Han lyver....

VråJepsen skriver:

Det lyder umiddelbart som om han har et problem han ikke selv kan styre, jeg tror det kræver hjælp for ham at komme ud af..

Det er jo "ligegyldige" ting han lyver om, og ja synes også det virker sygeligt..

Har det altid været sådanne?

Jeg ved faktisk ikke om det altid har været sådan. Men det har i hvert fald været sådan længe og jeg tror også jeg opdager flere løgne nu end jeg måske tidligere har gjort fordi jeg er opmærksom på at han lyver.

Pikku Myy skriver:

Ved du om han har en grund til at lyve? En afhængighed (stoffer/spil ...), affære eller lignende? Måske føler haner god nok til dig og skaber den verden han mener du fortjener? Ikke at han mener du fortjener løgnene, men måske er han så indhyllet i det hele at det næsten er ægte for ham, og han derfor ikke kan se at du kan gennemskue det ...

Altså jeg tror ikke han har en affære eller lignende. Og selvom jeg selfølgelig ikke ville ønske han havde, ville det dog alligevel give mig forståelse for grunden til at lyve hvis han havde!

Jeg tror godt det kan tænkes at han lyver for at jeg får eet som jeg vil have det. Altså at han siger det han tror jeg vil høre. Men det er jo åndssvagt, for når jeg bliver ked af det over hans løgne er det sjældent pga. det han lyver om, men selve det at han lyver for mig!

Mor11 skriver:

Har du spurgt ham HVORFOR han lyver? Det er jo småting han lyver omkring, så det er jo ikk normal adfærd. 

Måske, hvis han ærligt ikke ved hvorfor han gør det, vil indvillige i at smutte til lægen og få en henvisning til et passende sted. Ved ikke om det er psykolog eller lign. Det virker jo lidt som en tvangsting når det foregår som det gør. Eller er jeg helt galt på den? 

Jeg har spurgt men får ikke rigtig et ordentligt svar. Det eneste jeg kan se er at han ofte lyver for at få sig selv til at fremstå bedre eller fremstå som jeg forventer eller som han tror jeg forventer. Så mit gæt er at han lyver for mig for at få mig til at tro han er perfekt.

Jeg var ikke klar over det er noget man kan vende med lægen, men det skal jeg da helt sikkert foreslå ham.

Ja som overskriften siger lyver min kæreste. Det er om småting, i hvert fald de løgne jeg har opdaget. Men det resulterer jo i at jeg, når han fortæller mig noget, sidder og overvejer hvorvidt det er en løgn og om jeg orker at konfrontere ham. Hvis jeg konfronterer ham kommer han enten med en kringlet forklaring der også er løgn eller også indrømmer han og lover at stoppe. Men det stopper ikke. Her i morges siger han til mig 'jeg har lige ringet og meldt mig syg.' (Han er på kontanthjælp) jeg er efterhånden ret god til at spotte en løgn og var med det samme sikker på han løj så gad ikke rigtig svare. Så udvidede han løgnen yderligere uden jeg havde bedt om mere info! Jeg ved han ikke har foretaget det opkald. Vi bor på 50kvadratmeter og er ret sikker på jeg havde hørt hvis han havde haft en samtale.... og ja så tjekker jeg mobilen og det sidste opkald blev foretaget til en ven igår aftes. Dette var bare ét ud af mange tilfælde. Har også været udsat for at han har ændret sit eget nr på mobilen til den persons navn han ønsker at modtage en sms fra, og derefter sendt smser til sig selv som han har vist mig. Altså jeg synes jo det er sygelig adfærd, og føler mig vildt krænket af at hsm der påstår at elske mig lyver mig op i ansigtet i tide og utide om ligegyldige ting... Hvilke vigtige ting mon han så lyver om?

Jeg har jo før konftonteret ham og sagt jeg ikke vil have det, men det er åbenbart ikke vigtigt for ham. Så hvad bør jeg gøre? Sige det igen og se om han stopper? Altså jeg er helt på bar bund, for kan slet ikke sætte mig ind i hans adfærd! Hvad havde i gjort????

Det lyder som om han har det problem som mange mænd har: At han lyver for at undgå konflikt. Han lyver fordi han ved/tror at der bliver problemer ved at fortælle sandheden. Og hans selvværd er muligvis så lavt at han ikke orker at blive mindet om at han ikke er god nok, så derfor lyver han for at skjule sine fejl.

Min erfaring med min egen mand, som har haft det samme problem (og stadig har det i en mildere grad) er at man bliver nødt til at være et meget rummeligt menneske. Han skal lære at når han fortæller sandheden, så får han ikke et møgfald. Herhjemme har min mand lært at det er okay at sige sandheden, fordi jeg "belønner" ham ved at være forstående. 

Det er selvfølgelig nemmere sagt end gjort, og både min mand og jeg falder i fælden engang imellem, men det er blevet meget bedre end det var i starten.

PS: Han kan ikke få en læge-henvisning til en psykolog p.g.a. det her problem, der skal meget mere alvorlige ting til, som f.eks et dødsfald i familien eller en depression (ikke at jeres problem ikke er alvorligt, men du forstår...).

Anonym skriver:

Altså jeg tror ikke han har en affære eller lignende. Og selvom jeg selfølgelig ikke ville ønske han havde, ville det dog alligevel give mig forståelse for grunden til at lyve hvis han havde!

Jeg tror godt det kan tænkes at han lyver for at jeg får eet som jeg vil have det. Altså at han siger det han tror jeg vil høre. Men det er jo åndssvagt, for når jeg bliver ked af det over hans løgne er det sjældent pga. det han lyver om, men selve det at han lyver for mig!

Har du nogensinde prøvet at snakke med ham om det, hvor der ikke er en aktuel "sag" i gang? Jeg mener et tidspunkt, hvor det ikke er en reaktion på at han har "fejlet".

Hvis han lyver fordi han føler at han ikke kan give dig det du fortjener, er hans selvværd nok ikke voldssomt højt. Jeg tvivler meget på at han hører andet end at han igen har fejlet og så fortsætter spiralen.

modesty skriver:

Det lyder som om han har det problem som mange mænd har: At han lyver for at undgå konflikt. Han lyver fordi han ved/tror at der bliver problemer ved at fortælle sandheden. Og hans selvværd er muligvis så lavt at han ikke orker at blive mindet om at han ikke er god nok, så derfor lyver han for at skjule sine fejl.

Min erfaring med min egen mand, som har haft det samme problem (og stadig har det i en mildere grad) er at man bliver nødt til at være et meget rummeligt menneske. Han skal lære at når han fortæller sandheden, så får han ikke et møgfald. Herhjemme har min mand lært at det er okay at sige sandheden, fordi jeg "belønner" ham ved at være forstående. 

Det er selvfølgelig nemmere sagt end gjort, og både min mand og jeg falder i fælden engang imellem, men det er blevet meget bedre end det var i starten.

PS: Han kan ikke få en læge-henvisning til en psykolog p.g.a. det her problem, der skal meget mere alvorlige ting til, som f.eks et dødsfald i familien eller en depression (ikke at jeres problem ikke er alvorligt, men du forstår...).

Ja, jeg tror også han lyver for at undgå konflikt.
Men det der er mærkeligt er at nogle af tingene ikke er noget jeg ville blive sur over, men det kan selvfølgelig være han tror jeg ville blive sur, og derfor lyver.
Og jeg kan sagtens se det smarte i at være opmærksom på ikke at ryge op i det røde felt, for netop at undgå at hans trang til at lyve melder sig.... Men omvendt har jeg det også sådan lidt, at hvis han har lavet noget lort, har jeg ret til at reagere på det. Og at jeg reagerer på at han dummer sig, ikke er ensbetydende med at det er i orden at lyve om det næste gang.

Pikku Myy skriver:

Har du nogensinde prøvet at snakke med ham om det, hvor der ikke er en aktuel "sag" i gang? Jeg mener et tidspunkt, hvor det ikke er en reaktion på at han har "fejlet".

Hvis han lyver fordi han føler at han ikke kan give dig det du fortjener, er hans selvværd nok ikke voldssomt højt. Jeg tvivler meget på at han hører andet end at han igen har fejlet og så fortsætter spiralen.

Nej, har faktisk aldrig taget det op hvor det ikke har været aktuelt. Men det lyder som en rigtig god ide at gøre det. Så vi ligesom begge er mere afslappede og ikke i angreb/forsvars position.

Her for et par timer siden da jeg konfronterede ham med løgnen fra i morges, gik det virkelig skidt, og jeg fik også bare at vide at jeg aldrig stolede på ham (svært at stole på en der lyver), og at han ikke kunne gøre noget rigtigt.... Og det tyder jo på at du har ret i det med selvværdet...

Tænker om han måske også lyver for sig selv (altså ikke forstået så han tror han har ringet, men han kan bygge en plausibel historie op der gør alt lige som glider nemmere) og når du konfronterer ham med de løgne du opdager, så går du ind og rykker ved det billede han gerne vil vise dig, omverden og ikke mindst sig selv. 

hvorfor skulle han lyve om at ringe og melde sig syg - har aldrig været  kontanthjælp så ved egentlig ikke hvad det betyder for dagen? Er det en jeg er for syg til at søge et arbejde og derfor kan jeg godt ditten og datten, og det er derfor de ikke lige ansatte mig eller hvad er det? 

Jeg tror varm mange af de andre skriver ville tage en snak med ham om du kan lide ham som han er og ikke den han prøver at være, og så måske prikke lidt og finde ud hvordan han har det egentlig selv. For hvorfor skrive SMSer til sig selv og udgive sig for en anden, er det for at imponere, er det for at vise jeg har ret - hvad er det der driver en der ud?

jeg ville ikke sætte forholdet ind som pris, og jeg ville ikke sige det var  værre fordi barn eller hvad man kan finde på i desperation over man ikke forstår. Jeg ville appelere til han hjalp mig med at forstå og se det som enten sygeligt (lyst løgner) eller et lille råb om hjælp

lineog4 skriver:

Tænker om han måske også lyver for sig selv (altså ikke forstået så han tror han har ringet, men han kan bygge en plausibel historie op der gør alt lige som glider nemmere) og når du konfronterer ham med de løgne du opdager, så går du ind og rykker ved det billede han gerne vil vise dig, omverden og ikke mindst sig selv. 

hvorfor skulle han lyve om at ringe og melde sig syg - har aldrig været  kontanthjælp så ved egentlig ikke hvad det betyder for dagen? Er det en jeg er for syg til at søge et arbejde og derfor kan jeg godt ditten og datten, og det er derfor de ikke lige ansatte mig eller hvad er det? 

Jeg tror varm mange af de andre skriver ville tage en snak med ham om du kan lide ham som han er og ikke den han prøver at være, og så måske prikke lidt og finde ud hvordan han har det egentlig selv. For hvorfor skrive SMSer til sig selv og udgive sig for en anden, er det for at imponere, er det for at vise jeg har ret - hvad er det der driver en der ud?

jeg ville ikke sætte forholdet ind som pris, og jeg ville ikke sige det var  værre fordi barn eller hvad man kan finde på i desperation over man ikke forstår. Jeg ville appelere til han hjalp mig med at forstå og se det som enten sygeligt (lyst løgner) eller et lille råb om hjælp

I dag, da jeg konfronterede ham, der blev han for det første ret vrissen, og så sagde han "nåh, men det er min opfattelse at jeg ringede.".
Faktisk er jeg ret chokeret over at han ikke bare sagde ok jeg har løjet eller et eller andet, når den ikke rigtig er til at komme ud af. Men bliver sgu også en kende nervøs for om han selv tror på løgnen for så bliver det da først virkelig mærkeligt!
Men jeg tror du har ret i at jeg rykker ved alt det han "bygger op", når jeg går ind og konfronterer ham, og det har han enormt svært ved at håndtere. Altså vi er ude i at han forlod hjemmet for 2,5 time siden, og da jeg ringede for lidt siden for at høre hvornår han kom hjem, sagde han til mig at det vidste han ikke for han var stadig meget sur på mig, og gad ikke tale med mig...... Så det er sgu lidt svært .....

Men ja, må vel vente til at han er kølet af så vi kan snakke om det... Og finde ud af hvad der er grunden til denne opførsel

Anonym skriver:

I dag, da jeg konfronterede ham, der blev han for det første ret vrissen, og så sagde han "nåh, men det er min opfattelse at jeg ringede.".
Faktisk er jeg ret chokeret over at han ikke bare sagde ok jeg har løjet eller et eller andet, når den ikke rigtig er til at komme ud af. Men bliver sgu også en kende nervøs for om han selv tror på løgnen for så bliver det da først virkelig mærkeligt!
Men jeg tror du har ret i at jeg rykker ved alt det han "bygger op", når jeg går ind og konfronterer ham, og det har han enormt svært ved at håndtere. Altså vi er ude i at han forlod hjemmet for 2,5 time siden, og da jeg ringede for lidt siden for at høre hvornår han kom hjem, sagde han til mig at det vidste han ikke for han var stadig meget sur på mig, og gad ikke tale med mig...... Så det er sgu lidt svært .....

Men ja, må vel vente til at han er kølet af så vi kan snakke om det... Og finde ud af hvad der er grunden til denne opførsel

Ærligt - jeg tror du skal træde varsomt og ikke fare frem med bål og brand, og kan jeg overhovedet stole på dig og hvad lærer vi barnet osv osv osv 

lyder som du er inde og pille ved hans selverkendelse og det baserer jeg mest på de SMSer som han selv skriver og viser dig. Han skal også være parat og ikke mindst tryg nok til bare at være. Og ja nogen gange kan vi altså fortælle løgnen så mange gange og få viklet den ind i så stort et net så vi næsten ender med selv at tro på den. Blive dybt påståelige og ligefrem lede efter billedet blandt minerne der viser man i hvert fald har ret. Det mærkelige og alarmklokkerne bør ringe når løgnene bliver mere reglen end undtagelsen og man ligefrem fabrikere beviserne fremfor at trække på skuldrene.