Hendedersimone skriver:
Hej.
Jeg sidder og er lidt indebrændt, da jeg synes det er et tabubelagt emne, at have et ønske om at blive gravid - allerede som 18 årig.
Men nu springer jeg ud i det, og jeg håber jeg får noget nyttigt ud af det, får nogle forskellige meninger og måske råd. :-)
Sagen er den, at jeg er 18 år - og midt i en uddannelse.
Jeg har altid ønsket at være ung mor, og jeg har opbakning fra min mor. Ikke fordi hun siger til mig at det er fornuftigt, men hvis det er det jeg vil - har jeg hendes fulde opbakning.
Jeg har en grim fortid, med en dårlig opvækst. Alkohol var bl.a. indblandet i hverdagen, og har fra femårig skulle tage alt ansvaret, og det har gjort mig mere moden og ansvarsbevidst end andre på min alder.
Jeg har aldrig før, end nu været mere klar til en baby. Ønsket er også større end før, og jeg er sikker på det er det jeg vil. Jeg vil gi' mit barn, den opvækst jeg aldrig selv fik.
Jeg er lige kommet ud af et længerevarende forhold, og vi havde også snakket om at sætte en lille ny til verden - men distancen blev for stor. Jeg er helt skruk. Problematikken er så; Jeg har ingen mand i mit liv, men jeg ved at det er det her jeg vil!
Har I nogle gode råd? Jeg er åben for alt.
Tak fordi I gad at tage jer tiden til at læse det. :-)
Kære du..
Først og fremmest skal du have et klap på skulderen for at stå frem med dit ønske, men når det så er sagt så er der en masse andet jeg gerne vil sige til dig..
Jeg blev selv mor som 18-årig, dog ikke planlagt og inde i et forhold der knap var begyndt. Jeg havde altid drømt om at blive ung mor, for kommer ud af en familie hvor kvinderne langt hen af vejen har været mellem 17-21 år da de fik den første. Da jeg stod med den positive test følte jeg mig klar og moden, og et af grundlag jeg kom med var det samme som dit - mit liv har ikke været let og derfor er jeg mere moden end andre 18-årige.. But sorry to say it, fordi man har været igennem meget behøver det ikke betyde den modenhed der behøves for at tage vare på et barn..
Du er oveni midt i en uddannelse og for guds skyld så gennemfør den! Du har et meget bedre sikkerhedsnet under dig selv og ikke mindst et barn ved at have en uddannelse - jeg snakker her også af erfaring, da jeg blev gravid hele to gange under uddannelse og jeg står som 21 årig stadig uden uddannelse (dog igang), men med to børn hvor graviditeterne ikke er gået som jeg havde drømt om - endnu et aspekt i det..
De fleste har et drømme billede om hvordan deres graviditeter vil forløbe og hvordan den første tid med et lille barn vil være - mange drømmer jo om en uproblomatisk graviditet og et barn der sover, skider, spiser, pludre, tager på og vokser. Men virkeligheden kan være en anden.. Jeg f.eks fik hyperemisis i min første graviditet, hvilket betød at jeg de føste 20 uger nærmest var indlagt konstant for at få væske, da jeg kastede så meget op at jeg først tabte 10 kg på 14 dage og derefter var så dehydreret at jeg lå som en rosin, da det helved var ovre fik jeg derefter bækkenløsning der sendte mig 17 uger på krykker, min fødsel var en befrielse, men så startede det sande helved, min lille bitte guldklump som jeg burde elske noget så højt, kunne jeg for det første ikke mætte ordentligt og oveni fik han kolik, i så slem en grad at vi nærmest havde et skrigende barn i 22 timer af døgnets 24, jeg blev pga. manglende søvn remt af en fødselsdepression og måtte i mange måneder kæmpe en urimlig kamp.. Min anden graviditet havde jeg så forventninger til ville forløbe helt anderledes. Den startede også godt lige indtil 9+ så kom kvalmen og opkasten som sidst og min bækkenløsning kom også meget før, den sendte mig igen på krykker og jeg endte faktisk i kørestol. Min fødsel var igen en befrielse og så startede et nyt helved, godt nok sov mit barn, men han fik refluks og tog pga dette ikke nok på, kom bagud i hans udvikling og pludselig var han også for lille i længden - ergo flere bekymringer.. Ingen kan forberede en på diverse ting, men man kan fortælle om dem.. Og jeg skal være ærlig og sige at havde det ikke været for mit bagland og ikke mindst drengenes far som blev og er ved min side, var jeg knækket fuldstændig..
Det jeg faktisk ville sige er, at jeg vil på ingen tænkelig måde råde dig til at blive gravid som 18 årig. Men derimod få dig en uddannelse, finde dig en sød fyr som har samme ønsker som dig, måske bare ikke lige nu. Være sikker på dit bagland og netværk er i orden og ikke mindst at faderen er der og hans bagland, det gør det alligevel lige en tand lettere..
Og du kan give dit barn en lige så god, hvis ikke også bedre opvækst om 4 år som du kan nu. Et år betyder alligevel en del stadig.
Og selvfølgelig er der også mange positive ting ved at være ung mor, men tænk dig rigrig godt om og forstil dig de værst tænkelige ting og gang dem med 10 og det samme gør du med de positive
