Min mor for knyttet til min søn. Hjælp! (lang)

Jeg var enlig mor, da jeg fik mit første barn. En søn. Min mor boede i nærheden og hjalp mig og var hos mig/os flere dage om ugen, når hun havde fri. I den tid knyttede hun sig meget til min søn.

Jeg fik imidlertid en kæreste, som agerede som en far ville gøre og deltog i hverdagen. Derfor havde jeg ikke brug for så meget hjælp fra min mor længere. Det var sådan set kun de første 10-12 måneder af min søns liv, hun var en del af hverdagen som sådan.

Nu er han 4, snart 5 år.

Hun har flere gange givet udtryk for, at hun har "moderlige" følelser for ham og savner ham osv. Når hun siger sådan får jeg nærmest lyst til at kaste op. Jeg føler, at hun overskrider mine grænser helt vildt ved at bevæge sig ind på mit barn på den måde. Hun er den eneste i familien, der ofte og uopfordret spørger om hun ikke må "låne" ham i fx en weekend eller til en overnatning. Og det skal lige siges, at han er populær nok - og alle bedsterne er vilde med ham.

Hun kan ikke sætte grænser for ham når de ER sammen. Det gælder alt fra mad og TV-kiggeri til ture og social adfærd. Hun kan ikke finde ud af at respektere hans sengetid - hun har stadig ikke fattet, at det er synd for HAM, når han ikke får sin normale nattesøvn. Han er jo helt ødelagt dagen efter hvis han ikke får de sædvanlige timers søvn - hvilket resulterer i mange konflikter og gråd (hans). Jeg har prøvet at forklare hende, at det er synd for ham. Men hun forstår det ikke og bliver ved som før.

Sidste "episode" var for nogle dage siden, da hun var hjemme hos os til aftensmad. Min søn ville gerne have, at hun fulgte ham ind i seng. Han deler værelse med sin lillesøster på snart 2 år - derfor plejer vi at læse og synge i sofaen og derefter gå stille ind og bare lægge ham. Det ved mormor godt...

Men da de så gik ind, hvor lillesøster netop var faldet i søvn, kom hun bare ikke ud igen...  Lidt efter kunne man høre sagte snakken, og så vågnede lillesøster. Jeg kunne høre at min mor så til hende og hørte noget om en våd ble. Så jeg åbnede døren og sagde til min mor, at jeg nok skulle tage over (så vi kunne undgå alt for megen furore). Jeg får puttet lillesøster igen (bleen var tør), men så sad min søn og tudede, for mormor skulle jo have tegnet ham på ryggen! Jeg satte mig ned og trøstede ham og forklarede ham, at det var sengetid og at mormor måtte tegne ham på ryggen næste gang de sås. Han faldt til ro igen, jeg puttede ham og han sov efter 2 sek.

Da jeg kom ud så jeg, at min mor havde taget overtøj på og stod og tudede ude i gangen og sagde, at nu tog hun hjem! What?! .. tænkte jeg. Jeg ved, at hun er sensitiv, så jeg troede at hun var blevet ked af at høre min søn græde. Jeg gav hende en krammer og sagde, at jeg havde trøstet ham og det skulle hun ikke være så ked af. Men hun var nærmest helt kold overfor mig... ville ikke gengælde min krammer. Hun sagde, at hun følte, at nu havde hun snydt ham! (hun gentog det med ordet 'snydt' i flere fraser, hver gang som et grådkvalt lille barn) - Han var blevet snydt fordi hun ikke måtte tegne ham på ryggen. Jeg prøvede at forklare hende, som så maaaange gange før, at han altså skal overholde sin sengetid, for ellers ødelægger det næste dag for ham. Der var VIRKELIG dårlig stemning... jeg havde næsten lyst til bare at sende hende afsted med grimme ord. Jeg følte (for jeg kender min mor), at det hun sagde mellem linierne var, at JEG havde snydt hende og min søn for tid sammen.

Min mand fik hende ned på jorden igen og bad hende komme ind igen. Så snakkede vi lidt. Hun kom med argumenter som, at hun jo ikke ser min søn så meget mere, at hun savner ham osv. Men jeg tænker, helt ærligt, det er snart 4 år siden at du havde det der nære hverdagsforhold til ham! Get over it. Jeg er jo heller ikke selv sammen med ham hele tiden. Når det endelig er weekend og man har mulighed for at være sammen med ham, så har jeg altså ikke altid/særlig ofte lyst til, at han skal bruge weekenden sammen med en bedsteforælder. Jeg vil jo også gerne selv have noget tid sammen med mine unger.

Summa summarum er, at jeg forstår ikke hendes meget voldsomme reaktion. Jeg forstår ikke hvorfor hun ikke kan sætte grænser. Det kunne hun heller ikke med mig, da jeg var barn. Jeg er bange for, at hun bruger min søn til at dække et behov hos sig selv for fysisk nærhed, da hun fx. ikke er i et forhold, der gør det. Jeg tænker, at hvis hun virkelig forstod hvad min søn har brug for, så ville hun evne at respektere noget så simpelt som hans sengetid.

Hvad skal jeg stille op??? Jeg er bange for, at en reel konfrontation vil knække hende.

Den er svær. Jeg kan godt forstå din frustration!

Min umiddelbare tanke er at du må sige det til hende som det er - på en pæn måde selvfølgelig.

Sig det du lige har skrevet, at du jo gerne selv vil bruge tid med ham når du endelig har fri.

Kunne man evt. lave en fast mormor-dag så hun VED at hun nok skal komme til at se ham inden længe igen?

Jupiter skriver:

Den er svær. Jeg kan godt forstå din frustration!

Min umiddelbare tanke er at du må sige det til hende som det er - på en pæn måde selvfølgelig.

Sig det du lige har skrevet, at du jo gerne selv vil bruge tid med ham når du endelig har fri.

Kunne man evt. lave en fast mormor-dag så hun VED at hun nok skal komme til at se ham inden længe igen?

Tak for din kommentar Well, jeg har egentlig forklaret hendes sagens sammenhæng mange gange i løbet af årene... og jeg føler ikke rigtig, at det synker ind hos hende.

En fast 'mormor-dag' er ikke en tosset ide Jeg har dog mine bekymringer... dvs. hver gang hun har haft en aftale med ham om at tage fx. i experimentarium eller et andet sted, ender de altid med at tage hjem til hende i stedet. Så får han lov at sidde og se film og spise slik/popcorn hele tiden. Jeg er rimelig sikker på, at hun sidder sammen med ham og nusser ham hele tiden. Det synes jeg bare virker underligt.

Så havde jeg været helt ud i ekstremerne (synes jeg selv), hvor jeg forestillede mig, at jeg nærmest måtte opsætte nogle dogmer for hvilke omstændigheder hun må passe ham under. Fx. ikke omkring sengetid. Ikke hjemme hos hende alene. osv osv. Mest fordi jeg synes hendes nusseri af ham tager overhånd.

BettyBoop skriver:

Jeg var enlig mor, da jeg fik mit første barn. En søn. Min mor boede i nærheden og hjalp mig og var hos mig/os flere dage om ugen, når hun havde fri. I den tid knyttede hun sig meget til min søn.

Jeg fik imidlertid en kæreste, som agerede som en far ville gøre og deltog i hverdagen. Derfor havde jeg ikke brug for så meget hjælp fra min mor længere. Det var sådan set kun de første 10-12 måneder af min søns liv, hun var en del af hverdagen som sådan.

Nu er han 4, snart 5 år.

Hun har flere gange givet udtryk for, at hun har "moderlige" følelser for ham og savner ham osv. Når hun siger sådan får jeg nærmest lyst til at kaste op. Jeg føler, at hun overskrider mine grænser helt vildt ved at bevæge sig ind på mit barn på den måde. Hun er den eneste i familien, der ofte og uopfordret spørger om hun ikke må "låne" ham i fx en weekend eller til en overnatning. Og det skal lige siges, at han er populær nok - og alle bedsterne er vilde med ham.

Hun kan ikke sætte grænser for ham når de ER sammen. Det gælder alt fra mad og TV-kiggeri til ture og social adfærd. Hun kan ikke finde ud af at respektere hans sengetid - hun har stadig ikke fattet, at det er synd for HAM, når han ikke får sin normale nattesøvn. Han er jo helt ødelagt dagen efter hvis han ikke får de sædvanlige timers søvn - hvilket resulterer i mange konflikter og gråd (hans). Jeg har prøvet at forklare hende, at det er synd for ham. Men hun forstår det ikke og bliver ved som før.

Sidste "episode" var for nogle dage siden, da hun var hjemme hos os til aftensmad. Min søn ville gerne have, at hun fulgte ham ind i seng. Han deler værelse med sin lillesøster på snart 2 år - derfor plejer vi at læse og synge i sofaen og derefter gå stille ind og bare lægge ham. Det ved mormor godt...

Men da de så gik ind, hvor lillesøster netop var faldet i søvn, kom hun bare ikke ud igen...  Lidt efter kunne man høre sagte snakken, og så vågnede lillesøster. Jeg kunne høre at min mor så til hende og hørte noget om en våd ble. Så jeg åbnede døren og sagde til min mor, at jeg nok skulle tage over (så vi kunne undgå alt for megen furore). Jeg får puttet lillesøster igen (bleen var tør), men så sad min søn og tudede, for mormor skulle jo have tegnet ham på ryggen! Jeg satte mig ned og trøstede ham og forklarede ham, at det var sengetid og at mormor måtte tegne ham på ryggen næste gang de sås. Han faldt til ro igen, jeg puttede ham og han sov efter 2 sek.

Da jeg kom ud så jeg, at min mor havde taget overtøj på og stod og tudede ude i gangen og sagde, at nu tog hun hjem! What?! .. tænkte jeg. Jeg ved, at hun er sensitiv, så jeg troede at hun var blevet ked af at høre min søn græde. Jeg gav hende en krammer og sagde, at jeg havde trøstet ham og det skulle hun ikke være så ked af. Men hun var nærmest helt kold overfor mig... ville ikke gengælde min krammer. Hun sagde, at hun følte, at nu havde hun snydt ham! (hun gentog det med ordet 'snydt' i flere fraser, hver gang som et grådkvalt lille barn) - Han var blevet snydt fordi hun ikke måtte tegne ham på ryggen. Jeg prøvede at forklare hende, som så maaaange gange før, at han altså skal overholde sin sengetid, for ellers ødelægger det næste dag for ham. Der var VIRKELIG dårlig stemning... jeg havde næsten lyst til bare at sende hende afsted med grimme ord. Jeg følte (for jeg kender min mor), at det hun sagde mellem linierne var, at JEG havde snydt hende og min søn for tid sammen.

Min mand fik hende ned på jorden igen og bad hende komme ind igen. Så snakkede vi lidt. Hun kom med argumenter som, at hun jo ikke ser min søn så meget mere, at hun savner ham osv. Men jeg tænker, helt ærligt, det er snart 4 år siden at du havde det der nære hverdagsforhold til ham! Get over it. Jeg er jo heller ikke selv sammen med ham hele tiden. Når det endelig er weekend og man har mulighed for at være sammen med ham, så har jeg altså ikke altid/særlig ofte lyst til, at han skal bruge weekenden sammen med en bedsteforælder. Jeg vil jo også gerne selv have noget tid sammen med mine unger.

Summa summarum er, at jeg forstår ikke hendes meget voldsomme reaktion. Jeg forstår ikke hvorfor hun ikke kan sætte grænser. Det kunne hun heller ikke med mig, da jeg var barn. Jeg er bange for, at hun bruger min søn til at dække et behov hos sig selv for fysisk nærhed, da hun fx. ikke er i et forhold, der gør det. Jeg tænker, at hvis hun virkelig forstod hvad min søn har brug for, så ville hun evne at respektere noget så simpelt som hans sengetid.

Hvad skal jeg stille op??? Jeg er bange for, at en reel konfrontation vil knække hende.

Det lyder til at det er noget der har stået på MEGET længe, og at lige meget hvad du og din kæreste siger, så hjælper det lige lidt.
Mit forslag er, at du siger til din mor, at hvis hun ikke acceptere jeres regler og ikke kan se ud over sine egne behov, så må i have hjælp ude fra til at løse det.
Det kan være SP der kommer ind over, eller i sidste ende en psykolog/terapeut.

Kram til dig. Det behøver du vist.

BettyBoop skriver:

Jeg var enlig mor, da jeg fik mit første barn. En søn. Min mor boede i nærheden og hjalp mig og var hos mig/os flere dage om ugen, når hun havde fri. I den tid knyttede hun sig meget til min søn.

Jeg fik imidlertid en kæreste, som agerede som en far ville gøre og deltog i hverdagen. Derfor havde jeg ikke brug for så meget hjælp fra min mor længere. Det var sådan set kun de første 10-12 måneder af min søns liv, hun var en del af hverdagen som sådan.

Nu er han 4, snart 5 år.

Hun har flere gange givet udtryk for, at hun har "moderlige" følelser for ham og savner ham osv. Når hun siger sådan får jeg nærmest lyst til at kaste op. Jeg føler, at hun overskrider mine grænser helt vildt ved at bevæge sig ind på mit barn på den måde. Hun er den eneste i familien, der ofte og uopfordret spørger om hun ikke må "låne" ham i fx en weekend eller til en overnatning. Og det skal lige siges, at han er populær nok - og alle bedsterne er vilde med ham.

Hun kan ikke sætte grænser for ham når de ER sammen. Det gælder alt fra mad og TV-kiggeri til ture og social adfærd. Hun kan ikke finde ud af at respektere hans sengetid - hun har stadig ikke fattet, at det er synd for HAM, når han ikke får sin normale nattesøvn. Han er jo helt ødelagt dagen efter hvis han ikke får de sædvanlige timers søvn - hvilket resulterer i mange konflikter og gråd (hans). Jeg har prøvet at forklare hende, at det er synd for ham. Men hun forstår det ikke og bliver ved som før.

Sidste "episode" var for nogle dage siden, da hun var hjemme hos os til aftensmad. Min søn ville gerne have, at hun fulgte ham ind i seng. Han deler værelse med sin lillesøster på snart 2 år - derfor plejer vi at læse og synge i sofaen og derefter gå stille ind og bare lægge ham. Det ved mormor godt...

Men da de så gik ind, hvor lillesøster netop var faldet i søvn, kom hun bare ikke ud igen...  Lidt efter kunne man høre sagte snakken, og så vågnede lillesøster. Jeg kunne høre at min mor så til hende og hørte noget om en våd ble. Så jeg åbnede døren og sagde til min mor, at jeg nok skulle tage over (så vi kunne undgå alt for megen furore). Jeg får puttet lillesøster igen (bleen var tør), men så sad min søn og tudede, for mormor skulle jo have tegnet ham på ryggen! Jeg satte mig ned og trøstede ham og forklarede ham, at det var sengetid og at mormor måtte tegne ham på ryggen næste gang de sås. Han faldt til ro igen, jeg puttede ham og han sov efter 2 sek.

Da jeg kom ud så jeg, at min mor havde taget overtøj på og stod og tudede ude i gangen og sagde, at nu tog hun hjem! What?! .. tænkte jeg. Jeg ved, at hun er sensitiv, så jeg troede at hun var blevet ked af at høre min søn græde. Jeg gav hende en krammer og sagde, at jeg havde trøstet ham og det skulle hun ikke være så ked af. Men hun var nærmest helt kold overfor mig... ville ikke gengælde min krammer. Hun sagde, at hun følte, at nu havde hun snydt ham! (hun gentog det med ordet 'snydt' i flere fraser, hver gang som et grådkvalt lille barn) - Han var blevet snydt fordi hun ikke måtte tegne ham på ryggen. Jeg prøvede at forklare hende, som så maaaange gange før, at han altså skal overholde sin sengetid, for ellers ødelægger det næste dag for ham. Der var VIRKELIG dårlig stemning... jeg havde næsten lyst til bare at sende hende afsted med grimme ord. Jeg følte (for jeg kender min mor), at det hun sagde mellem linierne var, at JEG havde snydt hende og min søn for tid sammen.

Min mand fik hende ned på jorden igen og bad hende komme ind igen. Så snakkede vi lidt. Hun kom med argumenter som, at hun jo ikke ser min søn så meget mere, at hun savner ham osv. Men jeg tænker, helt ærligt, det er snart 4 år siden at du havde det der nære hverdagsforhold til ham! Get over it. Jeg er jo heller ikke selv sammen med ham hele tiden. Når det endelig er weekend og man har mulighed for at være sammen med ham, så har jeg altså ikke altid/særlig ofte lyst til, at han skal bruge weekenden sammen med en bedsteforælder. Jeg vil jo også gerne selv have noget tid sammen med mine unger.

Summa summarum er, at jeg forstår ikke hendes meget voldsomme reaktion. Jeg forstår ikke hvorfor hun ikke kan sætte grænser. Det kunne hun heller ikke med mig, da jeg var barn. Jeg er bange for, at hun bruger min søn til at dække et behov hos sig selv for fysisk nærhed, da hun fx. ikke er i et forhold, der gør det. Jeg tænker, at hvis hun virkelig forstod hvad min søn har brug for, så ville hun evne at respektere noget så simpelt som hans sengetid.

Hvad skal jeg stille op??? Jeg er bange for, at en reel konfrontation vil knække hende.

Arh for en skod situation! Jeg synes ideen om en mormordag er rigtig fin! Og hvis hun bor tæt på og kan overskue det om morgenen synes jeg det kunne være godt hvis han overnattede der.. Nu stritter alt i dig måske imod fordi hun ikke kan overholde sengetider men der er en smart grund! Har hun mormordag en hverdag hvor hun henter ham i børnehave så kan du lave skarpe regler for dagen.. F.eks skal de tage på legeplads eller andet aktivitet efter hun har hentet til de skal spise.. Han skal ikke have slik og sengetiden skal overholdes, netop fordi det er en hverdag og han skal i børnehave dagen efter han skal op og være i børnehaven til sædvanlig tid og inden da skal han have fået en fornuftig morgenmad fortæl at du snakker med din søn om hvad de har lavet og hvis hun har brudt reglerne bliver mormordagen inddraget igen

Lyder præcis som min Mor 

Hun har osse hjulpen mig da jeg stod alene med min søn da han var helt lille. 

Og selv den dag idag er vi meget knyttet sammen, til trods for vi er flyttet til en anden by 

f.eks så spør hun tit om hun må hente min søn (nogle gange den lille osse) i skolen ellet bare ha ham i en weekend. 

Jeg NYDER og ELSKER hende for at hun hjælper mig og tager en lille del af moder-rollen 

For jeg ser helst at mine børn ser deres bedsteforældre så neget de kan 

Hvis der er tidspunkter hun kan eller siger for meget, så siger jeg pænt til hende at det ikke passer så godt ! 

Nok kan hun stille sig imod, men sådan er det bare 

Bshizzle skriver:

Lyder præcis som min Mor 

Hun har osse hjulpen mig da jeg stod alene med min søn da han var helt lille. 

Og selv den dag idag er vi meget knyttet sammen, til trods for vi er flyttet til en anden by 

f.eks så spør hun tit om hun må hente min søn (nogle gange den lille osse) i skolen ellet bare ha ham i en weekend. 

Jeg NYDER og ELSKER hende for at hun hjælper mig og tager en lille del af moder-rollen 

For jeg ser helst at mine børn ser deres bedsteforældre så neget de kan 

Hvis der er tidspunkter hun kan eller siger for meget, så siger jeg pænt til hende at det ikke passer så godt ! 

Nok kan hun stille sig imod, men sådan er det bare 

Tak for dit input

Jeg tror bare, at det der bekymrer mig er, at hun og jeg ser MEGET forskelligt på hvordan man er mor/ansvarlig for barnet.

Hun havde selv en nederen barndom men meget strikse forældre og en søster, der nærmest brugte hende som slave. Så hun tror, at det bedste man kan gøre for et barn er, at give det alt det peger på, nusse det helt vildt (flere timer!!) og aldrig sige nej til noget.

Hun kan ikke fordrage min brors papdatter, som er "opdraget" på den måde og derfor er skide irriterende at være sammen med - men hun er helt blind overfor, at hun gør det samme ved min søn. Og han er virkelig modtagelig overfor det.

Synes du også at din mor nusser for meget med din dreng? Jeg kan ikke finde ud af, om det er dét der irriterer mig mest og hvorfor...

BettyBoop skriver:

Jeg var enlig mor, da jeg fik mit første barn. En søn. Min mor boede i nærheden og hjalp mig og var hos mig/os flere dage om ugen, når hun havde fri. I den tid knyttede hun sig meget til min søn.

Jeg fik imidlertid en kæreste, som agerede som en far ville gøre og deltog i hverdagen. Derfor havde jeg ikke brug for så meget hjælp fra min mor længere. Det var sådan set kun de første 10-12 måneder af min søns liv, hun var en del af hverdagen som sådan.

Nu er han 4, snart 5 år.

Hun har flere gange givet udtryk for, at hun har "moderlige" følelser for ham og savner ham osv. Når hun siger sådan får jeg nærmest lyst til at kaste op. Jeg føler, at hun overskrider mine grænser helt vildt ved at bevæge sig ind på mit barn på den måde. Hun er den eneste i familien, der ofte og uopfordret spørger om hun ikke må "låne" ham i fx en weekend eller til en overnatning. Og det skal lige siges, at han er populær nok - og alle bedsterne er vilde med ham.

Hun kan ikke sætte grænser for ham når de ER sammen. Det gælder alt fra mad og TV-kiggeri til ture og social adfærd. Hun kan ikke finde ud af at respektere hans sengetid - hun har stadig ikke fattet, at det er synd for HAM, når han ikke får sin normale nattesøvn. Han er jo helt ødelagt dagen efter hvis han ikke får de sædvanlige timers søvn - hvilket resulterer i mange konflikter og gråd (hans). Jeg har prøvet at forklare hende, at det er synd for ham. Men hun forstår det ikke og bliver ved som før.

Sidste "episode" var for nogle dage siden, da hun var hjemme hos os til aftensmad. Min søn ville gerne have, at hun fulgte ham ind i seng. Han deler værelse med sin lillesøster på snart 2 år - derfor plejer vi at læse og synge i sofaen og derefter gå stille ind og bare lægge ham. Det ved mormor godt...

Men da de så gik ind, hvor lillesøster netop var faldet i søvn, kom hun bare ikke ud igen...  Lidt efter kunne man høre sagte snakken, og så vågnede lillesøster. Jeg kunne høre at min mor så til hende og hørte noget om en våd ble. Så jeg åbnede døren og sagde til min mor, at jeg nok skulle tage over (så vi kunne undgå alt for megen furore). Jeg får puttet lillesøster igen (bleen var tør), men så sad min søn og tudede, for mormor skulle jo have tegnet ham på ryggen! Jeg satte mig ned og trøstede ham og forklarede ham, at det var sengetid og at mormor måtte tegne ham på ryggen næste gang de sås. Han faldt til ro igen, jeg puttede ham og han sov efter 2 sek.

Da jeg kom ud så jeg, at min mor havde taget overtøj på og stod og tudede ude i gangen og sagde, at nu tog hun hjem! What?! .. tænkte jeg. Jeg ved, at hun er sensitiv, så jeg troede at hun var blevet ked af at høre min søn græde. Jeg gav hende en krammer og sagde, at jeg havde trøstet ham og det skulle hun ikke være så ked af. Men hun var nærmest helt kold overfor mig... ville ikke gengælde min krammer. Hun sagde, at hun følte, at nu havde hun snydt ham! (hun gentog det med ordet 'snydt' i flere fraser, hver gang som et grådkvalt lille barn) - Han var blevet snydt fordi hun ikke måtte tegne ham på ryggen. Jeg prøvede at forklare hende, som så maaaange gange før, at han altså skal overholde sin sengetid, for ellers ødelægger det næste dag for ham. Der var VIRKELIG dårlig stemning... jeg havde næsten lyst til bare at sende hende afsted med grimme ord. Jeg følte (for jeg kender min mor), at det hun sagde mellem linierne var, at JEG havde snydt hende og min søn for tid sammen.

Min mand fik hende ned på jorden igen og bad hende komme ind igen. Så snakkede vi lidt. Hun kom med argumenter som, at hun jo ikke ser min søn så meget mere, at hun savner ham osv. Men jeg tænker, helt ærligt, det er snart 4 år siden at du havde det der nære hverdagsforhold til ham! Get over it. Jeg er jo heller ikke selv sammen med ham hele tiden. Når det endelig er weekend og man har mulighed for at være sammen med ham, så har jeg altså ikke altid/særlig ofte lyst til, at han skal bruge weekenden sammen med en bedsteforælder. Jeg vil jo også gerne selv have noget tid sammen med mine unger.

Summa summarum er, at jeg forstår ikke hendes meget voldsomme reaktion. Jeg forstår ikke hvorfor hun ikke kan sætte grænser. Det kunne hun heller ikke med mig, da jeg var barn. Jeg er bange for, at hun bruger min søn til at dække et behov hos sig selv for fysisk nærhed, da hun fx. ikke er i et forhold, der gør det. Jeg tænker, at hvis hun virkelig forstod hvad min søn har brug for, så ville hun evne at respektere noget så simpelt som hans sengetid.

Hvad skal jeg stille op??? Jeg er bange for, at en reel konfrontation vil knække hende.

Øv bøv en dum situation.. Jeg sidder sjovt nok i den modsatte og kunne godt tænke mig at bedsteforældrene ville tage vores søn lidt mere, men det bliver max et par timers pasning 1-2 gange om måneden eller mindre, og ALDRIG overnatning  Kunne godt tænke mig en enkelt nats søvn uden at skulle ind og give sut og stå op kl 6 om morgenen 24/7...

Men bortset fra det, så synes jeg også det lyder som en god ide med mormordagen, og at den bliver inddraget hvis ikke reglerne overholdes.... Hun er jo nødt til snart at indse at der altså skal være regler og grænser og trygge rammer for børn.... Min svigermor er heller ikke god til at acceptere vores grænser, men det er nu ikke så slemt, min mor er helt med på at vores regler gælder, og de bliver accepteret til fulde...

Må være en frustrerende situation at være i, for man vil jo ikke være uvenner med sin mor, men vil heller ikke gå på kompromis med barnets rytme/faste rammer...

jeg tænker også en mormordag..men ikke en hel dag..Måske mormor kan hente en fast dag om ugen og så komme hjem til jer og spise med og så bliver mad og sengetid overholdt. eller endnu bedre mormor laver mad og i kommer og spiser med, tager hjem så puttetiden kan holdes

Måske et par timer fast en eftermiddag om ugen kan give hende nok.

BettyBoop skriver:

Tak for dit input

Jeg tror bare, at det der bekymrer mig er, at hun og jeg ser MEGET forskelligt på hvordan man er mor/ansvarlig for barnet.

Hun havde selv en nederen barndom men meget strikse forældre og en søster, der nærmest brugte hende som slave. Så hun tror, at det bedste man kan gøre for et barn er, at give det alt det peger på, nusse det helt vildt (flere timer!!) og aldrig sige nej til noget.

Hun kan ikke fordrage min brors papdatter, som er "opdraget" på den måde og derfor er skide irriterende at være sammen med - men hun er helt blind overfor, at hun gør det samme ved min søn. Og han er virkelig modtagelig overfor det.

Synes du også at din mor nusser for meget med din dreng? Jeg kan ikke finde ud af, om det er dét der irriterer mig mest og hvorfor...

Min Mor og Jeg er MEGET forskellige 

Jeg ser helst ikke at hun foder mine børn med sodavand, slik og Chips mm.

Men det forstår hun slet ikke.. 

Så tit prøver hun at skjule det, eller sige "du må godt for Mormor!!".. 

Men så tramper jeg i gulvet og siger NEJ meget bestemt!

Og forklarer hende igen igen igen at de kun må få lidt i weekenderne!

og så kommer den der besked tit " Det er jo kun liiiiidt.."! 

Men Nix 

Stik dem noget frugt! 

Men Jo.. Vi opdrager dem slet ikke ens (Har en Bror som osse har et barn, som er meget enig med mig).

Men selvom det er møg træls at minde dem om hvordan man opdrager vores børn, så gør jeg det gerne igen og igen for at de en dag kan se vi havde ret 

Nu skal det lige siges at min Svigermor er HØJT uddannet inde for pædagog området, og hun VED at hun ikke skal rette på os, selvom hun bestemt ikke altid er enig