hvordan ville i reagere?

Min mand bliver også super knotten hvis det er ham der skal op med ungerne kl. kvalme... Jeg gider ikke en sur mand om morgenen, så jeg har accepteret at sådan er det bare. Det er mig der alle dage har haft ungerne om natten og morgenen (med mindre de har været virkelig stride om natten, så har han hjulpet). 
Jeg må sove når jeg bliver gammel 

Og jeg kan egentlig også godt forstå at han blev lidt små sur over den kommentar, det var min sikkert også blevet.

Det er fint at du mener han skal stramme op osv. men tidspunktet var måske ikke så heldigt, når han i forvejen var træt af at blive vækket. 

Tag snakken når i begge er i et bedre humør og har overskud til at snakke fornuftigt om det.

Måske ikke til megen hjælp, men især det med at stå op kender jeg alt til, vi har bare valgt at det er mig der tager den tørn herhjemme, så gør han en masse andet godt, og giver mig gerne ro til en lur i løbet af dagen 

lineog4 skriver:

Har I også haft problemer med nogen af de måder du er sammen med børnene? Jeg tænker med det samme når jeg læser det, at du har problemer med den måde han er sammen med børnene og du tager det op som en problematik - mon din mand og børn opfatter det helt så problematisk som dig?

Prøv at vende den om og forestil dig din mand fortæller I også har problemer med hvordan du er sammen med børnene og hver gang du så skal være sammen med dig, så skal det lige pointerer hvordan du ska gøre det. Var det min mand der gjorde det så gad jeg ikke, ville melde pas eller råbe enormt højt og ja måske også slå en dør eller i hvertfald smække.

Vi skal have tillad og tro på hinanden som forældre også selvom vi ikke gør det ens. Min kære mand har samme ide - de skal kunne lege selv (og hun syntes jeg stimulerer for meget), telefonen er spændende og så videre. Mine unger ved vi er forskellig. Og kan bruge os til forskellIge ting. Vil de gerne spille et spil spørger de mig, skal de have limet et stykke legetøj spørger de far osv børnene elsker os begge to, de elsker at være sammen med os begge to på hører vores præmisser... Og jeg har lært at give slip og aige: ser ud til I har hygget på jeres måde og bliver derfor mødt at smil...

jeg kan selv mærke det fordi min mand konstant synes jeg gør noget forkert (opvasksrmaskinen) og jeg er bare holdt op med at fylde den og hjælpe med det. Og jeg bliver møg sur når han hentyder til det.

Jeg kan godt se hvad du mener, men det bunder også i, at han det første 1½ år af vores første barns liv ikke gjorde dagens gode gerning herhjemme - jeg gjorde alt praktisk og husligt, jeg tog mig af vores datter 24/7, fordi han hellere ville spille xbox. Eller også tog han ud af huset osv. Endte faktisk med at gå fra ham men gav ham en chance mere. Det er helt klart blevet bedre men selvfølgelig sidder det stadig i mig, det er klart!! Han lod mig være den der skulle gøre ALT, eller "lod mig" er så meget sagt, jeg havde ikke noget valg, for hver gang jeg spurgte om han ville tage vores datter lidt, var det med suk og brok, hvis han da gad tage over. Det er klart jeg så er endt i en form for kontrolfreak-rolle, som er svær at komme ud af, fordi jeg har skulle have kontrollen alene så længe. Men vil da tænke over det, forstår godt hvad du siger.

Holbæktrunten skriver:

Jeg tror jeg har været i noget der ligner dine sko... Her havde manden dog ' undskyldningen' efterfødselsreaktion...

Selvom det er et overstået kapitel, synes jeg også at han nogen gange er for lidt 'til stede', men han bliver bedre og bedre, og er også begyndt selv at tage initiativ til at lege lidt med vires to årige engang imellem.

Til spørgsmålet - jeg er så en af dem der ville blive edderspændt rasende! Kan sgu godt være han lige er vågnet - men det er du fandme også! Endvidere har du været oppe og amme flere gange skriver du, og har dermed fået en afbrudt nattesøvn i forvejen. Skulle ret være ret var det ham der burde lette røven og med et smil - for han har selv valgt at få børn, og der medfølger et ansvar. Ikke kun overfor børnene, men også overfor hans partner. Og han har brudt jeres aftale. OG smækket på døren i agression - meget ubehageligt, og dobbelt ubehageligt fordi man som mor (af hensyn til børnene) ikke kan flå døren op og råbe hvad HELVEDE stodderen har gang i !!!?!

Nå, der var blot for at fortælle jeg forstår dig SÅ godt, og synes du reagerer naturligt.

Forsøg på et konstruktivt råd: sæt ham i stævne og snak om jeres morgen aftale igen. Måske skal den laves om, noget skal der i hvert fald ske. Lige i morgenstunden er det dig i min verden ok at ungerne ser tv og slapper af mens forældrene vågner - sådan er det også her.

Herhjemme står jeg altid op om morgnen - jeg vågner med det samme, og gider ik blive irriteret over at skulle losse manden ud af fjerene. Han arbejder dig, så synes også det er fair at han sover længe i weekenden. TILGENGÆLD skal han så tage sig af vires barn efter middagsluren, så jeg har fred nogle timer...

Håber virkelig i finder en løsning

Tak for din forståelse! Det var dejligt! Jeg kan godt se hvad de andre mener med at være for meget efter ham, det vil jeg tænke over, men synes også der er manglende forståelse for min side af situationen. Jeg er heldig hvis jeg får en times sammenhængende søvn, og jeg hænger dårligt nok sammen pga træthed. Og han er ikke lige typen der siger "Bare sov lidt skat, så skal jeg nok klare skærene", så det er klart jeg bliver dybt frustreret, når det tager ham evigheder at stå op (evigheder jeg kunne have fået som ekstra søvn) osv.

Loa skriver:

Kender det udemærket (i noget mere mild grad dog)...

Da Isabella var mindre var jeg heller ikke tilfreds med hvordan hendes far var sammen med hende, men SP sagde også bare at man måtte accepterer at mor og far er anderledes sammen med børnene og det er noget børnene hurtigt finder ud af....
Tænker det vigtigste er at han imødekommer deres behov for mad, ren ble/toilet og trøst, så tror og håber jeg de nok skal klare sig, selvom der er mindre kontakt med dem end når du er sammen med dem..... (Selvom jeg selv havde meget svært ved at accepterer at isabellas far ikke var sammen med hende på den måde jeg mente var bedst)
Men tror desværre ikke det er noget man bare lige kan ændre, så enten skal man accepterer det eller ja, droppe manden....

Til det med det slaget på døren, synes jeg heller ikke er ok, tror det dog er gjort i ren afmagt og frustration, men han skal da selvfølgelig stadig vide at det ikke er ok at "kommunikere" sådan....

Kan godt forstå hvad du mener - jeg synes bare det er hårdt at skulle opveje for den kontakt han er dårlig til at give, fordi det betyder jeg ikke kun skal give 100%, men faktisk 150%. Og synes egentlig også det er synd for ham selv, for jeg synes da han går glip af nogle ting..

mor:) skriver:

Er det noget du har konkluderet? Er du klar over hvor hårdt det må være at vide at ens partner ikke synes man er en god nok far?
Hvor gamle er børnene?

Jeg tror i hvert fald ikke på at jeres situation bliver forbedret af at du skal prikke til hans forældreevne.

Jeg vil gerne holde børnenes alder privat af hensyn til min anonymitet. Men jeg kan godt se hvad du mener, det sætter bestemt nogle tanker i gang, og jeg vil prøve at tænke over det. Kopierer dog lige alligevel et svar jeg sendte til et andet for også at forklare min reaktion:

Det bunder også i, at han det første 1½ år af vores første barns liv ikke gjorde dagens gode gerning herhjemme - jeg gjorde alt praktisk og husligt, jeg tog mig af vores datter 24/7, fordi han hellere ville spille xbox. Eller også tog han ud af huset osv. Endte faktisk med at gå fra ham men gav ham en chance mere. Det er helt klart blevet bedre men selvfølgelig sidder det stadig i mig, det er klart!! Han lod mig være den der skulle gøre ALT, eller "lod mig" er så meget sagt, jeg havde ikke noget valg, for hver gang jeg spurgte om han ville tage vores datter lidt, var det med suk og brok, hvis han da gad tage over. Det er klart jeg så er endt i en form for kontrolfreak-rolle, som er svær at komme ud af, fordi jeg har skulle have kontrollen alene så længe. Men vil da tænke over det, forstår godt hvad du siger.

Karina84 skriver:

Min mand bliver også super knotten hvis det er ham der skal op med ungerne kl. kvalme... Jeg gider ikke en sur mand om morgenen, så jeg har accepteret at sådan er det bare. Det er mig der alle dage har haft ungerne om natten og morgenen (med mindre de har været virkelig stride om natten, så har han hjulpet). 
Jeg må sove når jeg bliver gammel 

Og jeg kan egentlig også godt forstå at han blev lidt små sur over den kommentar, det var min sikkert også blevet.

Det er fint at du mener han skal stramme op osv. men tidspunktet var måske ikke så heldigt, når han i forvejen var træt af at blive vækket. 

Tag snakken når i begge er i et bedre humør og har overskud til at snakke fornuftigt om det.

Måske ikke til megen hjælp, men især det med at stå op kender jeg alt til, vi har bare valgt at det er mig der tager den tørn herhjemme, så gør han en masse andet godt, og giver mig gerne ro til en lur i løbet af dagen 

Det må da være dejligt for dig, men nu er min mand ikke lige typen der så for at opveje tager en tørn herhjemme eller lader mig tage et hvil på et andet tidspunkt, så sådan fungerer det ikke herhjemme. Jeg kan ikke hænge sammen, hvis jeg ikke lige får den der ekstra 1½ time hver anden dag, for jeg sover ikke lur om dagen.

Anonym skriver:

Det må da være dejligt for dig, men nu er min mand ikke lige typen der så for at opveje tager en tørn herhjemme eller lader mig tage et hvil på et andet tidspunkt, så sådan fungerer det ikke herhjemme. Jeg kan ikke hænge sammen, hvis jeg ikke lige får den der ekstra 1½ time hver anden dag, for jeg sover ikke lur om dagen.

Tro mig, det forstår jeg virkelig godt at du ikke kan... Jeg er heller ikke god til at få taget luren, medmindre det har været en rigtig hård nat, og jeg ville ønske at det bare måske en enkel dag i ugen, var mig der fik lige den der 1½ time ekstra om morgenen. 

Men jeg tænker om han måske ikke ville være villig til så at ta over på et andet tidspunkt i løbet af dagen? Hvis det er det at han skal op om morgenen, der gør at han bliver irreteret. Altså at i indgår en kompromis? 

Det er ik fordi jeg synes du er unfair, tænker bare om i ikke kan finde en rutine der fungerer for jer begge. Og så må han da lige ta sig lidt sammen og blive voksen, i er to om at få jeres hverdag til at køre så godt som muligt.

Anonym skriver:

Jeg vil gerne holde børnenes alder privat af hensyn til min anonymitet. Men jeg kan godt se hvad du mener, det sætter bestemt nogle tanker i gang, og jeg vil prøve at tænke over det. Kopierer dog lige alligevel et svar jeg sendte til et andet for også at forklare min reaktion:

Det bunder også i, at han det første 1½ år af vores første barns liv ikke gjorde dagens gode gerning herhjemme - jeg gjorde alt praktisk og husligt, jeg tog mig af vores datter 24/7, fordi han hellere ville spille xbox. Eller også tog han ud af huset osv. Endte faktisk med at gå fra ham men gav ham en chance mere. Det er helt klart blevet bedre men selvfølgelig sidder det stadig i mig, det er klart!! Han lod mig være den der skulle gøre ALT, eller "lod mig" er så meget sagt, jeg havde ikke noget valg, for hver gang jeg spurgte om han ville tage vores datter lidt, var det med suk og brok, hvis han da gad tage over. Det er klart jeg så er endt i en form for kontrolfreak-rolle, som er svær at komme ud af, fordi jeg har skulle have kontrollen alene så længe. Men vil da tænke over det, forstår godt hvad du siger.

Okay forstår nu lidt bedre din kontrollyst
det ef nemlig ikke særlig motiverende at vide at den anden ikke synes man er god nok. Altså jeg ville ikke gide hvis jeg vidste min partner alligevel ikke synes noget jeg gør er godt nok.

Jeg tænker at du evt. kan øve dig på at se alt det gode han får gjort og få rost ham for det.

Tag dig en fridag om ugen i et par timer hvor han kan lave noget med børnene. Hvis han er "dårlig" til at lege, så skulle han måske tage dem/eller den ene af dine børn med i zoo eller lignende aktiviteter der både kan være noget for far og børnene.

Det kan også være i kan finde på noget andet ift. jeres morgenrutiner. Du kan evt. stå op den første time og så kan han måske tag over når du har brug for det. Ellers hvis det er nyt at jeres barn vågner tidligt så skal man vel lige vænne sig til at stå tidligt op og I må være lidt overbærende overfor hinanden.

Vores dreng vågnede altid kl 4.45-5 og hvor er man dog træt der. Vi stod op sammen for så var det lidt hyggeligere og man skal ikke være på..på samme måde. Så når vores dreng fik formiddagslur lagde vi os også til at sove så vi var friske når han vågnede. Det fungerede fint her. Og så gav vi hinanden lov til at sove nogle dage, alt efter behov.

Men det lyder til at du har en del selvindsigt og at I nok skal finde ud af det. Held og lykke

Anonym skriver:

Det må da være dejligt for dig, men nu er min mand ikke lige typen der så for at opveje tager en tørn herhjemme eller lader mig tage et hvil på et andet tidspunkt, så sådan fungerer det ikke herhjemme. Jeg kan ikke hænge sammen, hvis jeg ikke lige får den der ekstra 1½ time hver anden dag, for jeg sover ikke lur om dagen.

Hvorfor sover du ikke lur om dagen?

Han skulle fandme skamme sig - han skal bare ud af fjerene med det vuns. Hvad havde han forestillet sig når du har været oppe og amme? Knold.... Det må han blive bedre til, og det er ikke synd for ham, du tager nattevagten, så må han også tage morgentørnen. At jeg så også ville blive megaindebrændt over at få sådan en 'husk nu lige at være en bedre forælder end du plejer', det er så en anden historie....