hvordan tackler vi det lige :/

Dorthe1986 skriver:

Kan huske at I starten med min Emil, når vi skulle besøge svigerfamilien, blev der også ofte stillet spørgsmål. Ikke bebrejdende eller belærende, men kunne godt mærke de syntes jeg gjorde tingene på en anden mådeen dem og det undrede de sig over. Jeg svarede bare "jamen det er sådan jeg gør og det trives Emil rigtig godt med".

En gang skete der dog noget hvor jeg blev allerhelveds rasende indeni. Det var her omkring påsketid i år. Da kom Emils farmor og hendes kæreste. Vi sidder så og spiser frokost og jeg har så kogt et æg til hver. Emil får et æg og sidde med, men efter lidt tid taber han det. Nå men der er jo ikke rigtig flere æg, så da Emil beder om et æg mere (det troede jeg han gjorde) og jeg måtte sige nej, så blev han jo rigtig ked af det og sur. Min måde at tackle det på er at ae hans arm og tale roligt til ham. Så hører jeg gudhjælpemig farmor sidde og tale til Emils far som om jeg slet ikke er der "ej, hun skal ikke gøre sådan, hun skal bare ignorere ham". Da sagde jeg bare "jeg ignorerer under ingen omstændigheder mit barn når han er ked af det". Og så blev hun ellers ved! Jeg siger dig havde Emil ikke været der, var jeg blevet rasende! Og det viser sig så at det ikke var et helt æg Emil ville have men de skiver der lå til overs i æggedeleren. Så da jeg fandt ud af at det var en misforståelse så ville jeg selvfølgelig give ham dem. Men så forhindrede hans far mig i det, for så ville drengen jo få sin vilje?! Dengang var jeg sådan lidt konfliktsky, men ærgrer mig over at jeg ikke sagde "nå så næste gang jeg misforstår dig, så skal jeg også straffe dig eller hvad?"

Men mit råd er at sige det råt for usødet. For når svigermor reagerer som hun gør, så nytter det ikke at pakke det ind. Men jeg er sgu også blevet så hård i filten efter jeg er blevet alenemor, så jeg gider simpelthen ikke finde mig i noget ;-)

Det lyder bestemt heller ikke som en rar oplevelse tænk at sige sådan, når du står og kan høre det! Det var godt du handlede på det, jeg vil gøre det samme fremover. 

Vi kender nu engang vores unger bedst selv, selvom det kan være svært for nogle forældre/svigerforældre at forstå.

tak fordi du ville dele- er rart man ikke er den eneste i verden, der har eller har haft nogle af de samme følelser/frustrationer

Anonym skriver:

Kan virkelig genkende de ting du beskriver, og det havde også været nemmere for mig at træde mere i karakter, hvis det havde været mine forældre, fordi svigerfamilien vil man jo rigtig gerne undgå at lægge sig ud med, specielt for min mands skyld. Det må ikke være rart for ham.

Syntes du gjorde det helt rigtige, og ja jeg må sku tUde lidt, det kommer nok helt af sig selv, når vi tager hul på snakken. 

Det er dejligt, at det hjalp så meget i jeres tilfælde. Håber på det bliver ligesådan her. Det er også helt i orden at komme med lidt gode råd, det er slet ikke det, men det er også meget måden det bliver sagt på. 

 

 

 

 Til dig

Jeg håber også at din svigermor kan se at i mener det alvorligt, når i tager snakken. Lad være at pakke det pænt ind, hun tager det tydeligvis ikk seriøst når man ser på hendes tidligere reaktioner. Det er JER der er nye forældre og står med usikkerheden, så hun skal pakke sit ynk væk!  

held og lykke, håber på det bedste 

Mor11 skriver:

Jeg håber også at din svigermor kan se at i mener det alvorligt, når i tager snakken. Lad være at pakke det pænt ind, hun tager det tydeligvis ikk seriøst når man ser på hendes tidligere reaktioner. Det er JER der er nye forældre og står med usikkerheden, så hun skal pakke sit ynk væk!  

held og lykke, håber på det bedste 

Tak

Anonym skriver:

Det der er svært er at hun altid begynder at græde, så man skal have ondt af hende. 

og så er det svært, da min kæreste selvfølgelig gerne vil have at de ses. Men ja det er vores datters behov og trivsel, der kommer 100% i første række, og jeg må bare lære at sige tingene lidt mere konsekvent tror jeg.

Er også meget ubehageligt at jeg skal være så anspændt når vi er sammen, og er sikker på det er det min datter mærker. Hun er normalt aldrig et barn der skriger og græder i flere timer, men gør hun desværre altid når de er her. Så kan godt forstå de tror hun altid græder, for det gør hun jo når de er her. 

Det er nederdrægtigt at skulle håndtere folk, som mer eller mindre bevidst forsøger at manipulere sine omgivelser ved hjelp af gråd og følelsesudbrud. Kender til det, og er man et almindelig høfligt menneske er det ikke så enkelt at håndtere. Hun er vant til at få sin vilje på den måde - men nu er det ikke hende, som er centrum for denne sag, og det må hun lære at finde sig i. Det er ikke alle bedsteforældrer som lige hurtigt vænner sig til ikke at være i føresædet længere og frivilligt overlader plassen til de nybagte forældrer.

Jeg tror, som flere andre, at din kæreste må træde til her. Det er så enkelt for svigerfamilien at affeje dig som hysterisk hønemor, for sådan plejede de jo ikke selv at gøre. Det er lidt vanskeligere at overse, hvis de får det fra sin egen søn, som er en del af dem selv på en anden måde.

Jeg tror, vi er mange, som har oplevet at måtte trække nogle meget klare grænser op i forhold til bedsteforældrerne. Så kan de blive sure lidt, måske klare de aldrig helt at forstå det, men de vænner sig til det, og de fleste lærer sig at være bedsteforældrer - for det er jo på mange måder det, det drejer sig om. Overgangen fra at være forældrerne til at være bedsteforældrerne kommer ikke altid lige naturligt for alle.

Uanset, det er jer, der er hendes forældrer, og dermed er det også jeres opgave at sætte regler for andres menneskers omgang med hende, nu mens hun er lille. Det er både en pligt og en ret I har, og det skal omverdnen respektere.

 for at det snart ordner sig, og at svigers affinder sig med, at de ikke kan sætte sine egne behov over jeres datters.

Anonym skriver:

Jeg har en dejlig datter på 2 måneder, som er en glad og tilfreds pige. UNDTAGEN, når vi er sammen med mine svigerforældre  Jeg er meget glad for mine svigerforældre, og vi har normalt et godt forhold til hinanden. MEN de respektere slet ikke min datters behov, og tror altid de ved bedst, og sammenligner med da deres drenge var små, og siger "i skal bare gøre sådan og sådan". 

De blander sig i min amning. ( fuldammede min datter de første 9 uger, og har desværre ikke rigtig så meget mælk tilbage, så nu får hun mme, og min udmalket mælk- det jeg nu kan få presset ud). De siger, at det bare er fordi jeg er stressede og nervøs, og har for meget om ørene, og ammedes børn blev altså ammet flere måneder). (JEG ER HVERKEN NERVØS ELLER STRESSET).

Når jeg vil putte min datter siger de: Hun skal ikke sove nu, hun ser slet ikke træt ud, og at deres børn kom først i seng Kl. 23, da de var små, og de var også ofte vågne om natten og så tv med dem herhjemme er der ingen snak eller tv om natten, da det er SOVETID der. 

 

Min datter har svært ved at rumme for meget på en gang, så det er bedst hvis man snakker med hende en af gangen, da hun hurtigt bliver overstimuleret (når hun gør det begynder hun at ryste). Det respektere de ikke, og mener at hun ser utrolig glad ud selvom hun ligger og ryster og kigger forvirret rundt), så de syntes det er noget pjat, når de ikke kan være om hende hele tiden og snakke med hende og hoppe rundt med hende. Siger jeg noget til dem bliver min svigermor meget sur og surmuler resten af tiden vi er sammen.

 

Jeg er efterhånden så anspændt når vi er sammen med dem, og det påvirker min datter. Hun skriger og skriger når de er der, og kan slet ikke finde ro. Og er sikker på det er fordi at JEG er anspændt. Det kan hun mærke og reagere på det. Det er super hårdt, og ønsker virkelig at det skal ændre sig, og vil gøre alt hvad jeg kan for at det kan blive bedre. 

De fortæller andre i familien, at vores datter er en skrigeunge, og da jeg skrev til dem, at det var gået godt, da vi havde været til 5 ugers undersøgelse skrev de tilbage: Så er der nok en læge der har fået høreskade. Det sårer mig rigtig meget

Min kæreste og vil gerne snakke med dem om det, så det kan blive bedre for alle parter, men hvordan starter man lige sådan en samtale? Min svigermor reagere oftest ved at gå og græde, og mener somregel aldrig at hun kan gøre nogle ting anderledes.

Er der noget vi kan gøre anderledes eller gør forkert? 

 

Puha, det blev lidt langt

den tid hvor hun bliver påvirket på den måde og hvor du er så påvirkelig ift din selvtillid som mor er meget meget KORT - husk det

Jeg ville gøre alt hvad jeg kunne for at planlægge uden om afterne de næste 2-3 måneder - gør det weekend formiddag, eftermiddagskaffe uden aftensmad osv... kom evt udenfor og gå nogle ture og kom lidt væk fra de rammer - bare lige det næste korte stykke tid

lige om lidt så kender du din datter MEGET bedre og det ka din datter også mærke og pludselig går alting ikke så stærkt mere og 1-2-3 så rammer dine svigerforældres kommentar ingenting

Det var hvertfald hvad jeg ville gøre i din situation! jeg var meget påvirkelig de første par måneder fordi jeg gerne ville gøre alting så pokkers fantastisk for min datter og det var ikke altid det ende til hendes/vores families fordel - så hvis de forpester dit liv lidt lige nu, så se dem så lidt som muligt og på tidspunkter hvor de kan blande sig mindst muligt og lige om hjørnet, så snakker I meget mere om hvor meget hun pludrer og leger og spiser grød end den der øv-med-øv-på-ammesnak - jeg ku da saaaaagtens amme- formaninger