Fortjener han virkelig sit barn?

Anonym skriver:

:-(( undskyld at det bliver langt, men har VIRKELIG brug for råd og hjælp.

Sagen er den, mig og min kæreste har 2 FANTASTISKE børn. En på 2år og en på 4 mdr. Og en hund ;-)
De sidste 5-6 mdr har været elendige..
Kæresten, han er hele tiden sur, råber af både mig og mine børn + hund, skændtes og brokker sig over alt og det mindste.
Selvfølgelig er han også glad en gang imellem, men det andet overstykker bare det sidste gode der er..
Han vil aldrig snakke, og de sidste 5-6 uger har jeg prøvet så meget at snakke, men han siger 'åh stop dog, jeg gider ikke høre på det der! '

Det skal lige siges at siden han blev sygemeldt fra job for 8 uger siden er det kun gået med af bakke..
Det er gået så langt, at jeg nu tænker om det overhovedet skal være mig og ham mere.. Og med denne sætning græder mig hjerte! :-(
Tanken ved dele børn gør SÅ ondt! :-(

Jeg havde glædet mig så meget til at nyde min barsel, nyder tiden med den her lille mand vi nu fik. Men de sidste 6-7 uger er kun brugt på at være ked af han han hele tiden ødelægger stemningen og er sur og råber.. Og vores store er også begyndt at mærke det meget.. Åh :-(((((
Syntes jeg har prøvet alt for at få han til at forstå det, men uden held!
Han kommer tit med kommentaren til lille mand hvis han skal se efter han få minutter, 'for Helved, han skriger da også konstant' og hvis ikke det er den ene plageånd så er det fandme den anden' sådan noget kommer han med :-( det skal lige siges at vi har nemme børn. Græder nærmest aldrig.
Og vi har bare ikke haft den det forelskede tid over det nye menneske sammen, jeg hygger hele tiden om mine børn. Synger, kysser og ikke mindst er begyndt at 'beskytte' dem over deres far s:

Igår aftes, prøvede jeg endnu en gang at snakke da det igen var gået meget over gevind med at råde foran vores børn. Så sagde jeg at jeg havde snakket med en af vores fælles ven om det for jeg kunne ikke holde det ud i mit hovede mere. Og at jeg følte jeg bare ikke kunne gøre noget, for at det her blev bedre.. Først der kunne en snak fange hans opmærksomhed. Og selvfølgelig fik jeg total skæld ud. Men jeg har jo prøvet så mange gange med at snakke med ham :-( åh det er ikke Rart.

Hjælp hjælp hjælp mig, hvad skal jeg gøre :-(

En af symptomerne på stress/depression er netop smerter man ikke kan forklarer. Jeg synes i skal kontakte lægen og få ham afsted til noget psykolog der kan løsne op for problemerne, måske ville det være godt hvis I begge kom afsted engang imellem så I kan se om der er en løsning før du får nok..

Held og lykke 

AnjaB skriver:

En af symptomerne på stress/depression er netop smerter man ikke kan forklarer. Jeg synes i skal kontakte lægen og få ham afsted til noget psykolog der kan løsne op for problemerne, måske ville det være godt hvis I begge kom afsted engang imellem så I kan se om der er en løsning før du får nok..

Held og lykke 

Anonym skriver:

Jeg er bare sikker på, at jeg forklare det som du skriver. Bliver han møg sur og siger at det er mig der har et problem. Her hjemme er det altid mig den er gal med s:

Men det er da et forsøg hver. Og mange tak. Du hjælper virkelig!

Jamen hvis der er sådan, at alt er din skyld, er det så et sted du har lyst til at være? Skal dine børn lære at det er korrekt adfærd at skælde mor huden fuld og råbe og skrige??

Evt print denne debat ud til ham og bed ham læse det hele...

Hvis han ikke vil samarbejde og høre på dig, så ville jeg stille ham et dilemma med det samme.

Anonym skriver:

Jeg er bare sikker på, at jeg forklare det som du skriver. Bliver han møg sur og siger at det er mig der har et problem. Her hjemme er det altid mig den er gal med s:

Men det er da et forsøg hver. Og mange tak. Du hjælper virkelig!

Det sværeste er at erkende man har et problem, og alle undersøgelser viser jo desværre også at mænd er dem der har allersværeste ved at erkende de har brug for hjælp.

Jeg håber han tager din hånd, for jeg synes ikke du skal byde dig selv og dine børn at være i et liv hvor glæden er afløst af listefødder og skældud. 

hesøth skriver:

Jamen hvis der er sådan, at alt er din skyld, er det så et sted du har lyst til at være? Skal dine børn lære at det er korrekt adfærd at skælde mor huden fuld og råbe og skrige??

 

Evt print denne debat ud til ham og bed ham læse det hele...

 

Hvis han ikke vil samarbejde og høre på dig, så ville jeg stille ham et dilemma med det samme.

Anonym skriver:

Jeg har sagt at det skal stoppe nu. Sagde i går, hvis han ikke gad at høre på mig og gøre noget ved det her, så vil jeg ikke mere..
Så pegede han bare over på døren og sagde så pak dit lort og skrid s:

Øv for et kæmpefjols!

Men så er det jo det du skal. Pak dine guldklumper og tag hjem til noget familie eller venner straks....måske han får øjnene op, når han ser at du mener det alvorligt!

Anonym skriver:

Jeg har sagt at det skal stoppe nu. Sagde i går, hvis han ikke gad at høre på mig og gøre noget ved det her, så vil jeg ikke mere..
Så pegede han bare over på døren og sagde så pak dit lort og skrid s:

 Idiot! 

Hvis han synes han kan tale sådan til dig, depression eller ej, så pak! Tag væk med børnene, så han kan se at DÉT DER, det finder du dig ikke i. Han skal vide at du mener det! 

øv! Sikke en dum situation 

Anonym skriver:

Han er sygemeldt fordi han har fået ondt i ryggen.. Han har været diverse scanninger hvor der intet har været gal.

Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre s:

Jeg tror han lider af stress. Hvis der ikke synligt er noget galt med ryggen, så jan det jo godt være stress. Det kan man altså godt få "ondt i ryggen" af.

Og med stress kommer også ofte depression. Så han burde tage til lægen, og få en snak om sin sindstilstand.

hesøth skriver:

Øv for et kæmpefjols!

 

Men så er det jo det du skal. Pak dine guldklumper og tag hjem til noget familie eller venner straks....måske han får øjnene op, når han ser at du mener det alvorligt!

 

Anonym skriver:

:-(( undskyld at det bliver langt, men har VIRKELIG brug for råd og hjælp.

Sagen er den, mig og min kæreste har 2 FANTASTISKE børn. En på 2år og en på 4 mdr. Og en hund ;-)
De sidste 5-6 mdr har været elendige..
Kæresten, han er hele tiden sur, råber af både mig og mine børn + hund, skændtes og brokker sig over alt og det mindste.
Selvfølgelig er han også glad en gang imellem, men det andet overstykker bare det sidste gode der er..
Han vil aldrig snakke, og de sidste 5-6 uger har jeg prøvet så meget at snakke, men han siger 'åh stop dog, jeg gider ikke høre på det der! '

Det skal lige siges at siden han blev sygemeldt fra job for 8 uger siden er det kun gået med af bakke..
Det er gået så langt, at jeg nu tænker om det overhovedet skal være mig og ham mere.. Og med denne sætning græder mig hjerte! :-(
Tanken ved dele børn gør SÅ ondt! :-(

Jeg havde glædet mig så meget til at nyde min barsel, nyder tiden med den her lille mand vi nu fik. Men de sidste 6-7 uger er kun brugt på at være ked af han han hele tiden ødelægger stemningen og er sur og råber.. Og vores store er også begyndt at mærke det meget.. Åh :-(((((
Syntes jeg har prøvet alt for at få han til at forstå det, men uden held!
Han kommer tit med kommentaren til lille mand hvis han skal se efter han få minutter, 'for Helved, han skriger da også konstant' og hvis ikke det er den ene plageånd så er det fandme den anden' sådan noget kommer han med :-( det skal lige siges at vi har nemme børn. Græder nærmest aldrig.
Og vi har bare ikke haft den det forelskede tid over det nye menneske sammen, jeg hygger hele tiden om mine børn. Synger, kysser og ikke mindst er begyndt at 'beskytte' dem over deres far s:

Igår aftes, prøvede jeg endnu en gang at snakke da det igen var gået meget over gevind med at råde foran vores børn. Så sagde jeg at jeg havde snakket med en af vores fælles ven om det for jeg kunne ikke holde det ud i mit hovede mere. Og at jeg følte jeg bare ikke kunne gøre noget, for at det her blev bedre.. Først der kunne en snak fange hans opmærksomhed. Og selvfølgelig fik jeg total skæld ud. Men jeg har jo prøvet så mange gange med at snakke med ham :-( åh det er ikke Rart.

Hjælp hjælp hjælp mig, hvad skal jeg gøre :-(

Selvfølgelig fortjener han sine børn. Tænker lidt, at når nogle kvinder siger de vil Gøre livet forbi og ikke leve mere osv, så er der ingen som nævner at de ikke fortjener deres børn, tværtimod så forsøger alle og snakke personerne til fornuft, samt at  råde dem til at søge hjælp. 

De kvinder fortjener stadig deres børn, så din mand fortjener bestemt os hans/jeres børn. 

Du skriver at din mand er sygemeldt, jeg ved af erfaring fra flere par, hvor manden enten har mistet sit job eller er sygemeldt, så Gør det noget i mænd, så de føler sig nedværdige. Det Gør noget i mænd, når de står i en situation, hvor de må erkende at det kunne de ikke klare. Tror din mand er lidt magtesløs lige nu, og som andre skriver, måske har han fået en desperation, så hans måde at udtrykke sig på over for dig og børnene Evt er et råb om hjælp.

Håber i finder en løsning.