hvordan tackler vi det lige :/

Jeg har en dejlig datter på 2 måneder, som er en glad og tilfreds pige. UNDTAGEN, når vi er sammen med mine svigerforældre  Jeg er meget glad for mine svigerforældre, og vi har normalt et godt forhold til hinanden. MEN de respektere slet ikke min datters behov, og tror altid de ved bedst, og sammenligner med da deres drenge var små, og siger "i skal bare gøre sådan og sådan". 

De blander sig i min amning. ( fuldammede min datter de første 9 uger, og har desværre ikke rigtig så meget mælk tilbage, så nu får hun mme, og min udmalket mælk- det jeg nu kan få presset ud). De siger, at det bare er fordi jeg er stressede og nervøs, og har for meget om ørene, og ammedes børn blev altså ammet flere måneder). (JEG ER HVERKEN NERVØS ELLER STRESSET).

Når jeg vil putte min datter siger de: Hun skal ikke sove nu, hun ser slet ikke træt ud, og at deres børn kom først i seng Kl. 23, da de var små, og de var også ofte vågne om natten og så tv med dem herhjemme er der ingen snak eller tv om natten, da det er SOVETID der. 

 

Min datter har svært ved at rumme for meget på en gang, så det er bedst hvis man snakker med hende en af gangen, da hun hurtigt bliver overstimuleret (når hun gør det begynder hun at ryste). Det respektere de ikke, og mener at hun ser utrolig glad ud selvom hun ligger og ryster og kigger forvirret rundt), så de syntes det er noget pjat, når de ikke kan være om hende hele tiden og snakke med hende og hoppe rundt med hende. Siger jeg noget til dem bliver min svigermor meget sur og surmuler resten af tiden vi er sammen.

 

Jeg er efterhånden så anspændt når vi er sammen med dem, og det påvirker min datter. Hun skriger og skriger når de er der, og kan slet ikke finde ro. Og er sikker på det er fordi at JEG er anspændt. Det kan hun mærke og reagere på det. Det er super hårdt, og ønsker virkelig at det skal ændre sig, og vil gøre alt hvad jeg kan for at det kan blive bedre. 

De fortæller andre i familien, at vores datter er en skrigeunge, og da jeg skrev til dem, at det var gået godt, da vi havde været til 5 ugers undersøgelse skrev de tilbage: Så er der nok en læge der har fået høreskade. Det sårer mig rigtig meget

Min kæreste og vil gerne snakke med dem om det, så det kan blive bedre for alle parter, men hvordan starter man lige sådan en samtale? Min svigermor reagere oftest ved at gå og græde, og mener somregel aldrig at hun kan gøre nogle ting anderledes.

Er der noget vi kan gøre anderledes eller gør forkert? 

 

Puha, det blev lidt langt

Anonym skriver:

Jeg har en dejlig datter på 2 måneder, som er en glad og tilfreds pige. UNDTAGEN, når vi er sammen med mine svigerforældre  Jeg er meget glad for mine svigerforældre, og vi har normalt et godt forhold til hinanden. MEN de respektere slet ikke min datters behov, og tror altid de ved bedst, og sammenligner med da deres drenge var små, og siger "i skal bare gøre sådan og sådan". 

De blander sig i min amning. ( fuldammede min datter de første 9 uger, og har desværre ikke rigtig så meget mælk tilbage, så nu får hun mme, og min udmalket mælk- det jeg nu kan få presset ud). De siger, at det bare er fordi jeg er stressede og nervøs, og har for meget om ørene, og ammedes børn blev altså ammet flere måneder). (JEG ER HVERKEN NERVØS ELLER STRESSET).

Når jeg vil putte min datter siger de: Hun skal ikke sove nu, hun ser slet ikke træt ud, og at deres børn kom først i seng Kl. 23, da de var små, og de var også ofte vågne om natten og så tv med dem herhjemme er der ingen snak eller tv om natten, da det er SOVETID der. 

 

Min datter har svært ved at rumme for meget på en gang, så det er bedst hvis man snakker med hende en af gangen, da hun hurtigt bliver overstimuleret (når hun gør det begynder hun at ryste). Det respektere de ikke, og mener at hun ser utrolig glad ud selvom hun ligger og ryster og kigger forvirret rundt), så de syntes det er noget pjat, når de ikke kan være om hende hele tiden og snakke med hende og hoppe rundt med hende. Siger jeg noget til dem bliver min svigermor meget sur og surmuler resten af tiden vi er sammen.

 

Jeg er efterhånden så anspændt når vi er sammen med dem, og det påvirker min datter. Hun skriger og skriger når de er der, og kan slet ikke finde ro. Og er sikker på det er fordi at JEG er anspændt. Det kan hun mærke og reagere på det. Det er super hårdt, og ønsker virkelig at det skal ændre sig, og vil gøre alt hvad jeg kan for at det kan blive bedre. 

De fortæller andre i familien, at vores datter er en skrigeunge, og da jeg skrev til dem, at det var gået godt, da vi havde været til 5 ugers undersøgelse skrev de tilbage: Så er der nok en læge der har fået høreskade. Det sårer mig rigtig meget

Min kæreste og vil gerne snakke med dem om det, så det kan blive bedre for alle parter, men hvordan starter man lige sådan en samtale? Min svigermor reagere oftest ved at gå og græde, og mener somregel aldrig at hun kan gøre nogle ting anderledes.

Er der noget vi kan gøre anderledes eller gør forkert? 

 

Puha, det blev lidt langt

Jeg ville ikke se dem så tit og sige at det er jeres datter, jeres regler for i kender jeres datter bedst.. og kan de ikke respektere det, er der nok brug for en pause.
Det kan godt være at hun bliver sur, hun er nok ikke vant til at blive sagt imod.. det er hårdt, men det er fandeme ikke sundt for jeres datter og kan virkelig ødelægge deres fremtids forhold.

Og så synes jeg at din kæreste skal træde til og sætte sig ned med sine forældre og forklare hvordan det hele hænger sammen og hvordan det vil være hvis de ikke kan acceptere det. De skal have klare linier.

Yurie skriver:

Jeg ville ikke se dem så tit og sige at det er jeres datter, jeres regler for i kender jeres datter bedst.. og kan de ikke respektere det, er der nok brug for en pause.
Det kan godt være at hun bliver sur, hun er nok ikke vant til at blive sagt imod.. det er hårdt, men det er fandeme ikke sundt for jeres datter og kan virkelig ødelægge deres fremtids forhold.

Og så synes jeg at din kæreste skal træde til og sætte sig ned med sine forældre og forklare hvordan det hele hænger sammen og hvordan det vil være hvis de ikke kan acceptere det. De skal have klare linier.

Har flere gange forsøgt at trænge igennem til dem på en pæn måde, men det bliver bare fejet af med det samme Man kommer bare til at tvivle meget på om man nu er en god nok forælder, når man hele tiden for at vide, at man bare skal gøre sådan og sådan i stedet. 

Ja det er vores datter og os der kender hende bedst, og jeg kan se med det samme når det hele bliver alt for meget for hende, og bare har brug for fred og ro.

Men god ide med at det er min kæreste der må snakke med dem om det. Han er lidt konfliktsky på det område, men det ville nok hjælpe hvis det var ham. 

Anonym skriver:

Har flere gange forsøgt at trænge igennem til dem på en pæn måde, men det bliver bare fejet af med det samme Man kommer bare til at tvivle meget på om man nu er en god nok forælder, når man hele tiden for at vide, at man bare skal gøre sådan og sådan i stedet. 

Ja det er vores datter og os der kender hende bedst, og jeg kan se med det samme når det hele bliver alt for meget for hende, og bare har brug for fred og ro.

Men god ide med at det er min kæreste der må snakke med dem om det. Han er lidt konfliktsky på det område, men det ville nok hjælpe hvis det var ham. 

Du er en god mor, for du ser på din datter. Hvordan hun reagere, opfører sig.. du kan se at hun har det dårligt og vil gøre noget ved det.

Men ja lad din kæreste snakke med dem og hold en pause fra dem. Og hvis de spørg hvorfor jamen så siger du bare sandheden. Så kan de blive lige så sure som de vil, for i har ikke gjort noget forkert.

Yurie skriver:

Du er en god mor, for du ser på din datter. Hvordan hun reagere, opfører sig.. du kan se at hun har det dårligt og vil gøre noget ved det.

Men ja lad din kæreste snakke med dem og hold en pause fra dem. Og hvis de spørg hvorfor jamen så siger du bare sandheden. Så kan de blive lige så sure som de vil, for i har ikke gjort noget forkert.

tak for dine råd, dem kan jeg helt sikkert bruge Vil som du skriver, holde en lille pause fra dem, og så lige få fundet en måde, hvorpå vi kan snakke fornuftigt om det, og så få min kæreste mere på banen, det går også ham meget på. 

 

Jeg har en dejlig datter på 2 måneder, som er en glad og tilfreds pige. UNDTAGEN, når vi er sammen med mine svigerforældre  Jeg er meget glad for mine svigerforældre, og vi har normalt et godt forhold til hinanden. MEN de respektere slet ikke min datters behov, og tror altid de ved bedst, og sammenligner med da deres drenge var små, og siger "i skal bare gøre sådan og sådan". 

De blander sig i min amning. ( fuldammede min datter de første 9 uger, og har desværre ikke rigtig så meget mælk tilbage, så nu får hun mme, og min udmalket mælk- det jeg nu kan få presset ud). De siger, at det bare er fordi jeg er stressede og nervøs, og har for meget om ørene, og ammedes børn blev altså ammet flere måneder). (JEG ER HVERKEN NERVØS ELLER STRESSET).

Når jeg vil putte min datter siger de: Hun skal ikke sove nu, hun ser slet ikke træt ud, og at deres børn kom først i seng Kl. 23, da de var små, og de var også ofte vågne om natten og så tv med dem herhjemme er der ingen snak eller tv om natten, da det er SOVETID der. 

 

Min datter har svært ved at rumme for meget på en gang, så det er bedst hvis man snakker med hende en af gangen, da hun hurtigt bliver overstimuleret (når hun gør det begynder hun at ryste). Det respektere de ikke, og mener at hun ser utrolig glad ud selvom hun ligger og ryster og kigger forvirret rundt), så de syntes det er noget pjat, når de ikke kan være om hende hele tiden og snakke med hende og hoppe rundt med hende. Siger jeg noget til dem bliver min svigermor meget sur og surmuler resten af tiden vi er sammen.

 

Jeg er efterhånden så anspændt når vi er sammen med dem, og det påvirker min datter. Hun skriger og skriger når de er der, og kan slet ikke finde ro. Og er sikker på det er fordi at JEG er anspændt. Det kan hun mærke og reagere på det. Det er super hårdt, og ønsker virkelig at det skal ændre sig, og vil gøre alt hvad jeg kan for at det kan blive bedre. 

De fortæller andre i familien, at vores datter er en skrigeunge, og da jeg skrev til dem, at det var gået godt, da vi havde været til 5 ugers undersøgelse skrev de tilbage: Så er der nok en læge der har fået høreskade. Det sårer mig rigtig meget

Min kæreste og vil gerne snakke med dem om det, så det kan blive bedre for alle parter, men hvordan starter man lige sådan en samtale? Min svigermor reagere oftest ved at gå og græde, og mener somregel aldrig at hun kan gøre nogle ting anderledes.

Er der noget vi kan gøre anderledes eller gør forkert? 

 

Puha, det blev lidt langt

Da vi fik vores datter forklarede jeg ALLE mine/vores regler ang vores datter. Jeg er meget pylleret (hønemor) og vil kun min datter det bedste ud fra hvad jeg selvfølgelig synes er det bedste.

 

Og så fortalte jeg dem at det er helt fint hvis de ikke respektere de regler, men så kommer vi bare ikke og besøger de folk = at vi da nok skal respektere deres holdning i at de ikke vil respektere vores.

 

Jeg gider ikke og sidder og være anspændt og nervøs fordi jeg kan se der sker ting jeg ikke bryder mig om, som f.eks. at hun nærmest kommer på rundtur til 20 mennesker fordi de ikke har set hende før (og her snakker vi også om folk jeg ikke kender). Børn er ikke kludedukker og man skal altså passe på dem. Børn er individuelle og har deres egen behov og de behov skal varetages - lidt ligesom at din svigermor bliver ked af det når noget gå hende i mod, jamen så ryster dit barn altså ved overstimulering og det skal man tage hensyn til.

 

Folk respektere vores holdninger til vores barn, og det er fordi det er meldt ud at sådan er det bare, bum! 

Anonym skriver:

Jeg har en dejlig datter på 2 måneder, som er en glad og tilfreds pige. UNDTAGEN, når vi er sammen med mine svigerforældre  Jeg er meget glad for mine svigerforældre, og vi har normalt et godt forhold til hinanden. MEN de respektere slet ikke min datters behov, og tror altid de ved bedst, og sammenligner med da deres drenge var små, og siger "i skal bare gøre sådan og sådan". 

De blander sig i min amning. ( fuldammede min datter de første 9 uger, og har desværre ikke rigtig så meget mælk tilbage, så nu får hun mme, og min udmalket mælk- det jeg nu kan få presset ud). De siger, at det bare er fordi jeg er stressede og nervøs, og har for meget om ørene, og ammedes børn blev altså ammet flere måneder). (JEG ER HVERKEN NERVØS ELLER STRESSET).

Når jeg vil putte min datter siger de: Hun skal ikke sove nu, hun ser slet ikke træt ud, og at deres børn kom først i seng Kl. 23, da de var små, og de var også ofte vågne om natten og så tv med dem herhjemme er der ingen snak eller tv om natten, da det er SOVETID der. 

 

Min datter har svært ved at rumme for meget på en gang, så det er bedst hvis man snakker med hende en af gangen, da hun hurtigt bliver overstimuleret (når hun gør det begynder hun at ryste). Det respektere de ikke, og mener at hun ser utrolig glad ud selvom hun ligger og ryster og kigger forvirret rundt), så de syntes det er noget pjat, når de ikke kan være om hende hele tiden og snakke med hende og hoppe rundt med hende. Siger jeg noget til dem bliver min svigermor meget sur og surmuler resten af tiden vi er sammen.

 

Jeg er efterhånden så anspændt når vi er sammen med dem, og det påvirker min datter. Hun skriger og skriger når de er der, og kan slet ikke finde ro. Og er sikker på det er fordi at JEG er anspændt. Det kan hun mærke og reagere på det. Det er super hårdt, og ønsker virkelig at det skal ændre sig, og vil gøre alt hvad jeg kan for at det kan blive bedre. 

De fortæller andre i familien, at vores datter er en skrigeunge, og da jeg skrev til dem, at det var gået godt, da vi havde været til 5 ugers undersøgelse skrev de tilbage: Så er der nok en læge der har fået høreskade. Det sårer mig rigtig meget

Min kæreste og vil gerne snakke med dem om det, så det kan blive bedre for alle parter, men hvordan starter man lige sådan en samtale? Min svigermor reagere oftest ved at gå og græde, og mener somregel aldrig at hun kan gøre nogle ting anderledes.

Er der noget vi kan gøre anderledes eller gør forkert? 

 

Puha, det blev lidt langt

Tror det er nemmest simpelthen at tage den lige på og hårdt.

Når din svigermor er typen der reagere som du beskriver, nytter det vist ikke så meget at pakke det ind.

Sig det hele lige ud og hvis de ikke respektere det, må de jo ligges lidt på is. Ja det er hårdt, men det er jeres datters trivsel der kommer i første række og kan de ikke forstå det må de jo holdes væk til hun bliver mere tryk...

Miin'Baby'Mus skriver:

Da vi fik vores datter forklarede jeg ALLE mine/vores regler ang vores datter. Jeg er meget pylleret (hønemor) og vil kun min datter det bedste ud fra hvad jeg selvfølgelig synes er det bedste.

 

Og så fortalte jeg dem at det er helt fint hvis de ikke respektere de regler, men så kommer vi bare ikke og besøger de folk = at vi da nok skal respektere deres holdning i at de ikke vil respektere vores.

 

Jeg gider ikke og sidder og være anspændt og nervøs fordi jeg kan se der sker ting jeg ikke bryder mig om, som f.eks. at hun nærmest kommer på rundtur til 20 mennesker fordi de ikke har set hende før (og her snakker vi også om folk jeg ikke kender). Børn er ikke kludedukker og man skal altså passe på dem. Børn er individuelle og har deres egen behov og de behov skal varetages - lidt ligesom at din svigermor bliver ked af det når noget gå hende i mod, jamen så ryster dit barn altså ved overstimulering og det skal man tage hensyn til.

 

Folk respektere vores holdninger til vores barn, og det er fordi det er meldt ud at sådan er det bare, bum! 

Kunne være det var det vi skulle have gjort helt fra starten af, for det er sku hårdt, når man ikke føler at de respektere vores datters grænser. Det er bare så svært når min svigermor er sur i flere timer efter jeg har sagt noget til hende, også selvom jeg altid siger tingene på en pæn måde (da jeg holder af hende). 

De sammenligner bare altid med da deres drenge var små, og som jeg har sagt er der ingen børn der er ens, og kan ikke sammenlignes med hinanden. Men jeg føler de syntes, at vi gør alt forkert, men min datter skal bare ikke ligge og ryste og være forvirret, så bliver hun taget op og taget ind i et andet rum med mig ALENE. 

Men jeg må nok være mere rap i replikken, og sætte nogle klare linjer op, så det bliver rart for os allesammen, at være sammen. 

 

tak for dit svar

 

Silas&Mille skriver:

Tror det er nemmest simpelthen at tage den lige på og hårdt.

Når din svigermor er typen der reagere som du beskriver, nytter det vist ikke så meget at pakke det ind.

Sig det hele lige ud og hvis de ikke respektere det, må de jo ligges lidt på is. Ja det er hårdt, men det er jeres datters trivsel der kommer i første række og kan de ikke forstå det må de jo holdes væk til hun bliver mere tryk...

Det der er svært er at hun altid begynder at græde, så man skal have ondt af hende. 

og så er det svært, da min kæreste selvfølgelig gerne vil have at de ses. Men ja det er vores datters behov og trivsel, der kommer 100% i første række, og jeg må bare lære at sige tingene lidt mere konsekvent tror jeg.

Er også meget ubehageligt at jeg skal være så anspændt når vi er sammen, og er sikker på det er det min datter mærker. Hun er normalt aldrig et barn der skriger og græder i flere timer, men gør hun desværre altid når de er her. Så kan godt forstå de tror hun altid græder, for det gør hun jo når de er her. 

Anonym skriver:

Jeg har en dejlig datter på 2 måneder, som er en glad og tilfreds pige. UNDTAGEN, når vi er sammen med mine svigerforældre  Jeg er meget glad for mine svigerforældre, og vi har normalt et godt forhold til hinanden. MEN de respektere slet ikke min datters behov, og tror altid de ved bedst, og sammenligner med da deres drenge var små, og siger "i skal bare gøre sådan og sådan". 

De blander sig i min amning. ( fuldammede min datter de første 9 uger, og har desværre ikke rigtig så meget mælk tilbage, så nu får hun mme, og min udmalket mælk- det jeg nu kan få presset ud). De siger, at det bare er fordi jeg er stressede og nervøs, og har for meget om ørene, og ammedes børn blev altså ammet flere måneder). (JEG ER HVERKEN NERVØS ELLER STRESSET).

Når jeg vil putte min datter siger de: Hun skal ikke sove nu, hun ser slet ikke træt ud, og at deres børn kom først i seng Kl. 23, da de var små, og de var også ofte vågne om natten og så tv med dem herhjemme er der ingen snak eller tv om natten, da det er SOVETID der. 

 

Min datter har svært ved at rumme for meget på en gang, så det er bedst hvis man snakker med hende en af gangen, da hun hurtigt bliver overstimuleret (når hun gør det begynder hun at ryste). Det respektere de ikke, og mener at hun ser utrolig glad ud selvom hun ligger og ryster og kigger forvirret rundt), så de syntes det er noget pjat, når de ikke kan være om hende hele tiden og snakke med hende og hoppe rundt med hende. Siger jeg noget til dem bliver min svigermor meget sur og surmuler resten af tiden vi er sammen.

 

Jeg er efterhånden så anspændt når vi er sammen med dem, og det påvirker min datter. Hun skriger og skriger når de er der, og kan slet ikke finde ro. Og er sikker på det er fordi at JEG er anspændt. Det kan hun mærke og reagere på det. Det er super hårdt, og ønsker virkelig at det skal ændre sig, og vil gøre alt hvad jeg kan for at det kan blive bedre. 

De fortæller andre i familien, at vores datter er en skrigeunge, og da jeg skrev til dem, at det var gået godt, da vi havde været til 5 ugers undersøgelse skrev de tilbage: Så er der nok en læge der har fået høreskade. Det sårer mig rigtig meget

Min kæreste og vil gerne snakke med dem om det, så det kan blive bedre for alle parter, men hvordan starter man lige sådan en samtale? Min svigermor reagere oftest ved at gå og græde, og mener somregel aldrig at hun kan gøre nogle ting anderledes.

Er der noget vi kan gøre anderledes eller gør forkert? 

 

Puha, det blev lidt langt

Øv, en ærgerlig situation! Jeg kan rigtig godt forstå, at du er ked af det og frustreret! 

Jeg synes det lyder som om, at du og din kæreste er rigtig gode forældre for jeres datter! Bare ud fra det jeg kan læse i dit indlæg, virker det som om i har et rigtig godt og tæt forhold til jeres barn og er gode til at aflæse hendes signaler. Jeg synes det er rigtig fint, at du holder fast i, at den tid i har valgt at jeres barn skal sove er den der virker for jer - i kender hende nu engang bedst!  

Det er slet ikke i orden, at dine svigerforældre blander sig i hvordan i passer jeres barn! Jeg var selv blevet rasende! Jeg synes også det er en rigtig god ide, at tage en pause fra de svigerforældre, så I kan få dem lidt på afstand. Med sådan en lille ny, er der nok at bekymre sig om/ være usikker på og det hjælper i hvert fald slet ikke, at man samtidigt skal kæmpe med den følelse af ikke at være god nok som dine svigerforældre giver dig.

Jeg tror du har rigtig meget ret i, at din datter skriger, fordi du er anspændt - bare det, at du har lavet den observation, siger mig, at du har en rigtig god fornemmelse for dit barn. Bliv endelig ved med, at holde fast i, at det I gør er det rigtige for jer og jeres barn! 

 

Kram herfra