hvordan ville i reagere?

En situation her til morgen.

Vi skiftes til at stå op med det barn der vågner først så en af os kan sove lidt længere til det andet barn vågner.

Min kæreste er altid virkelig svær at få op og skal altid vække ham 10 gange før han står op og så er han vildt morgensur. Synes de. Er frustrerende at det altid er en kamp, for han får i det mindste en god nattesøvn, hvor jeg er oppe og amme mange gange om natten!
Og han går forresten hjemme.

Nå men her til morgen vågner begge børn meget tidligt. Tager hundrede år at få ham op. Og jeg er træt og frustreret og siger til ham at det er uretfærdigt at han får sin gode søvn men at jeg nu også må op tidligt.

Han siger surt jeg bare skal gå i seng. Og jeg spørger om han lover at give dem begge nok opmærksomhed (det er noget vi har haft store problemer med at han ikke er god til, han skal holdes op på det hele tiden)

Jeg siger at han skal forsøge, og jeg siger at det jo ikke nytter bare at forsøge, det skal jo være noget han bare gør. Og så begynder han at blive sur, skælde ud på mig, være nedladende. Hvortil jeg beder ham om at klappe i - ikke mega konstruktivt, men sådan skal han ikke tale til mig.

Jeg går på wc, og i det jeg lukker døren, slår han meget hårdt på døren så jeg springer en halv meter
Op i luften.

Hvordan ville i reagere her? Jeg er gået i seng, men er rasende, synes ikke det er i orden at blive fysisk!!! Skal siges at børnene ikke så eller hørte vores morgenskænderi.

Der ligger selvfølgelig en masse bag og sådan, og ved godt jeg ikke selv var mega konstruktiv, men man når et punkt hvor man bare har fået nok af søvnunderskud og nok af at skulle tvinge en utaknemmelig sur mand op af sengen, selvom man selv altid er sød til at stå op.

Anonym skriver:

En situation her til morgen.

Vi skiftes til at stå op med det barn der vågner først så en af os kan sove lidt længere til det andet barn vågner.

Min kæreste er altid virkelig svær at få op og skal altid vække ham 10 gange før han står op og så er han vildt morgensur. Synes de. Er frustrerende at det altid er en kamp, for han får i det mindste en god nattesøvn, hvor jeg er oppe og amme mange gange om natten!
Og han går forresten hjemme.

Nå men her til morgen vågner begge børn meget tidligt. Tager hundrede år at få ham op. Og jeg er træt og frustreret og siger til ham at det er uretfærdigt at han får sin gode søvn men at jeg nu også må op tidligt.

Han siger surt jeg bare skal gå i seng. Og jeg spørger om han lover at give dem begge nok opmærksomhed (det er noget vi har haft store problemer med at han ikke er god til, han skal holdes op på det hele tiden)

Jeg siger at han skal forsøge, og jeg siger at det jo ikke nytter bare at forsøge, det skal jo være noget han bare gør. Og så begynder han at blive sur, skælde ud på mig, være nedladende. Hvortil jeg beder ham om at klappe i - ikke mega konstruktivt, men sådan skal han ikke tale til mig.

Jeg går på wc, og i det jeg lukker døren, slår han meget hårdt på døren så jeg springer en halv meter
Op i luften.

Hvordan ville i reagere her? Jeg er gået i seng, men er rasende, synes ikke det er i orden at blive fysisk!!! Skal siges at børnene ikke så eller hørte vores morgenskænderi.

Der ligger selvfølgelig en masse bag og sådan, og ved godt jeg ikke selv var mega konstruktiv, men man når et punkt hvor man bare har fået nok af søvnunderskud og nok af at skulle tvinge en utaknemmelig sur mand op af sengen, selvom man selv altid er sød til at stå op.

Havde jeg Været mand og lige var vågnet, så ville jeg sgu egentlig os blive lidt knotten, hvis jeg havde fået en masse af vide om hvordan jeg selv skulle give mine børn en god kontakt.

Sådan noget gad jeg ikke vågne til., når jeg lige havde slået mine øjne op fra en god nattesøvn

Jeg synes du er lige så nedladende. Det er ligesom at sige at far ikke er god nok når u beder ham love at give dem opmærksomhed.
Min sp sagde engang at man skal lade far være sammen med børnene som far vil. Så skal det nok komme når de bliver lidt ældre. (Nu ved jeg ikke hvor gammel den store er)

mor:) skriver:

Jeg synes du er lige så nedladende. Det er ligesom at sige at far ikke er god nok når u beder ham love at give dem opmærksomhed.
Min sp sagde engang at man skal lade far være sammen med børnene som far vil. Så skal det nok komme når de bliver lidt ældre. (Nu ved jeg ikke hvor gammel den store er)

Han ER ikke god nok - det er noget vi har haft store problemer med, at han ikke fordyber sig i børnene. Fx bare sætter dem til at se tv, eller at han mener det er godt nok han er fysisk til stede, og så kan han sidde og glo på sin telefon. Og børn skal kunne lege selv, men ikke hele tiden, og især den mindste har behov for øjenkontakt og nærvær. eller også sidder han ved computeren og lader dem passe sig selv

EnGodMor skriver:

Havde jeg Været mand og lige var vågnet, så ville jeg sgu egentlig os blive lidt knotten, hvis jeg havde fået en masse af vide om hvordan jeg selv skulle give mine børn en god kontakt.

Sådan noget gad jeg ikke vågne til., når jeg lige havde slået mine øjne op fra en god nattesøvn

Se svar til mor

Anonym skriver:

Han ER ikke god nok - det er noget vi har haft store problemer med, at han ikke fordyber sig i børnene. Fx bare sætter dem til at se tv, eller at han mener det er godt nok han er fysisk til stede, og så kan han sidde og glo på sin telefon. Og børn skal kunne lege selv, men ikke hele tiden, og især den mindste har behov for øjenkontakt og nærvær. eller også sidder han ved computeren og lader dem passe sig selv

Har I også haft problemer med nogen af de måder du er sammen med børnene? Jeg tænker med det samme når jeg læser det, at du har problemer med den måde han er sammen med børnene og du tager det op som en problematik - mon din mand og børn opfatter det helt så problematisk som dig?

Prøv at vende den om og forestil dig din mand fortæller I også har problemer med hvordan du er sammen med børnene og hver gang du så skal være sammen med dig, så skal det lige pointerer hvordan du ska gøre det. Var det min mand der gjorde det så gad jeg ikke, ville melde pas eller råbe enormt højt og ja måske også slå en dør eller i hvertfald smække.

Vi skal have tillad og tro på hinanden som forældre også selvom vi ikke gør det ens. Min kære mand har samme ide - de skal kunne lege selv (og hun syntes jeg stimulerer for meget), telefonen er spændende og så videre. Mine unger ved vi er forskellig. Og kan bruge os til forskellIge ting. Vil de gerne spille et spil spørger de mig, skal de have limet et stykke legetøj spørger de far osv børnene elsker os begge to, de elsker at være sammen med os begge to på hører vores præmisser... Og jeg har lært at give slip og aige: ser ud til I har hygget på jeres måde og bliver derfor mødt at smil...

jeg kan selv mærke det fordi min mand konstant synes jeg gør noget forkert (opvasksrmaskinen) og jeg er bare holdt op med at fylde den og hjælpe med det. Og jeg bliver møg sur når han hentyder til det.

Anonym skriver:

Han ER ikke god nok - det er noget vi har haft store problemer med, at han ikke fordyber sig i børnene. Fx bare sætter dem til at se tv, eller at han mener det er godt nok han er fysisk til stede, og så kan han sidde og glo på sin telefon. Og børn skal kunne lege selv, men ikke hele tiden, og især den mindste har behov for øjenkontakt og nærvær. eller også sidder han ved computeren og lader dem passe sig selv

Jeg tror jeg har været i noget der ligner dine sko... Her havde manden dog ' undskyldningen' efterfødselsreaktion...

Selvom det er et overstået kapitel, synes jeg også at han nogen gange er for lidt 'til stede', men han bliver bedre og bedre, og er også begyndt selv at tage initiativ til at lege lidt med vires to årige engang imellem.

Til spørgsmålet - jeg er så en af dem der ville blive edderspændt rasende! Kan sgu godt være han lige er vågnet - men det er du fandme også! Endvidere har du været oppe og amme flere gange skriver du, og har dermed fået en afbrudt nattesøvn i forvejen. Skulle ret være ret var det ham der burde lette røven og med et smil - for han har selv valgt at få børn, og der medfølger et ansvar. Ikke kun overfor børnene, men også overfor hans partner. Og han har brudt jeres aftale. OG smækket på døren i agression - meget ubehageligt, og dobbelt ubehageligt fordi man som mor (af hensyn til børnene) ikke kan flå døren op og råbe hvad HELVEDE stodderen har gang i !!!?!

Nå, der var blot for at fortælle jeg forstår dig SÅ godt, og synes du reagerer naturligt.

Forsøg på et konstruktivt råd: sæt ham i stævne og snak om jeres morgen aftale igen. Måske skal den laves om, noget skal der i hvert fald ske. Lige i morgenstunden er det dig i min verden ok at ungerne ser tv og slapper af mens forældrene vågner - sådan er det også her.

Herhjemme står jeg altid op om morgnen - jeg vågner med det samme, og gider ik blive irriteret over at skulle losse manden ud af fjerene. Han arbejder dig, så synes også det er fair at han sover længe i weekenden. TILGENGÆLD skal han så tage sig af vires barn efter middagsluren, så jeg har fred nogle timer...

Håber virkelig i finder en løsning

Kender det udemærket (i noget mere mild grad dog)...

Da Isabella var mindre var jeg heller ikke tilfreds med hvordan hendes far var sammen med hende, men SP sagde også bare at man måtte accepterer at mor og far er anderledes sammen med børnene og det er noget børnene hurtigt finder ud af....
Tænker det vigtigste er at han imødekommer deres behov for mad, ren ble/toilet og trøst, så tror og håber jeg de nok skal klare sig, selvom der er mindre kontakt med dem end når du er sammen med dem..... (Selvom jeg selv havde meget svært ved at accepterer at isabellas far ikke var sammen med hende på den måde jeg mente var bedst)
Men tror desværre ikke det er noget man bare lige kan ændre, så enten skal man accepterer det eller ja, droppe manden....

Til det med det slaget på døren, synes jeg heller ikke er ok, tror det dog er gjort i ren afmagt og frustration, men han skal da selvfølgelig stadig vide at det ikke er ok at "kommunikere" sådan....

Anonym skriver:

En situation her til morgen.

Vi skiftes til at stå op med det barn der vågner først så en af os kan sove lidt længere til det andet barn vågner.

Min kæreste er altid virkelig svær at få op og skal altid vække ham 10 gange før han står op og så er han vildt morgensur. Synes de. Er frustrerende at det altid er en kamp, for han får i det mindste en god nattesøvn, hvor jeg er oppe og amme mange gange om natten!
Og han går forresten hjemme.

Nå men her til morgen vågner begge børn meget tidligt. Tager hundrede år at få ham op. Og jeg er træt og frustreret og siger til ham at det er uretfærdigt at han får sin gode søvn men at jeg nu også må op tidligt.

Han siger surt jeg bare skal gå i seng. Og jeg spørger om han lover at give dem begge nok opmærksomhed (det er noget vi har haft store problemer med at han ikke er god til, han skal holdes op på det hele tiden)

Jeg siger at han skal forsøge, og jeg siger at det jo ikke nytter bare at forsøge, det skal jo være noget han bare gør. Og så begynder han at blive sur, skælde ud på mig, være nedladende. Hvortil jeg beder ham om at klappe i - ikke mega konstruktivt, men sådan skal han ikke tale til mig.

Jeg går på wc, og i det jeg lukker døren, slår han meget hårdt på døren så jeg springer en halv meter
Op i luften.

Hvordan ville i reagere her? Jeg er gået i seng, men er rasende, synes ikke det er i orden at blive fysisk!!! Skal siges at børnene ikke så eller hørte vores morgenskænderi.

Der ligger selvfølgelig en masse bag og sådan, og ved godt jeg ikke selv var mega konstruktiv, men man når et punkt hvor man bare har fået nok af søvnunderskud og nok af at skulle tvinge en utaknemmelig sur mand op af sengen, selvom man selv altid er sød til at stå op.

Godmorgen,

Det lyder som en rigtigt hård morgen

Er det noget I har snakket med SP om, det at han ikke giver børnene nok opmærksomhed? Eller er det noget du hat konkluderet?

Uanset hvad, ville jeg som forældre heller ikke syntes det ville være fedt at blive "skældt ud" fra morgenstunden af.

Derudover så tænker jeg, at du måske vil komme lidt længere, hvis du roste ham for de ting med ungerne som han faktisk er god til - istedet for at prikke til hans dårlige samvittighed fra morgenstunden.

Selvfølgelig er det ikke iorden at han slår til døren - men ingen af Jer var vist voldsomt konstruktive, så mon ikke han blot fik afløb?

Jeg syntes det ville være en god ide, at tage en åben og ærlig snak om tingene - hvor begge parter LYTTER aktivt til den anden, uden tanke på hvem der får ret.

Anonym skriver:

Han ER ikke god nok - det er noget vi har haft store problemer med, at han ikke fordyber sig i børnene. Fx bare sætter dem til at se tv, eller at han mener det er godt nok han er fysisk til stede, og så kan han sidde og glo på sin telefon. Og børn skal kunne lege selv, men ikke hele tiden, og især den mindste har behov for øjenkontakt og nærvær. eller også sidder han ved computeren og lader dem passe sig selv

Er det noget du har konkluderet? Er du klar over hvor hårdt det må være at vide at ens partner ikke synes man er en god nok far?
Hvor gamle er børnene?

Jeg tror i hvert fald ikke på at jeres situation bliver forbedret af at du skal prikke til hans forældreevne.