En tråd, der har været længe undervejs ..

Mumto3 skriver:

Jeg synes du skulle gå på biblioteket og låne bogen: Psykopater i jakkesæt. Den handler om 'helt almindelige' psykopater, som har familie og fede jobs, men som altså har den karakterbrist der i psykiatrien bliver betegnet som psykopater (og det har intet med psykopater som man kender det fra skrækfilm at gøre!!!). Det er oftes mænd der er det, og derfor er det også mænd der er beskrevet i bogen. Måske vil du genkende noget? -og hvis du gør, har bogen også klare anvisninger på hvad man kan gøre.

Held og lykke med dit og din datter liv!

 

Hentede lige et uddrag på telefonen af bogen - den psykopat, der var beskrevet, passede perfekt !
Det er sgu skræmmende

- ved godt, man ikke skal diagnosticere ham ud fra et uddrag af en bog, samt diverse artikler på nettet omkring dyssocial personlighedsforstyrrelse, men det minder meget om ham ..

Anonym skriver:

Åhh, har længe haft lyst til at skrive det her, men kan ikke en gang selv finde hoved og hale i det hele ..

Sagen er den, at min kæreste og jeg har været sammen i 4,5 år. Vi har en datter på knapt 1,5 år. Han har ADHD, er ordblind, mors dreng, (ekstremt) jaloux, dominerende, manipulerende - tja, ifølge min mor (som jeg deler alt med) er det et psykisk voldigt forhold - og vil faktisk give hende ret ! Har et par veninder, resten er røget i svinget, fordi jeg 'spurgte hvor højt jeg skulle hoppe, når han bad mig om at hoppe' .. (det skal lige understreges, at jeg ikke siger, at jeg er perfekt - men lige nu, handler det om, at vores datter får det bedste!) 

I mine øjne og fra mit perspektiv er forholdet dødt. Og ja, i know - det er synd at holde ham for nar - men har også ondt af manden .. Føler det er mit arbejde at få ham til, at blive et bedre menneske! Selvom mit arbejde er, at sørge for, at vores datter (begges ansvar), så bliver jeg simpelthen drænet for energi, pga ham .. Og nej - det er jo ikke hans skyld, det er MIT ansvar at gå fra en sådan person, for at jeg selv kommer i godt humør og har fokus på vores pige ..

Jeg skal hver dag,
- tænke over hvad jeg siger
- hvor jeg kigger hen
- ikke være for høflig/smilende overfor naboer
- må ikke oprette facebook eller andet, det handler mere om princip, eksemplet kunne også være klippe/farve hår som jeg har lyst til, at det skal at det skal se ud, uden at 'spørge om tilladelse' (er altså ikk 25år for sjov)
- give et fuldt referat når jeg har snakket i telefon/ om det er mine forældre, en kollega, veninde eller andet
- og der er så meget mere, jeg ikk lige kan komme i tanker om ..

Jeg VIL IKKE HAVE, at min datter skal vokse op, og tro det er okay, at mand behandler kone/kæreste sådan, for det er det ikke !! Så ved der snart skal handles .. 

Den anden dag, sagde han sågar, og jeg citerer,: 'da jeg var barn, gav min mor mig bekræftigelse, nu er det din tur - og når XX bliver ældre, er det hendes tur' .. Jeg blev sgu egentligt rasende, og sagde noget i retningen af, vi har IKKE fået en datter, for at hun skal nurse om dig - du er hendes far, hun er og bliver IKKE din mor ! Med bekræftigelse menes der, at sige 'jeg elsker dig' hvert 5. Minut, hvilket ikke en gang er nok ! (samtidig er det i mine øjn misbrug at sætningens betydning)

Er samtidig, et par måneder efter fødslen, og et par gange efter, blevet beskyldt for, at XX ikke er hans datter, på trods af, at hun er som snydt ud af næsen på ham (og jeg ved med 100% sikkerhed ved det er hans). Han ville have taget en test, og så sagde jeg, at det var fint nok, men så ar der intet dig og mig - jeg har INTET gjort, som skulle gøre, at han ingen tillid burde have til mig, derfor min reaktion .. Hvis man ingen tillid har til hinanden, har man intet grundlag for et forhold.

Åhhhh, ved ikk hvad jeg vil med det her - har føler der er så meget mere, men kan ikke huske halvdelen af hvad der er sket gennem tiden ..

Har brug for et wake up call, spark i røven, solstråle historie og/eller et godt råd .. 

Er ikke offer i det her, bliver stærkere for hver dag, men mere og mere kold (overfor ham) .. Er bare bange for, hvad der vil ske med ham, hvordan han vil takle det, vil han overhovedet kunne takle XX, selvom vi ikke er sammen - worst case scenario, vil han tage vores datter fra mig ? Han er utroligt charmerende på facaden, men graver man dybt nok, er facaden ikle så pæn

Vil du spilde resten af dine dage på at være underkuet og ikke kan være dig selv 100%?

 

kom væk. der er lysere på den anden side og JA ting tager tid..

Skriver af erfaring!! det er skidefuckingpisse hårdt men få det overstået og hold fast!

Anonym skriver:

Åhh, har længe haft lyst til at skrive det her, men kan ikke en gang selv finde hoved og hale i det hele ..

Sagen er den, at min kæreste og jeg har været sammen i 4,5 år. Vi har en datter på knapt 1,5 år. Han har ADHD, er ordblind, mors dreng, (ekstremt) jaloux, dominerende, manipulerende - tja, ifølge min mor (som jeg deler alt med) er det et psykisk voldigt forhold - og vil faktisk give hende ret ! Har et par veninder, resten er røget i svinget, fordi jeg 'spurgte hvor højt jeg skulle hoppe, når han bad mig om at hoppe' .. (det skal lige understreges, at jeg ikke siger, at jeg er perfekt - men lige nu, handler det om, at vores datter får det bedste!) 

I mine øjne og fra mit perspektiv er forholdet dødt. Og ja, i know - det er synd at holde ham for nar - men har også ondt af manden .. Føler det er mit arbejde at få ham til, at blive et bedre menneske! Selvom mit arbejde er, at sørge for, at vores datter (begges ansvar), så bliver jeg simpelthen drænet for energi, pga ham .. Og nej - det er jo ikke hans skyld, det er MIT ansvar at gå fra en sådan person, for at jeg selv kommer i godt humør og har fokus på vores pige ..

Jeg skal hver dag,
- tænke over hvad jeg siger
- hvor jeg kigger hen
- ikke være for høflig/smilende overfor naboer
- må ikke oprette facebook eller andet, det handler mere om princip, eksemplet kunne også være klippe/farve hår som jeg har lyst til, at det skal at det skal se ud, uden at 'spørge om tilladelse' (er altså ikk 25år for sjov)
- give et fuldt referat når jeg har snakket i telefon/ om det er mine forældre, en kollega, veninde eller andet
- og der er så meget mere, jeg ikk lige kan komme i tanker om ..

Jeg VIL IKKE HAVE, at min datter skal vokse op, og tro det er okay, at mand behandler kone/kæreste sådan, for det er det ikke !! Så ved der snart skal handles .. 

Den anden dag, sagde han sågar, og jeg citerer,: 'da jeg var barn, gav min mor mig bekræftigelse, nu er det din tur - og når XX bliver ældre, er det hendes tur' .. Jeg blev sgu egentligt rasende, og sagde noget i retningen af, vi har IKKE fået en datter, for at hun skal nurse om dig - du er hendes far, hun er og bliver IKKE din mor ! Med bekræftigelse menes der, at sige 'jeg elsker dig' hvert 5. Minut, hvilket ikke en gang er nok ! (samtidig er det i mine øjn misbrug at sætningens betydning)

Er samtidig, et par måneder efter fødslen, og et par gange efter, blevet beskyldt for, at XX ikke er hans datter, på trods af, at hun er som snydt ud af næsen på ham (og jeg ved med 100% sikkerhed ved det er hans). Han ville have taget en test, og så sagde jeg, at det var fint nok, men så ar der intet dig og mig - jeg har INTET gjort, som skulle gøre, at han ingen tillid burde have til mig, derfor min reaktion .. Hvis man ingen tillid har til hinanden, har man intet grundlag for et forhold.

Åhhhh, ved ikk hvad jeg vil med det her - har føler der er så meget mere, men kan ikke huske halvdelen af hvad der er sket gennem tiden ..

Har brug for et wake up call, spark i røven, solstråle historie og/eller et godt råd .. 

Er ikke offer i det her, bliver stærkere for hver dag, men mere og mere kold (overfor ham) .. Er bare bange for, hvad der vil ske med ham, hvordan han vil takle det, vil han overhovedet kunne takle XX, selvom vi ikke er sammen - worst case scenario, vil han tage vores datter fra mig ? Han er utroligt charmerende på facaden, men graver man dybt nok, er facaden ikle så pæn

jeg tænker, hvad ville der ske, hvis han vidste hvordan du havde det? Altså, hvis han vidste, du var tæt på at gå, pga den måde han behandler dog på? Tror du han ville ændre sin adfærd?

Rockertand skriver:

Hvordan kan du være så intelligent og gennemskuende og fornuftig og analyserende og en masse andre ting - og så finder du dig i den behandling?

Du skal handle NU! - og lad nu være med at finde på en masse undskyldninger for ikke at gøre noget, hvis du ikke vil redde dig selv, så gør det da for guds skyld for din datter.

Vi er mange "overlevere", der har fået et fantastisk liv efter at have forladt diverse psykopater, misbrugere eller andre former for udskud - det kan sagtens lade sig gøre - og det er meget nemmere, end du tror.

Han kommer aldrig til at tage jeres datter fra dig, aldrig, han kan være nok så veltalende, men der er altså fagfolk derude, som har set mange af den slags psykopater og kan gennemskue det med det samme, det vigtigste er at gøre alt efter bogen, så har du din sti fri, og han lyder ikke klog nok til at gøre det samme, så han skal nok falde i og vise sit sande jeg.

Få nu lettet røven og tag første skridt på vejen til et liv!

I'll be watching you...altså hvis du lige gider smide en opdatering lidt senere, ik'?  

Smiler af din slutning af den reprimande jeg fik - føler dine øjne i nakken

Men synes ikke det er nemt, det roder oppe i hovedet .. Kan godt li' at jeg har styr på tingene ..
Hvordan griber jeg det an ? Smutter jeg ned til en socialrådgiver, og siger 'hey, hjælp mig lige her?',
Så er der det, at bilen er hans, så vil ha' svært med at komme på arbejde uden den - 3timers offentligt transport i alt, 1time i bil - kunne selvfølgelig nok godt låne min fars ekstra bil i en periode ..
Og flytning ? Vil gerne tilbage til Århus, bor i Randers nu, da jeg så er tættere på arbejde & familie, og ikke vil være afhængig af bil ..

Men ja, skulle være smuttet for længst - mine øjne vågnede desværre først op, da min kærlighed blev større, til en lille spirrevip !

Celine89 skriver:

Det lyder bestemt ikke til at være et godt forhold, og du lyder til at være meget afklaret omkring, at du skal væk derfra. Du virker meget fornuftig og velovervejet omkring det hele, og jeg er sikker på du nok skal klare dig.

Jeg synes dog, det er lidt voldsomt at dømme manden som psykopat, ud fra denne beskrivelse alene (ikke TS, men andre i tråden). Hvordan reagerer han, hvis du opfører dig "forkert"? Er du bange for ham? Det virker nemlig ikke umiddelbart sådan, men den slags kan jo være svære at tolke ud fra skrevne ord alene.

Er med tiden blevet mindre bange for ham, og mere følelseskold - som i 'hvis du vil gøre skade på mig, så gør det, for mine følelser er pakket godt ind, du kan ikke gøre mere skade på mig indenvendigt!'

Men tro mig, har været bange for ham - han har haft mig lige der, hvor han ville have mig - det stoppede da XX kom til verdenen, hun skal beskyttes, så jeg kan/skal ikke vise nogen 'frygt' ..

asff skriver:

jeg tænker, hvad ville der ske, hvis han vidste hvordan du havde det? Altså, hvis han vidste, du var tæt på at gå, pga den måde han behandler dog på? Tror du han ville ændre sin adfærd?

Han har fået at vide, en milliard gange hvordan jeg har det .. Og nej, det har ikke hjulpet en disse ..
Har sågar sagt til ham, at han er syg i hovedet, at han fejler noget andet en ADHD, og at han skal have noget hjælp - hver morgen starter med, 'i dag ringer jeg til lægen' og hver aften 'hov, det glemte jeg' .. Vil ikke minde ham om det - han er 29 år, og burde kunne tage ansvar for sig selv .. Jeg er ikke hans mor .. Så nej, det er prøvet, og hjalp ikke ..

Han mener så, at med min uddannelse (er 'kun' social og sundhedshjælper - ikke psykolog/psykiater), burde jeg kunne hjælpe - men det kan jeg altså ikke ..

blankholm skriver:

Vil du spilde resten af dine dage på at være underkuet og ikke kan være dig selv 100%?

 

kom væk. der er lysere på den anden side og JA ting tager tid..

Skriver af erfaring!! det er skidefuckingpisse hårdt men få det overstået og hold fast!

Nej, det vil jeg ikke ! Vil gerne være mig selv ..

Hvis jeg må spørge, når du nu taler af erfaring, hvordan kom du væk ? Slog du 'bare' op, eller ?

Anonym skriver:

Han har fået at vide, en milliard gange hvordan jeg har det .. Og nej, det har ikke hjulpet en disse ..
Har sågar sagt til ham, at han er syg i hovedet, at han fejler noget andet en ADHD, og at han skal have noget hjælp - hver morgen starter med, 'i dag ringer jeg til lægen' og hver aften 'hov, det glemte jeg' .. Vil ikke minde ham om det - han er 29 år, og burde kunne tage ansvar for sig selv .. Jeg er ikke hans mor .. Så nej, det er prøvet, og hjalp ikke ..

Han mener så, at med min uddannelse (er 'kun' social og sundhedshjælper - ikke psykolog/psykiater), burde jeg kunne hjælpe - men det kan jeg altså ikke ..

Ej det kan jeg godt se :/ kender godt, når der loves og loves og intet holdes - hvis du ikke synes, det er værd at bygge videre på, så synes jeg du skal komme væk, inden du lukker helt af for dine følelser. 

Anonym skriver:

Er med tiden blevet mindre bange for ham, og mere følelseskold - som i 'hvis du vil gøre skade på mig, så gør det, for mine følelser er pakket godt ind, du kan ikke gøre mere skade på mig indenvendigt!'

Men tro mig, har været bange for ham - han har haft mig lige der, hvor han ville have mig - det stoppede da XX kom til verdenen, hun skal beskyttes, så jeg kan/skal ikke vise nogen 'frygt' ..

Men hvad er det han gør? Bliver han truende? Råber han? Smadrer han ting?

Jeg synes det er ret væsentligt i forhold til at rådgive dig - især i forhold til om du bør stikke af nu og her, eller om der måske er en chance for, at I kan ordne det på en lidt mere fredelig måde.

Anonym skriver:

Åhh, har længe haft lyst til at skrive det her, men kan ikke en gang selv finde hoved og hale i det hele ..

Sagen er den, at min kæreste og jeg har været sammen i 4,5 år. Vi har en datter på knapt 1,5 år. Han har ADHD, er ordblind, mors dreng, (ekstremt) jaloux, dominerende, manipulerende - tja, ifølge min mor (som jeg deler alt med) er det et psykisk voldigt forhold - og vil faktisk give hende ret ! Har et par veninder, resten er røget i svinget, fordi jeg 'spurgte hvor højt jeg skulle hoppe, når han bad mig om at hoppe' .. (det skal lige understreges, at jeg ikke siger, at jeg er perfekt - men lige nu, handler det om, at vores datter får det bedste!) 

I mine øjne og fra mit perspektiv er forholdet dødt. Og ja, i know - det er synd at holde ham for nar - men har også ondt af manden .. Føler det er mit arbejde at få ham til, at blive et bedre menneske! Selvom mit arbejde er, at sørge for, at vores datter (begges ansvar), så bliver jeg simpelthen drænet for energi, pga ham .. Og nej - det er jo ikke hans skyld, det er MIT ansvar at gå fra en sådan person, for at jeg selv kommer i godt humør og har fokus på vores pige ..

Jeg skal hver dag,
- tænke over hvad jeg siger
- hvor jeg kigger hen
- ikke være for høflig/smilende overfor naboer
- må ikke oprette facebook eller andet, det handler mere om princip, eksemplet kunne også være klippe/farve hår som jeg har lyst til, at det skal at det skal se ud, uden at 'spørge om tilladelse' (er altså ikk 25år for sjov)
- give et fuldt referat når jeg har snakket i telefon/ om det er mine forældre, en kollega, veninde eller andet
- og der er så meget mere, jeg ikk lige kan komme i tanker om ..

Jeg VIL IKKE HAVE, at min datter skal vokse op, og tro det er okay, at mand behandler kone/kæreste sådan, for det er det ikke !! Så ved der snart skal handles .. 

Den anden dag, sagde han sågar, og jeg citerer,: 'da jeg var barn, gav min mor mig bekræftigelse, nu er det din tur - og når XX bliver ældre, er det hendes tur' .. Jeg blev sgu egentligt rasende, og sagde noget i retningen af, vi har IKKE fået en datter, for at hun skal nurse om dig - du er hendes far, hun er og bliver IKKE din mor ! Med bekræftigelse menes der, at sige 'jeg elsker dig' hvert 5. Minut, hvilket ikke en gang er nok ! (samtidig er det i mine øjn misbrug at sætningens betydning)

Er samtidig, et par måneder efter fødslen, og et par gange efter, blevet beskyldt for, at XX ikke er hans datter, på trods af, at hun er som snydt ud af næsen på ham (og jeg ved med 100% sikkerhed ved det er hans). Han ville have taget en test, og så sagde jeg, at det var fint nok, men så ar der intet dig og mig - jeg har INTET gjort, som skulle gøre, at han ingen tillid burde have til mig, derfor min reaktion .. Hvis man ingen tillid har til hinanden, har man intet grundlag for et forhold.

Åhhhh, ved ikk hvad jeg vil med det her - har føler der er så meget mere, men kan ikke huske halvdelen af hvad der er sket gennem tiden ..

Har brug for et wake up call, spark i røven, solstråle historie og/eller et godt råd .. 

Er ikke offer i det her, bliver stærkere for hver dag, men mere og mere kold (overfor ham) .. Er bare bange for, hvad der vil ske med ham, hvordan han vil takle det, vil han overhovedet kunne takle XX, selvom vi ikke er sammen - worst case scenario, vil han tage vores datter fra mig ? Han er utroligt charmerende på facaden, men graver man dybt nok, er facaden ikle så pæn

Lyder som min ex.. Dog fik vi heldigvis ikke barn sammen.. Og det endte i vold og stalking efter jeg gik fra ham..