Tilgivelse??

Jeg kan ikk svare på dine spørgsmål da jeg ikk aner hvordan jeg ville have det med det........

Kan kun sige at næsten hele min familie snakker jeg ikk med, da de "åbenbart" ikk vil snakke med mig (eller min mor) og min ene moster kan jeg ikk tilgive for det, da hun har droppet min mor over ingenting og med alt det min mor har været igennem de sidste 2 år synes jeg at det er for lavt........

Anonym skriver:

Ano svar tilladt:

Jeg har gået og tænkt lidt, og det er måske ikke så nemt at svare på, medmindre at man har været udsat for det irl?

Men scenariet er tænkt som at det er din familie eller en nær ven(inde), men ikke noget "langt fra dig"...

Men hvor ekstremt skal noget være, for at du ikke kan tilgive din nærmeste noget groteskt? Eller er der noget du godt kunne se dig selv tilgive jeres nærmeste for at have gjort, hvis der evt var nogle ting der var opfyldt? Såsom:

Skulle jeres nærmeste være dømt?

Have oprigtigt indrømmet og undskyldt overfor jer?  

Fået hjælp/gået til psykolog eller lign.?

__________________________

Jeg tænker ikke på sådan noget som at stjæle en pose slik i Bilka, men lidt mere ekstremt som:

Narkosmugling/salg eller lign.

Overlagt mord

Uagtsomt manddrab

Vold

Væbnet røverri

Besiddelse af børneporno

Voldtægt

Incest

Og hvorfor/hvorfor ikke?

_____________________________

Jeg er selv blevet udsat for incest, og synes det er rigtig svært at leve med. Jeg har fået en indrømmelse af personen og h*n er virkelig ked af sine handlinger. Jeg er ikke helt sikker på at jeg har tilgivet det 100%, men jeg hænger heller ikke fast i fortiden og siger "det var så det" modsat de fleste i min familie, som ikke ønsker kontakt til denne person. Jeg synes livet er for kort til at holde fast i fortiden, men samtidig har jeg selvfølgelig også nogle forholdsregler overfor personen.

Knus Ano888

Det er jo en totalt hypotetisk diskussion, da man aldrig vil kunne vide det før man står i situationen.

Men hvis jeg leger med på legen, vil jeg sige at:

De eneste ting jeg med 100% sikkerhed ved at jeg ikke ville kunne tilgive, er incest og børneporno. Voldtægt og mord... Hmm, den er svær. Det er absolut på grænsen, men jeg kan godt forestille mig enkelte tilfælde hvor jeg ville kunne acceptere det.

De andre ting - ja, det ville jeg godt kunne tilgive.

Jeg går ind for at folk skal have en chance til selvom de har trådt ved siden af. Også selvom de har trådt MEGET ved siden af. Der er altid en årsag til en handling og den årsag er sjældent sort/hvid.

Men en tilgivelse ville nok forudsætte at vedkommende angrer og har ændret retning i sit liv.

Hmm... Det er et svært spørgsmål. Jeg er måske først og fremmest lidt uenig i, at jeg ville skulle tilgive personen, hvis jeg ikke er den forurettede.

Men ellers kommer det an på hvem det er, samt hvem der er den forurettede.

Jeg tror kærlighed til ens barn er stort set ubetinget. Derfor er jeg sikker på at uanset hvad dette barn ville gøre, at jeg måske ikke ville skulle tilgive dem, men .. leve med det på en måde. Det gælder også de mere alvorlige situationer på din liste, såsom voldtægt. Jeg føler næsten på samme måde for min nærmeste familie. Det vil sige, forældre og søskende. Men nu mener jeg jo heller ikke at folk nødvendigvis er onde, hvis de har udført disse handlinger. Det gør det langt fra ok, men... Jeg vil ikke kalde dem definitivt onde. 

Det ville selvfølgelig være lidt anderledes hvis det var gået ud over en jeg elsker. Så ville det være langt mere kompliceret. 

 

 

 

Nu er det et hypotetisk svar, jeg giver, da jeg ikke har haft noget af det inde på livet.

Jeg ved ikke, om tilgive er det rigtige ord, men jeg ville absolut ikke have personer i mit liv, som havde gjort især børn ondt.
Derudover er voldtægt og væbnet røveri også utilgiveligt.

Ang vold, mord og manddrab ville det afhænge af sagens natur.
Jeg går ikke ind for vold og at gøre andre mennesker ondt, men der er forskellige scenarier i alle tre, jeg i teorien ville kunne forstå.

Jeg har en nul-tolerance tærskel for narkotika og ville have meget svært ved at være i samme rum som en, der aktivt var en del af den verden.

Igen det er hypotetiske svar, og jeg ville ikke vide mig sikker på disse, før jeg (forhåbentligt aldrig) stod i situationen.

Incest, børneporno, alt hvad der er væmmeligt mod børn er utilgiveligt!

På den anden side, har jeg tilgivet 3dobbelt drab, hvor det ene offer var en baby på 5 måneder.

Narkosmugling, røveri osv ville jeg sagtens kunne tilgive, ihvertfald så længe jeg så en forandring hos personen.

5 mdr gammelt barn? 

Puuha, det kan da ikke rigtig have gjort noget galt?

Ano888

Anonym skriver:

Ano svar tilladt:

Jeg har gået og tænkt lidt, og det er måske ikke så nemt at svare på, medmindre at man har været udsat for det irl?

Men scenariet er tænkt som at det er din familie eller en nær ven(inde), men ikke noget "langt fra dig"...

Men hvor ekstremt skal noget være, for at du ikke kan tilgive din nærmeste noget groteskt? Eller er der noget du godt kunne se dig selv tilgive jeres nærmeste for at have gjort, hvis der evt var nogle ting der var opfyldt? Såsom:

Skulle jeres nærmeste være dømt?

Have oprigtigt indrømmet og undskyldt overfor jer?  

Fået hjælp/gået til psykolog eller lign.?

__________________________

Jeg tænker ikke på sådan noget som at stjæle en pose slik i Bilka, men lidt mere ekstremt som:

Narkosmugling/salg eller lign.

Overlagt mord

Uagtsomt manddrab

Vold

Væbnet røverri

Besiddelse af børneporno

Voldtægt

Incest

Og hvorfor/hvorfor ikke?

_____________________________

Jeg er selv blevet udsat for incest, og synes det er rigtig svært at leve med. Jeg har fået en indrømmelse af personen og h*n er virkelig ked af sine handlinger. Jeg er ikke helt sikker på at jeg har tilgivet det 100%, men jeg hænger heller ikke fast i fortiden og siger "det var så det" modsat de fleste i min familie, som ikke ønsker kontakt til denne person. Jeg synes livet er for kort til at holde fast i fortiden, men samtidig har jeg selvfølgelig også nogle forholdsregler overfor personen.

Knus Ano888

hm.....

Alt det med fysisk kontakt ville jeg ikke kunne tilgive nogen, for at gøre i mod nogen... MEN jeg har tilgivet det der er blevet gjort mod mig - FOR MIN SKYLD

Anonym skriver:

5 mdr gammelt barn? 

Puuha, det kan da ikke rigtig have gjort noget galt?

Ano888

Ja, 5 måneder gammel, han blev begravet 14 dage efter han var døbt
Og ja, så absolut uskyldig! De andre ofre var hans mor og mormor, også helt uskyldige.

Jeg tilgav, efter mange år, ikke fordi sådan en handling nogensinde kan være ok eller acceptabel, men fordi at det gav mig sjælefred, fremfor at skulle bruge resten af mit liv på at hade.

Drabsmanden døde for få måneder siden, og jeg holdte ham i hånden da han gik bort.

For mig ville min evne/vilje til tilgivelse også være påvirket af, hvilken relation jeg har til personen. Jeg ville fx tilgive mine børn langt mere end andre.
Jeg ville heller ikke skulle tilgive for noget, som ikke er begået overfor mig.
Men det er klart at nogle handlinger ville have en betydning for, om jeg ville have en person i mit liv fremover, men der handler det igen ikke om tilgivelse eller ej, så længe handlingen ikke er gjort ved mig eller mine børn også, alt efter handlingens karakter.

Anonym skriver:

Ano svar tilladt:

Jeg har gået og tænkt lidt, og det er måske ikke så nemt at svare på, medmindre at man har været udsat for det irl?

Men scenariet er tænkt som at det er din familie eller en nær ven(inde), men ikke noget "langt fra dig"...

Men hvor ekstremt skal noget være, for at du ikke kan tilgive din nærmeste noget groteskt? Eller er der noget du godt kunne se dig selv tilgive jeres nærmeste for at have gjort, hvis der evt var nogle ting der var opfyldt? Såsom:

Skulle jeres nærmeste være dømt?

Have oprigtigt indrømmet og undskyldt overfor jer?  

Fået hjælp/gået til psykolog eller lign.?

__________________________

Jeg tænker ikke på sådan noget som at stjæle en pose slik i Bilka, men lidt mere ekstremt som:

Narkosmugling/salg eller lign.

Overlagt mord

Uagtsomt manddrab

Vold

Væbnet røverri

Besiddelse af børneporno

Voldtægt

Incest

Og hvorfor/hvorfor ikke?

_____________________________

Jeg er selv blevet udsat for incest, og synes det er rigtig svært at leve med. Jeg har fået en indrømmelse af personen og h*n er virkelig ked af sine handlinger. Jeg er ikke helt sikker på at jeg har tilgivet det 100%, men jeg hænger heller ikke fast i fortiden og siger "det var så det" modsat de fleste i min familie, som ikke ønsker kontakt til denne person. Jeg synes livet er for kort til at holde fast i fortiden, men samtidig har jeg selvfølgelig også nogle forholdsregler overfor personen.

Knus Ano888

Jeg tror, jeg ville have meget, meget svært ved at tilgive de fleste af de ting, du nævner. Men jeg ville sikkert godt kunne leve med det. 

Tilgivelse - sådan helt og aldeles - er svært. Næsten utopisk i nogle sammenhænge, men man kan lære at leve med hinanden og se fremad. Jeg ville ikke kunne tænke tilbage på fx pædofili eller incest og så 100% være tilgivende. Absolut ikke.

Men jeg ved at mennesker opfører sig ondt uden nødvendigvis at være onde, og derfor er jeg vllig til at se fremad i mange situationer...

Men tilgivelse ...- så har man sat sig selv og "den skyldige" 100% fri af handlingen... - Dét er jeg ikke god til.

 (Beklager rodet svar - sådan lidt top of my mind)

Anonym skriver:

Ano svar tilladt:

Jeg har gået og tænkt lidt, og det er måske ikke så nemt at svare på, medmindre at man har været udsat for det irl?

Men scenariet er tænkt som at det er din familie eller en nær ven(inde), men ikke noget "langt fra dig"...

Men hvor ekstremt skal noget være, for at du ikke kan tilgive din nærmeste noget groteskt? Eller er der noget du godt kunne se dig selv tilgive jeres nærmeste for at have gjort, hvis der evt var nogle ting der var opfyldt? Såsom:

Skulle jeres nærmeste være dømt?

Have oprigtigt indrømmet og undskyldt overfor jer?  

Fået hjælp/gået til psykolog eller lign.?

__________________________

Jeg tænker ikke på sådan noget som at stjæle en pose slik i Bilka, men lidt mere ekstremt som:

Narkosmugling/salg eller lign.

Overlagt mord

Uagtsomt manddrab

Vold

Væbnet røverri

Besiddelse af børneporno

Voldtægt

Incest

Og hvorfor/hvorfor ikke?

_____________________________

Jeg er selv blevet udsat for incest, og synes det er rigtig svært at leve med. Jeg har fået en indrømmelse af personen og h*n er virkelig ked af sine handlinger. Jeg er ikke helt sikker på at jeg har tilgivet det 100%, men jeg hænger heller ikke fast i fortiden og siger "det var så det" modsat de fleste i min familie, som ikke ønsker kontakt til denne person. Jeg synes livet er for kort til at holde fast i fortiden, men samtidig har jeg selvfølgelig også nogle forholdsregler overfor personen.

Knus Ano888

Står i samme situation som dig. Har tilgivet. Men på trods af hans indrømmelse føler jeg ikke, han tager ansvar. Nu hvor jeg selv har fået børn, finder jeg det sværere og sværere at være i stue med ham. Den eneste årsag til at jeg endnu ikke har droppet kontakten er omkostningerne for resten af familien.

Så for mig er tilgivelse egentlig ikke svært generelt og ville i store træk kunne tilgive det hele. Men mit forhold til vedkommende fremover ville afhænge rigtig meget af, om personen fortryder og tager ansvar for sine handlinger.