seksuelt overgreb

jeg kan desværre også svare ja, fra da jeg var 5 til jeg var ca 7, af min egen far  så var jeg så stærk at jeg sagde nej og fortalte ham det var forkert idag har jeg ingen ide om hvor det kom fra, men stoppede det gjorde han.

tilgiver ham gør jeg aldrig, min mor og får blev skildt da jeg var 11 år og min søskende fik aldrig lov at tage derned alene, jeg tog altid med selvom jeg hadede at være på weekend der, og skæbnen ville da også at den ene gang jeg ikke var med, kom min ældste lillesøster hjem med kuglepinde streger hele vejen op af låret og hun har hadet min far lige siden, men hun vil desværre ikke snakke om hvad der skete


selv har jeg ingen problemer idag med det, men jeg har dælme været igennem en masse for at nå hertil, især da jeg havde en mor som jeg stadig idag 100% tror på vidste det, men hun nægter stadig

min far ser jeg efter hans valg 1-2 gange om året og jeg har egentlig heller ikke behov for mere, da jeg har en super far i min mors kæreste

Ja, det har jeg, mere oensker jeg ikke og sige pt.

Hold op hvor er det stærkt af jer der står frem og siger ja. Stor respekt. Det er jo lidt et tabu-emne, selvom det på ingen måde er jeres skyld.

Heldigvis kan jeg svare nej til dette spørgsmål. Men kender flere tæt på der desværre ikke kan. Det er simpelthen det mest nederdrægtige og usle man kan gøre -  og så især de voksne mænd der gør det overfor deres egne døtre. Føj!

Lise skriver:

Hold op hvor er det stærkt af jer der står frem og siger ja. Stor respekt. Det er jo lidt et tabu-emne, selvom det på ingen måde er jeres skyld.

Heldigvis kan jeg svare nej til dette spørgsmål. Men kender flere tæt på der desværre ikke kan. Det er simpelthen det mest nederdrægtige og usle man kan gøre -  og så især de voksne mænd der gør det overfor deres egne døtre. Føj!

jeg tror at nogle af os der står frem er nået så langt at man netop kan snakke om det, men ja det er jo et kæmpe tabu emne,

og det gælder jo begge veje, for der er ikke mange som ønsker at lægge øre til hvad man har oplevet og det mærker os som har oplevet det og derved holder man det i sig selv også når man så endelig møder en som er åben for at lægge øre til

det er det der gør at det er en så frygtelig lang hellingsproces, når man bliver udsat for overgreb


men helt klart det er rigtig fedt at så mange tør at stå frem og sige ja

ja, jeg er blevet seksuelt misbrugt. Fra jeg var 2 år gammel til jeg blev omkring 10 år af min far og derefter af min mosters tidligere mand, der havde fået min historie med min far at vide og lige øjnede en chance. Det fortsatte til jeg blev en 14 år og da jeg blev 18 mødte jeg den fyr der "tog min mødom" (hvilket jo lyder latterligt) og han var ekstremt seksuelt aggresiv og tvang mig ofte til sex. Det er først med Søren at jeg føler, at jeg selv har kontrol over mit sexliv og det har da været en udfordring for os begge to.

Jeg har egentlig svaret nej... men... Jeg har været udsat for grænseoverskridende opførsel fra min jævnaldrede fætter da jeg var omkring 13 et par gange hvor vi sov sammen, men noget decideret overgreb var det ikke. Jeg fortalte det ikke til nogen da jeg ikke rigtigt forstod hvad det drejede sig om, men fik en masse ballade med min mor og moster fordi jeg pludselig ikke længere ville lege med ham.

Senere da vi var blevet ældre genoptog vi kontakten og jeg tilskrev det andet en umodenhed og kejtethed. Men første gang jeg skulle overnatte hos ham efter vi genoptog kontakten (som 21-årige) forsøgte han igen at  komme til at ligge i ske med mig... Så flygtede jeg ind på sofaen og tog det første tog hjem. Igen fik jeg ballade med familien for at "vende ryggen tilham når han har det så svært i sit liv". 3-4 år efter fortalte jeg endelig min mor hvad det handlede om og hun undskyldte og undskyldte og bad om tilgivelse og jeg er fritaget for alle familiesammenkomster osv. hvor han er til stede hvis jeg ikke vil med. Skal lige isges at han idag har en behandlingsdom på 8.år og er dybt personlighedsforstyrret...

Jeg svarede 'Ja, som voksen'. egentlig er jeg ikke blevet decideret voldtaget, men jeg har bestemt været udsat for grænseoverskridende adfærd....

den 1. og værste episode.
en gang i ungdomsklubben, rendte jeg sammen med nogle forskellige outsidertyper. det var mest en flok jugoslavere, som jeg egntlig havde det rigtig godt med. Kun 1 af dem havde jeg ikke fidus til, men han fulgte med slænget, og var derfor accepteret. Bobby hed han.
Nåh men en dag, havde han altså åbenbart bestemt sig for at han ville i seng med mig, og jeg sagde flere gange nej, jo flere gange jeg sagde nej, jo mere slog han mig, og hårdere og voldsommere hver gang. Han blev rigtig agressiv, og smed flere gange bukserne foran rigtig mange mennesker, mens han holdt fast i mig, og og truede mig verbalt i håb om at jeg gav efter. Jeg blev skide bange, men det betød bare at jeg sagde tydeligere NEJ! og fik kaldt ham et par skældsord flere gange. Det tog så meget overhånd at hans (stærkere) lillebror til sidst fik fat i nakken på ham, og lovede ham en røvfuld hvis han ikke stoppede.
Jeg var selv sagt skide bange for at gå hjem. på vejen hjem ville jeg være alene, og det var mørkt, og der var masser af afsides områder hvor han kunne have taget mig uden at det blev bemærket. så jeg ventede og ventede og ventede, og kiggede mig over skulderen utallige gange. til sidst, da jeg ikke havde set ham længe (½ time vel) skyndte jeg mig ud af døren. og kiggede mig over skulderen en sidste gang, ingen bobby, og jeg faldt til ro, og gik, lidt hurtigere end normalt, hjemad.
Pludselig så var han der bare. han fik fat i mig, uden jeg hørte ham komme, og kastede mig ind i et hjørne ved en stor bygning. og her startede han simpelthen forfra, med bukserne nede om anklerne, og begyndte agressivt at hive tøjet af mig. jeg var altså ret tæt på at give op, men så kom hans lillebror heldigvis, og fik fat i kraven på ham.
det eneste der skete var, en masse skældsord, på jugoslavisk, og så fik jeg besked på at jeg godt kunne gå hjem nu. for fanden jeg løb stærkt hele vejen hjem. og derhjemme gik jeg i bad, og i seng, og glemte alt om det, levede mit liv som jeg plejede, gik i ungdomsklub, og kom PLUDSELIG uprovokeret i tanke om det en dag i skolen i 10. klasse, i et helt andet selskab.
Efter 9. klasse har jeg aldrig set ham siden, men hørt at han havde sin første rigtige kæreste da han var godt oppe i 20'erne, og jeg kan ikke lade være med at tænke på hvilket liv hans kone måske må have med ham????

2. gang var jeg lige gået ud af 10. og var lige nyudsprunget sexuelt aktiv. Jeg var ikke vant til at flirte og heller ikke vant til at blive flirtet med.
Jeg skulle stå i køkkenet og holde styr på buffete til nogle bekendtes kobberbryllup. "brudens" lillebror (hvilket han også blev kaldt) deltog selvfølgelig ved festen. hans kommende kone tog dog tidligt hjem, til deres datter på 3 år. og han blev så og drak sig stangvissen, og hjalp godt til med at få mig snaldret til også.
da klokken blev 7 om morgenen døde festen ud, og næsten alle overnattende skulle sove i samme rum, på en kæmpestor madras. nogle havde dyner og soveposer med, og andre havde ikke.
Lillebror havde ikke noget med sig, og jeg sagde vi sgatens kunne dele min dyne. Manden var jo smadder sød, og vi havde haft det skide skægt, så det kunne der vel ikke ske noget ved (DOH!!!!). nåh men jeg nåede at sove ind til klokken 10 formiddag, hvor jeg vågnede ved at den her 12 år ældre mand, stak sin P** op i mig. han havde fat i hofterne på mig, og jeg tænkte fuck, hvad sker der her. Jeg var forvirret og fik ikke råbt op om noget (åndssvagt, der lå jo 7 andre i rummet tror jeg) men da nogle begyndte at røre på sig, flyttede jeg mig væk, og det fk ham til at stoppe, fordi folk i samme øjeblik begyndte at sætte sig op rundt omkring.
Hele morgenen vadede han rundt i røven af mig, og var pisse slesk (nok fordi han ville sikre sig jeg holdt min kæft) og da hans kone og datter kom, inden morgenmaden, slæbte han rundt med datteren efter mig, og ville gerne konstant vise mig hvor deeeeejlig den her lille pige var. jeg var skide træt af ham, og stadig pisse forvirret, og følte mig ret skidt oven på det hele, så jeg så bare morgentræt ud, og pakkede mine ting. jeg var lidt længe om at pakke mine ting til sidst, fordi folk begyndte at forsvinde ned mod morgenmaden, så jeg tog lige et minuts tid alene, inden jeg gik derned, og gæt hvem der havde spærret en plads til mig ved bordet.... jeps... jeg satte mig ned, og han slikkede røv bigtime.
han sluttede morgenen af med at kramme mig farvel, og hviske mig i øret "det er ikke min skyld at du er morgensur vel" svaret blev øhm nej nej jeg har det bare mærkeligt... har mødt ham 1 gang siden, før jeg var afklaret med situationen, jeg fik et mindre astmaanfald, og spænede ud af byen. siden er jeg blevet enig med mig selv om, at det kun fra min side føltes som lidt voldtægt, og at han nok bare er nervøs for at hans kone skal finde ud af at han "har været hende utro"

3. gang på en bar, jeg var skide fuld, og det samme var alle andre på baren. Jeg har en evne til at slå kroppen fra når jeg bliver fuld, sådan at det kun e rmin ben og min blærer der fungerer, alle følelser er slukkede, og jeg har svært ved at mærke det hvis folk rører mig.
nåh men jeg skulle jo tit på toilettet, sprut og bajer er jo temmelig vanddrivende, og toilettet lå bag ved baren. efter et par gange, stødte jeg ind i en fyr, der vidst godt kunne lide mig, mægtig flink og så sød ud. menjeg smuttede ned til mine venner, efter et kort hej.
men efterhånden som aftenen skred frem, blev han sådan lidt mere "agressiv" og hver gang jeg gik forbi ragede han vildt og voldsomt på mig. desværre var jeg i selskab med "det gamle slæng" og var sådan set overladt til mig selv, så jeg gjorde ikke så meget andet end at kigge ham i øjnene og spørge om han måske snart var færdig, det mente han jo ikke, og jeg sagde at det var han altså nu, skubbede ham væk og gik min vej. Det resulterede så altså kun i at da jeg de efterfølgende gange skulel på wc, havde han hver gang fået en ekstra ven, og de "hjalp" så hinanden med at befamle mig. til sidst blev det simpelthen for meget, jeg kunne ikke nå at fjerne 2 hænder før der var 4 nye et andet sted. og jeg var lidt i vildrede. en af mine gamle klassekammerater gik forbi, og så det hele, men i stedet for at høre mig om jeg var okay elle rhavde brug for hjæl, gav han mig luder-blikket, og gik videre. SÅ ved man at man er alene i verden.
Heldigvis blev det ikke til mere, da jeg fi vristet mig fri, og gik meget kort efter det.

det var så det for mig. som sagt ikke "rigtigt" voldtægt, men seksuelle overgreb er det stadig. jeg lever fint, og har ikke problemer med sex, eller et klap i røven fra en bekendt til en fest. Men jeg kigge rgodt nok noget på de fremmede. og har siden ikke drukket så meget, andet end på vikingepladsen eller hvis jeg er med familie.

Jeg har tit oplevet at folk synes jeg tager det for nært, fordi jeg jo ikke BLEV voldtaget, men direkte voldtægt eller ej, så er det altså stadig super grænse-overskridende for mig, det der skete den gang.

for mig er det bestemt ikke tabu. i er velkomne til at stille spørgsmål hvis i fatter klaphat
og jeg er kommet mig over det synes jeg selv. uden hjælp fra nogen kloge hoveder. men ved almindelig snak om det med folk jeg kender.

Puha sikke nogle grimme grimme oplevelser!!! 
Ved slet ikke hvad jeg skal sige - vil bare sende dig et knus

jeg har svaret "ja, som ung" men burde måske have svaret barn.. var nemlig kun 12 år... Blev voldtaget af min daværende "kæreste" (på 15) med en kniv for halsen.. jeg meldte det aldrig,men efter at have fortalt en kammerat om det sørgede han, og en del andre, for at min "kæreste" ikke ville gøre den slags igen.. jeg har set ham én gang siden og det var rigtig fælt!
Den dag i dag kan jeg stadig ikke tale med familie og venner om det (de ved det ikke), det påvirker mig seksuelt med kærester (heldigvis ikke ret meget med Daniel, da han ved hvad der er sket og er RIGTIG god til at hjælpe mig når det er svært), og jeg kan slet ikke holde ud at se voldtægter el. lign på fjernsyn eller film.. forlod grædende biografsalen sa jeg var inde og se "mænd der hader kvinder"
Det er virkelig modbydeligt at nogen kan gøre sådan mod andre, og at det er så tabu at en 12-årig pige ikke tør fortælle sin mor det af frygt for at blive skældt ud og skyldig gjort (taler med min mor om ALT)..

Caroline86 skriver:

jeg har svaret "ja, som ung" men burde måske have svaret barn.. var nemlig kun 12 år... Blev voldtaget af min daværende "kæreste" (på 15) med en kniv for halsen.. jeg meldte det aldrig,men efter at have fortalt en kammerat om det sørgede han, og en del andre, for at min "kæreste" ikke ville gøre den slags igen.. jeg har set ham én gang siden og det var rigtig fælt!
Den dag i dag kan jeg stadig ikke tale med familie og venner om det (de ved det ikke), det påvirker mig seksuelt med kærester (heldigvis ikke ret meget med Daniel, da han ved hvad der er sket og er RIGTIG god til at hjælpe mig når det er svært), og jeg kan slet ikke holde ud at se voldtægter el. lign på fjernsyn eller film.. forlod grædende biografsalen sa jeg var inde og se "mænd der hader kvinder"
Det er virkelig modbydeligt at nogen kan gøre sådan mod andre, og at det er så tabu at en 12-årig pige ikke tør fortælle sin mor det af frygt for at blive skældt ud og skyldig gjort (taler med min mor om ALT)..

tænk at jeg lige skrev det!