Skal jeg fravælge min mor eller bare acceptere ?

Hyacinth skriver:

Der må jeg nok erklære mig dybt uenig. Man kan sagtens - med GOD samvittighed - sige fra og farvel til familie. Både de nærmeste og den "ydre" del af familien.
Man vælger ikke selv at komme til verden og man skylder ikke sine forældre noget - de har trods alt selv tilvalgt én.

Forestil dig en forælder der er psykopat(som i diagnosen dyssocial) og/eller en af dine forældre var pædofil el. lign. Måske noget ekstremt, men se selve essensen af scenariet.

Jeg har selv fravalgt begge mine forældre af forskellige årsager - og de har ikke været banale.
Min mor og jeg har siden fået kontakt igen og det har været efter knapt 3 års pause. Jeg har hele tiden elsket hende, men måtte til sidst sige fra, da jeg blev meget syg. Det var hårdt for hende, men det gavnede mig enormt og gjorde at jeg kunne fokusere på mig selv og udvikle mig positivt. Der er ingen der siger at man fravælger for evigt. Det gjorde jeg ikke, men det har gjort, at vi har en meget bedre relation i dag og jeg kan sige fra, når noget går mig på.

Min far har fravalgt mig mange gange i mit liv fra barns ben og det har jeg fået nok af, så derfor er han altså røget ud til højre. Det er jeg helt afklaret med, for jeg mangler ikke noget fra ham som person, da han ikke er i stand til at give af sig selv som menneske.

Min mor og far bor ikke sammen, så jeg har haft nemmere ved at "adskille problemerne" med dem.

Jeg kender til mange triste skæbner, hvor forældrene ikke har været "ordentlige" forældre - dermed ikke sagt, at de ikke har gjort deres bedste. Men nogle gange kan et fravalg være nødvendigt og endog gavne som hos mig.

Jeg er personligt ikke en "people-pleaser" og vil aldrig lade mig træde på - uanset om det er søskende, forældre osv. Men selvfølgelig skal man ikke bare vrage pga. små uenigheder/bagateller.

Til TS: Jeg tror du skal gøre op med dig selv, om du kan lege, at du har usynlige høreværn på, når du besøger dem. Det ville være ærgerligt at kaste forholdet til din far bort, hvis I har det godt sammen
Et andet valg kan evt være at holde en lille pause fra besøg hos dem og/eller invitere din far hjem til dig

Men så kommer det jo også an på hvad årsagen til at droppe familien er - og hvem man er og hvor meget man kan rumme.

Jeg har personligt valgt min biofar fra, da han er alkoholiker og kærester med en alkoholiker. Jeg var fars pige - troede jeg, men de eneste tidspunkter han gad at være bare lidt en far, var for at låne penge og så var han skredet indtil næste gang han manglede penge.
Det kunne jeg ikke rumme i længden.

Min farmor var lidt som ts beskriver sin mor, hende kunne jeg rumme og var der for hende som den eneste, helt til sidst. Og selvom det var hårdt til tider at rumme sådan en person, er jeg glad for idag at jeg ikke bare vendte hende ryggen.

Flodkilling skriver:

Men så kommer det jo også an på hvad årsagen til at droppe familien er - og hvem man er og hvor meget man kan rumme.

Jeg har personligt valgt min biofar fra, da han er alkoholiker og kærester med en alkoholiker. Jeg var fars pige - troede jeg, men de eneste tidspunkter han gad at være bare lidt en far, var for at låne penge og så var han skredet indtil næste gang han manglede penge.
Det kunne jeg ikke rumme i længden.

Min farmor var lidt som ts beskriver sin mor, hende kunne jeg rumme og var der for hende som den eneste, helt til sidst. Og selvom det var hårdt til tider at rumme sådan en person, er jeg glad for idag at jeg ikke bare vendte hende ryggen.

Det er jeg helt enig i
Pointen var sådan set bare, at man sagtens kan fravælge familie af forskellige årsager, uden det er forkert eller at man partout skal se dem, fordi man skyldte nogen noget, idet man kom til verden.

jeg vil sige det kommer meget an på hvor stor en rolle du selv føler din mor spiller for dig. Personligt har jeg meldt en stor del af min familie fra fordi jeg ikke gider deres bedrevidende atitude hver eneste gang man er i rum med dem.

Jeg smed gerne min svigerfar på porten så at sige, og holdt ham der, men min kære kæreste holder desværre meget af sin mor, hvilket jeg både og kan forstå, Så i mit hoved er det noget pjat at nogen mener man ikke smider familie ud af sit liv, for hvorfor skulle man ikke kunne det? hvis man ikke klinger med dem og de ikke har noget positivt at medbringe til ens tilværelse ser jeg da absolut ingen grund til at de skal forblive i ens liv.

Stine1989 skriver:

Hej piger

For 3 år siden tog jeg det lange spring fra Nordjylland til Sønderjylland, jeg var træt af mit liv oppe nord på, og mente Selv det var de venner deroppe jeg var trætte Af
Og bare ville væk fra.

Ds jeg flyttede herned faldt der en stor sten fra mit hjerte - jeg blev lykkelig igen !! Men fandt så ud af dwt var bestemt ikke mine dejlige venner jeg flygtede fra - men min dominerende mor !!

Da jeg endelig tog mig sammen Tilønsk
Og besøge dem igen, havde jeg min nye dejlige kæreste med,

Da vi kom derop sprang en bombe og
Min mor og mig skændes - min mor sluttede af
Med og sige til min kæreste at hun synes han skulle skynde sig væk i en fart for han var for god til mig. Og jeg ikke var værd at samle på.
Vi tog hjem samme dag.

Jeg har en utrolig dejlig far og dejlige lillesøstre og når jeg besøger dem er det kun for at se dem !!

Min mor sviner mig til det ene efter det andet.

Hele min barndom har jeg vejet dobbelt af hvad jeg skulle - i børnehave klassen vejed jeg 43 kg, min mor sagde altid jeg var for tyk og jeg skulle stoppe med og æde så meget.

Hun kunne aldrig se at det var hendes problem og ikke
Mit i en alder af 6 år ;-( kan hun stadig ikke den dag i dag.

Eftersom vi blev ældre blev det kun værrer der gik ikke en dag hvor ikke mig og min søster fil afvide hvorfor vi
Ikke lignede den pige og dem
Pige. Og hvorfor vi var så skrækkelige.

Da jeg blev 16, sagde
Min mor til mig at hun ønskede jeg døde, det resulterede i jeg spiste et kvart glas panodiler, og ikke engang her bekymrede hun sig ;-(


Eftersom årene gik er
Jeg blevet mere og mere ligeglad - når jeg er i samme rum
Som min mor, føler jeg
Mig arrig og skidt tilpas.

For 2 uger siden fik jeg lavet et så
Lækkert billed af
Min søn på 3
Mdr, og jeg fik intet svar fra hende - intet da jeg sendte billed.

Imens dette skete opslog en af hendes veninders datter et billed af hebdes søn på facebook og der havde
Min mor kommenterede , nej hvor er han bare en dejlig dreng. I er så søde begge to.

What?? - hvorfor kan du ikke svare
Mig når jeg sender et
Lækkert billed af dit barnebarn ;-(

Mine to søstre på 4-9 var
På ferie i 14 dage hernede og min mor har lige ringet og skældt
Mig ud over de har taget på !! :-(

Jeg har verdens dejligste liv hernede - men er så træt af
Min mor, hun tager alt min gode energi og gør
Mig så ked af det.

Men hvordan kan
Man fravælge mor uden at fravælge far ?

Først og fremmest skal du have et stort kram og dernæst ville jeg nok sige stop, og sende min langt ud af mit liv. Hun har slet ikke fortjent den titel, for hun opfører sig ikke som en, og lyder ikke til nogensinde at have gjort det.

hun er ikke dine bekymringer værd, det glæder mig, at du er blevet lykkelig efter at være flyttet væk.

Hyacinth skriver:

Der må jeg nok erklære mig dybt uenig. Man kan sagtens - med GOD samvittighed - sige fra og farvel til familie. Både de nærmeste og den "ydre" del af familien.
Man vælger ikke selv at komme til verden og man skylder ikke sine forældre noget - de har trods alt selv tilvalgt én.

Forestil dig en forælder der er psykopat(som i diagnosen dyssocial) og/eller en af dine forældre var pædofil el. lign. Måske noget ekstremt, men se selve essensen af scenariet.

Jeg har selv fravalgt begge mine forældre af forskellige årsager - og de har ikke været banale.
Min mor og jeg har siden fået kontakt igen og det har været efter knapt 3 års pause. Jeg har hele tiden elsket hende, men måtte til sidst sige fra, da jeg blev meget syg. Det var hårdt for hende, men det gavnede mig enormt og gjorde at jeg kunne fokusere på mig selv og udvikle mig positivt. Der er ingen der siger at man fravælger for evigt. Det gjorde jeg ikke, men det har gjort, at vi har en meget bedre relation i dag og jeg kan sige fra, når noget går mig på.

Min far har fravalgt mig mange gange i mit liv fra barns ben og det har jeg fået nok af, så derfor er han altså røget ud til højre. Det er jeg helt afklaret med, for jeg mangler ikke noget fra ham som person, da han ikke er i stand til at give af sig selv som menneske.

Min mor og far bor ikke sammen, så jeg har haft nemmere ved at "adskille problemerne" med dem.

Jeg kender til mange triste skæbner, hvor forældrene ikke har været "ordentlige" forældre - dermed ikke sagt, at de ikke har gjort deres bedste. Men nogle gange kan et fravalg være nødvendigt og endog gavne som hos mig.

Jeg er personligt ikke en "people-pleaser" og vil aldrig lade mig træde på - uanset om det er søskende, forældre osv. Men selvfølgelig skal man ikke bare vrage pga. små uenigheder/bagateller.

Til TS: Jeg tror du skal gøre op med dig selv, om du kan lege, at du har usynlige høreværn på, når du besøger dem. Det ville være ærgerligt at kaste forholdet til din far bort, hvis I har det godt sammen
Et andet valg kan evt være at holde en lille pause fra besøg hos dem og/eller invitere din far hjem til dig

jeg mener ikke man bare lader som ingen ting og lader sig træde på, hvis man rent faktisk gør det jeg skrev hvilket var at tager en snak med personen om problemerne, så har man lige netop sagt fra og forsøgt at løse problemet, det med bare at droppe er i min verden lige netop at finde sig i at blive trådt på fordi man lige netop ikke tør sige fra og det avler ofte nye problemer hvis man droppe et familiemedlem, fordi så ender det tit med at resten af familien skal tage en af personernes parti, så jeg tænker det hurtigt havner i flere problemer end hvis man rent faktisk tog og snakkede det hele igennem.

Det med psykiske syge er en anden diskusion mener jeg, som jeg ikke ønsker at tage her.

jeg mener ikke man bare lader som ingen ting og lader sig træde på, hvis man rent faktisk gør det jeg skrev hvilket var at tager en snak med personen om problemerne, så har man lige netop sagt fra og forsøgt at løse problemet, det med bare at droppe er i min verden lige netop at finde sig i at blive trådt på fordi man lige netop ikke tør sige fra og det avler ofte nye problemer hvis man droppe et familiemedlem, fordi så ender det tit med at resten af familien skal tage en af personernes parti, så jeg tænker det hurtigt havner i flere problemer end hvis man rent faktisk tog og snakkede det hele igennem.

Det med psykiske syge er en anden diskusion mener jeg, som jeg ikke ønsker at tage her.

Okay, det er jo fair nok.

Jeg mener bare, at selvom folk ikke er psykisk syge, kan man sagtens fravælge OG sige fra. Altså som udgangspunkt synes jeg, man bør give folk en chance for at ændre adfærd. Dog siger min erfaring mig, at det kræver utroligt meget af andre, at ændre sig radikalt, hvilket ofte ender med at skuffe én. I forhold til alkoholisme kan det være svært at omgås, fordi de netop har et misbrug, som oftest vælges før alle andre.

Jeg er personligt af den holdning, at hvis en person i ens liv ikke bidrager med noget positivt, hvorfor så lade dem være der? Jeg har selv givet min far utroligt mange chancer i mit liv, så jeg skylder ham bestemt ikke en ommer.
Men det er jo et holdningsspørgsmål, om man satser på en ændring efter gentagne chancer. Jeg gør ikke.

Hyacinth skriver:

Okay, det er jo fair nok.

Jeg mener bare, at selvom folk ikke er psykisk syge, kan man sagtens fravælge OG sige fra. Altså som udgangspunkt synes jeg, man bør give folk en chance for at ændre adfærd. Dog siger min erfaring mig, at det kræver utroligt meget af andre, at ændre sig radikalt, hvilket ofte ender med at skuffe én. I forhold til alkoholisme kan det være svært at omgås, fordi de netop har et misbrug, som oftest vælges før alle andre.

Jeg er personligt af den holdning, at hvis en person i ens liv ikke bidrager med noget positivt, hvorfor så lade dem være der? Jeg har selv givet min far utroligt mange chancer i mit liv, så jeg skylder ham bestemt ikke en ommer.
Men det er jo et holdningsspørgsmål, om man satser på en ændring efter gentagne chancer. Jeg gør ikke.

det er jeg faktisk meget enige med dig i at hvis man har snakket om tingene og tingene fortsætter så skal man handle efter det så man ikke bliver såret mere, men jeg synes bare rigtige mange dropper folk inden de overhovedet har givet chancer eller talt om tingene og så tænker jeg at min løsning med at hun kun se hende til familiefester ville når man har en stor familie betyde at man ikke en gang behøver snakke med personen og hvis man ikke en gang behøver snakke med personen har jeg svært ved at se at der er et problem mere

Mette N skriver:

jeg tænker familie dropper man ikke uanset hvad problemet er. Istedet så havde jeg nok fortalt hende hvad der gik mig på og få snakket tingene igennem, hvis det stadig ikke ændre sig, så bare nøjes med at se hende når i skal til familiesammenkomster.

Jo man gør, hvis det er det eneste der føles rigtig. Selvom man er i familie behøver man ikke holde sammen for altid!

Mette N skriver:

det er jeg faktisk meget enige med dig i at hvis man har snakket om tingene og tingene fortsætter så skal man handle efter det så man ikke bliver såret mere, men jeg synes bare rigtige mange dropper folk inden de overhovedet har givet chancer eller talt om tingene og så tænker jeg at min løsning med at hun kun se hende til familiefester ville når man har en stor familie betyde at man ikke en gang behøver snakke med personen og hvis man ikke en gang behøver snakke med personen har jeg svært ved at se at der er et problem mere

Nu kender jeg af gode grunde ikke din familiebaggrund.
Med det in mente vil jeg dog tillade mig at sige, at man er nødt til at have været i en problematisk og usund familieralation, førend man kan sige om man ville cutte kontakten i en given situation

Mette N skriver:

jeg tænker familie dropper man ikke uanset hvad problemet er. Istedet så havde jeg nok fortalt hende hvad der gik mig på og få snakket tingene igennem, hvis det stadig ikke ændre sig, så bare nøjes med at se hende når i skal til familiesammenkomster.

Må erklære mig uenig. For mig er blod ikke tykkere end vand. Og må sige man kan vælge sine venner men ikke sin familie.

jeg har haft droppet kontakten til min familie, fordi det intet godt førte med sig. Og prisen var for stor for mig.

selv om det er familie vil jeg ikke finde mig i hvad som helst. Der er grænser . Og en familie som ikke respektere en og elsker en ubetinget  ved jeg ikke man skal leve med . Finde sig i.

TS : Mærk godt efter inden i , du kender selv svaret. Det er super svært at råde om så vigtig en ting. Jeg havde droppet kontakten, men har idag lært At der er grænser for hvad jeg vil stå model til.

jeg kan og vil ikke behandles som " skidt " og det syntes jeg INGEN skal. Vil til hver en tid vælge at omgive mig med mennesker som respektere MIG som person.