For ung? - 18 år.

Hendedersimone skriver:

Hej. 
Jeg sidder og er lidt indebrændt, da jeg synes det er et tabubelagt emne, at have et ønske om at blive gravid - allerede som 18 årig. 

Men nu springer jeg ud i det, og jeg håber jeg får noget nyttigt ud af det, får nogle forskellige meninger og måske råd. :-)

Sagen er den, at jeg er 18 år - og midt i en uddannelse. 
Jeg har altid ønsket at være ung mor, og jeg har opbakning fra min mor. Ikke fordi hun siger til mig at det er fornuftigt, men hvis det er det jeg vil - har jeg hendes fulde opbakning. 

Jeg har en grim fortid, med en dårlig opvækst. Alkohol var bl.a. indblandet i hverdagen, og har fra femårig skulle tage alt ansvaret, og det har gjort mig mere moden og ansvarsbevidst end andre på min alder. 

Jeg har aldrig før, end nu været mere klar til en baby. Ønsket er også større end før, og jeg er sikker på det er det jeg vil. Jeg vil gi' mit barn, den opvækst jeg aldrig selv fik. 

Jeg er lige kommet ud af et længerevarende forhold, og vi havde også snakket om at sætte en lille ny til verden - men distancen blev for stor. Jeg er helt skruk. Problematikken er så; Jeg har ingen mand i mit liv, men jeg ved at det er det her jeg vil! 

Har I nogle gode råd? Jeg er åben for alt. 

Tak fordi I gad at tage jer tiden til at læse det. :-)

Jeg synes det er helt fint og reelt at ønske at blive mor som 18-årig, hvis omstændighederne er i orden. MEN! Og her kommer et stort men. Jeg ville ikke vælge et donorbarn i dén alder. For mig at se er der to grunde til at vælge at få barn alene med donor:
1. Det biologiske ur tikker, og man er ved at nå en alder hvor man er ved at være 'for gammel' til at vente på at finde mandEN
2. Man er slet ikke interesseret i at få barn med en partner i det hele taget.

Du er kun 18, og du har masser af år at løbe på, masser af år at finde en skøn og fantastisk mand i. Du siger du er moden og ansvarsbevidst, og det anfægter jeg ikke, men du ved ikke hvilket barn du får, og man har virkelig ikke en idé om hvor røvmothereffing hårdt det kan være, før man står i det. Jeg er enormt videbegærlig, jeg havde læst alt om babyer, alt om problematikker, havde sat mig ind i det hele, og var færdig med bylivet og ungdomslivet. Men moderlivet ramte alligevel lige i solar plexus og jeg måtte virkelig indse hvor fuldstændig clueless jeg virkelig var, og hvor hård virkeligheden som mor er, når man står med et kolikbarn der ikke sover og skriger 24/7. Og jeg havde endda én at dele ansvaret med.

Nu studerer jeg med børn, som du gør, og det ville være rigtig hårdt at komme igennem, hvis ikke jeg havde min kæreste til at tage over!

Vent! Du vil ikke fortryde det. Pas på du ikke bliver fanget i din skrukhed, som kan være så fængslende, for virkeligheden med børn er bare slet ikke så rosenrød. Naturligvis er de fantastiske og man elsker dem, jeg siger bare.. Jeg synes du gør bedst i at vente til du er ældre og har fundet manden i dit liv

Hendedersimone skriver:

At jeg er sammen med folk der er mellem 25 og 35 - siger vel en del modenhedsmæssigt, eller er det bare mig? :-)

Det synes jeg faktisk ikke det gør

Janne T. skriver:

Det synes jeg faktisk ikke det gør

Fuldstændig enig

Tusinde tak for alle jeres råd. Det giver stof til eftertanke. :-) 

Jeg kan sagtens følge jer, og se fornuften i, at vente til manden i mit liv dukker op. Det er bare så svært at skulle acceptere det, når jeg ved at jeg er klar nu - og tidspunktet er "perfekt" for mig. 

Hendedersimone skriver:

Hej. 
Jeg sidder og er lidt indebrændt, da jeg synes det er et tabubelagt emne, at have et ønske om at blive gravid - allerede som 18 årig. 

Men nu springer jeg ud i det, og jeg håber jeg får noget nyttigt ud af det, får nogle forskellige meninger og måske råd. :-)

Sagen er den, at jeg er 18 år - og midt i en uddannelse. 
Jeg har altid ønsket at være ung mor, og jeg har opbakning fra min mor. Ikke fordi hun siger til mig at det er fornuftigt, men hvis det er det jeg vil - har jeg hendes fulde opbakning. 

Jeg har en grim fortid, med en dårlig opvækst. Alkohol var bl.a. indblandet i hverdagen, og har fra femårig skulle tage alt ansvaret, og det har gjort mig mere moden og ansvarsbevidst end andre på min alder. 

Jeg har aldrig før, end nu været mere klar til en baby. Ønsket er også større end før, og jeg er sikker på det er det jeg vil. Jeg vil gi' mit barn, den opvækst jeg aldrig selv fik. 

Jeg er lige kommet ud af et længerevarende forhold, og vi havde også snakket om at sætte en lille ny til verden - men distancen blev for stor. Jeg er helt skruk. Problematikken er så; Jeg har ingen mand i mit liv, men jeg ved at det er det her jeg vil! 

Har I nogle gode råd? Jeg er åben for alt. 

Tak fordi I gad at tage jer tiden til at læse det. :-)

Min erfaring (og jeg håber ikke at jeg træder dig over tæerne, for det er bestemt ikke meningen):

Jeg to veninder som begge har ønsket børn i en ung alder. De har begge, som dig, haft en hård opværkst med svigt og hvor de har skullet tage meget ansvar. 

Hos begge de veninder så jeg deres store ønske om et barn som et ønske om at have en person i deres liv der kunne elske dem betingelsesløst, på den måde de ikke følte at deres forældre havde elsket dem. De ønskede sig en familie, fordi de ikke følte at de havde haft det i deres egen opvækst.

Ingen af de to veninder lykkedes med at få børn i en ung alder, og det er de begge meget taknemmelige for i dag. Nu kan de se at det brændende ønske om et barn i virkeligheden ikke handlede om barnet, men om den omsorg de aldrig selv havde fået som børn.

Du siger at du er moden af din alder - men tro mig: Modenhed handler ikke kun om erfaringer, det handler også om år levet. Uanset hvor mange oplevelser og hvor meget ansvar du har haft, så vil du stadig være væsentligt mere moden som 25-årig end som 18-årig. Der sker SÅ meget i de år.

Under alle omstændigheder: LAD VÆRE med at få et barn med en mand du ikke elsker, bare fordi du vil have et barn og bilder dig ind at han er den rigtige. VENT på at dit livs kærlighed dukker op. Dit barn vil blive et lykkeligere barn med et stabilt forældrepar der elsker hinanden, og bliver sammen, end som skilsmissebarn fordi du ikke kunne vente.

Hendedersimone skriver:

Tusinde tak for alle jeres råd. Det giver stof til eftertanke. :-) 

Jeg kan sagtens følge jer, og se fornuften i, at vente til manden i mit liv dukker op. Det er bare så svært at skulle acceptere det, når jeg ved at jeg er klar nu - og tidspunktet er "perfekt" for mig. 

Jeg ved at det er let at sige, men tingene ændre sig SÅ hurtigt i din alder. inden du ser dig om har du mødt en skøn fyr, der vil elske at blive far til dine børn og dele glæder og sorger med dig  

jeg selv er et glimrende eksempel  Da jeg var 18 var jeg midt i uddannelse med fast kæreste som jeg boede sammen med. Vi talte meget om børn og mit højeste ønske var at babyplanerne skulle blive realitet så snart min uddannelse var slut! Meen, året efter da jeg var 19 gik vi fra hinanden og jeg gik faktisk i panik fordi mine fremtidsplaner så ud til at skride! Ønskede virkelig at blive mor inden for rimelig kort tid, men nix. MEN, 7 måneder senere møder jeg min kæreste, det viser sig at han er samme sted som jeg ift børn og året efter hvor jeg var 20 og netop færdiguddannet, stod jeg med 2 knaldrøde streger og en lækker bebs i maven! 

SÅ, man skal aldrig sige aldrig! Og donorbarn synes jeg ikke du skal tage i betragtning før dit biologiske ur ganske enkelt er ved at tikke ud. Der sker mange ting i dit liv de næste par år, så tag en dyb indånding og mind dig selv om at du stadig er ung med dine børn, selv om 5-6år

Hendedersimone skriver:

Hej. 
Jeg sidder og er lidt indebrændt, da jeg synes det er et tabubelagt emne, at have et ønske om at blive gravid - allerede som 18 årig. 

Men nu springer jeg ud i det, og jeg håber jeg får noget nyttigt ud af det, får nogle forskellige meninger og måske råd. :-)

Sagen er den, at jeg er 18 år - og midt i en uddannelse. 
Jeg har altid ønsket at være ung mor, og jeg har opbakning fra min mor. Ikke fordi hun siger til mig at det er fornuftigt, men hvis det er det jeg vil - har jeg hendes fulde opbakning. 

Jeg har en grim fortid, med en dårlig opvækst. Alkohol var bl.a. indblandet i hverdagen, og har fra femårig skulle tage alt ansvaret, og det har gjort mig mere moden og ansvarsbevidst end andre på min alder. 

Jeg har aldrig før, end nu været mere klar til en baby. Ønsket er også større end før, og jeg er sikker på det er det jeg vil. Jeg vil gi' mit barn, den opvækst jeg aldrig selv fik. 

Jeg er lige kommet ud af et længerevarende forhold, og vi havde også snakket om at sætte en lille ny til verden - men distancen blev for stor. Jeg er helt skruk. Problematikken er så; Jeg har ingen mand i mit liv, men jeg ved at det er det her jeg vil! 

Har I nogle gode råd? Jeg er åben for alt. 

Tak fordi I gad at tage jer tiden til at læse det. :-)

"Jeg vil give mit barn den opvækst, jeg aldrig selv fik"???

Hvis du skal føre din idé ud i livet, at blive mor nu, så vil du give dit barn:
- en ung mor
- en uuddannet mor
- en mor på kontanthjælp?
- ingen far
Det er bemærkelsesværdigt, at du gerne vil bryde den sociale arv - men du vil være mor på et rigtigt dårligt grundlag, og hvis du så render i skiftende kærester, evt. med misbrugsproblematikker, så har du jo lige nøjagtigt IKKE brudt den sociale arv.

Som Modesty skriver, så handler dette ikke om barnet, men om et underliggende behov, du aldrig har fået dækket.

Brug de næste år på at få færdigstøbt din sokkel, for hvis du bygger huset på for dårligt grundlag, så ender det med, at huset vælter.

Hendedersimone skriver:

Tusinde tak for alle jeres råd. Det giver stof til eftertanke. :-) 

Jeg kan sagtens følge jer, og se fornuften i, at vente til manden i mit liv dukker op. Det er bare så svært at skulle acceptere det, når jeg ved at jeg er klar nu - og tidspunktet er "perfekt" for mig. 

Nu vil jeg nødig sidde her og komme til at lyde alders fascist for egentlig mener jeg slet ikke det handler om hvor gammel man når man skal vurdere ens evne som forælder. Og alligevel er der lidt alder ind over her for det du jo kan blive nød til enten at bruge donorsæd eller en tilfældig mand for at tilfredsstille en skrukhed og det spiller alder ind for mig - det er ikke nødvendivis en dans på roser at være enlig og for barnet er det heller ikke uden udfordringer at de ikke kender deres fædrene ophav. Det kan der være grunde til man vælger, man kan se det biologiske ur er ved at tikke ud, man kan være lesbisk og dermed ikke lave barnet med sin elskede osv men en 18 årig har mange år endnu til at finde sin livsledsager. Derfor er valget af donorsæd ikke et nødvendigt valg men ja undskyld et egoistisk valg.

jeg er måske gammeldags men synes man skylder sine børn at tænke sig om en ekstra gang, hvorfor er det jeg vil have barn lige nu, hvorfor er tidpunktet perfekt lige nu? Og bliver det mindre perfekt for dig ved du venter 5 år og måske finder den mand eller kvinde du ønsker at opfostre er barn sammen med? 

kernefamilien - mor, far og børn er ikke eneste mulige konstellation i dagens Danmark (og heldigvis for det), familier kommer i utallige konstellationer, men når man bevæger sig væk fra "normen" skal man vide man gør det og hvorfor man gør det - siger den gamle 

starten er du skal gøre som os andre måske....finde en dejlig mand og få et godt forhold op at kære. En af mødres vigtigste egenskaber er tålmodighed. Hvis du i en alder af små 18 år allerede søger desperat efter at live mor bør du nok slå bremsen i. Det skal ikke være et tabu, men man må gerne fortælle unge piger at børnene får de bedste kår når de vokser op med en mor og far der elsker hinanden. At økonomien er god så mor ikke skal stresse over ikke at have råd til mad, at kommunerne skal betale pasningen til børnene fordi moren ikke selv har råd til det....
Årh, der er bare SÅ meget mere i det end at være skruk...i virkeligheden er skrukheden det mindste af det hele selv om det lyder skørt.
I min verden vil man sætte børn til verden når man har skabt de bedste vilkår for ens barn, og ikke når man tror ens biologiske ur springer i luften som 18 årig
Der findes gode mødre på 18 år, helt sikkert, men spørger du mange af de unge mødre, så ville de gerne have ventet, de va klar, var skrukke og ja, de vil på ingen måde undvære de børn de har nu, men mange ville have ventet hvis de vidste hvad de i virkeligheden gik indtil
Tror for mange unge piger,siger ikke det er dig, har en romaniseret ide om det at få en baby. Ofte ser man mødrene sidde hyggeligt på cafe, mens barnevognen bare passer sig selv, man ser den søde lille baby hos et par forældre der ser lykkelige ud... Men de ser ikke at de var oppe 13 gange den nat og kun sov max 20 min af gangen før de blev vækket fordi babyen er forkølet og de skal op på arbejdet om en time, de ser ikke at mødrene sidder i sofaen og græder fordi babyen har ødelagt der brystprotesen så de bløder hver gang banen vil spise og at de kan hyle bare ved tanken om babyen skal spise igen.... Og de ser ikke alle de millioner af bekymringer man har som forælder.
At være forælder er det hårdeste mest fantastiske "arbejde" i verden. Men skal man give sit barn den barndom man synes de fortjener, så skal man være voksen nok til at indse rammerne bare skal være i orden og det solide grundlag er lagt. Og desværre er teenagere egoister, de ser kun JEGET, det er ikke for at kristisere, det er et faktum og vi ha alle været der. Faktisk er de først omkring de 25 det JEG går væk. Og man generelt bliver mindre egoistisk dvs hvis du som 18 pris siger JEG er skruk, JEG vil have et barn, jeg hakningen kæreste, nogen specifik fremtid, er studerende, men det er ikke vigtigt fordi JEG vil have et barn, så er du måske ikke nået helt så langt som du selv tror i den udvikling selv om du anser dig selv som værende meget moden.
Puha, jeg vil Ikke kritisere unge mødre, jeg prøver virkelig at pointere hvorfor man i mange tilfælde bør vente.... Så du skal ikke tage det som personligt hets mod dig, det er det ikke.

Jeg synes det er alt for tidligt at starte i behandling for at få et barn. Du er "kun" 18 år, og har masser af tid til at finde en mand der kan give dig de børn du skal have, samtidig får dine børn også en far. Jeg er selv 19 og venter mit andet barn. Jeg synes det er skønt at være mor, men jeg må indrømme at jeg først ville tænke i de baner, hvis jeg ikke kunne få børn eller "tiden var ved at løbe ud". Jeg dømmer ingen udfra alder, da man sagtens kan være en fantastisk mor, samtidig med at man er ung.