Jeg har valgt at være anonym af flere årsager, og anonymesvar er selvfølgelig velkommen...
Jeg står i hvad der er for mig et ret stort dilemma, sagen er at;
Jeg har en datter på knap 8 år.... det var ikke en planlagt graviditet, da jeg var på p-piller og han brugte kondom....(det virkede ik helt må man sige)
jeg går hen og bliver gravid, vi danner ikke par, men han tilkendegiver flere gange han ønsker dette barn, og vi vælger at beholde barnet...
Der er faktisk ingen kontakt derfra, og han ser hende et par gange de 3 første måneder hvor han dukker op et par søndage efter lørdags druk og egentlig har mere travlt med sin tlf end sit barn....
Jeg forsøger ALT, sågår at tilbyde at flytte tættere på ham for at de kan få et ordentligt forhold til hinanden.. MEN da hun er et par måneder dukker han ik op til en aftale, hvorefter jeg kontakter ham for at høre om jeg har taget fejl af datoer 
Da han endelig tager sin tlf meddeler han at han ikke kan komme, hans nye dame har brug for ham og at han venter barn med hende 
Jeg høre intet derefter, og efter LANGE overvejelser beslutter jeg at hvis jeg intet høre til hendes 1 års fødselsdag, må jeg kontakte ham og få en helt klar plan for hvad han ønsker mht hende og deres forhold...
1 års dagen kommer.... INGEN livstegn fra ham... jeg kontakter ham nogle dage efter, og han ønsker ingen kontakt..... jeg ønsker ikke at min datter skal stå og vente grædende på hendes far i vinduet endag og han aldrig dukker op... og ber ham derfor koncentere sig om det han har gang i i med han kæreste og deres barn, og at han IKKE skal kontakte os, og forstyrre min datters hverdag.... min frugt er at han kommer i tide og utide...
Jeg møder en mand, vi flytter sammen og selvom vi den dag i dag ikke er sammen så ser min datter og ham hinanden som far og datter... hun ved at hun har en biologisk far, og jeg har aldrig sagt noget ond om manden,men sagt at det var bedst han ik så hende men at h an selvfølgelig elsker hende.... hendes biologiske far er ikke forbudt område... hun må gerne spørge, snakke osv om ham, men hun har flere gange sagt at hun ikke ønsker kontakt...
sagen er den at hun har hans efternavn.....og det vil hun så gerne have slettet... en til min store skræk finder jeg ud af at den biologiske far skal have besked på dette og skal skrive under.....
Min fryst er at han pludselig får en ide om at han skal til at se hende, hvis hun giver livstegn fra sig..... vi har de seneste år været igennem en meget svær periode, og mistet nogle vi havde meget kær, vi har et familieliv med en anden, hendes far og hende har stadig et fantastisk forhold( ser hver anden weekend, ferie osv.) hun trives pt og jeg ønsker ikke at hun skal "forstyrres" i hendes liv pt....
er der andre der har prøvet at skulle ændre navn, og den biologiske far skulle "godkende det" og hvordan gik det.....
Jeg overvejer at sige nej til at hun kan få slettet det efternavn, fordi ude af øje ude af sind......
Jeg har altid haft fuld forældre myndighed over hende, vi har gennemgået faderskabs sag, og han har pt holdt sit løfte med at holde sig væk... (han har selv 2 børn og er gift)
åhh er i syv sind, 
Nogle vil måske tro at jeg nægter at hun skal have kendskab til sin biologiske far, dette har aldrig været mit ønske men jeg vil ikke have atdet skal være for enhver pris, og som tingende er, ville det pt skade mere end gavne hende.
