Jeg har aldrig haft nogle af forbrydelserne inde på livet, men umiddelbart tror jeg ikke, man selv vælger at tilgive. Det er en proces, som kan munde ud i, at man en dag mærker, man har sluppet sin vrede - tror jeg.
Når der er tale om mennesker, man elsker, så tror jeg ikke, der er nogen logik eller rimelighed i, om man når frem til tilgivelse af det ene eller det andet, eller om man aldrig når dertil. Det er let nok at hade eller føle forbitrelse og uforsonlighed over for genboen, der har gjort noget modbydeligt, men er det det barn, den forælder eller bror, som man også elsker himmelhøjt, og hvis gode sider, man kender, kan det blive langt mere kompliceret.
Når folk fx siger, at de ALDRIG ville kunne tilgive utroskab fra deres partner, så undrer det mig, at de kan vide det med sikkerhed, før de evt. står i det. Der handler det for mig at se snarere om, at de ikke VIL - og ikke vil prøve. Ikke, at jeg mener, de SKAL - men måske ville de godt kunne.
Grundlæggende tror jeg, tilgivelse er sundt, ikke mindst for en selv - manglende tilgivelse kan jo også forpeste ens eget liv med bitterhed. Når det er sagt, så har du remset nogle meget grove forbrydelser op, hvoraf jeg nok kun helt ville kunne slippe uagtsomt manddrab - men der kan være så mange nuancer, når man kender historierne bag, at det virker umuligt at sige med sikkerhed.
Anmeld