Min mor er lige pludselig død. (hed før tanja.)

Starter med at skrive jeg før hed tanja herinde, så gør det nemmere for mig at skrive.

Eller gør det, aner ikke hvor jeg skal starte eller slutte, men mit hovede eksplodere og jeg går i panik hvis jeg for afløb for mine tanker.

Min mor døde pludseligt tirsdag 17.50, 63 år gammel.

Hun fik mandag aften en kraftig hjerneblødning ud af den blå luft. og det gikutrolig stærkt, først kom hun på viborg sygehus, dernæst akut overflyttet til Århus universitets hospital.

Efterfølgende fik hun 5 eller 6 efterblødninger i hjernen (husker intet præcist mere) og lægernes prognoser var meget små. HVIS hun overhovedet vågnede op igen ville hun være så svært hjerneskadet at hun end ikke ville kunne trække vejret selv.

Og sådan vidste jeg min mor ikke ville leve. Så vi valgte i samråd med lægerne, min stedfar og øvrige familie at hun skulle have fred, hun har haft et hårdt liv og fortjente ikke og blive holdt kunstigt i live for vores skyld.

Så da de slukkede respiratoren 17.50 døde hun os lige så stille med det samme, så der var intet håb overhovedet.


Men hvad skal jeg gøre nu?? Jeg er 23 år gammel og forældreløs, min far døde da jeg var 14. Den endelig reaktion er vist ikke kommet hos mig endnu, jeg er i panik og sidder herfor første gang mutters alene siden det skete og jeg hyperventilere og kan slet ikke klare det. Jeg kan ikke leve uden hende os, vi har haft et turbolent forhold, men hun var min eneste jeg havde.

Hun skal begraves tirsdag og jeg kan slet ikke overskue det, prøver at holde mig oven vande og smile for alle andres og børnenes skyld, men jeg føler jeg langsomt drukner. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

Og hvad med Lærke?? Hun forguder sin mormor, de er bedste venner og har noget helt særligt sammen,hun forstod det ikke da jeg sagde det i går til hende, hun tror stadig hun bliver hentet fredag af mormor og skalpå weekend ved ikke. Hvordan skal man tage en lille piges helt fra hende??

Og Liam, hvor er det frygteligt han vil vokse og og aldrig have kendt sin mormor sådan at han kan huske hende.

ved ikke hvad jeg vil med dette, havde brug for luft og ved at skrive her føler jeg mig ikke helt alene og kan lukke smerten lidt ude.

Føler mig ikke stærk nok til endnu engang og komme igennem dette helved det er at miste en forældre.

Jeg føler SÅ meget med dig..!!! 

Kondolere 

Men har du ikke fået nogen form for hjælp? Samtale? 

Har du en mand du kan støtte dig op af? 

Hvis det var mig... 

Så havde jeg gået til lægen og bedt om en samtale med en Psykolog omkring det hele.. Simpelhen for at få snakket det hele igennem og se en ny start. 

Koen. skriver:

Starter med at skrive jeg før hed tanja herinde, så gør det nemmere for mig at skrive.

Eller gør det, aner ikke hvor jeg skal starte eller slutte, men mit hovede eksplodere og jeg går i panik hvis jeg for afløb for mine tanker.

Min mor døde pludseligt tirsdag 17.50, 63 år gammel.

Hun fik mandag aften en kraftig hjerneblødning ud af den blå luft. og det gikutrolig stærkt, først kom hun på viborg sygehus, dernæst akut overflyttet til Århus universitets hospital.

Efterfølgende fik hun 5 eller 6 efterblødninger i hjernen (husker intet præcist mere) og lægernes prognoser var meget små. HVIS hun overhovedet vågnede op igen ville hun være så svært hjerneskadet at hun end ikke ville kunne trække vejret selv.

Og sådan vidste jeg min mor ikke ville leve. Så vi valgte i samråd med lægerne, min stedfar og øvrige familie at hun skulle have fred, hun har haft et hårdt liv og fortjente ikke og blive holdt kunstigt i live for vores skyld.

Så da de slukkede respiratoren 17.50 døde hun os lige så stille med det samme, så der var intet håb overhovedet.


Men hvad skal jeg gøre nu?? Jeg er 23 år gammel og forældreløs, min far døde da jeg var 14. Den endelig reaktion er vist ikke kommet hos mig endnu, jeg er i panik og sidder herfor første gang mutters alene siden det skete og jeg hyperventilere og kan slet ikke klare det. Jeg kan ikke leve uden hende os, vi har haft et turbolent forhold, men hun var min eneste jeg havde.

Hun skal begraves tirsdag og jeg kan slet ikke overskue det, prøver at holde mig oven vande og smile for alle andres og børnenes skyld, men jeg føler jeg langsomt drukner. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

Og hvad med Lærke?? Hun forguder sin mormor, de er bedste venner og har noget helt særligt sammen,hun forstod det ikke da jeg sagde det i går til hende, hun tror stadig hun bliver hentet fredag af mormor og skalpå weekend ved ikke. Hvordan skal man tage en lille piges helt fra hende??

Og Liam, hvor er det frygteligt han vil vokse og og aldrig have kendt sin mormor sådan at han kan huske hende.

ved ikke hvad jeg vil med dette, havde brug for luft og ved at skrive her føler jeg mig ikke helt alene og kan lukke smerten lidt ude.

Føler mig ikke stærk nok til endnu engang og komme igennem dette helved det er at miste en forældre.

Hvor er jeg bare ked af at høre det. Det må være det allermest forfærdelige i verden.

Jeg ville som en anden også skriver gå til lægen og bede om at få lov at tale med en psykolog, simpelthen for at få det hele bearbejdet godt og grundigt. Ved godt man aldrig kommer sig over det og de vil altid være ens tanker, men så kan man da få nogle gode råd til hvordan man tackler det, både i forhold til Dig og din datter.

Mange knus og tanker herfra.

Koen. skriver:

Starter med at skrive jeg før hed tanja herinde, så gør det nemmere for mig at skrive.

Eller gør det, aner ikke hvor jeg skal starte eller slutte, men mit hovede eksplodere og jeg går i panik hvis jeg for afløb for mine tanker.

Min mor døde pludseligt tirsdag 17.50, 63 år gammel.

Hun fik mandag aften en kraftig hjerneblødning ud af den blå luft. og det gikutrolig stærkt, først kom hun på viborg sygehus, dernæst akut overflyttet til Århus universitets hospital.

Efterfølgende fik hun 5 eller 6 efterblødninger i hjernen (husker intet præcist mere) og lægernes prognoser var meget små. HVIS hun overhovedet vågnede op igen ville hun være så svært hjerneskadet at hun end ikke ville kunne trække vejret selv.

Og sådan vidste jeg min mor ikke ville leve. Så vi valgte i samråd med lægerne, min stedfar og øvrige familie at hun skulle have fred, hun har haft et hårdt liv og fortjente ikke og blive holdt kunstigt i live for vores skyld.

Så da de slukkede respiratoren 17.50 døde hun os lige så stille med det samme, så der var intet håb overhovedet.


Men hvad skal jeg gøre nu?? Jeg er 23 år gammel og forældreløs, min far døde da jeg var 14. Den endelig reaktion er vist ikke kommet hos mig endnu, jeg er i panik og sidder herfor første gang mutters alene siden det skete og jeg hyperventilere og kan slet ikke klare det. Jeg kan ikke leve uden hende os, vi har haft et turbolent forhold, men hun var min eneste jeg havde.

Hun skal begraves tirsdag og jeg kan slet ikke overskue det, prøver at holde mig oven vande og smile for alle andres og børnenes skyld, men jeg føler jeg langsomt drukner. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

Og hvad med Lærke?? Hun forguder sin mormor, de er bedste venner og har noget helt særligt sammen,hun forstod det ikke da jeg sagde det i går til hende, hun tror stadig hun bliver hentet fredag af mormor og skalpå weekend ved ikke. Hvordan skal man tage en lille piges helt fra hende??

Og Liam, hvor er det frygteligt han vil vokse og og aldrig have kendt sin mormor sådan at han kan huske hende.

ved ikke hvad jeg vil med dette, havde brug for luft og ved at skrive her føler jeg mig ikke helt alene og kan lukke smerten lidt ude.

Føler mig ikke stærk nok til endnu engang og komme igennem dette helved det er at miste en forældre.

Puha får helt en klump i halsen. Ved slet ik hva jeg ska sige men nøj hvor er jeg ked af det på jeres vegne. Sender jer mange varme tanker

Kondolere. Føler virkelig med dig, Janni og jeres familie får I snakket sammen som familie? Tænker at i måske har en god støtte i hinanden. Du har i hvert fald brug for at åbne op og give frit løb, til alle de tanker du går rundt med, virker det til. Måske, som en anden foreslår, en samtale med en psykolog kunne hjælpe dig.

Du får et med på vejen, og så håber jeg du får en snak med nogen, så du ikke skal brænde inde med en masse.

Årh søde Tanja, hvor jeg dog føler med dig!! Sender 1000 varme tanker.

Min svigerfar døde for et år siden af et hjertestop, 50 år gammel. Nogle år forinden var min svigermor stukket af med en anden mand uden et ord til nogen, så vi havde kun lige fået kontakt med hende igen og hun bor laaangt væk.

Der gik et halvt år inden reaktionen kom for min kæreste. Og han er stadig sygemeldt. Han undertrykkede følelserne da de ville igennem og det kæmper han så med nu. Så vil bare sige at du skal give dig selv lov til at være ked af det. Måske det også vil hjælpe Lærke til at forstå det. Børn må også gerne se at mor og far bliver kede af det, for der er bare hårde perioder i livet.

Kan slet ikke sætte mig ind i hvor ondt det må gøre, specielt tanken om at hun ikke skal være en del af dine børns liv mere, det tænkte jeg også rigtig meget over med Sigurd og hans farfar. Men husk at fortælle dem om hende, så hun "lever videre" på den måde...

Har ikke noget godt råd, for det gør ondt og tager tid. Men giv dig selv lov til at være dig og lad følelserne komme! Og du kan altid skrive personligt til mig hvis det kan hjælpe dig.

Masser af kram og tanker 

Nadia.

Kondolere og håber i begge klarer den igennem til begravelsen...
Og ja, du er forældresløs i den faktiske forstand, men hun har været en del af jeres liv længe og det må du huske. Og brug Janni som støtte, hun sidder med de samme tanker.

Kondolerer mange gange, det gær mig ondt at høre 

Koen. skriver:

Starter med at skrive jeg før hed tanja herinde, så gør det nemmere for mig at skrive.

Eller gør det, aner ikke hvor jeg skal starte eller slutte, men mit hovede eksplodere og jeg går i panik hvis jeg for afløb for mine tanker.

Min mor døde pludseligt tirsdag 17.50, 63 år gammel.

Hun fik mandag aften en kraftig hjerneblødning ud af den blå luft. og det gikutrolig stærkt, først kom hun på viborg sygehus, dernæst akut overflyttet til Århus universitets hospital.

Efterfølgende fik hun 5 eller 6 efterblødninger i hjernen (husker intet præcist mere) og lægernes prognoser var meget små. HVIS hun overhovedet vågnede op igen ville hun være så svært hjerneskadet at hun end ikke ville kunne trække vejret selv.

Og sådan vidste jeg min mor ikke ville leve. Så vi valgte i samråd med lægerne, min stedfar og øvrige familie at hun skulle have fred, hun har haft et hårdt liv og fortjente ikke og blive holdt kunstigt i live for vores skyld.

Så da de slukkede respiratoren 17.50 døde hun os lige så stille med det samme, så der var intet håb overhovedet.


Men hvad skal jeg gøre nu?? Jeg er 23 år gammel og forældreløs, min far døde da jeg var 14. Den endelig reaktion er vist ikke kommet hos mig endnu, jeg er i panik og sidder herfor første gang mutters alene siden det skete og jeg hyperventilere og kan slet ikke klare det. Jeg kan ikke leve uden hende os, vi har haft et turbolent forhold, men hun var min eneste jeg havde.

Hun skal begraves tirsdag og jeg kan slet ikke overskue det, prøver at holde mig oven vande og smile for alle andres og børnenes skyld, men jeg føler jeg langsomt drukner. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

Og hvad med Lærke?? Hun forguder sin mormor, de er bedste venner og har noget helt særligt sammen,hun forstod det ikke da jeg sagde det i går til hende, hun tror stadig hun bliver hentet fredag af mormor og skalpå weekend ved ikke. Hvordan skal man tage en lille piges helt fra hende??

Og Liam, hvor er det frygteligt han vil vokse og og aldrig have kendt sin mormor sådan at han kan huske hende.

ved ikke hvad jeg vil med dette, havde brug for luft og ved at skrive her føler jeg mig ikke helt alene og kan lukke smerten lidt ude.

Føler mig ikke stærk nok til endnu engang og komme igennem dette helved det er at miste en forældre.

kondolere hvor må det være hård

nu kan jeg ikke huske hvor gammel din datter er men min svigermor døde da min dreng var ca 3,5 år og de 2 forgude hinanden og hun var den eneste han ville være hos og var glad for vi gjorde det at vi fortalte ham at farmor var oppe i himlen, det var rigtig hård at fortælle ham det selvom han ikke forstod det, for han kravlede op på pudsle bordet og forsøgte at hoppe op til hende(for han mente at han ville besøge hende) det gjorde han meget et stykke tid.

vi havde ham heller ikke med til begravelsen.

ved ikke om det kan hjælpe lidt i forhold med det med din datter.


og med hensyn til dig tror jeg at du skal kontakte din læge og blive henvist til en psykolog så du kan få snakkedet om det, og så skal du acceptere at du godt må græde selvom der er andre,

Tusind tak alle sammen. Jeg skal nok få svaret jer enkeltvis på et tidspunkt.
Har fået en tid ved lægen i morgen tidlig, jeg føler jeg bliver kvalt og i takt med det bliver mørkt udenfor jo mere hyperventilerer jeg og bliver bange. for hvad ved jeg ikke, .
Jeg er desværre alene med børnene,har godt nok en kæreste men han skal arbejde i dag og i morgen for ellers har han været der 1000% siden hun kom på sygehuset selvom vi kun har været kærester ganske kort, han er guld værd.