"forfulgt" af psykisk syg

Jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre..

Sagen er den at jeg er meget venligt og altid hjælpende person, desværre ikke altid en fordel.
Jeg startede på Vuc for længe siden hvor jeg mødte en masse forskellige typer. En fyr på 18 år (11 år yngre end jeg), blev holdt udenfor på grund af at han havde Asperger og derfor ikke var så social.
Jeg hader når andre bliver mobbet eller holdt udenfor, så jeg begyndte at hive ham ind i "flokken".
Han havde, grundet sin Asperger, ikke rigtig nogle venner.

Jeg blev hurtigere færdig med Vuc, hvor ham fyren skulle gå der to år.
Han skrev privat måske to gange om måneden om hvordan det gik, eller hvilket karakter han fik. Og det var det.

Men så for nogle måneder siden fik jeg pludseligt en hel masse smser. Sådan ca. 5 stk pr. 10 min. Med at han hørte min stemme. Min mands stemme (jeg er gift med to børn), at min mand var en hindring, at jeg sang til ham -f.eks hvis han hørte en kvindelig sanger i radionen, så var han sikker på det var mig der sang til ham.
Han blev ved, og efter et par dage ændrede smserne sig til at han mente vi havde et hemmeligt forhold, at min mand slettede hans smser og aflyttede min og hans mobil. På trods af, at jeg ignorerede ham.

Jeg kontaktede hans far og det endte med at fyren blev indlagt på den lukkede.

Han kom så ud efter et par dage og foresatte med at jeg var "the only one".

Nu her idag er det lidt blandet, han sendte et par smser med at han elskede mig osv. Hvorefter jeg kontakter hans far. Efter det fik jeg så smser og mails med at han var glad for mit venskab og det betød meget for ham.

Men.... på trods af at jeg gerne vil redde og hjælpe andre, så orker jeg bare ikke mere.

Jeg har vildt meget lyst til at sende en mail tilbage, hvori jeg kort skriver at jeg ikke er interesseret i et venskab... men kan man det? Manden er jo syg! Men igen har jeg en familie at passe på.

Hvad fan kan jeg gøre?? Hjælp!!!

Puh ha stakkels dreng

Du er garanteret den første der nogensinde har vist interesse for ham og gidet spilde din tid på ham.

Nå det så er sagt, kan jeg virkelig godt forstå du føler dig "forfulgt". Synes faktisk det lyder ret uhyggeligt.

Kan du ikke tage fat i hans far igen? Lægge kortene på bordet og sige at du føler dig forfulgt og dårligt til mode. At du er gift og absolut ingen følelser har for drengen. Så må faren da tage affære. Drengen ved jo tydeligvis ikke hvor grænsen går.

Har du overvejet at skifte nummer? Det lyder meget ubehageligt :/

Faith skriver:

Puh ha stakkels dreng

Du er garanteret den første der nogensinde har vist interesse for ham og gidet spilde din tid på ham.

Nå det så er sagt, kan jeg virkelig godt forstå du føler dig "forfulgt". Synes faktisk det lyder ret uhyggeligt.

Kan du ikke tage fat i hans far igen? Lægge kortene på bordet og sige at du føler dig forfulgt og dårligt til mode. At du er gift og absolut ingen følelser har for drengen. Så må faren da tage affære. Drengen ved jo tydeligvis ikke hvor grænsen går.

Tak for dit svar. Det var rart at læse.

Jo jeg har talt lidt med hans far, jeg prøvede også at ringe ud til den lukkede og spørger til råds. Men alle siger: "ja det er jo svært, prøv at ignorer ham til han får det bedre, så kan i forsætte Jeres venskab".

Problemet er at jeg ærligt ikke ønsker kontakt i fremtiden. Hvad nu hvis han pludselig får det dårligt igen. Vi er lige flyttet og han kender ikke vores nye adresse.

hekran skriver:

Har du overvejet at skifte nummer? Det lyder meget ubehageligt :/

Ja. Overvejer at blockere ham på mobil og mail.
Problemet er om jeg først skal skrive til ham at jeg ikke ønsker kontakt.
Mere så det ikke ender ud i at han ikke forstår hvorfor jeg pludselig er "væk", og prøver at opsøge mig -igen.

Anonym skriver:

Tak for dit svar. Det var rart at læse.

Jo jeg har talt lidt med hans far, jeg prøvede også at ringe ud til den lukkede og spørger til råds. Men alle siger: "ja det er jo svært, prøv at ignorer ham til han får det bedre, så kan i forsætte Jeres venskab".

Problemet er at jeg ærligt ikke ønsker kontakt i fremtiden. Hvad nu hvis han pludselig får det dårligt igen. Vi er lige flyttet og han kender ikke vores nye adresse.

Han er ikke dit ansvar. Heller ikke selvom du "tog ham under dine vinger" i sin tid. Det lyder virkelig til at han har brug for professionel hjælp, og den hjælp kan og skal du ikke give ham.

Anonym skriver:

Jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre..

Sagen er den at jeg er meget venligt og altid hjælpende person, desværre ikke altid en fordel.
Jeg startede på Vuc for længe siden hvor jeg mødte en masse forskellige typer. En fyr på 18 år (11 år yngre end jeg), blev holdt udenfor på grund af at han havde Asperger og derfor ikke var så social.
Jeg hader når andre bliver mobbet eller holdt udenfor, så jeg begyndte at hive ham ind i "flokken".
Han havde, grundet sin Asperger, ikke rigtig nogle venner.

Jeg blev hurtigere færdig med Vuc, hvor ham fyren skulle gå der to år.
Han skrev privat måske to gange om måneden om hvordan det gik, eller hvilket karakter han fik. Og det var det.

Men så for nogle måneder siden fik jeg pludseligt en hel masse smser. Sådan ca. 5 stk pr. 10 min. Med at han hørte min stemme. Min mands stemme (jeg er gift med to børn), at min mand var en hindring, at jeg sang til ham -f.eks hvis han hørte en kvindelig sanger i radionen, så var han sikker på det var mig der sang til ham.
Han blev ved, og efter et par dage ændrede smserne sig til at han mente vi havde et hemmeligt forhold, at min mand slettede hans smser og aflyttede min og hans mobil. På trods af, at jeg ignorerede ham.

Jeg kontaktede hans far og det endte med at fyren blev indlagt på den lukkede.

Han kom så ud efter et par dage og foresatte med at jeg var "the only one".

Nu her idag er det lidt blandet, han sendte et par smser med at han elskede mig osv. Hvorefter jeg kontakter hans far. Efter det fik jeg så smser og mails med at han var glad for mit venskab og det betød meget for ham.

Men.... på trods af at jeg gerne vil redde og hjælpe andre, så orker jeg bare ikke mere.

Jeg har vildt meget lyst til at sende en mail tilbage, hvori jeg kort skriver at jeg ikke er interesseret i et venskab... men kan man det? Manden er jo syg! Men igen har jeg en familie at passe på.

Hvad fan kan jeg gøre?? Hjælp!!!

det lyder ikke rart, jeg ville tage fat i faren og sige at du føler dig til mode. Måske vise ham en eller flere beskeder, så han kan se hvad der foregår.
Der er vist (ikke en sygdom) noget hvor man får et billede af at man er kæreste med en og de tror virkelig på det... jeg forestiller mig at det er det han har.

men drengen har brug for hjælp, for hvis du afviser ham, kan det give bagslag og ødelægge ham endnu mere. '

Så snak med faren og sig at du måske vil hjælpe ham på den måde, så han er i sikkerhed.

Yurie skriver:

det lyder ikke rart, jeg ville tage fat i faren og sige at du føler dig til mode. Måske vise ham en eller flere beskeder, så han kan se hvad der foregår.
Der er vist (ikke en sygdom) noget hvor man får et billede af at man er kæreste med en og de tror virkelig på det... jeg forestiller mig at det er det han har.

men drengen har brug for hjælp, for hvis du afviser ham, kan det give bagslag og ødelægge ham endnu mere. '

Så snak med faren og sig at du måske vil hjælpe ham på den måde, så han er i sikkerhed.

Jeg har sendt screenshot i en måned af smser, og sendt til hans far som er meget fornuftig.

Hans far siger at han også mener jeg skal ignorere ham, hans far har mange gange sagt til drengen: "hun er lykkelig gift og er ikke interesseret i dig". Men så bliver han sur og tror ikke på ham.

Faith skriver:

Han er ikke dit ansvar. Heller ikke selvom du "tog ham under dine vinger" i sin tid. Det lyder virkelig til at han har brug for professionel hjælp, og den hjælp kan og skal du ikke give ham.

Enig. Jeg har en familie og jeg er ikke psykiater.
Jeg har overvejet om han kan være farlig, som igår da han skrev at "Simpson var en religion, men han var alene hjemme og ville tage over til min adresse".
Lejligheden står dog tom...

Jeg er lidt bange for om han kan gøre min mand fortræd.

Anonym skriver:

Jeg har sendt screenshot i en måned af smser, og sendt til hans far som er meget fornuftig.

Hans far siger at han også mener jeg skal ignorere ham, hans far har mange gange sagt til drengen: "hun er lykkelig gift og er ikke interesseret i dig". Men så bliver han sur og tror ikke på ham.

Det er fordi at han lever i sin fantasi, og hvis nogen siger ham imod, vil han sige at de tager fejl. Det er hans virkelighed.
I skal passe på med at sige ham imod, for det kan give bagslag og han kan blive voldsom.