Fortjener han virkelig sit barn?

:-(( undskyld at det bliver langt, men har VIRKELIG brug for råd og hjælp.

Sagen er den, mig og min kæreste har 2 FANTASTISKE børn. En på 2år og en på 4 mdr. Og en hund ;-)
De sidste 5-6 mdr har været elendige..
Kæresten, han er hele tiden sur, råber af både mig og mine børn + hund, skændtes og brokker sig over alt og det mindste.
Selvfølgelig er han også glad en gang imellem, men det andet overstykker bare det sidste gode der er..
Han vil aldrig snakke, og de sidste 5-6 uger har jeg prøvet så meget at snakke, men han siger 'åh stop dog, jeg gider ikke høre på det der! '

Det skal lige siges at siden han blev sygemeldt fra job for 8 uger siden er det kun gået med af bakke..
Det er gået så langt, at jeg nu tænker om det overhovedet skal være mig og ham mere.. Og med denne sætning græder mig hjerte! :-(
Tanken ved dele børn gør SÅ ondt! :-(

Jeg havde glædet mig så meget til at nyde min barsel, nyder tiden med den her lille mand vi nu fik. Men de sidste 6-7 uger er kun brugt på at være ked af han han hele tiden ødelægger stemningen og er sur og råber.. Og vores store er også begyndt at mærke det meget.. Åh :-(((((
Syntes jeg har prøvet alt for at få han til at forstå det, men uden held!
Han kommer tit med kommentaren til lille mand hvis han skal se efter han få minutter, 'for Helved, han skriger da også konstant' og hvis ikke det er den ene plageånd så er det fandme den anden' sådan noget kommer han med :-( det skal lige siges at vi har nemme børn. Græder nærmest aldrig.
Og vi har bare ikke haft den det forelskede tid over det nye menneske sammen, jeg hygger hele tiden om mine børn. Synger, kysser og ikke mindst er begyndt at 'beskytte' dem over deres far s:

Igår aftes, prøvede jeg endnu en gang at snakke da det igen var gået meget over gevind med at råde foran vores børn. Så sagde jeg at jeg havde snakket med en af vores fælles ven om det for jeg kunne ikke holde det ud i mit hovede mere. Og at jeg følte jeg bare ikke kunne gøre noget, for at det her blev bedre.. Først der kunne en snak fange hans opmærksomhed. Og selvfølgelig fik jeg total skæld ud. Men jeg har jo prøvet så mange gange med at snakke med ham :-( åh det er ikke Rart.

Hjælp hjælp hjælp mig, hvad skal jeg gøre :-(

Jeg tænker han har en depression... så ville få ham til læge..

Det var også min første tanke at det var en depression.. Hvis der både er noget på arbejdet og en ny baby..

Anonym skriver:

:-(( undskyld at det bliver langt, men har VIRKELIG brug for råd og hjælp.

Sagen er den, mig og min kæreste har 2 FANTASTISKE børn. En på 2år og en på 4 mdr. Og en hund ;-)
De sidste 5-6 mdr har været elendige..
Kæresten, han er hele tiden sur, råber af både mig og mine børn + hund, skændtes og brokker sig over alt og det mindste.
Selvfølgelig er han også glad en gang imellem, men det andet overstykker bare det sidste gode der er..
Han vil aldrig snakke, og de sidste 5-6 uger har jeg prøvet så meget at snakke, men han siger 'åh stop dog, jeg gider ikke høre på det der! '

Det skal lige siges at siden han blev sygemeldt fra job for 8 uger siden er det kun gået med af bakke..
Det er gået så langt, at jeg nu tænker om det overhovedet skal være mig og ham mere.. Og med denne sætning græder mig hjerte! :-(
Tanken ved dele børn gør SÅ ondt! :-(

Jeg havde glædet mig så meget til at nyde min barsel, nyder tiden med den her lille mand vi nu fik. Men de sidste 6-7 uger er kun brugt på at være ked af han han hele tiden ødelægger stemningen og er sur og råber.. Og vores store er også begyndt at mærke det meget.. Åh :-(((((
Syntes jeg har prøvet alt for at få han til at forstå det, men uden held!
Han kommer tit med kommentaren til lille mand hvis han skal se efter han få minutter, 'for Helved, han skriger da også konstant' og hvis ikke det er den ene plageånd så er det fandme den anden' sådan noget kommer han med :-( det skal lige siges at vi har nemme børn. Græder nærmest aldrig.
Og vi har bare ikke haft den det forelskede tid over det nye menneske sammen, jeg hygger hele tiden om mine børn. Synger, kysser og ikke mindst er begyndt at 'beskytte' dem over deres far s:

Igår aftes, prøvede jeg endnu en gang at snakke da det igen var gået meget over gevind med at råde foran vores børn. Så sagde jeg at jeg havde snakket med en af vores fælles ven om det for jeg kunne ikke holde det ud i mit hovede mere. Og at jeg følte jeg bare ikke kunne gøre noget, for at det her blev bedre.. Først der kunne en snak fange hans opmærksomhed. Og selvfølgelig fik jeg total skæld ud. Men jeg har jo prøvet så mange gange med at snakke med ham :-( åh det er ikke Rart.

Hjælp hjælp hjælp mig, hvad skal jeg gøre :-(

Ja hvorfor er han sygemeldt fra sit job?

Det er synd for manden, hvis han er syg, men at smide depressionskortet som undskyldning for at terrorisere sin familie i flere måneder....dét er sgu trist.

Bed ham gå til lægen...og hvis han ikke vil det, så må du tage ungerne med til dine forældre el. lign, så I kan få fred - og han kan tænke lidt over tingene.

 

at hann ikke arbejder mere, at der ikke er "noget" (ikke de samme) at vågne op til,de kann gøre meget med ens personlighed Og måske som de andre siger   depression

Ja, det kunne lyde som om han har fået en depression, så jeg synes som andre har været inde på at du skal få ham til lægen og få ham i behandling.

Fortjener han sit barn, selvfølgelig gør han det.

Men hvad der er mere vigtigt, og noget man aldrig må glemme så fortjener dit barn at have sin far. Så skulle i ende med at gå fra hinanden, så har dit barn et krav på at have kontakt til sin far, at nægte et barn kontakt med den ene forælder, udover i sager hvor det kan være fysisk/psykisk skadeligt for barnet, er en forbrydelse mos barnet.

:-(( undskyld at det bliver langt, men har VIRKELIG brug for råd og hjælp.

Sagen er den, mig og min kæreste har 2 FANTASTISKE børn. En på 2år og en på 4 mdr. Og en hund ;-)
De sidste 5-6 mdr har været elendige..
Kæresten, han er hele tiden sur, råber af både mig og mine børn + hund, skændtes og brokker sig over alt og det mindste.
Selvfølgelig er han også glad en gang imellem, men det andet overstykker bare det sidste gode der er..
Han vil aldrig snakke, og de sidste 5-6 uger har jeg prøvet så meget at snakke, men han siger 'åh stop dog, jeg gider ikke høre på det der! '

Det skal lige siges at siden han blev sygemeldt fra job for 8 uger siden er det kun gået med af bakke..
Det er gået så langt, at jeg nu tænker om det overhovedet skal være mig og ham mere.. Og med denne sætning græder mig hjerte! :-(
Tanken ved dele børn gør SÅ ondt! :-(

Jeg havde glædet mig så meget til at nyde min barsel, nyder tiden med den her lille mand vi nu fik. Men de sidste 6-7 uger er kun brugt på at være ked af han han hele tiden ødelægger stemningen og er sur og råber.. Og vores store er også begyndt at mærke det meget.. Åh :-(((((
Syntes jeg har prøvet alt for at få han til at forstå det, men uden held!
Han kommer tit med kommentaren til lille mand hvis han skal se efter han få minutter, 'for Helved, han skriger da også konstant' og hvis ikke det er den ene plageånd så er det fandme den anden' sådan noget kommer han med :-( det skal lige siges at vi har nemme børn. Græder nærmest aldrig.
Og vi har bare ikke haft den det forelskede tid over det nye menneske sammen, jeg hygger hele tiden om mine børn. Synger, kysser og ikke mindst er begyndt at 'beskytte' dem over deres far s:

Igår aftes, prøvede jeg endnu en gang at snakke da det igen var gået meget over gevind med at råde foran vores børn. Så sagde jeg at jeg havde snakket med en af vores fælles ven om det for jeg kunne ikke holde det ud i mit hovede mere. Og at jeg følte jeg bare ikke kunne gøre noget, for at det her blev bedre.. Først der kunne en snak fange hans opmærksomhed. Og selvfølgelig fik jeg total skæld ud. Men jeg har jo prøvet så mange gange med at snakke med ham :-( åh det er ikke Rart.

Hjælp hjælp hjælp mig, hvad skal jeg gøre :-(

Det er IKKE okay at råbe foran sine børn. Det ved du jo allerede, og du gør hvad du kan for at beskytte dem. Men han burde også vide det.

Som de andre skriver, så lyder det som om han har nogle seriøse psykiske problemer. Om det lige er en depression ved jeg ikke, men det virker sådan.

Jeg plejer at være fortaler for at man giver forholdet en chance, og det synes jeg sådan set også at du skal gøre, men det er ikke fair overfor dine børn at de skal vokse op i sådan et forpestet miljø. Så som en anden også forslår: Har du mulighed for at flytte hjem til familie eller en ven en periode? Så han forstår at nu er det altså alvor.

Og så skal I have noget hjælp! Jeg tror simpelthen ikke på at I kan komme igennem det her alene. Hvis han har en depression, eller kan få en anden diagnose, så skal han medicineres og i terapi. Han skal forstå at hans opførsel er uaceptabel og han skal tage ansvar for sin familie.

Snak med jeres læge. Snak med din SP. Det må kunne lade sig gøre at få noget hjælp til ham og noget parterapi til jer sammen.

sådan som du beskriver ham efter hans sygemelding ville jeg smide ham til lægen så hurtigt som muligt...

det er næsten en præcis beskrivelse af min kæreste da han gik ned med stressrelateret depression...

vores læge lyttede ikke dengang så idag sidder han og har fået men af at den var ubehandlet i 4 år førend vi flyttede fik en ny læge og så han kom i behandling fra nærmest dag 1 af...

han kommer sig nok aldrig helt siger psykiatrien så kan virkelig ikke sige nok at det er NU der skal ske noget...

og vil han ikke selv lave en tid hos lægen til snak så laver du en og siger at nu skal I til lægen sørg for at ungerne bliver passet hvis I har mulighed for det og så afsted til lægen og fortæl åbent og ærligt til lægen hvad der sker og om denne kan se en mulighed for hjælp til din kæreste hvor han også selv føler at han kan være med..

giv kæresten ultimatummet at enten finder han selv til lægen og beder om hjælpen eller også så tager du til lægen og starter det for ham....

min kæreste søgte hjælp da vi fik sønnen og han selv kunne mærke at han havde svært ved at styre temperamentet de dage hvor han græd meget... startede ellers også med at være et æsel med henblik på behandling... men det har hjulpet.. det var en kamp men det har hjulpet...

 

ønsker Jer det bedste fremad...

hesøth skriver:

Ja hvorfor er han sygemeldt fra sit job?

Det er synd for manden, hvis han er syg, men at smide depressionskortet som undskyldning for at terrorisere sin familie i flere måneder....dét er sgu trist.

Bed ham gå til lægen...og hvis han ikke vil det, så må du tage ungerne med til dine forældre el. lign, så I kan få fred - og han kan tænke lidt over tingene.

 

Han er sygemeldt fordi han har fået ondt i ryggen.. Han har været diverse scanninger hvor der intet har været gal.

Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre s:

Liliane Morriello skriver:

Ja, det kunne lyde som om han har fået en depression, så jeg synes som andre har været inde på at du skal få ham til lægen og få ham i behandling.

Fortjener han sit barn, selvfølgelig gør han det.

Men hvad der er mere vigtigt, og noget man aldrig må glemme så fortjener dit barn at have sin far. Så skulle i ende med at gå fra hinanden, så har dit barn et krav på at have kontakt til sin far, at nægte et barn kontakt med den ene forælder, udover i sager hvor det kan være fysisk/psykisk skadeligt for barnet, er en forbrydelse mos barnet.

Nu var den overskrift heller ikke ment ordret! Jeg kunne aldrig finde på at forbyde mine børn at se deres far, aldrig.. Men syntes tit at jeg tænker at de fortjener bedre.. At få at vide af ens far at man er en møgunge, skrigehals, plageånd, træls og stressende må ikke være rart!