Sur over svigerindes graviditet, føler mig som en lort!

Jeg kender dine følelser. Jeg stod der selv da jeg blev gravid. Vi fik rimlig hurtigt annonceret der var barn på vej, Jeg havde kvalme, og var generelt bare skidt og træt i starten af graviditeten. Min svigermor havde faktisk luret den inden jeg testede (jeg gik næsten en uge over før jeg testede)

men under en måned efter vi havde fortalt familien det, kom min svigerinde og fortalte hun var gravid med deres nummer 2. Jeg blev så ked af det, for jeg ville bare gerne havde det her selv, hun havde enda termin 4 uger før mig. De efterfølgende dage var helved, men pludselig så jeg alt det positive, og skæbnen ville fanme at jeg fødte før tid, og hun gik over, så der er 18 dage mellem vores, og min datter er ældst.

Da min kæreste ringede og sagde hun var blevet faster var hun klar på at køre afsted for at se sin niece, stor mave, og en fødsel Der kunne begynde hvornår det skulle være. Hun kom næste dag, og vi kunne simpelthen kun grine da hendes mand sagde 'ikke nok med i fortæller om graviditet før os, så føder du sq også før os, hvad bilderfdu dig lige ind' og mit eneste svar som fløj ud 'undskyld, jeg prøvede at knibe ballerne sammen, men hun ville bare ud'

Jeg syntes det mest skræmmende ved disse følelser er at de faktisk eksistere, for vi vil aldrig ønske at tænke sådan, men vi gør det nogen gange. Vi styrere ikke vores følelser, hverken i kærlighed, eller jalousi. Men jeg kan fortælle at når de bliver ældre og du ser hvilken glæde de har i hinanden, så forsvinder de følelser. Det varmer mit hjerte SÅ meget når min datter og hendes fætter løber hinanden i møde for at give hinanden et stort kram og en mutter.....

Anonym skriver:

Med fare for at lyde som et vaske ægte lorte menneske, opretter jeg denne tråd alligevel da jeg simpelthen har brug for at lette mit hjerte!

Jeg er SUR på mig selv over at jeg indimellem tager mig selv i at føle det her (problemet som kommer om lidt). 

Historien, og jeg kan virkelig godt se hvor lille et menneske jeg er når jeg tænker over det, men det skal altså ud og jeg vil gerne have andre øjne på, og andre der siger at det er for dumt eller at de måske har prøvet det samme, så tror jeg bedre jeg kan komme over det og få det lagt bagt mig... Tilbage til sagens kerne, jeg er gravid og har termin inden for for lang tid. Da min kæreste og jeg annoncerede de lykkelige omstændigheder i det sene forår i år, blev min kærestes brors nye kæreste (er det min svigerinde? Hmmm) helt vildt skruk og begyndte at snakke meget om babyer. Nogle måneder efter annoncerer de så at nu er de OGSÅ gravide. Og det er her det lille menneske i mig kommer frem. For jeg blev (og er) stadig glad på deres vejne, men blev samtidig helt vildt irriteret, fordi jeg gerne ville have min graviditet i fred - tror jeg. Jeg ved ikke helt hvorfor jeg synes det er så irriterende som jeg gør, at de også venter sig... 

Nu har det tilmed vist sig at de venter samme køn som os, og jeg tror at jeg føler at min graviditet og det specielle ved min oplevelse ved det her bliver taget fra mig fordi jeg nu skal dele alle de her oplevelser om at være gravid og vente familiens første drenge barnebarn... 

 

Og jeg ved godt at det er lavt, og at det ikke tager noget fra mig eller mit barn, tværtimod får min dreng en jævnaldrende fætter... Og jeg er glad på deres vegne, men jeg er også bare så inderligt irriteret... Og jeg vil under ingen omstændigheder tale med min kæreste om det eller andre famile medlemmer, for jeg skammer mig over at have det sådan. 

Jeg skjuler det selvfølgelig når vi er sammen med dem, og når vi er sammen med dem er jeg også bare glad på deres vegne, men når de så ikke er der er jeg irriteret over at de også venter sig og så endda en dreng... Det er jo barnligt at jeg er sur over at skulle dele denne her oplevelse... I starten håbede jeg inderligt de så i det mindste fik en pige, men det et fandme en dreng...

ØV!

 

Der er nok ikke så meget spørgsmål over mit indlæg, men jeg vil virkelig værdsætte nogle andre rationelle øjne på det her. Er der andre det har haft det sådan i en lignende situation? Og er der nogen forslag til hvordan jeg kan hjælpe mig selv til bare at komme videre?

 

Jeg har også gravide veninder i øjeblikket, deres graviditet generer mig ikke, og jeg nyder også virkelig min egen graviditet, det er ikke sådan at jeg bruger al min tid på at være irriteret over det. Jeg elsker jo mit eget barn udover alle grænser allerede, men følelser er jo ikke altid rationelle, men det er trods alt stadig følelser uanset hvor lave de er. Men netop derfor ville det være rart at få lidt hjælp til at komme over det 

 

Jeg har valgt at skrive som anonym fordi jeg skammer mig så meget over at føle det sådan!

Jeg kan godt forstå dine følelser! Det er så stor en ting at blive gravid, og da det lyder som noget i har planlagt, er det jo også noget helt specielt for jer  Min svigerinde var faktisk gravid imens jeg selv var gravid, men hun holdt det skjult det længere end nødvendigt, og ventede til nogle uger efter jeg havde født med at fortælle det. Det syntes jeg var så sød en tanke at hun ønskede at lade os være i rampelyset 

der er ikke andet at gøre i din situation end at affinde sig med, hvordan situationen nu har udviklet sig. På plussiden bliver det HELT vildt dejligt og sjovt for jeres søn at have en så javnældrende fætter 

Jeg synes at du skulle give hende alle de råd du kan give hende  Måske hun er ked af, at du får mere opmærksomhed end hende? det vil du jo automatisk få, når du nu er længere henne. 

Og god weekend 

Anonym skriver:

Med fare for at lyde som et vaske ægte lorte menneske, opretter jeg denne tråd alligevel da jeg simpelthen har brug for at lette mit hjerte!

Jeg er SUR på mig selv over at jeg indimellem tager mig selv i at føle det her (problemet som kommer om lidt). 

Historien, og jeg kan virkelig godt se hvor lille et menneske jeg er når jeg tænker over det, men det skal altså ud og jeg vil gerne have andre øjne på, og andre der siger at det er for dumt eller at de måske har prøvet det samme, så tror jeg bedre jeg kan komme over det og få det lagt bagt mig... Tilbage til sagens kerne, jeg er gravid og har termin inden for for lang tid. Da min kæreste og jeg annoncerede de lykkelige omstændigheder i det sene forår i år, blev min kærestes brors nye kæreste (er det min svigerinde? Hmmm) helt vildt skruk og begyndte at snakke meget om babyer. Nogle måneder efter annoncerer de så at nu er de OGSÅ gravide. Og det er her det lille menneske i mig kommer frem. For jeg blev (og er) stadig glad på deres vejne, men blev samtidig helt vildt irriteret, fordi jeg gerne ville have min graviditet i fred - tror jeg. Jeg ved ikke helt hvorfor jeg synes det er så irriterende som jeg gør, at de også venter sig... 

Nu har det tilmed vist sig at de venter samme køn som os, og jeg tror at jeg føler at min graviditet og det specielle ved min oplevelse ved det her bliver taget fra mig fordi jeg nu skal dele alle de her oplevelser om at være gravid og vente familiens første drenge barnebarn... 

 

Og jeg ved godt at det er lavt, og at det ikke tager noget fra mig eller mit barn, tværtimod får min dreng en jævnaldrende fætter... Og jeg er glad på deres vegne, men jeg er også bare så inderligt irriteret... Og jeg vil under ingen omstændigheder tale med min kæreste om det eller andre famile medlemmer, for jeg skammer mig over at have det sådan. 

Jeg skjuler det selvfølgelig når vi er sammen med dem, og når vi er sammen med dem er jeg også bare glad på deres vegne, men når de så ikke er der er jeg irriteret over at de også venter sig og så endda en dreng... Det er jo barnligt at jeg er sur over at skulle dele denne her oplevelse... I starten håbede jeg inderligt de så i det mindste fik en pige, men det et fandme en dreng...

ØV!

 

Der er nok ikke så meget spørgsmål over mit indlæg, men jeg vil virkelig værdsætte nogle andre rationelle øjne på det her. Er der andre det har haft det sådan i en lignende situation? Og er der nogen forslag til hvordan jeg kan hjælpe mig selv til bare at komme videre?

 

Jeg har også gravide veninder i øjeblikket, deres graviditet generer mig ikke, og jeg nyder også virkelig min egen graviditet, det er ikke sådan at jeg bruger al min tid på at være irriteret over det. Jeg elsker jo mit eget barn udover alle grænser allerede, men følelser er jo ikke altid rationelle, men det er trods alt stadig følelser uanset hvor lave de er. Men netop derfor ville det være rart at få lidt hjælp til at komme over det 

 

Jeg har valgt at skrive som anonym fordi jeg skammer mig så meget over at føle det sådan!

Jeg forstår dig godt, for jeg havde det på samme måde da jeg ventede min søn, for min kusine var fem måneder længere henne og min mormor var blevet lykkelig over et nyt oldebarn, men den dag jeg ville fortælle familien at vi ventede os sagde hun at hun håbede der gik et par år før hun igen skulle være oldemor...

Jeg kom en dag til at nævne mine følelser for min tante fra min fars side der så fortalte mig at min mormor glædede sig over min graviditet også... 

Jeg er så åbenbart den eneste, der synes det er underligt det kan være så svært at glæde sig på andres vegne.

Det må da være noget man kan arbejde med.

Jeg har begge gange været gravid samtidig med min søster (helt tilfældigt) og syntes det var hyggeligt og har set det positive i det.

Jeg må indrømme at jeg ikke rigtig kan sætte mig ind i dine følelser, min bror og hans kæreste skal have barn til december og vores datter er fra april og jeg glææææder mig over at der kommer en fætter eller kusine så tæt på.

Men det gør jo ikke dine følelser mindre virkelige. Så du er nødt til at forholde dig til dem. Ja det er nogle trælse følelser, og som jeg læser det, ville du helst være dem foruden! Hvis det er tilfældet, så tror jeg du skal prøve om du kan finde glæden i, at der kommer en fætter så tæt på, at der er mulighed for at de får vildt meget glæde af hinanden og der altid er en legekammerat når l er til familieting, det er da en kæmpe gave at jeres barn ikke skal kede sig og være det eneste barn

Jeg kan fuld ud sætte mig ind i man kan føle sådan .
Tror ikke det så unaturligt .
Men måske sku du tænke mere på jubii min bror og jeg får børn tæt på hinanden i stedet for på hans kæreste . Ved ikke om det giver mening :s.

Her har jeg haft oplevet det modsatte , mig, min søster, og min bror fik 3 piger med 8 dages mellemrum fra den første til den sidste .
Og vi fortalte det til familien 3 dage i rap . Og aldrig været problemer vi nød at snakke om det sammen og være på barsel samtidig og den dag i dag er de 2,7 år og elsker hinanden såå højt og ser hinanden så ofte som muligt

må tilstå jeg kan slet ikke sætte mig ind i det, da jeg ventede min den store blev min svigerinde også skruk, og blev gravid, jeg var lidt skuffet over hende, men mest fordi at det var ikke noget min bror ønskede, og de havde ikke været sammen ret længe. Og er det såmænd heller ikke i dag. 

Men kunne godt se at min lille pige kunne få en dejlig kusine så tæt på, der er så 2 mdr imellem, og det er da luksus, skæbnen ville så at vi ser hende desværre ikke. 

Nu er jeg gravd igen og vi har 3 andre i vores vennekreds som også er gravide inden for de nærmeste 2 mdr og jeg tænker bare hold da op min lille pige er heldig at have nogle så tæt på, jeg havde selv min bedste veninde i min kusine. 

Mine børn har desværre ikke fætre og kusiner tæt på, ud over hende vi ikke ser, da min bror først fik de næste ca 10 år efter den første.  og de er de yngste på faderen side. 

Ja ens graviditet er speciel, men jeg nyder at kunne snakke med de andre piger om gener og glæder ved det 

Jeg kan godt sætte mig ind i de følelser du har. Og jeg tror egentlig det er meget normalt at man bliver lidt territorial overfor situationen når man venter sig. Det er jo helt specielt og det er ikke sikkert det er noget man vil dele. På den anden side er det jo noget du bliver nødt til at arbejde med, for de har jo ligeså meget ret til glæde og opmærksomhed og deres barn er ikke mindre vigtigt eller glædeligt end jeres. Og det tror jeg også helt automatisk du vil komme til at synes

Da min svigerinde sagde til min kæreste at hun var gravid, svarede min kæreste "Det er Mille også!" og når jeg sådan lige afspiller den situation for mig selv, kan jeg sagtens forstå hvis hun er blevet ked af det over det! Men han sagde det jo kun fordi han synes det var fedt at han skulle være onkel og far! Hun har aldrig sagt noget om at hun blev ked af det, så det kan sagtens være hun ikke er blevet det! Man er jo forskellig, og hun er meget overskudsagtig med at pakke tøj osv. hendes ikke længere passer, til vores. Så det er jo bare dejligt.

Jeg kan til gengæld godt nogle gange tænke at nu nåede hun at blive "første barnebarn" og "første oldebarn" (hun fødte i sommer og jeg har termin til december), så hendes barn er mere specielt end vores, men jeg ved godt selv at det er noget pjat. "heldigvis" kan man sige at vi stadig hver i sær får noget for os selv, da min kæreste og svigerinde er halvsøskende, så selvom hun kom først er vi stadig først hos kærestens mors familie og hele min familie.

Nå, nu blev det langt. Overordnet mener jeg bare at disse jalousi følelser i forbindelse med graviditet nok er ganske normale og ufarlige og med garanti lægger sig når alt er faldet til ro og blevet "normalt".

Jeg har oplevet det på andre måder end med graviditeten, men alligevel også lidt i samme stil med vores børn:

Vi købte hus, så købte de hus! Vi havde hund, så fik de hund! Vi havde to biler, så fik de to biler! Vi inviterede til jul, så inviterede de til jul! Vi fik gasgrill, så fik de gasgrill! osv. osv. Jeg kunne blive ved ;-)

Men jeg havde været skruk i flere år, og kæresten ville ikke være med. Pludselig en dag er de gravide, og alle spørger til om vi ikke også skal have børn! Jeg var indebrændt og jaloux som bare f*****!

Det lykkedes så at overbevise kæresten, og vi fik barn 5 mdr. efter dem. Nu er problemet så at de (familien) sammenligner de to børn:

"Jamen nu kan X jo kravle, så det kan Y da også om 5 mdr." eller "Vi har bestilt plads med børnestole til dem begge - Til den tid er Y jo i den alder som X er nu og så kan hun sagtens sidde selv" bla. bla. bla. 

Anonym skriver:

Med fare for at lyde som et vaske ægte lorte menneske, opretter jeg denne tråd alligevel da jeg simpelthen har brug for at lette mit hjerte!

Jeg er SUR på mig selv over at jeg indimellem tager mig selv i at føle det her (problemet som kommer om lidt). 

Historien, og jeg kan virkelig godt se hvor lille et menneske jeg er når jeg tænker over det, men det skal altså ud og jeg vil gerne have andre øjne på, og andre der siger at det er for dumt eller at de måske har prøvet det samme, så tror jeg bedre jeg kan komme over det og få det lagt bagt mig... Tilbage til sagens kerne, jeg er gravid og har termin inden for for lang tid. Da min kæreste og jeg annoncerede de lykkelige omstændigheder i det sene forår i år, blev min kærestes brors nye kæreste (er det min svigerinde? Hmmm) helt vildt skruk og begyndte at snakke meget om babyer. Nogle måneder efter annoncerer de så at nu er de OGSÅ gravide. Og det er her det lille menneske i mig kommer frem. For jeg blev (og er) stadig glad på deres vejne, men blev samtidig helt vildt irriteret, fordi jeg gerne ville have min graviditet i fred - tror jeg. Jeg ved ikke helt hvorfor jeg synes det er så irriterende som jeg gør, at de også venter sig... 

Nu har det tilmed vist sig at de venter samme køn som os, og jeg tror at jeg føler at min graviditet og det specielle ved min oplevelse ved det her bliver taget fra mig fordi jeg nu skal dele alle de her oplevelser om at være gravid og vente familiens første drenge barnebarn... 

 

Og jeg ved godt at det er lavt, og at det ikke tager noget fra mig eller mit barn, tværtimod får min dreng en jævnaldrende fætter... Og jeg er glad på deres vegne, men jeg er også bare så inderligt irriteret... Og jeg vil under ingen omstændigheder tale med min kæreste om det eller andre famile medlemmer, for jeg skammer mig over at have det sådan. 

Jeg skjuler det selvfølgelig når vi er sammen med dem, og når vi er sammen med dem er jeg også bare glad på deres vegne, men når de så ikke er der er jeg irriteret over at de også venter sig og så endda en dreng... Det er jo barnligt at jeg er sur over at skulle dele denne her oplevelse... I starten håbede jeg inderligt de så i det mindste fik en pige, men det et fandme en dreng...

ØV!

 

Der er nok ikke så meget spørgsmål over mit indlæg, men jeg vil virkelig værdsætte nogle andre rationelle øjne på det her. Er der andre det har haft det sådan i en lignende situation? Og er der nogen forslag til hvordan jeg kan hjælpe mig selv til bare at komme videre?

 

Jeg har også gravide veninder i øjeblikket, deres graviditet generer mig ikke, og jeg nyder også virkelig min egen graviditet, det er ikke sådan at jeg bruger al min tid på at være irriteret over det. Jeg elsker jo mit eget barn udover alle grænser allerede, men følelser er jo ikke altid rationelle, men det er trods alt stadig følelser uanset hvor lave de er. Men netop derfor ville det være rart at få lidt hjælp til at komme over det 

 

Jeg har valgt at skrive som anonym fordi jeg skammer mig så meget over at føle det sådan!

jeg må også som få af de andre sige jeg heller ikke helt kan forstå dig

jeg ville da ønske at min bror og svigerinde var blevet gravide med deres ½ år før hvis ikke mere, for selvom der kun er et år imellem fætrene så har de slet ikke særlig meget glæde ud af hinanden....

ved at i er så tæt på hinanden får de jo ekstremt meget glæde, og så er det jo også kun fedt det er 2 drenge?