Min mor er lige pludselig død. (hed før tanja.)

 hvor er jeg ked af at høre om din mor.

har ingen gode råd, men ville ikke forlade din tråd uden et kram

Kan egentlig kun sende et kæmpe kram....

Hvor er det absolut overhovedet ikke fair!

Jeg føler med dig 

Det gør mig ondt for jer. Det er hårdt for dig, men også for børnene, når de ikke er ældre, så forstår de jo desværre ikke realiteterne.

Jeg håber, at du får grædt ud, det er nemlig helt ok at komme ud med dine følelser. Det kan godt være, at du ikke helt har forstået det endnu, men pludselig kommer alle følelserne snigende - sorg, frustration, savn, vrede og glæden over dejlige minder. 

Så det er godt, at du har fået tid hos lægen, det er nogle gange nødvendigt at blive hjulpet igennem sådan en svær tid, med en masse tanker flyvende rundt i hovedet.

Jeg ønsker det bedste for dig og din familie, og håber I kommer tirsdagen på bedste vis...

Starter med at skrive jeg før hed tanja herinde, så gør det nemmere for mig at skrive.

Eller gør det, aner ikke hvor jeg skal starte eller slutte, men mit hovede eksplodere og jeg går i panik hvis jeg for afløb for mine tanker.

Min mor døde pludseligt tirsdag 17.50, 63 år gammel.

Hun fik mandag aften en kraftig hjerneblødning ud af den blå luft. og det gikutrolig stærkt, først kom hun på viborg sygehus, dernæst akut overflyttet til Århus universitets hospital.

Efterfølgende fik hun 5 eller 6 efterblødninger i hjernen (husker intet præcist mere) og lægernes prognoser var meget små. HVIS hun overhovedet vågnede op igen ville hun være så svært hjerneskadet at hun end ikke ville kunne trække vejret selv.

Og sådan vidste jeg min mor ikke ville leve. Så vi valgte i samråd med lægerne, min stedfar og øvrige familie at hun skulle have fred, hun har haft et hårdt liv og fortjente ikke og blive holdt kunstigt i live for vores skyld.

Så da de slukkede respiratoren 17.50 døde hun os lige så stille med det samme, så der var intet håb overhovedet.


Men hvad skal jeg gøre nu?? Jeg er 23 år gammel og forældreløs, min far døde da jeg var 14. Den endelig reaktion er vist ikke kommet hos mig endnu, jeg er i panik og sidder herfor første gang mutters alene siden det skete og jeg hyperventilere og kan slet ikke klare det. Jeg kan ikke leve uden hende os, vi har haft et turbolent forhold, men hun var min eneste jeg havde.

Hun skal begraves tirsdag og jeg kan slet ikke overskue det, prøver at holde mig oven vande og smile for alle andres og børnenes skyld, men jeg føler jeg langsomt drukner. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

Og hvad med Lærke?? Hun forguder sin mormor, de er bedste venner og har noget helt særligt sammen,hun forstod det ikke da jeg sagde det i går til hende, hun tror stadig hun bliver hentet fredag af mormor og skalpå weekend ved ikke. Hvordan skal man tage en lille piges helt fra hende??

Og Liam, hvor er det frygteligt han vil vokse og og aldrig have kendt sin mormor sådan at han kan huske hende.

ved ikke hvad jeg vil med dette, havde brug for luft og ved at skrive her føler jeg mig ikke helt alene og kan lukke smerten lidt ude.

Føler mig ikke stærk nok til endnu engang og komme igennem dette helved det er at miste en forældre.

Jeg kondolerer