Baby eller abort?

Du siger han er manden i dit liv...men vil han mon også være det hvis du lytter til ham og får en abort??

Dette barn var et fælles projekt - at han så får kolde fødder det kan jeg ikke se, skal gå ud over dig mere end højst nødvendigt.

JEg tænker da også, at hvis du lytter til ham i denne her sag at du mister noget af dig selv og kan du leve med det..og uanset hvilket valg du tager, mister du jo noget. Måske du mister ham...men du mister med garanti noget tillid til at jer som par pga dette.

Som andre også har sagt, så kan du jo ikke vide om han smutter, så du er nødt til at træffe dit valg udfra hvad du kan leve med (og uden) de næste mange år.

Så tænk dig godt om og føl efter hvad du bedst kan leve med.

Held og lykke.
Sisse

Uha for en svær situation. Vi herinde kan og skal jo ikke råde dig til, hvad du skal gøre, men kan komme med vores input. Jeg blev selv gravid med en gift mand, som jeg vidste ikke ville have barnet. Jeg var egentlig også selv indstillet på en abort, da jeg tænkte meget over hvilket liv, jeg egentlig kunne tilbyde et barn osv. Derfor var jeg afklaret med beslutningen om abort. MEN skæbnen ville så, at dette af forskellige årsager ikke kunne lade sig gøre, så nu står jeg og skal være mor. En meget underlig fornemmelse i starten, da jeg jo var forberedt og mentalt indstillet på abort. Faderen kan ike tage stilling til noget som helst, så jeg er alene om barnet, når jeg skal føde. Når det er sagt, så går jeg da nu og glæder mig til det, og jeg er overbevist om, at jeg nok skal klare det uanset hvad...

Du kan som sagt kun selv afgøre, hvad du føler er bedst, og jeg vil ønske dig alt det bedste og held og lykke med beslutningen.

Knus Linda 27+1

nu har jeg ikke lige læst alle de andres svar til dig, men jeg tænker på, at du skal huske at en abort ikke betyder at det barn aldrig har eksisteret. hvis abort ikke er en mulighed for dig og du alligevel vælger det fordi du vil holde på din kæreste, så tror jeg, at jeres forhold går i stykker alligevel. Kan du tilgive ham, at han har presset dig til en abort hvis det kommer så langt? og hvad med næste gang I beslutter jer for at prøve - vil han så bakke ud endnu en gang?

Tjuhl skriver:

nu har jeg ikke lige læst alle de andres svar til dig, men jeg tænker på, at du skal huske at en abort ikke betyder at det barn aldrig har eksisteret. hvis abort ikke er en mulighed for dig og du alligevel vælger det fordi du vil holde på din kæreste, så tror jeg, at jeres forhold går i stykker alligevel. Kan du tilgive ham, at han har presset dig til en abort hvis det kommer så langt? og hvad med næste gang I beslutter jer for at prøve - vil han så bakke ud endnu en gang?

Lige præcis. Det er virkelig godt skrevet!

lillemor skriver:

Jeg er kommet til at stå i en rigtig lortesituation og har virkelig brug for hjælp for jeg aner ikk hvad jeg skal gøre.

Jeg er gravid i 5 uge.

Min kæreste og jeg har i de sidste 3 måneder prøvet at blive gravide -  han skal starte med at læse nu og jeg skulle arbejde et år mere - så det ville passe fint. For så ca 3 uger siden siger min kæreste at han synes vi skal vente lidt med virkelig at prøve og bare sætte det lidt på stand by og hvis det sker så sker det. Den hopper jeg så med på og beslutter at jeg vil starte med at læse nu her (har sendt ansøgning).

Da jeg så i onsdags er gået over tid tager jeg en test og jeg er gravid. Jeg bliver rigtig glad men samtidig lidt såhn - hvad mon han siger til det? Da han kommer hjem fortæller jeg det og hans bemærkning er bare "Er du sikker?" puha der blev jeg bare ked af det...

I de her dage går vi så og snakker om hvad vi skal gøre... Jeg selv vil self gerne have barnet (det er jo det vi har prøvet på) og er self nervøs men mener at det hele nok skal gå... jeg ser slet ikke abort som en mulighed.

Min kæreste derimod synes jeg skal have en abort - for som han siger "Jeg har bere ikke lyst til et barn nu"???????? altså du har jo lige selv været med til at lave det...

Jeg vil for alt i verden ikke miste min kæreste som jeg er sikker på jeg skal leve mit liv sammen med, men jeg tror virkelig dette kan ødelægge vores forhold..

Hvad dælen skal jeg gøre? Jeg har jo heller ikk lyst til at få barnet alene og skulle gennemføre en uddannelse samtidig... Det var jo noget vi var enige om, ved ikk hvorfor han pludselig har skiftet mening. Jeg er så ked af det..

Lotte

Uha, det her er jo desværre et af de spørgsmål ingen kan hjælpe dig med at svare på...hvad føler du selv for...gør det du kan mærke er det rigtige for dig.
jeg har stået i stort set samme situation som dig og jeg fandt til sidst den rigtige løsning på daværende tidspunkt.
KNus Eva. og held og lykke...møg situation...øvøv...

jeg vil vælge barnet.. der er ingen grund til at få fjernet et levende lille menneske, på sådanne grundlag.. IMO!

du skal huske at det altså er et liv i maven på dig, og ikke en bestillingsseddel med leverings tidspunkter..

undskyld hvis det lyder hårdt.. men det er rigtigt...

 

og lige til det andet..

så hårdt er det altså hellere ikke at få barn og tage uddannelse samtidig.. folk får tit det til at lyde vildt besværligt. fordelene overskygger ulemperne..

Jeg har ikke læst de andre svar, så undskyld vi jeg gentager noget der allerede er blevet sagt.

du spørger om hvad DU skal gøre, hmm...du skal da ingenting gøre! Det er derimoder JER der skal gøre noget....nemlig have et barn (tænker jeg umiddeblbart).

Da jeg blev gravid første gang med et totalt planlagt ønskebarn, blev  jeg slet ikke glad, men bange, og fortrød og tænkte at det var jeg bare slet slet ikke klar til, og skulle jeg overhovedet være mor osv. osv.

Så jeg har da bare lyst til at ønske jer tillykke med at det er lykkedes, og giv det så lidt tid og rum, og væn jer til tanken og så tage den derfra. I mine øjne villle det være hul i hovdet at få en abort!  Tænk hvis du aldrig blev gravid igen!

(jeg har en veninde som blev 'hovsa'gravid som 16 årige. Hun fik barnet. Da hun var omkring 20 og havde fundet 'manden i sit liv' ville de gerne have et barn. Det kunne de ikke. Gennem de næste 20 år forsøgte hun at blive gravid igen (med forskellige kærester) og som 40årig opgav hun endelig tanken om at få flere børn. Tænk hvis hun havde fået abort som 16årig!!! Så havde hun ALDRIG fået børn. Det er altså vildt!)

Jeg skriver det lige igen... jeg er absolut ikke indstillet på en abort... men sys stadig situationen er svær... da jeg jo heller ikk vil miste ham... jeg venter og håber på han tager sig sammen og vælger det rigtige... det er en stor ting for ham og jeg tror bare han er bange... han skal lige vænne sig til tanken..