En tråd, der har været længe undervejs ..

Anonym skriver:

Nej, det vil jeg ikke ! Vil gerne være mig selv ..

Hvis jeg må spørge, når du nu taler af erfaring, hvordan kom du væk ? Slog du 'bare' op, eller ?

Skriv en privat besked vil helst ikke ud med det offentligt 

Celine89 skriver:

Men hvad er det han gør? Bliver han truende? Råber han? Smadrer han ting?

Jeg synes det er ret væsentligt i forhold til at rådgive dig - især i forhold til om du bør stikke af nu og her, eller om der måske er en chance for, at I kan ordne det på en lidt mere fredelig måde.

Anonym skriver:

Godt, at du kom væk fra ham !

Kan bare godt li' at have styr på tingene .. Hvad skal man gøre, hive fat i ens socialrådgiver og sige, 'her er min historie, mit liv - hvad kan du gøre for at hjælpe os?'

Jeps Har aldrig haft det så godt, som da jeg slap ud af det forhold og min eks flyttede.  

Jeg ved faktisk ikke, hvem du kan kontakte.

Jeg klarede det jo sådan set "kun" med hjælp fra en ven og veninde.  

Har du prøvet at gøre det forbi med ham?

Og hvem af jer, skulle flytte hvis i gik fra hinanden? 

Anonym skriver:

Åhh, har længe haft lyst til at skrive det her, men kan ikke en gang selv finde hoved og hale i det hele ..

Sagen er den, at min kæreste og jeg har været sammen i 4,5 år. Vi har en datter på knapt 1,5 år. Han har ADHD, er ordblind, mors dreng, (ekstremt) jaloux, dominerende, manipulerende - tja, ifølge min mor (som jeg deler alt med) er det et psykisk voldigt forhold - og vil faktisk give hende ret ! Har et par veninder, resten er røget i svinget, fordi jeg 'spurgte hvor højt jeg skulle hoppe, når han bad mig om at hoppe' .. (det skal lige understreges, at jeg ikke siger, at jeg er perfekt - men lige nu, handler det om, at vores datter får det bedste!) 

I mine øjne og fra mit perspektiv er forholdet dødt. Og ja, i know - det er synd at holde ham for nar - men har også ondt af manden .. Føler det er mit arbejde at få ham til, at blive et bedre menneske! Selvom mit arbejde er, at sørge for, at vores datter (begges ansvar), så bliver jeg simpelthen drænet for energi, pga ham .. Og nej - det er jo ikke hans skyld, det er MIT ansvar at gå fra en sådan person, for at jeg selv kommer i godt humør og har fokus på vores pige ..

Jeg skal hver dag,
- tænke over hvad jeg siger
- hvor jeg kigger hen
- ikke være for høflig/smilende overfor naboer
- må ikke oprette facebook eller andet, det handler mere om princip, eksemplet kunne også være klippe/farve hår som jeg har lyst til, at det skal at det skal se ud, uden at 'spørge om tilladelse' (er altså ikk 25år for sjov)
- give et fuldt referat når jeg har snakket i telefon/ om det er mine forældre, en kollega, veninde eller andet
- og der er så meget mere, jeg ikk lige kan komme i tanker om ..

Jeg VIL IKKE HAVE, at min datter skal vokse op, og tro det er okay, at mand behandler kone/kæreste sådan, for det er det ikke !! Så ved der snart skal handles .. 

Den anden dag, sagde han sågar, og jeg citerer,: 'da jeg var barn, gav min mor mig bekræftigelse, nu er det din tur - og når XX bliver ældre, er det hendes tur' .. Jeg blev sgu egentligt rasende, og sagde noget i retningen af, vi har IKKE fået en datter, for at hun skal nurse om dig - du er hendes far, hun er og bliver IKKE din mor ! Med bekræftigelse menes der, at sige 'jeg elsker dig' hvert 5. Minut, hvilket ikke en gang er nok ! (samtidig er det i mine øjn misbrug at sætningens betydning)

Er samtidig, et par måneder efter fødslen, og et par gange efter, blevet beskyldt for, at XX ikke er hans datter, på trods af, at hun er som snydt ud af næsen på ham (og jeg ved med 100% sikkerhed ved det er hans). Han ville have taget en test, og så sagde jeg, at det var fint nok, men så ar der intet dig og mig - jeg har INTET gjort, som skulle gøre, at han ingen tillid burde have til mig, derfor min reaktion .. Hvis man ingen tillid har til hinanden, har man intet grundlag for et forhold.

Åhhhh, ved ikk hvad jeg vil med det her - har føler der er så meget mere, men kan ikke huske halvdelen af hvad der er sket gennem tiden ..

Har brug for et wake up call, spark i røven, solstråle historie og/eller et godt råd .. 

Er ikke offer i det her, bliver stærkere for hver dag, men mere og mere kold (overfor ham) .. Er bare bange for, hvad der vil ske med ham, hvordan han vil takle det, vil han overhovedet kunne takle XX, selvom vi ikke er sammen - worst case scenario, vil han tage vores datter fra mig ? Han er utroligt charmerende på facaden, men graver man dybt nok, er facaden ikle så pæn

Anonym skriver:

Hentede lige et uddrag på telefonen af bogen - den psykopat, der var beskrevet, passede perfekt !
Det er sgu skræmmende

- ved godt, man ikke skal diagnosticere ham ud fra et uddrag af en bog, samt diverse artikler på nettet omkring dyssocial personlighedsforstyrrelse, men det minder meget om ham ..

Så synes jeg virkelig du skulle låne bogen! Den er skrevet af to psykiatere, og giver klare råd til hvad man stiller om med dem hvis man er gift med en eller har en kollega der er det.

Ps har en veninde der var i forhold til en psykopat, og hun virkelig meget hjælp af en psykolog med speciale i at være i parforhold ( og komme ud af det) med en psykopat. Han bor i Kbh, hvis det har interesse.

Anonym skriver:

Ved i hvert fald, at jeg vil få det bedre - jeg ville kunne være mig selv ! Fremfor 'liste-lise', som gør alt for at undgå ballade ..
Og derved, vil overskuddet til vores datter også være større
Sørgeligt, men sandt ..

Anonym skriver:

Åhh, har længe haft lyst til at skrive det her, men kan ikke en gang selv finde hoved og hale i det hele ..

Sagen er den, at min kæreste og jeg har været sammen i 4,5 år. Vi har en datter på knapt 1,5 år. Han har ADHD, er ordblind, mors dreng, (ekstremt) jaloux, dominerende, manipulerende - tja, ifølge min mor (som jeg deler alt med) er det et psykisk voldigt forhold - og vil faktisk give hende ret ! Har et par veninder, resten er røget i svinget, fordi jeg 'spurgte hvor højt jeg skulle hoppe, når han bad mig om at hoppe' .. (det skal lige understreges, at jeg ikke siger, at jeg er perfekt - men lige nu, handler det om, at vores datter får det bedste!) 

I mine øjne og fra mit perspektiv er forholdet dødt. Og ja, i know - det er synd at holde ham for nar - men har også ondt af manden .. Føler det er mit arbejde at få ham til, at blive et bedre menneske! Selvom mit arbejde er, at sørge for, at vores datter (begges ansvar), så bliver jeg simpelthen drænet for energi, pga ham .. Og nej - det er jo ikke hans skyld, det er MIT ansvar at gå fra en sådan person, for at jeg selv kommer i godt humør og har fokus på vores pige ..

Jeg skal hver dag,
- tænke over hvad jeg siger
- hvor jeg kigger hen
- ikke være for høflig/smilende overfor naboer
- må ikke oprette facebook eller andet, det handler mere om princip, eksemplet kunne også være klippe/farve hår som jeg har lyst til, at det skal at det skal se ud, uden at 'spørge om tilladelse' (er altså ikk 25år for sjov)
- give et fuldt referat når jeg har snakket i telefon/ om det er mine forældre, en kollega, veninde eller andet
- og der er så meget mere, jeg ikk lige kan komme i tanker om ..

Jeg VIL IKKE HAVE, at min datter skal vokse op, og tro det er okay, at mand behandler kone/kæreste sådan, for det er det ikke !! Så ved der snart skal handles .. 

Den anden dag, sagde han sågar, og jeg citerer,: 'da jeg var barn, gav min mor mig bekræftigelse, nu er det din tur - og når XX bliver ældre, er det hendes tur' .. Jeg blev sgu egentligt rasende, og sagde noget i retningen af, vi har IKKE fået en datter, for at hun skal nurse om dig - du er hendes far, hun er og bliver IKKE din mor ! Med bekræftigelse menes der, at sige 'jeg elsker dig' hvert 5. Minut, hvilket ikke en gang er nok ! (samtidig er det i mine øjn misbrug at sætningens betydning)

Er samtidig, et par måneder efter fødslen, og et par gange efter, blevet beskyldt for, at XX ikke er hans datter, på trods af, at hun er som snydt ud af næsen på ham (og jeg ved med 100% sikkerhed ved det er hans). Han ville have taget en test, og så sagde jeg, at det var fint nok, men så ar der intet dig og mig - jeg har INTET gjort, som skulle gøre, at han ingen tillid burde have til mig, derfor min reaktion .. Hvis man ingen tillid har til hinanden, har man intet grundlag for et forhold.

Åhhhh, ved ikk hvad jeg vil med det her - har føler der er så meget mere, men kan ikke huske halvdelen af hvad der er sket gennem tiden ..

Har brug for et wake up call, spark i røven, solstråle historie og/eller et godt råd .. 

Er ikke offer i det her, bliver stærkere for hver dag, men mere og mere kold (overfor ham) .. Er bare bange for, hvad der vil ske med ham, hvordan han vil takle det, vil han overhovedet kunne takle XX, selvom vi ikke er sammen - worst case scenario, vil han tage vores datter fra mig ? Han er utroligt charmerende på facaden, men graver man dybt nok, er facaden ikle så pæn

Kære du.

Jeg kender det desværre alt for godt, min eksmand var og er stadig på samme måde. Det var dog også fysisk.

Det er snart 4 år siden jeg gik fra ham og fra 1. dag følte jeg mig fri. Det var en kæmpe lettelse også for børnene (jeg har 3). Særligt fordi både børnene og jeg, ligesom du beskriver, skulle vare vores mund hver dag. Vi måtte eks. ikke være glade og grine, når han kom ind af døren.

Du kan og skal IKKE hjælpe ham, men du må og skal hjælpe dig selv og dit barn.