Muhmi skriver:
Lige nu er jeg lammet... Mest af alt fordi jeg ønsker at skrige og græde min smerte ud, men det er umuligt fordi mine børn selvfølgelig ikke skal se deres mor så ked af det.
Med et enkelt ord, har jeg i dag mistet min far. Det var ikke ordet der slog ham ihjel, men det var det der gjorde at jeg pludselig ikke havde en far mere.
Min far har hele hans voksne liv været alkoholiker, men han var den sødeste og kærligste alkoholiker man kunne drømme om. Han blev hverken så fuld at man ikke kunne holde ham ud eller voldlig/sur.
Ligemeget hvor alkoholiseret min far så end har været, så var han MIN far og han fortjente ikke at dø, alene, i sin stol mens han så fjernsyn.
Jeg ville så gerne kunne skrive alle de smukke ting der var om min far, men selvom ord og metaforer plejer at falde mig meget naturligt, som I ved, så kan jeg simpelthen ikke finde ord der beskriver kærligheden og respekten for min far. Jeg elskede ham inderligt og jeg er den eneste han havde tilbage som virkelig elskede ham overalt på jorden, resten har vendt ham ryggen pga. hans misbrug. Jeg ville ønske jeg havde været der og havde holdt hans hånd, jeg ville ønske jeg aldrig skulle sige farvel. Jeg kan slet ikke klare at jeg skal stå for en hel bisættelse, alene... Min far fortjente ikke det her....
Jeg er bare så ked af det... Jeg kan slet ikke.... Undskyld, men jeg bliver simpelthen nødt til at skrive det her... For jeg kan ikke have det inde i mit hovede kun..
Min far var min helt, min stjerne og min Far.. Nu er både Anders og jeg blevet farløse i løbet af et halvt år... Det er simpelthen ikke fair!!!
