Sur over svigerindes graviditet, føler mig som en lort!

Med fare for at lyde som et vaske ægte lorte menneske, opretter jeg denne tråd alligevel da jeg simpelthen har brug for at lette mit hjerte!

Jeg har også gravide veninder i øjeblikket, deres graviditet generer mig ikke, og jeg nyder også virkelig min egen graviditet, det er ikke sådan at jeg bruger al min tid på at være irriteret over det. Jeg elsker jo mit eget barn udover alle grænser allerede, men følelser er jo ikke altid rationelle, men det er trods alt stadig følelser uanset hvor lave de er. Men netop derfor ville det være rart at få lidt hjælp til at komme over det 

Jeg kan godt forstå dine følelser! -og jeg kan sagtens se det irriterede ved det!

Det heldige for dig, er at du skal føde først og jeres søn sandsynvis bliver den 'første' til det meste. (Sidde, kravle, gå, tale osv) og dermed vil han altid være spændende.

Har du nogen ide om hvordan din svigerinde har det med din graviditet? Det er måske gensidigt?

Jeg kender det! og jeg har det også herre dårligt over det 

Her handler det om at vi har haft aftalt at starte pb2 nu her (har været p-pille fri i 2måneder) og så, en uge efter jeg tog den sidste pille, der kom min bror og sagde de ventede sig, ved et uheld. Jeg ANER virkelig ikk hvorfor jeg føler mig irriteret over det. Måske fordi jeg så VED at den kommende graviditet ikk bliver så speciel som den første?  

Det er totalt irrationelt for det er jo pisse ligegyldigt! Men der er altså bare noget ved det, der stikker lidt. 

Håååber det "bare" er lidt jalousi som går over når vi selv får 2streger. 

Tak for svar åååh hvor har jeg brug for forståelse... Jamen jeg ved ikke om det er gensidigt, det er egentlig min erfaring at følelser ofte er gensidige, men hendes skruk-hed startede jo da vi offentliggjorde vores barn på vej, men jeg ved så ikke om det vækker nogle jalousi følelser... Devadis hvert fald hendes æggestokke til at bimle, det kan jeg nu også godt følge, før jeg selv blev gravid gibbede det da også i mig når en veninde blev gravid... Jeg har egentlig indtrykket af at hun gerne spørger mig til råds om graviditets relaterede spørgsmål, nok både fordi jeg er nogle år ældre og så er 5 måneder længere henne i graviditeten end hende. Det gør jo også mine følelser det mere usympatiske... Måske jeg bare skulle prøve at nyde at kunne være den der kan hjælpe hende og svare på hendes spørgsmål... 

Men det er en god vinkel lige at huske på, at min dreng er den ældste af de to og dermed den første til det meste...

Anonym skriver:

Med fare for at lyde som et vaske ægte lorte menneske, opretter jeg denne tråd alligevel da jeg simpelthen har brug for at lette mit hjerte!

Jeg er SUR på mig selv over at jeg indimellem tager mig selv i at føle det her (problemet som kommer om lidt). 

Historien, og jeg kan virkelig godt se hvor lille et menneske jeg er når jeg tænker over det, men det skal altså ud og jeg vil gerne have andre øjne på, og andre der siger at det er for dumt eller at de måske har prøvet det samme, så tror jeg bedre jeg kan komme over det og få det lagt bagt mig... Tilbage til sagens kerne, jeg er gravid og har termin inden for for lang tid. Da min kæreste og jeg annoncerede de lykkelige omstændigheder i det sene forår i år, blev min kærestes brors nye kæreste (er det min svigerinde? Hmmm) helt vildt skruk og begyndte at snakke meget om babyer. Nogle måneder efter annoncerer de så at nu er de OGSÅ gravide. Og det er her det lille menneske i mig kommer frem. For jeg blev (og er) stadig glad på deres vejne, men blev samtidig helt vildt irriteret, fordi jeg gerne ville have min graviditet i fred - tror jeg. Jeg ved ikke helt hvorfor jeg synes det er så irriterende som jeg gør, at de også venter sig... 

Nu har det tilmed vist sig at de venter samme køn som os, og jeg tror at jeg føler at min graviditet og det specielle ved min oplevelse ved det her bliver taget fra mig fordi jeg nu skal dele alle de her oplevelser om at være gravid og vente familiens første drenge barnebarn... 

 

Og jeg ved godt at det er lavt, og at det ikke tager noget fra mig eller mit barn, tværtimod får min dreng en jævnaldrende fætter... Og jeg er glad på deres vegne, men jeg er også bare så inderligt irriteret... Og jeg vil under ingen omstændigheder tale med min kæreste om det eller andre famile medlemmer, for jeg skammer mig over at have det sådan. 

Jeg skjuler det selvfølgelig når vi er sammen med dem, og når vi er sammen med dem er jeg også bare glad på deres vegne, men når de så ikke er der er jeg irriteret over at de også venter sig og så endda en dreng... Det er jo barnligt at jeg er sur over at skulle dele denne her oplevelse... I starten håbede jeg inderligt de så i det mindste fik en pige, men det et fandme en dreng...

ØV!

 

Der er nok ikke så meget spørgsmål over mit indlæg, men jeg vil virkelig værdsætte nogle andre rationelle øjne på det her. Er der andre det har haft det sådan i en lignende situation? Og er der nogen forslag til hvordan jeg kan hjælpe mig selv til bare at komme videre?

 

Jeg har også gravide veninder i øjeblikket, deres graviditet generer mig ikke, og jeg nyder også virkelig min egen graviditet, det er ikke sådan at jeg bruger al min tid på at være irriteret over det. Jeg elsker jo mit eget barn udover alle grænser allerede, men følelser er jo ikke altid rationelle, men det er trods alt stadig følelser uanset hvor lave de er. Men netop derfor ville det være rart at få lidt hjælp til at komme over det 

 

Jeg har valgt at skrive som anonym fordi jeg skammer mig så meget over at føle det sådan!

Mor11 skriver:

Jeg kender det! og jeg har det også herre dårligt over det 

Her handler det om at vi har haft aftalt at starte pb2 nu her (har været p-pille fri i 2måneder) og så, en uge efter jeg tog den sidste pille, der kom min bror og sagde de ventede sig, ved et uheld. Jeg ANER virkelig ikk hvorfor jeg føler mig irriteret over det. Måske fordi jeg så VED at den kommende graviditet ikk bliver så speciel som den første?  

Det er totalt irrationelt for det er jo pisse ligegyldigt! Men der er altså bare noget ved det, der stikker lidt. 

Håååber det "bare" er lidt jalousi som går over når vi selv får 2streger. 

Det er det forfærdelige ved det, at det er så irrationelt og man ved det 

Man føler næsten noget bliver taget fra én, selvom det gør det jo absolut ikke...

Jeg kan ikke heelt relatere til det du skriver men tæt på           Mig & min kærestes tvillingebrors kæreste var kun 5 uger fra hinandens terminsdato-og vi ventede begge en dreng. Jeg håber at det hele ender godt for jer allesammen