Muhmi skriver:
Lige nu er jeg lammet... Mest af alt fordi jeg ønsker at skrige og græde min smerte ud, men det er umuligt fordi mine børn selvfølgelig ikke skal se deres mor så ked af det.
Med et enkelt ord, har jeg i dag mistet min far. Det var ikke ordet der slog ham ihjel, men det var det der gjorde at jeg pludselig ikke havde en far mere.
Min far har hele hans voksne liv været alkoholiker, men han var den sødeste og kærligste alkoholiker man kunne drømme om. Han blev hverken så fuld at man ikke kunne holde ham ud eller voldlig/sur.
Ligemeget hvor alkoholiseret min far så end har været, så var han MIN far og han fortjente ikke at dø, alene, i sin stol mens han så fjernsyn.
Jeg ville så gerne kunne skrive alle de smukke ting der var om min far, men selvom ord og metaforer plejer at falde mig meget naturligt, som I ved, så kan jeg simpelthen ikke finde ord der beskriver kærligheden og respekten for min far. Jeg elskede ham inderligt og jeg er den eneste han havde tilbage som virkelig elskede ham overalt på jorden, resten har vendt ham ryggen pga. hans misbrug. Jeg ville ønske jeg havde været der og havde holdt hans hånd, jeg ville ønske jeg aldrig skulle sige farvel. Jeg kan slet ikke klare at jeg skal stå for en hel bisættelse, alene... Min far fortjente ikke det her....
Jeg er bare så ked af det... Jeg kan slet ikke.... Undskyld, men jeg bliver simpelthen nødt til at skrive det her... For jeg kan ikke have det inde i mit hovede kun..
Min far var min helt, min stjerne og min Far.. Nu er både Anders og jeg blevet farløse i løbet af et halvt år... Det er simpelthen ikke fair!!!
Åh hvor er det dog forfærdeligt... Jeg føler med dig, især fordi jeg ved at det snart er mig der står i fin situation
.
Min far er meget svært hjertesyg, og har en ICD der reddede ham ved at støde i juni måned. Og igen nu i morges kl 4. Det kommer så tæt på, og er voldsomt angstprovokerende
For ja, hvad fanden skal man dog gøre uden sin FAR? Ham der altid har været der for en, og kæmpet for en? Ham der ville give sin højre hånd og begge ben for sine børn? Ham, man altid vidste var der for en når lokummet brændte.
Jeg ved at du (og jeg) kommer ud igen på den anden side, på et tidspunkt vil smerten lette lidt. Engang imellem vil den nok stadig tage pusten fra os, men vi vil kunne fungere igen.
-Jég ved det kun fordi andre har trådt samme triste vej, og har overlevet. Hvordan, det aner jeg sgu ikke, men det giver mig håb for at jeg selv vil kunne magte at slæbe mig igennem den periode når den kommer. Håber det måske kan give dig en smule håb også...
