når man bare har brug for sin ægtefælle

Karoline27 skriver:

Jeg ville have gjort det samme som dig! Håber i kan få noget hjælp og at din mand også forstår

min mand tog heldigvis beskeden rigtigt pænt. vi har snakket om det allerede for en uge siden. så han vidste godt at det kunne gå den vej.

2721 skriver:

Det lyder godt

Som ung og havde jeg det selv rigtigt svært og mine forældre prøvede men formåede ikke at støtte og hjælpe mig, hvilket gør at vi har et meget stramt forhold til hinanden.

Så jeg vil gerne rose dig for at være der for din datter og kæmpe sammen med hende.

Jeg fik hjælp af psykiatrien, ved ikke om hun er til knyttet det?

tak for de søde ord

min datter har været indlagt på ungdoms psykiatrisk afdeling i ca. 3 uger...så hun er inde i systemet. desværre valgte de at udskrive hende fordi de mente at problemet skulle arbejdes med i hjemmet.

man kan så undre sig over at vi absolut ingen hjælp fik de første 14 dage hun var hjemme. først da jeg ringede til dem og tiggede og bad om hjælp... så mødte de op her hjemme.

Lone Jakobsen skriver:

jeg har været alene mor tidligere... så jeg havde aldrig troet at jeg skulle stå i denne situation... men det gør jeg. jeg står der hvor jeg skal bede min mand om at komme hjem, fordi familie livet uden ham har vist sig at være lidt for meget for mig.

min mand er pt. i udlandet for at arbejde. det var meningen at han skulle der være der 7 uger. han har været der 2 uger nu.... og verden fungere bare ikke uden ham.

vores verden er lidt mere kompliceret end mange andres: jeg har en 8 årig med adhd, jeg har en 4 årig som skal indstilles til udredning.... og så har jeg en teenager der er dybt depressiv og selvskadende.....ingen af min ældste ser deres fædre.

jeg har bedt kommunen så inderligt om hjælp, men de har afvist det, da der endnu ikke er lavet en børnefaglig undersøgelse på min teenager. dagene fungere fint.... men når aftenen kommer snigende bliver min teenager meget rastløs, modløs og så uendelig svær at nå ind til. den selvskadende adfærd er eskaleret så voldsomt at jeg til stadighed frygter for hendes liv.

jeg har snakket flere gange med min mand om at jeg havde svært ved at overskue det hele, og han har sagt at jeg bare skulle sige til.. så kom han hjem... så nu siger jeg til. nu magter jeg ikke mere... nu tør jeg ikke mere... nu føler jeg at jeg har så stort behov for ham, at det er nødvendigt at han rejser tværs gennem verden for at hjælpe sin nødstedte kone.

men jeg er til stadighed i tvivl om hvor vidt det nu vitterligt er den rigtige beslutning.

andre der har prøvet at tage en beslutning der var så svær? en beslutning som de var så uendeligt meget i tvivl om? hvad skete der? hvordan klarede i det? endte det godt eller skidt? fortæl endelig

 

 

Hvis du er i arbejde og din ældstes læge mener det er det bedst har du mulighed for at få orlov til pasning af alvorligt sygt barn. Din arbejdsgiver kan vælge at få refusion eller de kan vælge at du får dagpenge under orloven. Det kan evt. også være at du kan gå ned i tid i en periode.

Kram og tanker, for det må være rigtig hårdt.

Lone Jakobsen skriver:

tak for de søde ord

min datter har været indlagt på ungdoms psykiatrisk afdeling i ca. 3 uger...så hun er inde i systemet. desværre valgte de at udskrive hende fordi de mente at problemet skulle arbejdes med i hjemmet.

man kan så undre sig over at vi absolut ingen hjælp fik de første 14 dage hun var hjemme. først da jeg ringede til dem og tiggede og bad om hjælp... så mødte de op her hjemme.

 

Lone Jakobsen skriver:

jeg har været alene mor tidligere... så jeg havde aldrig troet at jeg skulle stå i denne situation... men det gør jeg. jeg står der hvor jeg skal bede min mand om at komme hjem, fordi familie livet uden ham har vist sig at være lidt for meget for mig.

min mand er pt. i udlandet for at arbejde. det var meningen at han skulle der være der 7 uger. han har været der 2 uger nu.... og verden fungere bare ikke uden ham.

vores verden er lidt mere kompliceret end mange andres: jeg har en 8 årig med adhd, jeg har en 4 årig som skal indstilles til udredning.... og så har jeg en teenager der er dybt depressiv og selvskadende.....ingen af min ældste ser deres fædre.

jeg har bedt kommunen så inderligt om hjælp, men de har afvist det, da der endnu ikke er lavet en børnefaglig undersøgelse på min teenager. dagene fungere fint.... men når aftenen kommer snigende bliver min teenager meget rastløs, modløs og så uendelig svær at nå ind til. den selvskadende adfærd er eskaleret så voldsomt at jeg til stadighed frygter for hendes liv.

jeg har snakket flere gange med min mand om at jeg havde svært ved at overskue det hele, og han har sagt at jeg bare skulle sige til.. så kom han hjem... så nu siger jeg til. nu magter jeg ikke mere... nu tør jeg ikke mere... nu føler jeg at jeg har så stort behov for ham, at det er nødvendigt at han rejser tværs gennem verden for at hjælpe sin nødstedte kone.

men jeg er til stadighed i tvivl om hvor vidt det nu vitterligt er den rigtige beslutning.

andre der har prøvet at tage en beslutning der var så svær? en beslutning som de var så uendeligt meget i tvivl om? hvad skete der? hvordan klarede i det? endte det godt eller skidt? fortæl endelig

 

 

LLN skriver:

Hvis du er i arbejde og din ældstes læge mener det er det bedst har du mulighed for at få orlov til pasning af alvorligt sygt barn. Din arbejdsgiver kan vælge at få refusion eller de kan vælge at du får dagpenge under orloven. Det kan evt. også være at du kan gå ned i tid i en periode.

Kram og tanker, for det må være rigtig hårdt.

 

for mig er det lidt anderledes. jeg arbejder som privat dagplejer. jeg har haft en 1½ uges sygemelding pga. stress over min datter.

jeg vil dog også slå fast at problemerne med min datter er langt værst om aftenen og natten.

2721 skriver:

Det synes jeg de er lidt for gode til

Hvad med en distriktsygeplejerske der kan komme hjem til jer?

Hvor i landet bor i?
Er der ikke en ungeenhed i jeres kommune for udsatte unge hvor hun kan få en kontaktperson?

ja jeg ved desværre også at min datter ikke er den første der har fået den form for behandling.

vi har haft kontakt med den hjælpe ordning der hedder 24/7. men det er meget kortvarigt. vi har også haft kontakt til center for selvmorsforebyggelse, men de afsluttede hendes sag den dag hun blev indlagt.

vi mangler en støtte gruppe af en slags, men de siger at det er sparet væk. som forældre mangler jeg i den grad værktøjer til at klare en hverdag med en så deprimeret og selvskadende teenager. men jeg synes at deres hjælp er ufattelig begrænset.

da det for nylig tog en meget uheldig drejning, ringede jeg til dem, men blev først ringet tilbage til, dagen efter. de siger nu at jeg skal kontakte lægen hvis der er noget akut jeg er bekymret for.  det forstår jeg på ingen måde... når hun nu er inden for det psykiatriske system.

MyLove E skriver:

Har ingen ord kun

tak

Har fuld forståelse for at du har brug for din mand!!

Og synes du skal have "thumbs up" for at erkende det, det er ikke alle der kan det 

Håber snart at han er hjemme ved dig igen!!

Anne

Lone Jakobsen skriver:

for mig er det lidt anderledes. jeg arbejder som privat dagplejer. jeg har haft en 1½ uges sygemelding pga. stress over min datter.

jeg vil dog også slå fast at problemerne med min datter er langt værst om aftenen og natten.

Så kan jeg godt se at det ikke er så nemt at være væk hverken helt eller delvis. Selv om det mest er aften/nat at din datter har det værst kunne det måske have hjulpet at have noget mere luft i løbet af dagen.