Jeg har det på samme måde som dig, så jeg vil prøve det bedste jeg kan for at svare dig... 
Min mor og jeg har en lang forhistorie med skænderier, dominans, uvenskaber og konflikter... Det startede da jeg var cirka 12 år, da hun, sikkert uden at tænke over konsekvensen, ved en lejlighed i et lidt akavet forum fik sagt til mig at jeg vejede for meget! (På det tidspunkt var jeg 165cm høj og vejede 62kg, dvs. normalvægtig) Jeg tog det meget nært eftersom det kom fra min mor, og dette resulterede så i en spiseforstyrrelse af kaliber... 
Min mor fandt ud af det, igen i et akavet forum, og valgte at hvæse ad mig at snakken skulle tages hjemme, og hjemme lød meldingen så på at enten fik jeg det bedre NU, ellers ville jeg blive indlagt og få medicin omgående! Jeg blev skræmt fra vid og sans, og det var min mor sikkert også, så jeg lod som om jeg fik det bedre, mens jeg i stedet egentlig fik det værre og værre... 
Jeg begyndte at betro mig til andre autoriteter da min mor ikke var et alternativ, jeg var skræmt af hendes seneste udmelding, så jeg turde ikke igen! Min far, som ellers er sød, forstående og tålmodig har også altid været lidt passiv, og jeg ville ikke bebyrde ham, så ja, jeg betroede mig til andre, hvilket min mor var yderst utilfreds med! Gennem årene har vi skændtes, råbt og skreget og sat splid i familien... Min mor har selv haft en hård opvækst, og dette har gjort at hun har ufatteligt nemt ved at distancere sig fra selv familiemedlemmer, og ud over det er hun meget dominerende og "my way or the highway"-agtig, så vi er tit tørnet sammen i bitchfights af kaliber som har resulteret i at hun har bedt mig skride, jeg har sagt jeg hader hende, og så er vi gået hver til sit og har ikke snakket sammen i ugevis... 
Det korte af det lange er at min mors og mit forhold allerede dengang smuttede i svinget, og i 2012 valgte jeg at sige fra og mod mine forældres vilje flytte hjem til min kæreste!
Min kære far har den dag idag accepteret mit valg og ønsker stadig at se mig, hvorimod min mor så sent som i forgårs valgte at udmelde at hun synes jeg skulle komme hjem og hente de sidste af mine ting så de kunne få lukket mit værelse ned, og så synes hun i øvrigt at jeg skulle passe mit nye liv, og ikke kontakte hende mere!
Jeg elsker begge mine forældre, også min mor trods hendes fejl og mangler og alle vores sammenstød, men jeg har måtte erkende - eller, det har vi begge, at vi simpelthen ikke kan sammen! Jeg tager stadig hjem og besøger min far og min søster cirka en gang om måneden, men sørger for enten at komme når min mor har andre planer, eller er i nogenlunde humør!
Problemet her er at min mor ikke vil lægge fortiden bag sig, hun vil snakke problemer så snart vi ses, og det er nok det jeg brænder mest af på... Så jeg sørger for KUN at have positivt at sige når jeg kommer der, og hovedsageligt at snakke med min far Hun er trods alt din mor og hun har sat dig i verden, så selvom i ikke kan sammen, så synes jeg du skal prøve at få det bedste ud af situationen når du endelig er der, det er jo trods alt ikke hver dag du skal døje med hende
Pøj pøj 
