Giver snart op på livet..

Tak for dit søde svar. jeg er helt enig med dig. Jeg synes bare virkeligt det er sværere når der er barn involveret. WoW er en "familie-ødelægger", det er hørt og set flere gange. Jeg er der hvor jeg ikke ville turde be ham vælge.. Det ultimatum har flere af hans eks'er stillet ham før og han har koldt valgt spillet. Tror også spillet med den virtuelle verden har gjort ham kold og meget følelseskold.

Ligesom dig har jeg selv også spillet det, fordi jeg ville give ham og det en chance - vel og mærke før vi fik barn. Der gik det godt for vi spillede det sammen og havde en fælles interesse, men det kan vi jo ikke nu hvor vi har barn. Da mener han jo bare han kan spille deT når han vil, jeg tager mig jo af barnet..

Det der havde jeg bare ikke fundet mig i. For det første skal det da ikke kun være dig der tager dig af jeres barn. For det andet, hvis du tror han ville vælge spillet frem for jer, hvorfor vil du så være sammen med ham?

Jeg er bestemt ikke tilhænger af at man bare giver op når man har et barn, men hvis du har snakket med ham om det flere gange uden held, så synes jeg også der må være grænser for hvad du skal finde dig i.

Desuden ville jeg aldrig risikere at mit barn oplevede at blive valgt fra til fordel for spil. 

Hvis du tror et ultimatum vil betyde han vælger spillet, så spar dig selv for det slag, og gå fra ham med det samme. Lad ham sidde tilbage i sin spillesump uden job og uden kæreste.... måske det vækker ham.

Men du får i hvert fald chance for at komme ud og blive lykkelig. 

Held og lykke - hvor er det synd at et skide computerspil skal ødelægge så meget.

Han er arbejdsløs, men det er ikke derfor han er begyndt og spille igen . Så derfor mener han han har tiden til det. Han spiller når jeg tager mig af barnet om dagen, og det meste af natten når barnet sover.

Han har stort set spillet så længe de sidste 1 1/2 år - med små on/off perioder.

Det lyder som en virkelighedsflugt. Jeg kan huske da min mor havde en depression spillede hun også meget (det hed vidst saga)
Det stoppede da hun fik et arbejde.
Jeg ved ikke helt hvordan i kan løse det, men det skal jo stoppe af hensyn til jer alle.

Forbyd lortet, min mand var dybt afhængig af wow, hvis han vil spille må han flytte, han var alligevel aldrig tilstede og var altid sur og krævende, fjern og ikke ret meget far for sin datter så jeg sagde at alle former for spil er forbudt her i huset med mindre det er bræt og kortspil, Jeg troede han ville vælge og forlade os. Istedet græd han et par dage over han savnede spillet og tiggede og bad om at måtte spille, og jeg sagde bare at han måtte vælge og flytte hvis han ville spille. Og han blev, og han har mere end en gang fortalt hvor mange ting han føler hangik glip af med mig og børnene, men som spillet slet ikke efterlod plads til at tænke over. Jeg er en skrap kælling i følge hans bror som han spillede med 10 timer hver dag, men jeg er ligeglad. Jeg gjorde hvad jeg var nødt til at gøre, regler og tider og snakke osv hjalp jo aldrig en skid. Man lader jo heller ikke en narkoman ta lidt coke hver dag, kold tyrker! :-)

Forbyd lortet, min mand var dybt afhængig af wow, hvis han vil spille må han flytte, han var alligevel aldrig tilstede og var altid sur og krævende, fjern og ikke ret meget far for sin datter så jeg sagde at alle former for spil er forbudt her i huset med mindre det er bræt og kortspil, Jeg troede han ville vælge og forlade os. Istedet græd han et par dage over han savnede spillet og tiggede og bad om at måtte spille, og jeg sagde bare at han måtte vælge og flytte hvis han ville spille. Og han blev, og han har mere end en gang fortalt hvor mange ting han føler hangik glip af med mig og børnene, men som spillet slet ikke efterlod plads til at tænke over. Jeg er en skrap kælling i følge hans bror som han spillede med 10 timer hver dag, men jeg er ligeglad. Jeg gjorde hvad jeg var nødt til at gøre, regler og tider og snakke osv hjalp jo aldrig en skid. Man lader jo heller ikke en narkoman ta lidt coke hver dag, kold tyrker! :-)

Helt enig. Og lige en kæmpe thumps up, du er fandme sej! Tror desværre ikke jeg kan gøre det samme. Har ærligt talt ikke modet til det.

Min kæreste er lige som du bekriver din var. Fjern, krævende, sur og meget lidt far for vores barn.

Anonym skriver:

Helt enig. Og lige en kæmpe thumps up, du er fandme sej! Tror desværre ikke jeg kan gøre det samme. Har ærligt talt ikke modet til det.

Min kæreste er lige som du bekriver din var. Fjern, krævende, sur og meget lidt far for vores barn.

Jeg fik simpelthen nok, og tænkte det må bære eller briste, og på det tidspunkt var han jo så langt væk fra mig og ungernes liv at jeg bare tænkte what ever hvis han flytter. Men det virkede sgu. Om end han var sur og ked i starten. Men både ham og jeg ønsker idag at jeg havde gjort sådan noget før, for hvor har det ødelagt meget. Han gik næsten glip af sin datters fødsel, fordi han skulle spille færdig og ikke kunne lade sine wow venner i stikken :-S Det siger lidt om hvor lavt Han prioriterede alt andet. Sådan kunne han ikke drømme om at tænke nu. Husk nu at ta hensyn til dig selv, i alt for mange år tog jeg kun hensyn til min kæreste, og det ødelagde vores familie og vi fik kun lige med nød og næppe reddet den da jeg gjorde som jeg ville.

C-Dog skriver:

Jeg fik simpelthen nok, og tænkte det må bære eller briste, og på det tidspunkt var han jo så langt væk fra mig og ungernes liv at jeg bare tænkte what ever hvis han flytter. Men det virkede sgu. Om end han var sur og ked i starten. Men både ham og jeg ønsker idag at jeg havde gjort sådan noget før, for hvor har det ødelagt meget. Han gik næsten glip af sin datters fødsel, fordi han skulle spille færdig og ikke kunne lade sine wow venner i stikken :-S Det siger lidt om hvor lavt Han prioriterede alt andet. Sådan kunne han ikke drømme om at tænke nu. Husk nu at ta hensyn til dig selv, i alt for mange år tog jeg kun hensyn til min kæreste, og det ødelagde vores familie og vi fik kun lige med nød og næppe reddet den da jeg gjorde som jeg ville.

Er glad for og høre din mand tog sig sammen, åhhhh ville ønske du kunne komme og give min kæreste samme moralprædiken.

Og tak jeg skal prøve og tage mere hensyn til mig selv, det er bare svært, da det er sådan hver gang jeg prøver og snakke med ham om spilleriet, så siger han, jeg er opmærksomhedskrævende og jeg ikke skal tage flere "ting" fra ham. (Ment som jeg har fået ham til og dumpe hans bedste ven som var dårlig for ham pga. stoffer og druk KONSTANT (det kan han dog godt se var en god ting), og nu vil jeg jo så også tage WoW fra ham..) Så han mener i forvejen jeg tænker for meget på mig selv, men tror nu det er en del af den besættelse der er i den virtuelle verden han er så afhængig af, så han ikke tænker klart i den virkelige verden.

Ååhh... World of Warcraft... Ja, jeg har jo selv spillet de der fire-fem år. Det er en utrolig indbydende verden. Det er måske svært at forstå, men det er bare utrolig vanedannende. Der er mange mennesker der kan have et afslappet forhold til det, men der er også en del der ikke kan. Jeg har selv været utrolig afhængig af det. Jeg ville gøre alt for at spille. Hvis der blev stillet forhindringer i min vej, så fandt jeg en måde hvorpå de kunne omgås. Det var uanset om internettet blev slukket eller min account blev slettet. 

I dag spiller jeg ikke (har ikke gjort i omkring fire år), men ville formentlig godt kunne håndtere det, da jeg har det psykisk bedre. 

Nå, men jeg ville bare sige, jeg godt kan forstå fascinationen af spillet. Eller spil generelt. Det kan være en hobby, som fodbold, facebook (!) eller frimærker. Man må acceptere at man har forskellige interesser. Bare fordi man ikke kan forstå interessen, så giver det ikke ret til at se ned på den Men det er jo et problem hvis det er derhenne, hvor det overtager alt andet. Altså, har du undersøgt om han har det godt? det kan være han er deprimeret. Det ville jeg undersøge først. Dernæst, så skal han selv tage valget om at stoppe med at spille. Det kan man ikke tvinge ned over hovedet på folk, hvis de er afhængige. Du kan dog godt hjælpe til at han kommer til den erkendelse. 

Men man kan jo sætte en parental control. Det vil sige, i aftaler hvornår han kan spille, så har du en kode, som man skal bruge, hvis tiderne skal ændres. Hvis i kan blive enige om det så kunne det være en løsning. 

Håber i finder en læsning, hvor i begge er tilfredse 

 

Og til jer andre der har været søde og læse og svare, jeg har snakket med ham om det MANGE gange - seriøst, og nogle gange har det hjulpet lidt, men alt i alt er der ikke rigtigt sket noget ved det.

Han har spillet WoW siden han var 14-15 år tror jeg, og han er 24 nu. Hans forældre har haft samme problem med ham omkring spillet. De har taget strømstik, internetkabel, modem/router med sig på arbejde om morgenen, bare for og forsøge og få ham til og stoppe med og spille. Ingen effekt.

Når vi snakker om det bliver han pisse sur og går på en eller anden uhyggelig måde i forsvarsposition over for spillet. Tror han er besat af det. Jeg har forklaret ham jeg har det meget dårligt med WoW i forvejen, da jeg havde en ven før jeg mødte min kæreste som var blevet fuldstændig ødelagt af spillet.

Jeg er virkelig træt af og se liv, der gang på gang bliver ødelagt af WoW. Og se pårørende side magtesløse ved siden af som kun kan se til. 

 

Jeg ville give ham et ultimatum: Faste psykologtimer og en aftale med psykologen om hvordan nedtrapning skal foregå. Hvis ikke han overholder aftalen, så skrider du.

Normalt går jeg ikke ind for den slags "strikse" ultimatummer, men jeg synes at det her er et særtilfælde.

Jeg forstår godt at det må være meget svært at gå når I har et barn, men dit barn er ikke tjent med en fraværende far. En ting er at du føler dig nedprioriteret, men det gør jeres barn helt sikkert også. 

C-Dog skriver:

Forbyd lortet, min mand var dybt afhængig af wow, hvis han vil spille må han flytte, han var alligevel aldrig tilstede og var altid sur og krævende, fjern og ikke ret meget far for sin datter så jeg sagde at alle former for spil er forbudt her i huset med mindre det er bræt og kortspil, Jeg troede han ville vælge og forlade os. Istedet græd han et par dage over han savnede spillet og tiggede og bad om at måtte spille, og jeg sagde bare at han måtte vælge og flytte hvis han ville spille. Og han blev, og han har mere end en gang fortalt hvor mange ting han føler hangik glip af med mig og børnene, men som spillet slet ikke efterlod plads til at tænke over. Jeg er en skrap kælling i følge hans bror som han spillede med 10 timer hver dag, men jeg er ligeglad. Jeg gjorde hvad jeg var nødt til at gøre, regler og tider og snakke osv hjalp jo aldrig en skid. Man lader jo heller ikke en narkoman ta lidt coke hver dag, kold tyrker! :-)

det er altså os virkelig bevis på hvor vanedannende spillet kan være når en voksen mand græder osv fordi han ik kan få lov at spillet... Skræmmende.... Pyyyy