Muhmi skriver:
Lige nu er jeg lammet... Mest af alt fordi jeg ønsker at skrige og græde min smerte ud, men det er umuligt fordi mine børn selvfølgelig ikke skal se deres mor så ked af det.
Med et enkelt ord, har jeg i dag mistet min far. Det var ikke ordet der slog ham ihjel, men det var det der gjorde at jeg pludselig ikke havde en far mere.
Min far har hele hans voksne liv været alkoholiker, men han var den sødeste og kærligste alkoholiker man kunne drømme om. Han blev hverken så fuld at man ikke kunne holde ham ud eller voldlig/sur.
Ligemeget hvor alkoholiseret min far så end har været, så var han MIN far og han fortjente ikke at dø, alene, i sin stol mens han så fjernsyn.
Jeg ville så gerne kunne skrive alle de smukke ting der var om min far, men selvom ord og metaforer plejer at falde mig meget naturligt, som I ved, så kan jeg simpelthen ikke finde ord der beskriver kærligheden og respekten for min far. Jeg elskede ham inderligt og jeg er den eneste han havde tilbage som virkelig elskede ham overalt på jorden, resten har vendt ham ryggen pga. hans misbrug. Jeg ville ønske jeg havde været der og havde holdt hans hånd, jeg ville ønske jeg aldrig skulle sige farvel. Jeg kan slet ikke klare at jeg skal stå for en hel bisættelse, alene... Min far fortjente ikke det her....
Jeg er bare så ked af det... Jeg kan slet ikke.... Undskyld, men jeg bliver simpelthen nødt til at skrive det her... For jeg kan ikke have det inde i mit hovede kun..
Min far var min helt, min stjerne og min Far.. Nu er både Anders og jeg blevet farløse i løbet af et halvt år... Det er simpelthen ikke fair!!!
Nej du. Stort 
til dig.
Uanset hvem og hvordan din far er, så er hele pointen jo at du elskede, respekterede og værdsatte ham, så er resten lige meget. Jeg ved at din far har elsket, respekteret og værdsat dig ligeså meget som du gjorde ham. Og det kan jeg tyde ud fra at DU ikke forlod ham da det var slemt, du blev og du elskede ham, det er hvad en far... eller nej... det er hvad et menneske har brug for.
Du lyder til at være den bedste datter din far kunne ønske sig, og du har givet ham indhold i hans liv i form af dit, din mands og jeres børns selskab.
Jeg ville ønske at du ville give dig selv lov til at græde, også selvom jeres børn er tilstede. Jeg synes ikke det er tegn på svaghed eller at det er synd eller på anden måde påvirker børnene negativt at du græder. Derimod ser de et eksempel fra deres mor om at det er okay at vise ens følelser, og hvis de vil skal de have lov til også at græde med og udvise trøst for deres mor.
