Update- Indlæggelse på psyk.

Heeey tøsepiger

Tusinde tak for jeres hjælp den anden dag
(tråden kan læses her: https://www.baby.dk/debat/227279pi1/angst-depressio n-o-l-/indlaeggelse-psyk.aspx)

Situationen eskalerede yderligere efter jeg havde oprettet tråden i torsdags og det stak helt af.
Jeg gik hjemme fra i hylende tilstand Jeg anede simpelthen slet ikke hvad jeg skulle gøre. Kunne ikke sætte ord på og kunne ikke holde ud at være i min krop!
Nå, men da vi ikke kender nogen i nærheden gik jeg kort efter hjem . Total lamt, men sådan er det

Da jeg kom hjem forsatte jeg med at hyle og havde det generalt bare mærkeligt.

Læste mig inde på badeværelset hvor den fik for fulde gardiner Min kæreste stod på den anden siden af døren og forsøgte at snakke med ned. Men uanset hvad han sagde virkede det ikke. Efter 20 min. med tudbrølen låste jeg op og lukkede ham ind.

Han holde mig tæt, hvilket nok var en kæmpe fejl, for det fik mig til at åbne for alle kanaler!
Jeg græd så voldsomt at jeg knap kunne trække vejret, mens jeg hele tiden skiftede mellem at sige "Jeg savner min datter", "Hvor er min datter", "Hvorfor skal jeg aldrig se Naja igen", "Hvorfor lige min datter", "Jeg savner hende så meget at det gør fysisk ondt"

Dette stod på i 45min... Til sidst lykkedes det min kæreste at få mig talt ned hvor han så sagde at jeg havde to muligheder. Enten kørte vi på psyk. skadestue med det samme, eller også tog vi til lægen fredag (igår). Valte sidste mulighed.

Jeg klynkede videre i 30 min., hvor efter vi gik i seng.


I går var vi så ved lægen! Hun valgte straks at udskrive medicin og give mig en henvisning til 'mobilteam'. Hun forlængede min sygemelding også.

Fortalte hende også om min mens.. 1 måned med mens, 17 dages pause og så mens igen. Det udløste en henvisning til gyn. på Kolding sygehus. Vil gerne have klarhed på om det bare er kroppen der fumler, eller om der er noget galt!


Så nu er det bare at vente ... Og håbe på medicinen virker..

FrkRaarup skriver:

Heeey tøsepiger

Tusinde tak for jeres hjælp den anden dag
(tråden kan læses her: https://www.baby.dk/debat/227279pi1/angst-depressio n-o-l-/indlaeggelse-psyk.aspx)

Situationen eskalerede yderligere efter jeg havde oprettet tråden i torsdags og det stak helt af.
Jeg gik hjemme fra i hylende tilstand Jeg anede simpelthen slet ikke hvad jeg skulle gøre. Kunne ikke sætte ord på og kunne ikke holde ud at være i min krop!
Nå, men da vi ikke kender nogen i nærheden gik jeg kort efter hjem . Total lamt, men sådan er det

Da jeg kom hjem forsatte jeg med at hyle og havde det generalt bare mærkeligt.

Læste mig inde på badeværelset hvor den fik for fulde gardiner Min kæreste stod på den anden siden af døren og forsøgte at snakke med ned. Men uanset hvad han sagde virkede det ikke. Efter 20 min. med tudbrølen låste jeg op og lukkede ham ind.

Han holde mig tæt, hvilket nok var en kæmpe fejl, for det fik mig til at åbne for alle kanaler!
Jeg græd så voldsomt at jeg knap kunne trække vejret, mens jeg hele tiden skiftede mellem at sige "Jeg savner min datter", "Hvor er min datter", "Hvorfor skal jeg aldrig se Naja igen", "Hvorfor lige min datter", "Jeg savner hende så meget at det gør fysisk ondt"

Dette stod på i 45min... Til sidst lykkedes det min kæreste at få mig talt ned hvor han så sagde at jeg havde to muligheder. Enten kørte vi på psyk. skadestue med det samme, eller også tog vi til lægen fredag (igår). Valte sidste mulighed.

Jeg klynkede videre i 30 min., hvor efter vi gik i seng.


I går var vi så ved lægen! Hun valgte straks at udskrive medicin og give mig en henvisning til 'mobilteam'. Hun forlængede min sygemelding også.

Fortalte hende også om min mens.. 1 måned med mens, 17 dages pause og så mens igen. Det udløste en henvisning til gyn. på Kolding sygehus. Vil gerne have klarhed på om det bare er kroppen der fumler, eller om der er noget galt!


Så nu er det bare at vente ... Og håbe på medicinen virker..

Dejlig at høre der sker noget så du kan få det bedre.. Tænkte dog lidt på om i så har lagt børne projektet på hylden til du har det bedre ? Håber alt det bedste for dig

FrkRaarup skriver:

Heeey tøsepiger

Tusinde tak for jeres hjælp den anden dag
(tråden kan læses her: https://www.baby.dk/debat/227279pi1/angst-depressio n-o-l-/indlaeggelse-psyk.aspx)

Situationen eskalerede yderligere efter jeg havde oprettet tråden i torsdags og det stak helt af.
Jeg gik hjemme fra i hylende tilstand Jeg anede simpelthen slet ikke hvad jeg skulle gøre. Kunne ikke sætte ord på og kunne ikke holde ud at være i min krop!
Nå, men da vi ikke kender nogen i nærheden gik jeg kort efter hjem . Total lamt, men sådan er det

Da jeg kom hjem forsatte jeg med at hyle og havde det generalt bare mærkeligt.

Læste mig inde på badeværelset hvor den fik for fulde gardiner Min kæreste stod på den anden siden af døren og forsøgte at snakke med ned. Men uanset hvad han sagde virkede det ikke. Efter 20 min. med tudbrølen låste jeg op og lukkede ham ind.

Han holde mig tæt, hvilket nok var en kæmpe fejl, for det fik mig til at åbne for alle kanaler!
Jeg græd så voldsomt at jeg knap kunne trække vejret, mens jeg hele tiden skiftede mellem at sige "Jeg savner min datter", "Hvor er min datter", "Hvorfor skal jeg aldrig se Naja igen", "Hvorfor lige min datter", "Jeg savner hende så meget at det gør fysisk ondt"

Dette stod på i 45min... Til sidst lykkedes det min kæreste at få mig talt ned hvor han så sagde at jeg havde to muligheder. Enten kørte vi på psyk. skadestue med det samme, eller også tog vi til lægen fredag (igår). Valte sidste mulighed.

Jeg klynkede videre i 30 min., hvor efter vi gik i seng.


I går var vi så ved lægen! Hun valgte straks at udskrive medicin og give mig en henvisning til 'mobilteam'. Hun forlængede min sygemelding også.

Fortalte hende også om min mens.. 1 måned med mens, 17 dages pause og så mens igen. Det udløste en henvisning til gyn. på Kolding sygehus. Vil gerne have klarhed på om det bare er kroppen der fumler, eller om der er noget galt!


Så nu er det bare at vente ... Og håbe på medicinen virker..

Åååh hvor er det bare en forfærdelig situation du står i! Men jeg synes du er sej
HÅBER, at du snart får det bedre og at du får den rette hjælp. Ingen er tjent med, at skulle gennemleve hvad I gør.
KÆMPE kram fra mig

Diana2013 skriver:

Dejlig at høre der sker noget så du kan få det bedre.. Tænkte dog lidt på om i så har lagt børne projektet på hylden til du har det bedre ? Håber alt det bedste for dig

Nu hvor jeg har blødt så meget har det jo slet ikke været muligt at opnå graviditet.

Altså, det er ikke lagt på hylden, men udskudt. Vil gerne have barn, men skal selvfølgelig have det bedre først



Mange mange tak

FrkRaarup skriver:

Heeey tøsepiger

Tusinde tak for jeres hjælp den anden dag
(tråden kan læses her: https://www.baby.dk/debat/227279pi1/angst-depressio n-o-l-/indlaeggelse-psyk.aspx)

Situationen eskalerede yderligere efter jeg havde oprettet tråden i torsdags og det stak helt af.
Jeg gik hjemme fra i hylende tilstand Jeg anede simpelthen slet ikke hvad jeg skulle gøre. Kunne ikke sætte ord på og kunne ikke holde ud at være i min krop!
Nå, men da vi ikke kender nogen i nærheden gik jeg kort efter hjem . Total lamt, men sådan er det

Da jeg kom hjem forsatte jeg med at hyle og havde det generalt bare mærkeligt.

Læste mig inde på badeværelset hvor den fik for fulde gardiner Min kæreste stod på den anden siden af døren og forsøgte at snakke med ned. Men uanset hvad han sagde virkede det ikke. Efter 20 min. med tudbrølen låste jeg op og lukkede ham ind.

Han holde mig tæt, hvilket nok var en kæmpe fejl, for det fik mig til at åbne for alle kanaler!
Jeg græd så voldsomt at jeg knap kunne trække vejret, mens jeg hele tiden skiftede mellem at sige "Jeg savner min datter", "Hvor er min datter", "Hvorfor skal jeg aldrig se Naja igen", "Hvorfor lige min datter", "Jeg savner hende så meget at det gør fysisk ondt"

Dette stod på i 45min... Til sidst lykkedes det min kæreste at få mig talt ned hvor han så sagde at jeg havde to muligheder. Enten kørte vi på psyk. skadestue med det samme, eller også tog vi til lægen fredag (igår). Valte sidste mulighed.

Jeg klynkede videre i 30 min., hvor efter vi gik i seng.


I går var vi så ved lægen! Hun valgte straks at udskrive medicin og give mig en henvisning til 'mobilteam'. Hun forlængede min sygemelding også.

Fortalte hende også om min mens.. 1 måned med mens, 17 dages pause og så mens igen. Det udløste en henvisning til gyn. på Kolding sygehus. Vil gerne have klarhed på om det bare er kroppen der fumler, eller om der er noget galt!


Så nu er det bare at vente ... Og håbe på medicinen virker..

Puha fik da lige en stor klump i halsen  

 

Hvor er det godt at der nu sker noget, og at du kan få noget professionelt hjælp. INGEN skal gå med sådan en kæmpe sorg uden hjælp fra en professionel ! Ønsker dig alt det bedste.            

 

FrkRaarup skriver:

Heeey tøsepiger

Tusinde tak for jeres hjælp den anden dag
(tråden kan læses her: https://www.baby.dk/debat/227279pi1/angst-depressio n-o-l-/indlaeggelse-psyk.aspx)

Situationen eskalerede yderligere efter jeg havde oprettet tråden i torsdags og det stak helt af.
Jeg gik hjemme fra i hylende tilstand Jeg anede simpelthen slet ikke hvad jeg skulle gøre. Kunne ikke sætte ord på og kunne ikke holde ud at være i min krop!
Nå, men da vi ikke kender nogen i nærheden gik jeg kort efter hjem . Total lamt, men sådan er det

Da jeg kom hjem forsatte jeg med at hyle og havde det generalt bare mærkeligt.

Læste mig inde på badeværelset hvor den fik for fulde gardiner Min kæreste stod på den anden siden af døren og forsøgte at snakke med ned. Men uanset hvad han sagde virkede det ikke. Efter 20 min. med tudbrølen låste jeg op og lukkede ham ind.

Han holde mig tæt, hvilket nok var en kæmpe fejl, for det fik mig til at åbne for alle kanaler!
Jeg græd så voldsomt at jeg knap kunne trække vejret, mens jeg hele tiden skiftede mellem at sige "Jeg savner min datter", "Hvor er min datter", "Hvorfor skal jeg aldrig se Naja igen", "Hvorfor lige min datter", "Jeg savner hende så meget at det gør fysisk ondt"

Dette stod på i 45min... Til sidst lykkedes det min kæreste at få mig talt ned hvor han så sagde at jeg havde to muligheder. Enten kørte vi på psyk. skadestue med det samme, eller også tog vi til lægen fredag (igår). Valte sidste mulighed.

Jeg klynkede videre i 30 min., hvor efter vi gik i seng.


I går var vi så ved lægen! Hun valgte straks at udskrive medicin og give mig en henvisning til 'mobilteam'. Hun forlængede min sygemelding også.

Fortalte hende også om min mens.. 1 måned med mens, 17 dages pause og så mens igen. Det udløste en henvisning til gyn. på Kolding sygehus. Vil gerne have klarhed på om det bare er kroppen der fumler, eller om der er noget galt!


Så nu er det bare at vente ... Og håbe på medicinen virker..

Hold nu ! Kan ikke holde mine tåre tilbage når du skriver dine indlæg det er bare så hårdt at miste en man ikke engang fik lov til at kende. I dit tilfælde fik du lov til at holde hende dufte til hende og give hende 1000 kys. Håber inderligt at alt kommer til at ordne sig for dig og din mands fremtid skyld.

FrkRaarup skriver:

Nu hvor jeg har blødt så meget har det jo slet ikke været muligt at opnå graviditet.

Altså, det er ikke lagt på hylden, men udskudt. Vil gerne have barn, men skal selvfølgelig have det bedre først



Mange mange tak

Kan jeg godt forstå at i gerne vil have en baby, jeg kan slet ikke sætte mig ind i hvor svære følelser og hvor hårdt det er, da jeg ikke har prøvet det. Men jeg tager virkelig hatten af for dig og synes du virker til at være så stærk. Ja jeg hAr virkelig svært ved at beskrive det med ord. Men jeg synes bare selvom det er hårdt at i klare det så flot

Hvor er jeg glad din læge er så god og forstånede og gør det ved det...

for self glemmer man aldrig eller savnet men håber du får så meget hjælp at du kan komme videre og i får en vidunderlig hverdag sammen...

FrkRaarup skriver:

Heeey tøsepiger

Tusinde tak for jeres hjælp den anden dag
(tråden kan læses her: https://www.baby.dk/debat/227279pi1/angst-depressio n-o-l-/indlaeggelse-psyk.aspx)

Situationen eskalerede yderligere efter jeg havde oprettet tråden i torsdags og det stak helt af.
Jeg gik hjemme fra i hylende tilstand Jeg anede simpelthen slet ikke hvad jeg skulle gøre. Kunne ikke sætte ord på og kunne ikke holde ud at være i min krop!
Nå, men da vi ikke kender nogen i nærheden gik jeg kort efter hjem . Total lamt, men sådan er det

Da jeg kom hjem forsatte jeg med at hyle og havde det generalt bare mærkeligt.

Læste mig inde på badeværelset hvor den fik for fulde gardiner Min kæreste stod på den anden siden af døren og forsøgte at snakke med ned. Men uanset hvad han sagde virkede det ikke. Efter 20 min. med tudbrølen låste jeg op og lukkede ham ind.

Han holde mig tæt, hvilket nok var en kæmpe fejl, for det fik mig til at åbne for alle kanaler!
Jeg græd så voldsomt at jeg knap kunne trække vejret, mens jeg hele tiden skiftede mellem at sige "Jeg savner min datter", "Hvor er min datter", "Hvorfor skal jeg aldrig se Naja igen", "Hvorfor lige min datter", "Jeg savner hende så meget at det gør fysisk ondt"

Dette stod på i 45min... Til sidst lykkedes det min kæreste at få mig talt ned hvor han så sagde at jeg havde to muligheder. Enten kørte vi på psyk. skadestue med det samme, eller også tog vi til lægen fredag (igår). Valte sidste mulighed.

Jeg klynkede videre i 30 min., hvor efter vi gik i seng.


I går var vi så ved lægen! Hun valgte straks at udskrive medicin og give mig en henvisning til 'mobilteam'. Hun forlængede min sygemelding også.

Fortalte hende også om min mens.. 1 måned med mens, 17 dages pause og så mens igen. Det udløste en henvisning til gyn. på Kolding sygehus. Vil gerne have klarhed på om det bare er kroppen der fumler, eller om der er noget galt!


Så nu er det bare at vente ... Og håbe på medicinen virker..

Det varmer simpelthen at læse denne tråd. Er så glad for der nu bliver taget hånd om dig.

Var sq tæt på at køre ned og hente dig, synes det er så unfair det du gennemgår.

FrkRaarup skriver:

Heeey tøsepiger

Tusinde tak for jeres hjælp den anden dag
(tråden kan læses her: https://www.baby.dk/debat/227279pi1/angst-depressio n-o-l-/indlaeggelse-psyk.aspx)

Situationen eskalerede yderligere efter jeg havde oprettet tråden i torsdags og det stak helt af.
Jeg gik hjemme fra i hylende tilstand Jeg anede simpelthen slet ikke hvad jeg skulle gøre. Kunne ikke sætte ord på og kunne ikke holde ud at være i min krop!
Nå, men da vi ikke kender nogen i nærheden gik jeg kort efter hjem . Total lamt, men sådan er det

Da jeg kom hjem forsatte jeg med at hyle og havde det generalt bare mærkeligt.

Læste mig inde på badeværelset hvor den fik for fulde gardiner Min kæreste stod på den anden siden af døren og forsøgte at snakke med ned. Men uanset hvad han sagde virkede det ikke. Efter 20 min. med tudbrølen låste jeg op og lukkede ham ind.

Han holde mig tæt, hvilket nok var en kæmpe fejl, for det fik mig til at åbne for alle kanaler!
Jeg græd så voldsomt at jeg knap kunne trække vejret, mens jeg hele tiden skiftede mellem at sige "Jeg savner min datter", "Hvor er min datter", "Hvorfor skal jeg aldrig se Naja igen", "Hvorfor lige min datter", "Jeg savner hende så meget at det gør fysisk ondt"

Dette stod på i 45min... Til sidst lykkedes det min kæreste at få mig talt ned hvor han så sagde at jeg havde to muligheder. Enten kørte vi på psyk. skadestue med det samme, eller også tog vi til lægen fredag (igår). Valte sidste mulighed.

Jeg klynkede videre i 30 min., hvor efter vi gik i seng.


I går var vi så ved lægen! Hun valgte straks at udskrive medicin og give mig en henvisning til 'mobilteam'. Hun forlængede min sygemelding også.

Fortalte hende også om min mens.. 1 måned med mens, 17 dages pause og så mens igen. Det udløste en henvisning til gyn. på Kolding sygehus. Vil gerne have klarhed på om det bare er kroppen der fumler, eller om der er noget galt!


Så nu er det bare at vente ... Og håbe på medicinen virker..

Søde du
Hvor har du haft nogle hårde dage altså!
Hver gang jeg tænker på dig, er min første tanke, at hvor er det uretfærdigt for dig, at jeg sidder her med min søn, som er født lidt efter Naja døde Det skærer i mit hjerte, at tænke på, hvad du gennemgår.. Jeg kan jo slet slet slet slet slet slet ikke sætte mig ind i, hvor hårdt du har det, men tanken om, at Anthon ikke var her i dag er frygtelig, så jeg kan jo kun tænke mig til, hvordan du har det

Jeg beder en bøn for dig hver aften, at du snart får det bedre og I snart får medvind i familien