jeg så hende og hendes børn nærmest dagligt igennem et år. Undervejs hjalp jeg hende ud af forholdet, fik hende indlagt på psyk passede hendes yngste søn imens hun bar indlagt, passede ofte hendes store dreng, jeg havde en 'fader rolle' i forhold til den ældste han spurgte efter mig når jeg ikke var der og ville hellere hjem til Ronja end til far. Så fik hun en ny kæreste vi sås nogen gange derefter hvor hub åbent fortalte at børnene spurgte meget efter mig og jeg fortalte hende også hvor meget jeg savnede dem. Og herefter har jeg ikke set dem... Det er over et år siden, og jeg savner dem... Det gør ondt når hun lægger billeder op på face og jeg er vred over at hun skar mig fra på den måde og ked af det børnenes vejne, især den ældste der lige havde mistet sin far og nu også en anden vigtig voksen i hans liv..  Jeg er selvfølgelig helt med på at hun ikke havde brug for min hjælp mere, men ville ønske vi kunne have gjort det blidere... 

Jeg synes det er en dum idé med en mormordag når hun i forvejen.ikke acceptere dine regler og dit barns behov (børn har altså brug for faste sengetider og ligeså at se at andre voksne godt ved at Mor altså bestemmer) Jeg ville simpelthen sige hun skal holde sig lidt væk indtil hun kan acceptere at dine børn = dine regler.. Og så ville der ikke være noget pasning før hun har vist hun kan styre sig. Hun er bare mormor, ikke Mor. Og hun har ingen ret til samværd og moderlige følelser. Og du skal ikke ta hensyn til hende på bekostning af dig selv og dit barn. At hun er ensom, er ikke noget dit barn skal løse for hende, Det må hun selv gøre noget ved :-)

Meget meget enig med C-dog

Hvis hun ikke kan/vil overholde dine regler, så må hun lære det på den hårde måde. Det er synd for dit barn, at der kommer så mange forvirrende signaler fra de voksne!

ano14316 skriver:

Jeg kan ikke rigtig forholde mig til den konkrete situation, men jeg kan forholde mig til st have moderlige følelser for en andens barn og hvordan det er når man bliver skåret fra... 

Jeg gik i mødregruppe med en pige som havde store vanskeligheder og som var i et voldeligt forhold. Jeg så hende og hendes børn nærmest dagligt igennem et år. Undervejs hjalp jeg hende ud af forholdet, fik hende indlagt på psyk passede hendes yngste søn imens hun bar indlagt, passede ofte hendes store dreng, jeg havde en 'fader rolle' i forhold til den ældste han spurgte efter mig når jeg ikke var der og ville hellere hjem til Ronja end til far. Så fik hun en ny kæreste vi sås nogen gange derefter hvor hub åbent fortalte at børnene spurgte meget efter mig og jeg fortalte hende også hvor meget jeg savnede dem. Og herefter har jeg ikke set dem... Det er over et år siden, og jeg savner dem... Det gør ondt når hun lægger billeder op på face og jeg er vred over at hun skar mig fra på den måde og ked af det børnenes vejne, især den ældste der lige havde mistet sin far og nu også en anden vigtig voksen i hans liv..  Jeg er selvfølgelig helt med på at hun ikke havde brug for min hjælp mere, men ville ønske vi kunne have gjort det blidere... 

Hej og tak for input - det er virkelig dejligt med så mange vinkler på sagen

For det første, må jeg udtrykke min dybe medfølelse for din situation. Det er da også lidt voldsomt...

I min situation er min mor ikke som sådan blevet cuttet af. Vi har, selvom jeg fik en kæreste, set hinanden næsten lige så meget som før. Men da jeg selv fik overskud til at handle ind og lave mad, fordi vi var flere om husholdningen, så jeg ingen grund til at hun skulle bidrage på samme niveau. Hun er jo stadig på arbejdsmarkedet, har en kæreste (som nok er mere en ven = ikke så fysisk) og mange veninder at se til.

Men det har virkelig været et problem, som C-dog også pointerer, at hun konstant underminerer min autoritet over min søn.

Når hun har passet ham førhen på weekend eller også bare til en enkelt overnatning, kunne jeg bruge op til en hel uge på at få "rettet ham til" igen. Dvs. forstå at jeg mener hvad jeg siger, og sådan noget med sovetider og madvaner især. Jeg vil jo gerne kunne have ham med i byen som man siger - ud til venner og bekendte og arrangementer, uden at det bliver en ulidelig og pinlig affære fordi han tror det er ok at gå og rode i folks tasker og skaber og røre ved ALT... for det var vitterligt sådan noget vi var ude i for bare et par år siden.

Vi har faktisk langsomt skåret ned på tiden med hende... og grunden til min frustration er jo netop også, at jeg ikke ønsker, at vi ikke kan ses. Jeg vil gerne have, at hun er i børnenes liv. Hun bor også tæt på og det er rart.

Nemesis skriver:

jeg tænker også en mormordag..men ikke en hel dag..Måske mormor kan hente en fast dag om ugen og så komme hjem til jer og spise med og så bliver mad og sengetid overholdt. eller endnu bedre mormor laver mad og i kommer og spiser med, tager hjem så puttetiden kan holdes

Måske et par timer fast en eftermiddag om ugen kan give hende nok.

Tak

Det var et rigtig godt forslag, at vi tager hjem til hende og spiser og så tager hjem bagefter.

Min mor er også MEGET knyttet til vores den ældste dreng, det skyldes dog at hun havde ham boende fra han var 2 mdr til han var 5 mdr (han sov dog hjemme). Det bundede i at jeg lå indlagt på sygehuset og at min kæreste som også er far til ham var i gang med hans eksamener så han havde absolut INTET overskud til en lille baby.

Anyhow. Hun låner ham også tit på weekend, og hun har en fast dag i ugen hvor at det er hende der henter ham fra dagplejen og så bringer hun ham hjem efter de har spist aftensmad sammen.
Hun er dog helt med på vores regler omkring ham. Nogen gange kan sengetiden hvis han sover derude godt blive skubbet lidt.

Jeg synes så at det er rigtig lækkert at vores dreng kan bibeholde det gode forhold til hans mormor..

Det er jo derhen man flygter når ens forældre er øv Det gjorde jeg i hvert fald. 

Jeg var enlig mor, da jeg fik mit første barn. En søn. Min mor boede i nærheden og hjalp mig og var hos mig/os flere dage om ugen, når hun havde fri. I den tid knyttede hun sig meget til min søn.

Jeg fik imidlertid en kæreste, som agerede som en far ville gøre og deltog i hverdagen. Derfor havde jeg ikke brug for så meget hjælp fra min mor længere. Det var sådan set kun de første 10-12 måneder af min søns liv, hun var en del af hverdagen som sådan.

Nu er han 4, snart 5 år.

Hun har flere gange givet udtryk for, at hun har "moderlige" følelser for ham og savner ham osv. Når hun siger sådan får jeg nærmest lyst til at kaste op. Jeg føler, at hun overskrider mine grænser helt vildt ved at bevæge sig ind på mit barn på den måde. Hun er den eneste i familien, der ofte og uopfordret spørger om hun ikke må "låne" ham i fx en weekend eller til en overnatning. Og det skal lige siges, at han er populær nok - og alle bedsterne er vilde med ham.

Hun kan ikke sætte grænser for ham når de ER sammen. Det gælder alt fra mad og TV-kiggeri til ture og social adfærd. Hun kan ikke finde ud af at respektere hans sengetid - hun har stadig ikke fattet, at det er synd for HAM, når han ikke får sin normale nattesøvn. Han er jo helt ødelagt dagen efter hvis han ikke får de sædvanlige timers søvn - hvilket resulterer i mange konflikter og gråd (hans). Jeg har prøvet at forklare hende, at det er synd for ham. Men hun forstår det ikke og bliver ved som før.

Sidste "episode" var for nogle dage siden, da hun var hjemme hos os til aftensmad. Min søn ville gerne have, at hun fulgte ham ind i seng. Han deler værelse med sin lillesøster på snart 2 år - derfor plejer vi at læse og synge i sofaen og derefter gå stille ind og bare lægge ham. Det ved mormor godt...

Men da de så gik ind, hvor lillesøster netop var faldet i søvn, kom hun bare ikke ud igen...  Lidt efter kunne man høre sagte snakken, og så vågnede lillesøster. Jeg kunne høre at min mor så til hende og hørte noget om en våd ble. Så jeg åbnede døren og sagde til min mor, at jeg nok skulle tage over (så vi kunne undgå alt for megen furore). Jeg får puttet lillesøster igen (bleen var tør), men så sad min søn og tudede, for mormor skulle jo have tegnet ham på ryggen! Jeg satte mig ned og trøstede ham og forklarede ham, at det var sengetid og at mormor måtte tegne ham på ryggen næste gang de sås. Han faldt til ro igen, jeg puttede ham og han sov efter 2 sek.

Da jeg kom ud så jeg, at min mor havde taget overtøj på og stod og tudede ude i gangen og sagde, at nu tog hun hjem! What?! .. tænkte jeg. Jeg ved, at hun er sensitiv, så jeg troede at hun var blevet ked af at høre min søn græde. Jeg gav hende en krammer og sagde, at jeg havde trøstet ham og det skulle hun ikke være så ked af. Men hun var nærmest helt kold overfor mig... ville ikke gengælde min krammer. Hun sagde, at hun følte, at nu havde hun snydt ham! (hun gentog det med ordet 'snydt' i flere fraser, hver gang som et grådkvalt lille barn) - Han var blevet snydt fordi hun ikke måtte tegne ham på ryggen. Jeg prøvede at forklare hende, som så maaaange gange før, at han altså skal overholde sin sengetid, for ellers ødelægger det næste dag for ham. Der var VIRKELIG dårlig stemning... jeg havde næsten lyst til bare at sende hende afsted med grimme ord. Jeg følte (for jeg kender min mor), at det hun sagde mellem linierne var, at JEG havde snydt hende og min søn for tid sammen.

Min mand fik hende ned på jorden igen og bad hende komme ind igen. Så snakkede vi lidt. Hun kom med argumenter som, at hun jo ikke ser min søn så meget mere, at hun savner ham osv. Men jeg tænker, helt ærligt, det er snart 4 år siden at du havde det der nære hverdagsforhold til ham! Get over it. Jeg er jo heller ikke selv sammen med ham hele tiden. Når det endelig er weekend og man har mulighed for at være sammen med ham, så har jeg altså ikke altid/særlig ofte lyst til, at han skal bruge weekenden sammen med en bedsteforælder. Jeg vil jo også gerne selv have noget tid sammen med mine unger.

Summa summarum er, at jeg forstår ikke hendes meget voldsomme reaktion. Jeg forstår ikke hvorfor hun ikke kan sætte grænser. Det kunne hun heller ikke med mig, da jeg var barn. Jeg er bange for, at hun bruger min søn til at dække et behov hos sig selv for fysisk nærhed, da hun fx. ikke er i et forhold, der gør det. Jeg tænker, at hvis hun virkelig forstod hvad min søn har brug for, så ville hun evne at respektere noget så simpelt som hans sengetid.

Hvad skal jeg stille op??? Jeg er bange for, at en reel konfrontation vil knække hende.

Sådan som jeg ser det, er der to forskellige problemstillinger:

Den ene er ret ligetil. Det drejer sig om at hun ikke respekterer dine grænser i forhold til opdragelse. Hvilket hun selvfølgelig skal.

Det andet, og som jeg læser det mellem linjerne, måske nok dét der går dig mere på, handler om at hun ikke respekterer dine grænser i forhold til de mere følelsesmæssige aspekter. Du skriver flere gange at du ikke bryder dig om at hun sidder og nusser så meget med ham. Hvad er det ved nusseriet du ikke bryder dig om? Føler du at hun overskrider hans grænser, fysisk? Eller er det dine grænser hun overskrider, forstået som at "nusse-rummet" er et rum der tilhører dig og din søn? Eller bliver du måske lidt jaloux fordi du ikke gider/har tid/har overskud til at nusse ham på samme måde i så lang tid?

Jeg har svært ved at se sådan helt specifikt hvor problemet egentlig ligger, nede under overfladen. Men det er måske fordi du heller ikke helt selv ved det?

Jeg forstår godt at det går dig meget på at hun begynder at græde fordi du beder hende gå ud af børnenes værelse. Det er en meget voldsom reaktion, og det synes jeg godt at du kan fortælle hende. At hun bliver nødt til at slappe lidt af og tage den lidt ned i gear, for det er altså ikke en hensigtsmæssig måde at reagere på.

modesty skriver:

Sådan som jeg ser det, er der to forskellige problemstillinger:

Den ene er ret ligetil. Det drejer sig om at hun ikke respekterer dine grænser i forhold til opdragelse. Hvilket hun selvfølgelig skal.

Det andet, og som jeg læser det mellem linjerne, måske nok dét der går dig mere på, handler om at hun ikke respekterer dine grænser i forhold til de mere følelsesmæssige aspekter. Du skriver flere gange at du ikke bryder dig om at hun sidder og nusser så meget med ham. Hvad er det ved nusseriet du ikke bryder dig om? Føler du at hun overskrider hans grænser, fysisk? Eller er det dine grænser hun overskrider, forstået som at "nusse-rummet" er et rum der tilhører dig og din søn? Eller bliver du måske lidt jaloux fordi du ikke gider/har tid/har overskud til at nusse ham på samme måde i så lang tid?

Jeg har svært ved at se sådan helt specifikt hvor problemet egentlig ligger, nede under overfladen. Men det er måske fordi du heller ikke helt selv ved det?

Jeg forstår godt at det går dig meget på at hun begynder at græde fordi du beder hende gå ud af børnenes værelse. Det er en meget voldsom reaktion, og det synes jeg godt at du kan fortælle hende. At hun bliver nødt til at slappe lidt af og tage den lidt ned i gear, for det er altså ikke en hensigtsmæssig måde at reagere på.

Tak for kommentar

Ja, det er det med nusseriet, der egentlig går mig mest på. Jeg har svært ved at bedømme hvor meget er for meget. Det meste af min egen barndom - til langt op i teenageårene - brugte hun mig som "nusseklud". Jeg føler, at hun fik afløb for sit eget behov for fysisk kontakt ved at nusse mig evigt og altid.

Jeg er jo ikke bekymret for som sådan for omfanget i forhold til min søn, da hun jo ikke er sammen med ham hver dag. Men mere bekymret om hvorvidt hun ved hvor grænsen går. Jeg ved ikke om hun er klar over, om hun nusser ham for hans skyld eller for sin egen.

Jeg er nok bange for, at hun overskrider hans grænser... hvilket han jo ikke ville vide som sådan, da han er et barn.

Jeg er selv god til at vise fysisk kærlighed og omsorg for mine børn med kyssere og krammere og lidt nus på ryggen og lidt fodnus i ny og næ Men jeg synes personligt, at det er for meget at sidde og nusse et barn i 1-2 timer.. men er det bare mig, der synes, at det er for lang tid?

Tak for kommentar

Ja, det er det med nusseriet, der egentlig går mig mest på. Jeg har svært ved at bedømme hvor meget er for meget. Det meste af min egen barndom - til langt op i teenageårene - brugte hun mig som "nusseklud". Jeg føler, at hun fik afløb for sit eget behov for fysisk kontakt ved at nusse mig evigt og altid.

Jeg er jo ikke bekymret for som sådan for omfanget i forhold til min søn, da hun jo ikke er sammen med ham hver dag. Men mere bekymret om hvorvidt hun ved hvor grænsen går. Jeg ved ikke om hun er klar over, om hun nusser ham for hans skyld eller for sin egen.

Jeg er nok bange for, at hun overskrider hans grænser... hvilket han jo ikke ville vide som sådan, da han er et barn.

Jeg er selv god til at vise fysisk kærlighed og omsorg for mine børn med kyssere og krammere og lidt nus på ryggen og lidt fodnus i ny og næ Men jeg synes personligt, at det er for meget at sidde og nusse et barn i 1-2 timer.. men er det bare mig, der synes, at det er for lang tid?

Du har selv fået dine egne grænser overtrådt, eller følt dig udnyttet, da nusseriet var for din mors skyld og ikke for din skyld. Det kan jeg godt forstå, det giver mening. Og nu er du bange for at din søn kommer til at vokse op og føle på samme måde som dig.

Hmm... Jeg har virkelig svært ved at vurdere om 1-2 timers nusseri med mormor engang imellem er for meget. Det er svært at vide om det er dine egne oplevelser og følelser der er i klemme, eller om der er tale om et reelt problem. Det ved jeg sgu ikke. Umiddelbart ser jeg det ikke som et problem, men jeg har jo heller ikke været der og set det og følt det som du har.

Under alle omstændigheder har du helt ret i at det jo ikke er i samme omfang med din søn, da hun jo ikke ser ham så meget.

Som jeg ser det, er der tre muligheder:

1: Du accepterer nusseriet. Og siger til dig selv at det er i et meget mindre omfang end med dig, så det får ikke samme konsekvenser for din søn.

2: Du undgår nusse-situationerne, hvilket ville indebære at din mor ikke måtte se din søn alene. Hvilket jo nok ville indebære en konflikt med din mor.

3: Du fortæller hende om dine tanker, om din egen barndom og mønstret der nu gentager sig med din søn. Hvilket igen indebærer en konflikt, som virkelig graver ned i noget heavy shit og som kan ende med at blive en meget stor konflikt.