Sur over svigerindes graviditet, føler mig som en lort!

Anonym skriver:

Med fare for at lyde som et vaske ægte lorte menneske, opretter jeg denne tråd alligevel da jeg simpelthen har brug for at lette mit hjerte!

Jeg er SUR på mig selv over at jeg indimellem tager mig selv i at føle det her (problemet som kommer om lidt). 

Historien, og jeg kan virkelig godt se hvor lille et menneske jeg er når jeg tænker over det, men det skal altså ud og jeg vil gerne have andre øjne på, og andre der siger at det er for dumt eller at de måske har prøvet det samme, så tror jeg bedre jeg kan komme over det og få det lagt bagt mig... Tilbage til sagens kerne, jeg er gravid og har termin inden for for lang tid. Da min kæreste og jeg annoncerede de lykkelige omstændigheder i det sene forår i år, blev min kærestes brors nye kæreste (er det min svigerinde? Hmmm) helt vildt skruk og begyndte at snakke meget om babyer. Nogle måneder efter annoncerer de så at nu er de OGSÅ gravide. Og det er her det lille menneske i mig kommer frem. For jeg blev (og er) stadig glad på deres vejne, men blev samtidig helt vildt irriteret, fordi jeg gerne ville have min graviditet i fred - tror jeg. Jeg ved ikke helt hvorfor jeg synes det er så irriterende som jeg gør, at de også venter sig... 

Nu har det tilmed vist sig at de venter samme køn som os, og jeg tror at jeg føler at min graviditet og det specielle ved min oplevelse ved det her bliver taget fra mig fordi jeg nu skal dele alle de her oplevelser om at være gravid og vente familiens første drenge barnebarn... 

 

Og jeg ved godt at det er lavt, og at det ikke tager noget fra mig eller mit barn, tværtimod får min dreng en jævnaldrende fætter... Og jeg er glad på deres vegne, men jeg er også bare så inderligt irriteret... Og jeg vil under ingen omstændigheder tale med min kæreste om det eller andre famile medlemmer, for jeg skammer mig over at have det sådan. 

Jeg skjuler det selvfølgelig når vi er sammen med dem, og når vi er sammen med dem er jeg også bare glad på deres vegne, men når de så ikke er der er jeg irriteret over at de også venter sig og så endda en dreng... Det er jo barnligt at jeg er sur over at skulle dele denne her oplevelse... I starten håbede jeg inderligt de så i det mindste fik en pige, men det et fandme en dreng...

ØV!

 

Der er nok ikke så meget spørgsmål over mit indlæg, men jeg vil virkelig værdsætte nogle andre rationelle øjne på det her. Er der andre det har haft det sådan i en lignende situation? Og er der nogen forslag til hvordan jeg kan hjælpe mig selv til bare at komme videre?

 

Jeg har også gravide veninder i øjeblikket, deres graviditet generer mig ikke, og jeg nyder også virkelig min egen graviditet, det er ikke sådan at jeg bruger al min tid på at være irriteret over det. Jeg elsker jo mit eget barn udover alle grænser allerede, men følelser er jo ikke altid rationelle, men det er trods alt stadig følelser uanset hvor lave de er. Men netop derfor ville det være rart at få lidt hjælp til at komme over det 

 

Jeg har valgt at skrive som anonym fordi jeg skammer mig så meget over at føle det sådan!

Du er ikke alene! Min gode veninde oplevede det præcis samme, med sin bror. De ventede samme køn, og alt opmærksomheden røg til brorens nye barn. Jeg prøver at blive gravid nu, og jeg frygter også at min irriterende svigerinde og svoger skal komme ind fra sidelinjen og annoncere de er gravide før os. Det har de nemlig gjort med både bryllup og bilkøb, til trods for at vi har været sammen i 7 år og de har været sammen i et år 

Man må bare prøve at lægge det fra sig og fokusere på sit eget liv, og så ellers sige fra hvis andre er direkte uretfærdige, fx giver deres barn flere gaver eller opmærksomhed osv.

Anonym skriver:

Med fare for at lyde som et vaske ægte lorte menneske, opretter jeg denne tråd alligevel da jeg simpelthen har brug for at lette mit hjerte!

Jeg er SUR på mig selv over at jeg indimellem tager mig selv i at føle det her (problemet som kommer om lidt). 

Historien, og jeg kan virkelig godt se hvor lille et menneske jeg er når jeg tænker over det, men det skal altså ud og jeg vil gerne have andre øjne på, og andre der siger at det er for dumt eller at de måske har prøvet det samme, så tror jeg bedre jeg kan komme over det og få det lagt bagt mig... Tilbage til sagens kerne, jeg er gravid og har termin inden for for lang tid. Da min kæreste og jeg annoncerede de lykkelige omstændigheder i det sene forår i år, blev min kærestes brors nye kæreste (er det min svigerinde? Hmmm) helt vildt skruk og begyndte at snakke meget om babyer. Nogle måneder efter annoncerer de så at nu er de OGSÅ gravide. Og det er her det lille menneske i mig kommer frem. For jeg blev (og er) stadig glad på deres vejne, men blev samtidig helt vildt irriteret, fordi jeg gerne ville have min graviditet i fred - tror jeg. Jeg ved ikke helt hvorfor jeg synes det er så irriterende som jeg gør, at de også venter sig... 

Nu har det tilmed vist sig at de venter samme køn som os, og jeg tror at jeg føler at min graviditet og det specielle ved min oplevelse ved det her bliver taget fra mig fordi jeg nu skal dele alle de her oplevelser om at være gravid og vente familiens første drenge barnebarn... 

 

Og jeg ved godt at det er lavt, og at det ikke tager noget fra mig eller mit barn, tværtimod får min dreng en jævnaldrende fætter... Og jeg er glad på deres vegne, men jeg er også bare så inderligt irriteret... Og jeg vil under ingen omstændigheder tale med min kæreste om det eller andre famile medlemmer, for jeg skammer mig over at have det sådan. 

Jeg skjuler det selvfølgelig når vi er sammen med dem, og når vi er sammen med dem er jeg også bare glad på deres vegne, men når de så ikke er der er jeg irriteret over at de også venter sig og så endda en dreng... Det er jo barnligt at jeg er sur over at skulle dele denne her oplevelse... I starten håbede jeg inderligt de så i det mindste fik en pige, men det et fandme en dreng...

ØV!

 

Der er nok ikke så meget spørgsmål over mit indlæg, men jeg vil virkelig værdsætte nogle andre rationelle øjne på det her. Er der andre det har haft det sådan i en lignende situation? Og er der nogen forslag til hvordan jeg kan hjælpe mig selv til bare at komme videre?

 

Jeg har også gravide veninder i øjeblikket, deres graviditet generer mig ikke, og jeg nyder også virkelig min egen graviditet, det er ikke sådan at jeg bruger al min tid på at være irriteret over det. Jeg elsker jo mit eget barn udover alle grænser allerede, men følelser er jo ikke altid rationelle, men det er trods alt stadig følelser uanset hvor lave de er. Men netop derfor ville det være rart at få lidt hjælp til at komme over det 

 

Jeg har valgt at skrive som anonym fordi jeg skammer mig så meget over at føle det sådan!

Jeg kan godt forstå dine følelser omkring det! Sagtens, men vil lige fortælle min historie - for jeg er den min svigerinde er irriteret på og det er TYDELIGT, selvom hun "spiller" glad

Min kæreste og jeg havde fået at vide, at vi ville have ekstremt svært ved at få børn. Jeg har PCO og endomentriose, men alligevel blev jeg gravid! Vi valgte hurtigt at fortælle familien det, og derved selvfølgelig også min kærestes bror og svigerinde. Broderens reaktion var rigtig god, men min svigerinde begyndte at stortude (ikke af glæde). De er 6 år ældre end os, så hun mener nok det er deres tur før vores.

Men det jeg vil frem til er, at det gør PISSE ondt at være den som står tilbage med sin glæde over sin graviditet, når man har en svigerinde der på INTET tidspunkt har spurgt til graviditeten.

Jeg har SÅ meget forståelse for, at hun ville ønske, at det var hende der stod og skulle være mor, og jeg vil da ønske for hende, at de finder ud af det sammen snart, for det må VIRKELIG være hårdt at være så skruk.

RGN skriver:

Jeg er så åbenbart den eneste, der synes det er underligt det kan være så svært at glæde sig på andres vegne.

Det må da være noget man kan arbejde med.

Jeg har begge gange været gravid samtidig med min søster (helt tilfældigt) og syntes det var hyggeligt og har set det positive i det.

Tror heller ikk det er fordi man ikk er glad på deres vegne, man er bare irriteret over tidspunktet  Det er svært at forklare. 

Jeg var gravid samtidig med min veninde, 5 dage imellem, og det var skønt og hyggeligt og vores børn er ved at begynde og bruge himanden når vi ses, det et så skønt at se  

Men denne her gang er det af en eller anden grund anderledes  Tror, for mit vedkommende, at det er noget med at min bror og kæreste slet ikk ville have børn endnu og deres liv er for så vidt heller ikke til det lige pt, men vi ønsker rigtig meget en mere. Og ja, det er noget komplet fis, for de ønsker det jo ligeså meget som os nu hvor hun så ER gravid. Og det bliver også dejligt for dem.  Men ja, det er sgu noget underligt noget og jeg håber inderligt at følelsen forsvinder igen! 

Jupiter skriver:

Jeg har oplevet det på andre måder end med graviditeten, men alligevel også lidt i samme stil med vores børn:

Vi købte hus, så købte de hus! Vi havde hund, så fik de hund! Vi havde to biler, så fik de to biler! Vi inviterede til jul, så inviterede de til jul! Vi fik gasgrill, så fik de gasgrill! osv. osv. Jeg kunne blive ved ;-)

Men jeg havde været skruk i flere år, og kæresten ville ikke være med. Pludselig en dag er de gravide, og alle spørger til om vi ikke også skal have børn! Jeg var indebrændt og jaloux som bare f*****!

Det lykkedes så at overbevise kæresten, og vi fik barn 5 mdr. efter dem. Nu er problemet så at de (familien) sammenligner de to børn:

"Jamen nu kan X jo kravle, så det kan Y da også om 5 mdr." eller "Vi har bestilt plads med børnestole til dem begge - Til den tid er Y jo i den alder som X er nu og så kan hun sagtens sidde selv" bla. bla. bla. 

Jeg kan godt forstå, at det kan være hårdt, når andre sammenligner børnene. Men jeg kan ikke med min bedste vilje forstå, at det er et problem, at andre køber hus og gasgrill og hund og en bil til - det er da helt normalt at købe sådanne "ting", og hvad går der fra jer, ved at de køber en hund og en grill? 

Jeg får da helt ondt i maven ved tanken om, at det skulle være et problem for vores gode venner eller familie, hvis vi, måske inspireret af deres nuttede hundehvalp eller fede grill, anskaffede noget tilsvarende. Og jeg kan heller ikke se det mærkelige i, at man holder jul på skift - skal I have patent på alt? I er jo ikke ligefrem de første mennesker i verden, der køber hus og får hund og grill... 

Mor og meget mere skriver:

Jeg kan godt forstå, at det kan være hårdt, når andre sammenligner børnene. Men jeg kan ikke med min bedste vilje forstå, at det er et problem, at andre køber hus og gasgrill og hund og en bil til - det er da helt normalt at købe sådanne "ting", og hvad går der fra jer, ved at de køber en hund og en grill? 

Jeg får da helt ondt i maven ved tanken om, at det skulle være et problem for vores gode venner eller familie, hvis vi, måske inspireret af deres nuttede hundehvalp eller fede grill, anskaffede noget tilsvarende. Og jeg kan heller ikke se det mærkelige i, at man holder jul på skift - skal I have patent på alt? I er jo ikke ligefrem de første mennesker i verden, der køber hus og får hund og grill... 

Haha, nej det er vi da heldigvis ikke 

Jeg er ligeglad med hvad andre har - jeg går ikke op i materielle ting.

Det der slår mig er, at de har behov for at overgå os og have det samme - bare bedre/større/what ever.

Jeg har ikke behov for at vise mig og mit frem, eller bevise noget overfor nogen.. Jeg bliver bare lidt træt ved tanken om at uanset hvad vi gør, så bliver det overvåget nøje og derefter overgået.

Jeg synes nærmere det er synd for dem - det er dem som har problemet.

Jeg er dog alligevel også i min fulde ret til at synes det er lidt irriterende, fordi det oftest betyder at der går lidt af opmærksomheden fra os, da deres jo er mere spændende... 

RGN skriver:

Jeg er så åbenbart den eneste, der synes det er underligt det kan være så svært at glæde sig på andres vegne.

Det må da være noget man kan arbejde med.

Jeg har begge gange været gravid samtidig med min søster (helt tilfældigt) og syntes det var hyggeligt og har set det positive i det.

Jeg forventer ikke at alle forstår 

Jeg er så åbenbart den eneste, der synes det er underligt det kan være så svært at glæde sig på andres vegne.

Det må da være noget man kan arbejde med.

Jeg har begge gange været gravid samtidig med min søster (helt tilfældigt) og syntes det var hyggeligt og har set det positive i det.

Enig, jeg forstår det slet heller ikke.

Men valgte ikke at kommentere på det, da TS gav udtryk for at skamme sig ret meget.

Og heldigvis er der da andre der forstår hende.

modesty skriver:

Enig, jeg forstår det slet heller ikke.

Men valgte ikke at kommentere på det, da TS gav udtryk for at skamme sig ret meget.

Og heldigvis er der da andre der forstår hende.

Jeg havde faktisk også tænkt mig at lade være, men da alle skrev de forstod, tænkte jeg TS måske ville ende med at tænke det var så normalt, at det ikke betød noget og så blev jeg alligevel nødt til at smide en kommentar.

Naturligvis skal man gemme sin skam væk og anerkende sine følelser. Det hjælper når man skal have dem til at forsvinde, men man skal også vide at når man anerkender dem er det for at få dem væk og ikke for at acceptere dem som værende ok og beholde dem.