Min mor er lige pludselig død. (hed før tanja.)

Jeg kondolere. 

Koen. skriver:

Starter med at skrive jeg før hed tanja herinde, så gør det nemmere for mig at skrive.

Eller gør det, aner ikke hvor jeg skal starte eller slutte, men mit hovede eksplodere og jeg går i panik hvis jeg for afløb for mine tanker.

Min mor døde pludseligt tirsdag 17.50, 63 år gammel.

Hun fik mandag aften en kraftig hjerneblødning ud af den blå luft. og det gikutrolig stærkt, først kom hun på viborg sygehus, dernæst akut overflyttet til Århus universitets hospital.

Efterfølgende fik hun 5 eller 6 efterblødninger i hjernen (husker intet præcist mere) og lægernes prognoser var meget små. HVIS hun overhovedet vågnede op igen ville hun være så svært hjerneskadet at hun end ikke ville kunne trække vejret selv.

Og sådan vidste jeg min mor ikke ville leve. Så vi valgte i samråd med lægerne, min stedfar og øvrige familie at hun skulle have fred, hun har haft et hårdt liv og fortjente ikke og blive holdt kunstigt i live for vores skyld.

Så da de slukkede respiratoren 17.50 døde hun os lige så stille med det samme, så der var intet håb overhovedet.


Men hvad skal jeg gøre nu?? Jeg er 23 år gammel og forældreløs, min far døde da jeg var 14. Den endelig reaktion er vist ikke kommet hos mig endnu, jeg er i panik og sidder herfor første gang mutters alene siden det skete og jeg hyperventilere og kan slet ikke klare det. Jeg kan ikke leve uden hende os, vi har haft et turbolent forhold, men hun var min eneste jeg havde.

Hun skal begraves tirsdag og jeg kan slet ikke overskue det, prøver at holde mig oven vande og smile for alle andres og børnenes skyld, men jeg føler jeg langsomt drukner. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

Og hvad med Lærke?? Hun forguder sin mormor, de er bedste venner og har noget helt særligt sammen,hun forstod det ikke da jeg sagde det i går til hende, hun tror stadig hun bliver hentet fredag af mormor og skalpå weekend ved ikke. Hvordan skal man tage en lille piges helt fra hende??

Og Liam, hvor er det frygteligt han vil vokse og og aldrig have kendt sin mormor sådan at han kan huske hende.

ved ikke hvad jeg vil med dette, havde brug for luft og ved at skrive her føler jeg mig ikke helt alene og kan lukke smerten lidt ude.

Føler mig ikke stærk nok til endnu engang og komme igennem dette helved det er at miste en forældre.

Åhh nej kondolerer

Jeg var dog 30 da jeg mistede min sidste levende forældre (i sommers) men jeg ved hvad det gør ved en og hvor hårdt det er at miste sine forældre i en alt alt for tidlig alder, og ikke mindst hvor svært det er at skulle fortælle og forholde sig til sine børns følelser samtidig med ens egne

du skal være så hjertelig velkommen til at skrive til mig hvis du har brug for det

 jeg har ingen ord for at lette dit hjerte det er skrækkeligt i skulle opleve det og hun skulle dø i så ung en alder, og sender en masse tanker og mit varme hjerte til jer alle.

 håber hun må hvile i fred hvor hun er nu

 

Kondolere.

kondolerer og kæmpe krammer til dig..

Koen. skriver:

Starter med at skrive jeg før hed tanja herinde, så gør det nemmere for mig at skrive.

Eller gør det, aner ikke hvor jeg skal starte eller slutte, men mit hovede eksplodere og jeg går i panik hvis jeg for afløb for mine tanker.

Min mor døde pludseligt tirsdag 17.50, 63 år gammel.

Hun fik mandag aften en kraftig hjerneblødning ud af den blå luft. og det gikutrolig stærkt, først kom hun på viborg sygehus, dernæst akut overflyttet til Århus universitets hospital.

Efterfølgende fik hun 5 eller 6 efterblødninger i hjernen (husker intet præcist mere) og lægernes prognoser var meget små. HVIS hun overhovedet vågnede op igen ville hun være så svært hjerneskadet at hun end ikke ville kunne trække vejret selv.

Og sådan vidste jeg min mor ikke ville leve. Så vi valgte i samråd med lægerne, min stedfar og øvrige familie at hun skulle have fred, hun har haft et hårdt liv og fortjente ikke og blive holdt kunstigt i live for vores skyld.

Så da de slukkede respiratoren 17.50 døde hun os lige så stille med det samme, så der var intet håb overhovedet.


Men hvad skal jeg gøre nu?? Jeg er 23 år gammel og forældreløs, min far døde da jeg var 14. Den endelig reaktion er vist ikke kommet hos mig endnu, jeg er i panik og sidder herfor første gang mutters alene siden det skete og jeg hyperventilere og kan slet ikke klare det. Jeg kan ikke leve uden hende os, vi har haft et turbolent forhold, men hun var min eneste jeg havde.

Hun skal begraves tirsdag og jeg kan slet ikke overskue det, prøver at holde mig oven vande og smile for alle andres og børnenes skyld, men jeg føler jeg langsomt drukner. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

Og hvad med Lærke?? Hun forguder sin mormor, de er bedste venner og har noget helt særligt sammen,hun forstod det ikke da jeg sagde det i går til hende, hun tror stadig hun bliver hentet fredag af mormor og skalpå weekend ved ikke. Hvordan skal man tage en lille piges helt fra hende??

Og Liam, hvor er det frygteligt han vil vokse og og aldrig have kendt sin mormor sådan at han kan huske hende.

ved ikke hvad jeg vil med dette, havde brug for luft og ved at skrive her føler jeg mig ikke helt alene og kan lukke smerten lidt ude.

Føler mig ikke stærk nok til endnu engang og komme igennem dette helved det er at miste en forældre.

 Er det min historie du beskriver ? Hedder også Tanja og da jeg var 25 mistede jeg også pludselig min mor , min far døede da jeg var 16 år , følte mig godt nok også alene og forældreløs , havde også mange tanker ,i dag er jeg 40 og er kommet igennem det , det har gjort mig stærk , men det da øv mine børn aldrig rigtigt lærte deres mormor at kende , du er velkommen til at skrive til mig <3 knus

Så fandt jeg lidt overskud til at skrive herinde igen..

Først en stor takfor alle jeres svar, knus og søde tanker, det varmer utrolig meget

I dag er det 13 dage siden hun døde... Jeg ved ikke hvordan jeg har det, vi kom hjem i torsdag efter og have tilbragt næsten en uge hos familien i midtjylland. Hun blev begravet tirsdag den 12. en meget meget smuk begravelse og jeg holdte en fin tale for hende i kirken, havde jeg brug for.

I dag er hverdagen startet igen for børnene, det trængte de godt nok til.Jeg har fået 14 dages orlov fra mit studie, så skal først starte i "skole" igen den 29.november. De var så glade for at se vennerne igen og bare komme igang med noget normalt igen.

Så nu sidder jeg bare her i min sofa, men musik i ørene og prøver at holde alle tanker om hende og det væk, vi plejede at snakke hver morgen i tlf, så morgenerne er de sværeste at komme igennem. Bare at tænke ordet *** gør så forfærdeligt ondt at jeg straks hiver efter vejret..

Den står heldigvis på en tur til lægen i morgen så vi kan få sat skub i noget hjælp..

Igen tusind tusind tak for alt søde damer

Koen. skriver:

Starter med at skrive jeg før hed tanja herinde, så gør det nemmere for mig at skrive.

Eller gør det, aner ikke hvor jeg skal starte eller slutte, men mit hovede eksplodere og jeg går i panik hvis jeg for afløb for mine tanker.

Min mor døde pludseligt tirsdag 17.50, 63 år gammel.

Hun fik mandag aften en kraftig hjerneblødning ud af den blå luft. og det gikutrolig stærkt, først kom hun på viborg sygehus, dernæst akut overflyttet til Århus universitets hospital.

Efterfølgende fik hun 5 eller 6 efterblødninger i hjernen (husker intet præcist mere) og lægernes prognoser var meget små. HVIS hun overhovedet vågnede op igen ville hun være så svært hjerneskadet at hun end ikke ville kunne trække vejret selv.

Og sådan vidste jeg min mor ikke ville leve. Så vi valgte i samråd med lægerne, min stedfar og øvrige familie at hun skulle have fred, hun har haft et hårdt liv og fortjente ikke og blive holdt kunstigt i live for vores skyld.

Så da de slukkede respiratoren 17.50 døde hun os lige så stille med det samme, så der var intet håb overhovedet.


Men hvad skal jeg gøre nu?? Jeg er 23 år gammel og forældreløs, min far døde da jeg var 14. Den endelig reaktion er vist ikke kommet hos mig endnu, jeg er i panik og sidder herfor første gang mutters alene siden det skete og jeg hyperventilere og kan slet ikke klare det. Jeg kan ikke leve uden hende os, vi har haft et turbolent forhold, men hun var min eneste jeg havde.

Hun skal begraves tirsdag og jeg kan slet ikke overskue det, prøver at holde mig oven vande og smile for alle andres og børnenes skyld, men jeg føler jeg langsomt drukner. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

Og hvad med Lærke?? Hun forguder sin mormor, de er bedste venner og har noget helt særligt sammen,hun forstod det ikke da jeg sagde det i går til hende, hun tror stadig hun bliver hentet fredag af mormor og skalpå weekend ved ikke. Hvordan skal man tage en lille piges helt fra hende??

Og Liam, hvor er det frygteligt han vil vokse og og aldrig have kendt sin mormor sådan at han kan huske hende.

ved ikke hvad jeg vil med dette, havde brug for luft og ved at skrive her føler jeg mig ikke helt alene og kan lukke smerten lidt ude.

Føler mig ikke stærk nok til endnu engang og komme igennem dette helved det er at miste en forældre.

Jeg er meget ked af dit tab... 

Håber du kommer så godt igennem det hele som overhovedet muligt... Det er en super hård og svær tid 

 

Koen. skriver:

Så fandt jeg lidt overskud til at skrive herinde igen..

Først en stor takfor alle jeres svar, knus og søde tanker, det varmer utrolig meget

I dag er det 13 dage siden hun døde... Jeg ved ikke hvordan jeg har det, vi kom hjem i torsdag efter og have tilbragt næsten en uge hos familien i midtjylland. Hun blev begravet tirsdag den 12. en meget meget smuk begravelse og jeg holdte en fin tale for hende i kirken, havde jeg brug for.

I dag er hverdagen startet igen for børnene, det trængte de godt nok til.Jeg har fået 14 dages orlov fra mit studie, så skal først starte i "skole" igen den 29.november. De var så glade for at se vennerne igen og bare komme igang med noget normalt igen.

Så nu sidder jeg bare her i min sofa, men musik i ørene og prøver at holde alle tanker om hende og det væk, vi plejede at snakke hver morgen i tlf, så morgenerne er de sværeste at komme igennem. Bare at tænke ordet *** gør så forfærdeligt ondt at jeg straks hiver efter vejret..

Den står heldigvis på en tur til lægen i morgen så vi kan få sat skub i noget hjælp..

Igen tusind tusind tak for alt søde damer

Ved godt det er sindsyg ringe trøst men må skrive det alligevel - tiden gør noget, fortælle historen gør noget - Især fordi den historie du skal fortælle er forbundet med et chok. Kan huske en klog sagde til mig: du skal måske fortælle den her historie 10000 gange og hver gang du har fortalt kan du tænke nu skal jeg fortælle den en gang mindre på min vej til forståelse og accept. 

Da jeg mistede skulle jeg først lære at trække vejret, så skulle jeg lære at tiden blev "rigtig" så hvert skridt ikke føltes som om det tog 10 minutter at flytte benet, men det skete jo og på samme måde vil du pludselig kunne sige ordet uden at det gør forfærdelig ondt, men det sker ikke i morgen, det tager tid og pludselig bliver man overrasket over at man "glemte" et kort sekund. Jeg havde det som at jeg i en lang periode levede til trods for sorgen og jeg med tiden lærte at leve sammen sorgen. Men det tager tid.... Kæmpe kram til dig og dine, og hvor er det flot du kunne holde en tale til din mors begravelse