Han lyver....

I min verden så tror jeg du skal hjælpe ham med at forstå at han er god nok. Lære ham fordelene ved at fortælle sandheden. sæt dig ned med ham og fortæl ham stille og roligt at

• Du bliver ked af det når han lyver
• at han bliver nødt til at forstå at det ikke hjælper noget hvis tingene bliver baseret på løgne. Det er svært at stole på ham. 
• At i bliver nødt til at indgå en aftale hvor han skal lære at sige sandheden uden at få høvl, og hvor du også bekræfter ham i at han er god nok. 

Jeg tænker at en partearpeut ville være en ide. Eller en præst måske.!? De er uddannede til at rådgive par i hvordan man er et par. 

Han skal jo også kunne stole på dig for at turde at fortælle dig sandheden.  

Anonym skriver:

Nej, har faktisk aldrig taget det op hvor det ikke har været aktuelt. Men det lyder som en rigtig god ide at gøre det. Så vi ligesom begge er mere afslappede og ikke i angreb/forsvars position.

Her for et par timer siden da jeg konfronterede ham med løgnen fra i morges, gik det virkelig skidt, og jeg fik også bare at vide at jeg aldrig stolede på ham (svært at stole på en der lyver), og at han ikke kunne gøre noget rigtigt.... Og det tyder jo på at du har ret i det med selvværdet...

Følgende skriver jeg IKKE fordi du skal tage skylden på dine skuldre, men når du skal snakke med ham, er det en rigtig god idé hvis du kan tage udgangspunkt i dig selv. Fortæl ham at du har svært ved at stole på ham igen fordi han har før har fortalt løgne. At du har brug for hans hjælp til at komme af med din usikkerhed.

Fortæl ham hvorfor du er glad for ham. Der må jo være en grund til at du har besluttet dig for at du gerne vil sætte et barn i verden sammen med netop ham.

Og så må du jo fortælle ham at du har en fornemmelse af at han ikke er glad. At han skjuler sig selv bag en facade, og du er bange for at det er fordi han ikke forstår hvor glad du er for ham.

Hvis jeg var dig ville jeg ikke tage udgangpunkt i løgnene.

Anonym skriver:

Ja, jeg tror også han lyver for at undgå konflikt.
Men det der er mærkeligt er at nogle af tingene ikke er noget jeg ville blive sur over, men det kan selvfølgelig være han tror jeg ville blive sur, og derfor lyver.
Og jeg kan sagtens se det smarte i at være opmærksom på ikke at ryge op i det røde felt, for netop at undgå at hans trang til at lyve melder sig.... Men omvendt har jeg det også sådan lidt, at hvis han har lavet noget lort, har jeg ret til at reagere på det. Og at jeg reagerer på at han dummer sig, ikke er ensbetydende med at det er i orden at lyve om det næste gang.

Hvis din indstilling er at du har "ret" til at blive sur, så tror jeg ikke at I får løst jeres problem. Ja, du har ret til at blive sur. Det er jeg helt enig i. Men du får ikke noget ud af det. Eller jo det gør du, at han trækker sig endnu længere ind i sig selv og bliver ved med at lyve. Du er den stærke part i den her konflikt, selvom det måske ikke virker sådan. Så derfor bliver du også nødt til at finde overskuddet til at være generøs.

Det er i hvert fald min holdning - og herhjemme har det hjulpet.

Åh ha. Jeg har været i et forhold, hvor min x løj om stort og småt fra dag 1 af og hver gang jeg konfronterede ham, så fandt han på andre løgne, for at dække over de gamle, eller lovede bod og bedring indtil den næste løgn, så efter et stykke tid kunne jeg bare ikke mere, selvom jeg elskede ham og var 6 mdr. henne men pga. hans løgne og andre ting, var jeg simpelthen nødt til at komme væk.
Jeg får helt ondt i maven, når jeg læser dit indlæg, så jeg er nok i EM helt anden grøft end de fleste og vil bare sige forlad ham mens du kan.

Jeg tænker om han lyver for at slippe for konflikter. Hvordan reagerer du når han har gjort noget du ikke synes var i orden? Kan det være årsagen? Det kan være du synes det er småting, men at din kæreste tror at det er en ting du bliver hamrende sur over.

Først: Dette er ikke din skyld. Det er et mønster han har haft, før han traf dig.

For det andet: Jeg får helt ondt i maven af at læse, det du skriver. Min X gjorde som du beskrev. Da han mistede arbejdet blev det bare værre og værre. Jeg prøvede at være forstående og rummelig - når det var uvigtige ting. Når det var vigtige ting som "Ja, jeg har betalt den regning", reagerede jeg. Jeg støttede og forsøgte at aflaste ham det jeg kunne. Det var indtil han løj mig lige op i ansigtet uden at jeg opdagede det - og jeg så bagefter opdager at jo, han var utro, selvom han nægtede. Som sagt, i dag er han X. Jeg har gået mange mange runder med mig selv, men jeg klarer ikke at leve i et godt forhold med et menneske, jeg virkelig ikke kan stole på og som selv tror på sine løgne. Mistro, usikkerhed og manglende tillid. Det er ikke sådan et forhold skal være. 

For det tredje: Hvis han selv ser og indrømmer, at han har et problem, så er der muligvis håb for, at ting kan blive bedre i fremtiden. Hvis ikke, så tror jeg, du må finde ud af, hvor dine egne grænser går og om en fremtid på denne måde er indenfor eller udenfor disse grænser.

 Ønsker dig det bedste.