Hvad ville i synes?

Hvis det var 2 dage kunne jeg godt leve med det. Men hvis et var 5 dage ville jeg nok sige at han skulle vende det med mig først.

Jeg ville også sige at han skulle sige til i god tid, så jeg kunne nå at finde nogen som måske ville hjælpe med pasning i et par timer en dag. Det kan være hårdt at stå med det hele fuldtids.

Hvis det var en aftale vi var blevet enige om, så skal han selvfølgelig tage afsted, men hvis han kom og sagde forresten jeg har meldt mig som frivillig på festival og er derfor ikke hjemme den næste uge, så ville jeg blive sur..som i virkelig sur!

Det er jo kernen i et forhold..nemlig at man kommunikerer om tingene og planlægger SAMMEN! både ting sammen men så sandelig(og især) det man skal hver for sig, så man kan være forberedt

FruK skriver:

Er der virkelig ingen af jeres mænd, der ville få lov til at tage afsted en weekend? 

Nu har vi ti år mellem vores børn, så jeg kan nok ikke helt sætte mig ind i det med to små. Men er det fordi han ikke har spurgt? Eller fordi at det kan man bare ikke, når man har to små? Kan man så igen når de bliver større? 

Ts: Der er hjælp fra familien skriver du... Kan de ikke tage den store lidt, så har du kun den lille? Eller komme og være hos jer?

Min mand tager ikke så sjældent afsted en hel weekend, og endnu oftere i byen med overnatning ude. 

Men han spørger altid om det passer i vores planer, og ikke mindst så skal det jo gå begge veje. Hvis jeg kommer og siger at nu vil jeg afsted en weekend med tøserne, eller i byen hele natten og ligge med tønmermænd en hel dag bagefter, og han må sørge for ungerne, så skal han selvfølgelig sige "ok skat - hyg dig"

Min mand benytter sig meget mere af sin "frihed" end jeg gør. Og nogle gange, når der er lidt for mange ting der falder sammen, synes jeg da, at det er rigtig, rigtig træls.

Men jeg ved også, at jeg slet ikke ville have en glad mand (og sikkert slet ikke nogen mand), hvis jeg "forbød" ham at tage afsted.

 

Det handler for mig ikke om at "få lov", men om at tale sammen om, hvad den anden part magter og kan leve med. Hvis flere dages oplevelser på pluskontoen for den ene betyder minusdage både for den anden part og ikke mindst børnene, må man i fællesskab gøre regnestykket op. Her hjælper det nok en del på velviljen, at den, der ønsker at gøre noget for sig selv, tydeligt viser, at han er klar over, det ikke er en selvfølge, og at det faktisk kræver en del af den anden. 

Ja - man kan sagtens, når børnene bliver større. Det giver da sig selv, at man får og giver hinanden større frihed, når børnene bliver mere selvhjulpne, og der ikke er to, der skal holdes konstant øje med, passes på, skiftes ble på osv. osv. 

Jeg synes ikke, det er rimeligt, at det er op til den, der skal holde skansen hjemme, at finde på løsninger med hjælp fra familien. Det er igen en del af kommunikationen, at ham, der daffer af, har tænkt over den del også. 

Min mand er en fri fugl, der ofte drager af, men da vi havde to og senere tre små krævende unger, var han da helt på det rene med, at hans frihed var begrænset for en tid. Det ville ikke gøre ham til en glad mand at trække så store veksler på mig, at både jeg og ungerne led under det. 

Når man har små børn sammen, synes jeg helt klart at ting som at tage på festival i flere dage, er noget man drøfter med hinanden før man gør det!

Nu er det jo 4-5 dage og ikke kun en weekend. Og børnene er meget små, den mindste ammes, er i tigerspring og klatsover og er generelt irritabel. Han har undskyldt ham ikke vendte det med mig først, men han forstår ikke hvorfor det er så hårdt at være alene med dem så længe. Den store er i øvrigt syg, for det ikke skal være løgn.

Jeg kan sagtens unde ham oplevelsen, men er virkelig led af han ikke har nok respekt for mig som mor, som kæreste, at han ikke først vender den med mig. Det er meget at stå med selv, og det havde han aldrig selv kunne klare!

Anonym skriver:

Hvis jeres kæreste tog på festival og efterlod jer Hjemme med en baby på 5 måneder og en tumling på 23 måneder? Og i øvrigt bare sagde han skulle af sted og ikke spurgte om det var okay? Han arbejder der men det er frivilligt og ikke nogen han havde behøvet.

Hmmm synes det er underligt at han ikke lige siger "hvaa er det ok med dig skat". I er jo to om det.

Anonym skriver:

Nu er det jo 4-5 dage og ikke kun en weekend. Og børnene er meget små, den mindste ammes, er i tigerspring og klatsover og er generelt irritabel. Han har undskyldt ham ikke vendte det med mig først, men han forstår ikke hvorfor det er så hårdt at være alene med dem så længe. Den store er i øvrigt syg, for det ikke skal være løgn.

Jeg kan sagtens unde ham oplevelsen, men er virkelig led af han ikke har nok respekt for mig som mor, som kæreste, at han ikke først vender den med mig. Det er meget at stå med selv, og det havde han aldrig selv kunne klare!

Jeg er enig med dig i, at man selvfølgelig vender det med hinanden, før man bare smutter - om det så er en weekend, en aften eller længere. Og selvfølgelig kan der være tidspunkter, hvor overskuddet bare ikke er til at klare det alene i flere dage. Så må den anden part respektere at der bliver sagt nej. Mit svar gik på, at du skriver, at der er hjælp at hente fra familien, og derfor vil jeg tro, at jeg nok havde sagt ja - men jeg har heller ikke haft to små børn på samme tid, så stod jeg i det, kan det da godt være, at jeg så anderledes på det.

Mor og meget mere skriver:

Det handler for mig ikke om at "få lov", men om at tale sammen om, hvad den anden part magter og kan leve med. Hvis flere dages oplevelser på pluskontoen for den ene betyder minusdage både for den anden part og ikke mindst børnene, må man i fællesskab gøre regnestykket op. Her hjælper det nok en del på velviljen, at den, der ønsker at gøre noget for sig selv, tydeligt viser, at han er klar over, det ikke er en selvfølge, og at det faktisk kræver en del af den anden. 

Ja - man kan sagtens, når børnene bliver større. Det giver da sig selv, at man får og giver hinanden større frihed, når børnene bliver mere selvhjulpne, og der ikke er to, der skal holdes konstant øje med, passes på, skiftes ble på osv. osv. 

Jeg synes ikke, det er rimeligt, at det er op til den, der skal holde skansen hjemme, at finde på løsninger med hjælp fra familien. Det er igen en del af kommunikationen, at ham, der daffer af, har tænkt over den del også. 

Min mand er en fri fugl, der ofte drager af, men da vi havde to og senere tre små krævende unger, var han da helt på det rene med, at hans frihed var begrænset for en tid. Det ville ikke gøre ham til en glad mand at trække så store veksler på mig, at både jeg og ungerne led under det. 

Jamen jeg tror egentlig vi er enige. Det er en selvfølge for mig, at man  vender det med den anden part før man laver planer væk fra familien.

Og selvfølgelig kan der være perioder/tidspunkter hvor det ikke fungerer at den ene forsvinder i flere dage. 

Ts skriver at der er hjælp at hente fra familien, så det går jeg ud fra, at de har snakket om. Men for mig ville det være en naturlig ting at finde ud af fælles; altså jeg kan ikke rigtig overskue at være alene, mens du er væk, så hvis du skal afsted, så må vi lige hjælpes ad med at finde ud af, hvordan det kan lade sig gøre.

Jeg siger ikke, at man altid bare kan daffe af, men i nogle af indlæggene læser jeg, at man aldrig kan tage væk en weekend, når man først har fået børn - og det var det, jeg var uenig i.

RGN skriver:

Det handler for mig ikke om at han skal spørge om lov.
Han skal sikre sig at han forlader en skude der kan flyde og ikke en der synker i hans fravær.

Min kæreste plejer at tage ud at rejse 2 gange årligt af 1-3 ugers varighed og det skal han fortsat have lov til.

Jeg har dog sagt at jeg synes 3 uger er lidt lang tid nu hvor vi har stiftet familie (Det synes han heldigivis også selv) og at jeg ville synes det ville blive for hårdt, hvis det var over 1 uge mens den lille er under 12 måneder. (Også her er han heldigvis enig). Den ældste er min fra et tidligere forhold, så der er jeg jo vant til at være alene med ham.

Men vi taler om tingene og finder sammen ud af hvad der kan fungere. Både på det praktiske plan, men også på det plan så vi plejer os selv og vores interesser uden at det går udover den anden.

Jeg ville blive ked af det, hvis han planlagde at tage afsted i flere dage uden at høre om jeg var tilstrækkelig i overskud til at klare det.

Vi er helt enige. 

Er det en mulighed, at den store kan komme på 'ferie' hos bedsteforældrene i et par dage, mens han er væk? Så får alle lidt på opleveren. Nu når beslutning er taget, så synes jeg I skal finde ud af, hvordan I kan få det til at fungere  

Min mand vil gerne på skiferie med højst ét barn. Det vil 'efterlade' mig med tre på 0,2 og 4, men det kan jo godt lade sige gøre