FrkRaarup skriver:
Jeg læste boget 'Slip livet, Lille skat' og blev enormt skuffet over den. Havde hørt meget godt om den igennem en af de sider jeg er på for barnedød...
Jeg købte e-bogs udgaven og glædede mig til at læse den.
MEN, holy crap. Jeg blev simpelthen SÅ skuffet. Den varede 57 mobil sider (57 sider på mobilen. som i 57 sider på mobilstørrelse). Der var stavefejl. Den handlede overhovedet ikke om at håndtere sorg.
Jeg fortrød rigtig meget at jeg havde købt den. Godt nok ga' jeg kun 37 kr., men følte hver krone var spildt!! 
NÅ, jeg blev simpelthen så irriteret over den overhovedet ikke handlede om at håndtere sorg og hvordan de havde gjort det, at jeg besluttede at skrive vores historie.. Som i, skriver ALT ned med Naja, fra start til slut!
Jeg ved ikke engang om jeg har overskud eller om jeg nogensinde får mulighed for at udgive den.
Det er total hul i hovedet og slet ikke gennemtænkt. Endnu en hjerneblødning 
Nå, men min mand støtter mig og syns det er en kanon idé. Det samme gør min mor og en del andre bekendte..
Og hvad vil jeg så med dette indlæg? Who knows? ;D Haha.
Tror at denne 'provokation' er en der er udviklet efter Najas død. Jeg bliver simpelthen så frustreret over hvordan mine nærmeste tager afstand til mig, fryser mig ude, ikke taler til mig, forventer at jeg arrangere familieudflugter, hvordan mange ikke fatter at vi er kede af det, eller har brug for kram og ikke mindst så mangler der bøger om det at miste og lige så vigtigt, hvordan man kommer videre og at man altså kommer videre...
En dag ser man dagens lys som positivt!
Men nu er jeg gået i gang! Sindssyg som jeg er 
Har I nogle gode råd eller fif? Forslag? Ting jeg skal huske og/eller tænke over?
Supergod ide og uden tvivl en sund proces.
Et godt råd fra min side er, at det ikke primært må være bitterheden over familiens reaktioner, der skal være dit brændstof. Hvis den skal udgives, må det ikke være med det mål at hævne dig på dine nærmeste. Det skal selvfølgelig med, at I har følt jer svigtet i sorgen, men det, der skal drive dig, er sorgen, smerten og din oplevelse af, at det lige så stille bliver værd at leve igen. Jeg mener ikke, at du skal skrive en "feel good" bog med en lykkelig slutning, slet ikke - men lige så meget, det vil kunne hjælpe andre at læse blandt andet om den dårlige måde, I føler jer mødt af omverdenen på, lige så demotiverende vil det være for dem at læse om din bitterhed som det primære.
Jeg skriver dette ud fra personlige erfaringer, som jeg ikke vil komme nærmere ind på, vedrørende tanken om en raffineret "hævn" over svigt fra de nærmeste i form af en offentlig udhængning af disse. Det er god terapi at skrive om skuffelse, forræderi osv., men det gør ikke livet lettere at udbasunere andres svigt til hele verden - og bitterhed er en bitch, som plager den bitre mere, end den plager dem, der har svigtet og skuffet.
Jeg kan desværre ikke uddybe yderligere, men jeg håber, det giver mening.
