når man bare har brug for sin ægtefælle

jeg har været alene mor tidligere... så jeg havde aldrig troet at jeg skulle stå i denne situation... men det gør jeg. jeg står der hvor jeg skal bede min mand om at komme hjem, fordi familie livet uden ham har vist sig at være lidt for meget for mig.

min mand er pt. i udlandet for at arbejde. det var meningen at han skulle der være der 7 uger. han har været der 2 uger nu.... og verden fungere bare ikke uden ham.

vores verden er lidt mere kompliceret end mange andres: jeg har en 8 årig med adhd, jeg har en 4 årig som skal indstilles til udredning.... og så har jeg en teenager der er dybt depressiv og selvskadende.....ingen af min ældste ser deres fædre.

jeg har bedt kommunen så inderligt om hjælp, men de har afvist det, da der endnu ikke er lavet en børnefaglig undersøgelse på min teenager. dagene fungere fint.... men når aftenen kommer snigende bliver min teenager meget rastløs, modløs og så uendelig svær at nå ind til. den selvskadende adfærd er eskaleret så voldsomt at jeg til stadighed frygter for hendes liv.

jeg har snakket flere gange med min mand om at jeg havde svært ved at overskue det hele, og han har sagt at jeg bare skulle sige til.. så kom han hjem... så nu siger jeg til. nu magter jeg ikke mere... nu tør jeg ikke mere... nu føler jeg at jeg har så stort behov for ham, at det er nødvendigt at han rejser tværs gennem verden for at hjælpe sin nødstedte kone.

men jeg er til stadighed i tvivl om hvor vidt det nu vitterligt er den rigtige beslutning.

andre der har prøvet at tage en beslutning der var så svær? en beslutning som de var så uendeligt meget i tvivl om? hvad skete der? hvordan klarede i det? endte det godt eller skidt? fortæl endelig

Lone Jakobsen skriver:

jeg har været alene mor tidligere... så jeg havde aldrig troet at jeg skulle stå i denne situation... men det gør jeg. jeg står der hvor jeg skal bede min mand om at komme hjem, fordi familie livet uden ham har vist sig at være lidt for meget for mig.

min mand er pt. i udlandet for at arbejde. det var meningen at han skulle der være der 7 uger. han har været der 2 uger nu.... og verden fungere bare ikke uden ham.

vores verden er lidt mere kompliceret end mange andres: jeg har en 8 årig med adhd, jeg har en 4 årig som skal indstilles til udredning.... og så har jeg en teenager der er dybt depressiv og selvskadende.....ingen af min ældste ser deres fædre.

jeg har bedt kommunen så inderligt om hjælp, men de har afvist det, da der endnu ikke er lavet en børnefaglig undersøgelse på min teenager. dagene fungere fint.... men når aftenen kommer snigende bliver min teenager meget rastløs, modløs og så uendelig svær at nå ind til. den selvskadende adfærd er eskaleret så voldsomt at jeg til stadighed frygter for hendes liv.

jeg har snakket flere gange med min mand om at jeg havde svært ved at overskue det hele, og han har sagt at jeg bare skulle sige til.. så kom han hjem... så nu siger jeg til. nu magter jeg ikke mere... nu tør jeg ikke mere... nu føler jeg at jeg har så stort behov for ham, at det er nødvendigt at han rejser tværs gennem verden for at hjælpe sin nødstedte kone.

men jeg er til stadighed i tvivl om hvor vidt det nu vitterligt er den rigtige beslutning.

andre der har prøvet at tage en beslutning der var så svær? en beslutning som de var så uendeligt meget i tvivl om? hvad skete der? hvordan klarede i det? endte det godt eller skidt? fortæl endelig

 

 

Jeg har aldrig stået i din situation, men hvis jeg gjorde ville jeg handle som dig.

Det at du frygter for din ældstes liv er jo i sig selv grund nok. Det kan dælme ikke være nemt at skulle have overskuddet til at være kærlig, forstående, grænse sættende, omsorgsfuld osv. mor når man er alene med 3 børn der hver i sær har brug for en overskudsmor.

Så for hele familien skyld er det så godt at du trækker i nødbremsen og siger stop inden det knækker dig. For hvordan skal du så kunne være der for dine guldklumper.

Den første regel i alm førstehjælp er:" du kan kun hjælpe andre, hvis du selv er sikret" (læses her som at du har det godt fysisk og psykisk)

Så lige en her fra og så håber jeg godt nok at kommunen snart tager sig sammen og hjælper jer.

2721 skriver:

Jeg har ingen gode råd men sender dig et kæmpe stort kram

Hvor jeg dog håber i snart får noget hjælp og at lidt af din byrde bliver lettet når de mand kommer hjem til jer igen

tak skal du have. jeg skal heldigvis til kontrol med min datter i morgen. der skal der vist laves flere test på hende for at se om hun skal have anden hjælp end blot den antidepressiv medicin som hun får lige nu.

Enirt skriver:

Jeg har aldrig stået i din situation, men hvis jeg gjorde ville jeg handle som dig.

Det at du frygter for din ældstes liv er jo i sig selv grund nok. Det kan dælme ikke være nemt at skulle have overskuddet til at være kærlig, forstående, grænse sættende, omsorgsfuld osv. mor når man er alene med 3 børn der hver i sær har brug for en overskudsmor.

Så for hele familien skyld er det så godt at du trækker i nødbremsen og siger stop inden det knækker dig. For hvordan skal du så kunne være der for dine guldklumper.

Den første regel i alm førstehjælp er:" du kan kun hjælpe andre, hvis du selv er sikret" (læses her som at du har det godt fysisk og psykisk)

Så lige en her fra og så håber jeg godt nok at kommunen snart tager sig sammen og hjælper jer.

åh det er jeg vel nok glad for at høre... for hvor er jeg dog i tvivl.

lige nu afventer vi at kommunen får deres nye it. system op at køre... for før kan man åbenbart ikke få nogen hjælp

jeg forstår på ingen måde at det skal være sådan, og det har jeg givet tydeligt udtryk for. men det har ingen effekt.

jeg håber virkelig også at det vil give mig lidt mere ro når min mand kommer hjem.... for hvor jeg dog mangler min partner så meget når der er så mange bekymringer i vores lille hjem.

Det er ikke helt det samme, men lidt der henne af.

I sommers kom min uhelbredeligt syge far på Hospice, et par dage før min mand skulle rejse til Island. Han kommer selv derfra, og skulle op til sin brors bryllup, hvor han oveni købet var fotografen. 

2 dage før bryllupet måtte jeg ringe til min mand og bede ham komme hjem. Min datter var mega morsyg, og min Far var nu så tæt på døden at han havde været total bevidstløs i 2 døgn. 

Jeg havde SÅ dårlig samvittighed! Min mand havde ikke set sin familie i 1 1/2 år, fordi min fars sygdomsforløb havde fyldt så meget + brudeparret nu stod uden en fotograf! Men jeg kunne ikke holde én dag mere!

Alle var heldigvis meget forstående. Min mand var endda helt lettet fordi han havde det så svært med at være væk fra mig, når jeg havde det så skidt.

Og da han trådte ind ad døren dagen efter, var det også den største lettelse nogensinde! Alle tanker om dårlig samvittighed forsvandt i samme sekund.

2 dage senere døde min far, og aftenen forinden havde min svoger og hans kone det skønneste bryllup med min svigerfar (amatørfotograf) som fotograf.

Så her var beslutningen den helt rigtige!

Igen; jeg ved godt det ikke helt kan sammenlignes, men jeg håber at du kan bruge det til et eller andet!

tine1985 skriver:

Det er ikke helt det samme, men lidt der henne af.

I sommers kom min uhelbredeligt syge far på Hospice, et par dage før min mand skulle rejse til Island. Han kommer selv derfra, og skulle op til sin brors bryllup, hvor han oveni købet var fotografen. 

2 dage før bryllupet måtte jeg ringe til min mand og bede ham komme hjem. Min datter var mega morsyg, og min Far var nu så tæt på døden at han havde været total bevidstløs i 2 døgn. 

Jeg havde SÅ dårlig samvittighed! Min mand havde ikke set sin familie i 1 1/2 år, fordi min fars sygdomsforløb havde fyldt så meget + brudeparret nu stod uden en fotograf! Men jeg kunne ikke holde én dag mere!

Alle var heldigvis meget forstående. Min mand var endda helt lettet fordi han havde det så svært med at være væk fra mig, når jeg havde det så skidt.

Og da han trådte ind ad døren dagen efter, var det også den største lettelse nogensinde! Alle tanker om dårlig samvittighed forsvandt i samme sekund.

2 dage senere døde min far, og aftenen forinden havde min svoger og hans kone det skønneste bryllup med min svigerfar (amatørfotograf) som fotograf.

Så her var beslutningen den helt rigtige!

Igen; jeg ved godt det ikke helt kan sammenlignes, men jeg håber at du kan bruge det til et eller andet!

åh hvor din fortælling varmer... og du kan tro at jeg kan bruge den til noget.

midt i det her har jeg nemlig også en højt elsket faster.... som desværre er så syg af kræft at det måske kun handler om dage  dette gør bestemt ikke min hverdag lettere.

Lone Jakobsen skriver:

tak skal du have. jeg skal heldigvis til kontrol med min datter i morgen. der skal der vist laves flere test på hende for at se om hun skal have anden hjælp end blot den antidepressiv medicin som hun får lige nu.

 

 

Stort kram herfra. Det er jo flot at bede om hjælp, så I ikke hele skuden synker.