En tråd, der har været længe undervejs ..

Åhh, har længe haft lyst til at skrive det her, men kan ikke en gang selv finde hoved og hale i det hele ..

Sagen er den, at min kæreste og jeg har været sammen i 4,5 år. Vi har en datter på knapt 1,5 år. Han har ADHD, er ordblind, mors dreng, (ekstremt) jaloux, dominerende, manipulerende - tja, ifølge min mor (som jeg deler alt med) er det et psykisk voldigt forhold - og vil faktisk give hende ret ! Har et par veninder, resten er røget i svinget, fordi jeg 'spurgte hvor højt jeg skulle hoppe, når han bad mig om at hoppe' .. (det skal lige understreges, at jeg ikke siger, at jeg er perfekt - men lige nu, handler det om, at vores datter får det bedste!) 

I mine øjne og fra mit perspektiv er forholdet dødt. Og ja, i know - det er synd at holde ham for nar - men har også ondt af manden .. Føler det er mit arbejde at få ham til, at blive et bedre menneske! Selvom mit arbejde er, at sørge for, at vores datter (begges ansvar), så bliver jeg simpelthen drænet for energi, pga ham .. Og nej - det er jo ikke hans skyld, det er MIT ansvar at gå fra en sådan person, for at jeg selv kommer i godt humør og har fokus på vores pige ..

Jeg skal hver dag,
- tænke over hvad jeg siger
- hvor jeg kigger hen
- ikke være for høflig/smilende overfor naboer
- må ikke oprette facebook eller andet, det handler mere om princip, eksemplet kunne også være klippe/farve hår som jeg har lyst til, at det skal at det skal se ud, uden at 'spørge om tilladelse' (er altså ikk 25år for sjov)
- give et fuldt referat når jeg har snakket i telefon/ om det er mine forældre, en kollega, veninde eller andet
- og der er så meget mere, jeg ikk lige kan komme i tanker om ..

Jeg VIL IKKE HAVE, at min datter skal vokse op, og tro det er okay, at mand behandler kone/kæreste sådan, for det er det ikke !! Så ved der snart skal handles .. 

Den anden dag, sagde han sågar, og jeg citerer,: 'da jeg var barn, gav min mor mig bekræftigelse, nu er det din tur - og når XX bliver ældre, er det hendes tur' .. Jeg blev sgu egentligt rasende, og sagde noget i retningen af, vi har IKKE fået en datter, for at hun skal nurse om dig - du er hendes far, hun er og bliver IKKE din mor ! Med bekræftigelse menes der, at sige 'jeg elsker dig' hvert 5. Minut, hvilket ikke en gang er nok ! (samtidig er det i mine øjn misbrug at sætningens betydning)

Er samtidig, et par måneder efter fødslen, og et par gange efter, blevet beskyldt for, at XX ikke er hans datter, på trods af, at hun er som snydt ud af næsen på ham (og jeg ved med 100% sikkerhed ved det er hans). Han ville have taget en test, og så sagde jeg, at det var fint nok, men så ar der intet dig og mig - jeg har INTET gjort, som skulle gøre, at han ingen tillid burde have til mig, derfor min reaktion .. Hvis man ingen tillid har til hinanden, har man intet grundlag for et forhold.

Åhhhh, ved ikk hvad jeg vil med det her - har føler der er så meget mere, men kan ikke huske halvdelen af hvad der er sket gennem tiden ..

Har brug for et wake up call, spark i røven, solstråle historie og/eller et godt råd .. 

Er ikke offer i det her, bliver stærkere for hver dag, men mere og mere kold (overfor ham) .. Er bare bange for, hvad der vil ske med ham, hvordan han vil takle det, vil han overhovedet kunne takle XX, selvom vi ikke er sammen - worst case scenario, vil han tage vores datter fra mig ? Han er utroligt charmerende på facaden, men graver man dybt nok, er facaden ikle så pæn

Anonym skriver:

Åhh, har længe haft lyst til at skrive det her, men kan ikke en gang selv finde hoved og hale i det hele ..

Sagen er den, at min kæreste og jeg har været sammen i 4,5 år. Vi har en datter på knapt 1,5 år. Han har ADHD, er ordblind, mors dreng, (ekstremt) jaloux, dominerende, manipulerende - tja, ifølge min mor (som jeg deler alt med) er det et psykisk voldigt forhold - og vil faktisk give hende ret ! Har et par veninder, resten er røget i svinget, fordi jeg 'spurgte hvor højt jeg skulle hoppe, når han bad mig om at hoppe' .. (det skal lige understreges, at jeg ikke siger, at jeg er perfekt - men lige nu, handler det om, at vores datter får det bedste!) 

I mine øjne og fra mit perspektiv er forholdet dødt. Og ja, i know - det er synd at holde ham for nar - men har også ondt af manden .. Føler det er mit arbejde at få ham til, at blive et bedre menneske! Selvom mit arbejde er, at sørge for, at vores datter (begges ansvar), så bliver jeg simpelthen drænet for energi, pga ham .. Og nej - det er jo ikke hans skyld, det er MIT ansvar at gå fra en sådan person, for at jeg selv kommer i godt humør og har fokus på vores pige ..

Jeg skal hver dag,
- tænke over hvad jeg siger
- hvor jeg kigger hen
- ikke være for høflig/smilende overfor naboer
- må ikke oprette facebook eller andet, det handler mere om princip, eksemplet kunne også være klippe/farve hår som jeg har lyst til, at det skal at det skal se ud, uden at 'spørge om tilladelse' (er altså ikk 25år for sjov)
- give et fuldt referat når jeg har snakket i telefon/ om det er mine forældre, en kollega, veninde eller andet
- og der er så meget mere, jeg ikk lige kan komme i tanker om ..

Jeg VIL IKKE HAVE, at min datter skal vokse op, og tro det er okay, at mand behandler kone/kæreste sådan, for det er det ikke !! Så ved der snart skal handles .. 

Den anden dag, sagde han sågar, og jeg citerer,: 'da jeg var barn, gav min mor mig bekræftigelse, nu er det din tur - og når XX bliver ældre, er det hendes tur' .. Jeg blev sgu egentligt rasende, og sagde noget i retningen af, vi har IKKE fået en datter, for at hun skal nurse om dig - du er hendes far, hun er og bliver IKKE din mor ! Med bekræftigelse menes der, at sige 'jeg elsker dig' hvert 5. Minut, hvilket ikke en gang er nok ! (samtidig er det i mine øjn misbrug at sætningens betydning)

Er samtidig, et par måneder efter fødslen, og et par gange efter, blevet beskyldt for, at XX ikke er hans datter, på trods af, at hun er som snydt ud af næsen på ham (og jeg ved med 100% sikkerhed ved det er hans). Han ville have taget en test, og så sagde jeg, at det var fint nok, men så ar der intet dig og mig - jeg har INTET gjort, som skulle gøre, at han ingen tillid burde have til mig, derfor min reaktion .. Hvis man ingen tillid har til hinanden, har man intet grundlag for et forhold.

Åhhhh, ved ikk hvad jeg vil med det her - har føler der er så meget mere, men kan ikke huske halvdelen af hvad der er sket gennem tiden ..

Har brug for et wake up call, spark i røven, solstråle historie og/eller et godt råd .. 

Er ikke offer i det her, bliver stærkere for hver dag, men mere og mere kold (overfor ham) .. Er bare bange for, hvad der vil ske med ham, hvordan han vil takle det, vil han overhovedet kunne takle XX, selvom vi ikke er sammen - worst case scenario, vil han tage vores datter fra mig ? Han er utroligt charmerende på facaden, men graver man dybt nok, er facaden ikle så pæn

Puha, jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige, andet end jeg synes du skal se, at komme væk. Det lyder ikke til, at du har det godt sammen med ham, og er sikker på, at jeres datter vil få det bedre/lige så godt som hun har det nu, hvis i ikke er sammen. Børnene kan også mærke, hvis ikke forældrene har det godt sammen.

Et KÆMPE knus til dig

Anonym skriver:

Åhh, har længe haft lyst til at skrive det her, men kan ikke en gang selv finde hoved og hale i det hele ..

Sagen er den, at min kæreste og jeg har været sammen i 4,5 år. Vi har en datter på knapt 1,5 år. Han har ADHD, er ordblind, mors dreng, (ekstremt) jaloux, dominerende, manipulerende - tja, ifølge min mor (som jeg deler alt med) er det et psykisk voldigt forhold - og vil faktisk give hende ret ! Har et par veninder, resten er røget i svinget, fordi jeg 'spurgte hvor højt jeg skulle hoppe, når han bad mig om at hoppe' .. (det skal lige understreges, at jeg ikke siger, at jeg er perfekt - men lige nu, handler det om, at vores datter får det bedste!) 

I mine øjne og fra mit perspektiv er forholdet dødt. Og ja, i know - det er synd at holde ham for nar - men har også ondt af manden .. Føler det er mit arbejde at få ham til, at blive et bedre menneske! Selvom mit arbejde er, at sørge for, at vores datter (begges ansvar), så bliver jeg simpelthen drænet for energi, pga ham .. Og nej - det er jo ikke hans skyld, det er MIT ansvar at gå fra en sådan person, for at jeg selv kommer i godt humør og har fokus på vores pige ..

Jeg skal hver dag,
- tænke over hvad jeg siger
- hvor jeg kigger hen
- ikke være for høflig/smilende overfor naboer
- må ikke oprette facebook eller andet, det handler mere om princip, eksemplet kunne også være klippe/farve hår som jeg har lyst til, at det skal at det skal se ud, uden at 'spørge om tilladelse' (er altså ikk 25år for sjov)
- give et fuldt referat når jeg har snakket i telefon/ om det er mine forældre, en kollega, veninde eller andet
- og der er så meget mere, jeg ikk lige kan komme i tanker om ..

Jeg VIL IKKE HAVE, at min datter skal vokse op, og tro det er okay, at mand behandler kone/kæreste sådan, for det er det ikke !! Så ved der snart skal handles .. 

Den anden dag, sagde han sågar, og jeg citerer,: 'da jeg var barn, gav min mor mig bekræftigelse, nu er det din tur - og når XX bliver ældre, er det hendes tur' .. Jeg blev sgu egentligt rasende, og sagde noget i retningen af, vi har IKKE fået en datter, for at hun skal nurse om dig - du er hendes far, hun er og bliver IKKE din mor ! Med bekræftigelse menes der, at sige 'jeg elsker dig' hvert 5. Minut, hvilket ikke en gang er nok ! (samtidig er det i mine øjn misbrug at sætningens betydning)

Er samtidig, et par måneder efter fødslen, og et par gange efter, blevet beskyldt for, at XX ikke er hans datter, på trods af, at hun er som snydt ud af næsen på ham (og jeg ved med 100% sikkerhed ved det er hans). Han ville have taget en test, og så sagde jeg, at det var fint nok, men så ar der intet dig og mig - jeg har INTET gjort, som skulle gøre, at han ingen tillid burde have til mig, derfor min reaktion .. Hvis man ingen tillid har til hinanden, har man intet grundlag for et forhold.

Åhhhh, ved ikk hvad jeg vil med det her - har føler der er så meget mere, men kan ikke huske halvdelen af hvad der er sket gennem tiden ..

Har brug for et wake up call, spark i røven, solstråle historie og/eller et godt råd .. 

Er ikke offer i det her, bliver stærkere for hver dag, men mere og mere kold (overfor ham) .. Er bare bange for, hvad der vil ske med ham, hvordan han vil takle det, vil han overhovedet kunne takle XX, selvom vi ikke er sammen - worst case scenario, vil han tage vores datter fra mig ? Han er utroligt charmerende på facaden, men graver man dybt nok, er facaden ikle så pæn

Puha, jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige, andet end jeg synes du skal se, at komme væk. Det lyder ikke til, at du har det godt sammen med ham, og er sikker på, at jeres datter vil få det bedre/lige så godt som hun har det nu, hvis i ikke er sammen. Børnene kan også mærke, hvis ikke forældrene har det godt sammen.

Et KÆMPE knus til dig

Det er næsten min ekskæreste du har beskrevet der!! 

Bortset fra at han også var fysisk voldelig. 

Jeg var mere hans mor, end hans kæreste, og uanset hvad jeg gjorde og hvor meget jeg gjorde det, så var det aldrig godt nok og han stolede ALDRIG på mig. Men det var nok lige så meget fordi, at han konstant var utro og "tyv tror hver mand stjæler"  

 

Du skal huske på, at hans liv efter jeres evt. brud, er IKKE dit ansvar. 

Hvad han gør med sit liv, må han selv rode med. Du er nødt til at tænke på dig selv og jeres datter. 

Jeg havde selv svært ved at skulle melde min eks til politiet, og fik det (desværre!) aldrig gjort, og det har jeg fortrudt mange gange. Men jeg havde så ondt af ham dengang, og følte også at jeg skulle "redde" ham, men man kan ikke redde en sådan person! og det er, igen, heller ikke dit ansvar. Det skal der professionelle til. 

Jeg endte dog med at ringe efter politiet, da han tvang sig adgang til min lejlighed dagen efter han var flyttet, hvor han blev eskorteret til pskyiatrisk afdeling. Han siger den dag i dag, at han har ændret sig, men jeg er overbevist om, at der skal stærkere midler til, end blot et kort visit på den lukkede afdeling. 

Derudover, så vil jeg sige, at jeg syntes du skal komme væk derfra. Det er ikke et sundt forhold for hverken dig eller din datter. 

 

En masse kram og tanker herfra. 

Jeg synes du skulle gå på biblioteket og låne bogen: Psykopater i jakkesæt. Den handler om 'helt almindelige' psykopater, som har familie og fede jobs, men som altså har den karakterbrist der i psykiatrien bliver betegnet som psykopater (og det har intet med psykopater som man kender det fra skrækfilm at gøre!!!). Det er oftes mænd der er det, og derfor er det også mænd der er beskrevet i bogen. Måske vil du genkende noget? -og hvis du gør, har bogen også klare anvisninger på hvad man kan gøre.

Held og lykke med dit og din datter liv!

 

Anonym skriver:

Åhh, har længe haft lyst til at skrive det her, men kan ikke en gang selv finde hoved og hale i det hele ..

Sagen er den, at min kæreste og jeg har været sammen i 4,5 år. Vi har en datter på knapt 1,5 år. Han har ADHD, er ordblind, mors dreng, (ekstremt) jaloux, dominerende, manipulerende - tja, ifølge min mor (som jeg deler alt med) er det et psykisk voldigt forhold - og vil faktisk give hende ret ! Har et par veninder, resten er røget i svinget, fordi jeg 'spurgte hvor højt jeg skulle hoppe, når han bad mig om at hoppe' .. (det skal lige understreges, at jeg ikke siger, at jeg er perfekt - men lige nu, handler det om, at vores datter får det bedste!) 

I mine øjne og fra mit perspektiv er forholdet dødt. Og ja, i know - det er synd at holde ham for nar - men har også ondt af manden .. Føler det er mit arbejde at få ham til, at blive et bedre menneske! Selvom mit arbejde er, at sørge for, at vores datter (begges ansvar), så bliver jeg simpelthen drænet for energi, pga ham .. Og nej - det er jo ikke hans skyld, det er MIT ansvar at gå fra en sådan person, for at jeg selv kommer i godt humør og har fokus på vores pige ..

Jeg skal hver dag,
- tænke over hvad jeg siger
- hvor jeg kigger hen
- ikke være for høflig/smilende overfor naboer
- må ikke oprette facebook eller andet, det handler mere om princip, eksemplet kunne også være klippe/farve hår som jeg har lyst til, at det skal at det skal se ud, uden at 'spørge om tilladelse' (er altså ikk 25år for sjov)
- give et fuldt referat når jeg har snakket i telefon/ om det er mine forældre, en kollega, veninde eller andet
- og der er så meget mere, jeg ikk lige kan komme i tanker om ..

Jeg VIL IKKE HAVE, at min datter skal vokse op, og tro det er okay, at mand behandler kone/kæreste sådan, for det er det ikke !! Så ved der snart skal handles .. 

Den anden dag, sagde han sågar, og jeg citerer,: 'da jeg var barn, gav min mor mig bekræftigelse, nu er det din tur - og når XX bliver ældre, er det hendes tur' .. Jeg blev sgu egentligt rasende, og sagde noget i retningen af, vi har IKKE fået en datter, for at hun skal nurse om dig - du er hendes far, hun er og bliver IKKE din mor ! Med bekræftigelse menes der, at sige 'jeg elsker dig' hvert 5. Minut, hvilket ikke en gang er nok ! (samtidig er det i mine øjn misbrug at sætningens betydning)

Er samtidig, et par måneder efter fødslen, og et par gange efter, blevet beskyldt for, at XX ikke er hans datter, på trods af, at hun er som snydt ud af næsen på ham (og jeg ved med 100% sikkerhed ved det er hans). Han ville have taget en test, og så sagde jeg, at det var fint nok, men så ar der intet dig og mig - jeg har INTET gjort, som skulle gøre, at han ingen tillid burde have til mig, derfor min reaktion .. Hvis man ingen tillid har til hinanden, har man intet grundlag for et forhold.

Åhhhh, ved ikk hvad jeg vil med det her - har føler der er så meget mere, men kan ikke huske halvdelen af hvad der er sket gennem tiden ..

Har brug for et wake up call, spark i røven, solstråle historie og/eller et godt råd .. 

Er ikke offer i det her, bliver stærkere for hver dag, men mere og mere kold (overfor ham) .. Er bare bange for, hvad der vil ske med ham, hvordan han vil takle det, vil han overhovedet kunne takle XX, selvom vi ikke er sammen - worst case scenario, vil han tage vores datter fra mig ? Han er utroligt charmerende på facaden, men graver man dybt nok, er facaden ikle så pæn

Hvordan kan du være så intelligent og gennemskuende og fornuftig og analyserende og en masse andre ting - og så finder du dig i den behandling?

Du skal handle NU! - og lad nu være med at finde på en masse undskyldninger for ikke at gøre noget, hvis du ikke vil redde dig selv, så gør det da for guds skyld for din datter.

Vi er mange "overlevere", der har fået et fantastisk liv efter at have forladt diverse psykopater, misbrugere eller andre former for udskud - det kan sagtens lade sig gøre - og det er meget nemmere, end du tror.

Han kommer aldrig til at tage jeres datter fra dig, aldrig, han kan være nok så veltalende, men der er altså fagfolk derude, som har set mange af den slags psykopater og kan gennemskue det med det samme, det vigtigste er at gøre alt efter bogen, så har du din sti fri, og han lyder ikke klog nok til at gøre det samme, så han skal nok falde i og vise sit sande jeg.

Få nu lettet røven og tag første skridt på vejen til et liv!

I'll be watching you...altså hvis du lige gider smide en opdatering lidt senere, ik'?  

Anonym skriver:

Åhh, har længe haft lyst til at skrive det her, men kan ikke en gang selv finde hoved og hale i det hele ..

Sagen er den, at min kæreste og jeg har været sammen i 4,5 år. Vi har en datter på knapt 1,5 år. Han har ADHD, er ordblind, mors dreng, (ekstremt) jaloux, dominerende, manipulerende - tja, ifølge min mor (som jeg deler alt med) er det et psykisk voldigt forhold - og vil faktisk give hende ret ! Har et par veninder, resten er røget i svinget, fordi jeg 'spurgte hvor højt jeg skulle hoppe, når han bad mig om at hoppe' .. (det skal lige understreges, at jeg ikke siger, at jeg er perfekt - men lige nu, handler det om, at vores datter får det bedste!) 

I mine øjne og fra mit perspektiv er forholdet dødt. Og ja, i know - det er synd at holde ham for nar - men har også ondt af manden .. Føler det er mit arbejde at få ham til, at blive et bedre menneske! Selvom mit arbejde er, at sørge for, at vores datter (begges ansvar), så bliver jeg simpelthen drænet for energi, pga ham .. Og nej - det er jo ikke hans skyld, det er MIT ansvar at gå fra en sådan person, for at jeg selv kommer i godt humør og har fokus på vores pige ..

Jeg skal hver dag,
- tænke over hvad jeg siger
- hvor jeg kigger hen
- ikke være for høflig/smilende overfor naboer
- må ikke oprette facebook eller andet, det handler mere om princip, eksemplet kunne også være klippe/farve hår som jeg har lyst til, at det skal at det skal se ud, uden at 'spørge om tilladelse' (er altså ikk 25år for sjov)
- give et fuldt referat når jeg har snakket i telefon/ om det er mine forældre, en kollega, veninde eller andet
- og der er så meget mere, jeg ikk lige kan komme i tanker om ..

Jeg VIL IKKE HAVE, at min datter skal vokse op, og tro det er okay, at mand behandler kone/kæreste sådan, for det er det ikke !! Så ved der snart skal handles .. 

Den anden dag, sagde han sågar, og jeg citerer,: 'da jeg var barn, gav min mor mig bekræftigelse, nu er det din tur - og når XX bliver ældre, er det hendes tur' .. Jeg blev sgu egentligt rasende, og sagde noget i retningen af, vi har IKKE fået en datter, for at hun skal nurse om dig - du er hendes far, hun er og bliver IKKE din mor ! Med bekræftigelse menes der, at sige 'jeg elsker dig' hvert 5. Minut, hvilket ikke en gang er nok ! (samtidig er det i mine øjn misbrug at sætningens betydning)

Er samtidig, et par måneder efter fødslen, og et par gange efter, blevet beskyldt for, at XX ikke er hans datter, på trods af, at hun er som snydt ud af næsen på ham (og jeg ved med 100% sikkerhed ved det er hans). Han ville have taget en test, og så sagde jeg, at det var fint nok, men så ar der intet dig og mig - jeg har INTET gjort, som skulle gøre, at han ingen tillid burde have til mig, derfor min reaktion .. Hvis man ingen tillid har til hinanden, har man intet grundlag for et forhold.

Åhhhh, ved ikk hvad jeg vil med det her - har føler der er så meget mere, men kan ikke huske halvdelen af hvad der er sket gennem tiden ..

Har brug for et wake up call, spark i røven, solstråle historie og/eller et godt råd .. 

Er ikke offer i det her, bliver stærkere for hver dag, men mere og mere kold (overfor ham) .. Er bare bange for, hvad der vil ske med ham, hvordan han vil takle det, vil han overhovedet kunne takle XX, selvom vi ikke er sammen - worst case scenario, vil han tage vores datter fra mig ? Han er utroligt charmerende på facaden, men graver man dybt nok, er facaden ikle så pæn

Meget enkelt... Det er og bliver aldrig dit eller andres ansvar at han får det bedre. Vil manden ikke hjælpes kan ingen hjælpe ham!

Det lyder bestemt ikke til at være et godt forhold, og du lyder til at være meget afklaret omkring, at du skal væk derfra. Du virker meget fornuftig og velovervejet omkring det hele, og jeg er sikker på du nok skal klare dig.

Jeg synes dog, det er lidt voldsomt at dømme manden som psykopat, ud fra denne beskrivelse alene (ikke TS, men andre i tråden). Hvordan reagerer han, hvis du opfører dig "forkert"? Er du bange for ham? Det virker nemlig ikke umiddelbart sådan, men den slags kan jo være svære at tolke ud fra skrevne ord alene.

Lykke:) skriver:

Puha, jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige, andet end jeg synes du skal se, at komme væk. Det lyder ikke til, at du har det godt sammen med ham, og er sikker på, at jeres datter vil få det bedre/lige så godt som hun har det nu, hvis i ikke er sammen. Børnene kan også mærke, hvis ikke forældrene har det godt sammen.

Et KÆMPE knus til dig

Ved i hvert fald, at jeg vil få det bedre - jeg ville kunne være mig selv ! Fremfor 'liste-lise', som gør alt for at undgå ballade ..
Og derved, vil overskuddet til vores datter også være større
Sørgeligt, men sandt ..

Camilla <3 skriver:

Det er næsten min ekskæreste du har beskrevet der!! 

Bortset fra at han også var fysisk voldelig. 

Jeg var mere hans mor, end hans kæreste, og uanset hvad jeg gjorde og hvor meget jeg gjorde det, så var det aldrig godt nok og han stolede ALDRIG på mig. Men det var nok lige så meget fordi, at han konstant var utro og "tyv tror hver mand stjæler"  

 

Du skal huske på, at hans liv efter jeres evt. brud, er IKKE dit ansvar. 

Hvad han gør med sit liv, må han selv rode med. Du er nødt til at tænke på dig selv og jeres datter. 

Jeg havde selv svært ved at skulle melde min eks til politiet, og fik det (desværre!) aldrig gjort, og det har jeg fortrudt mange gange. Men jeg havde så ondt af ham dengang, og følte også at jeg skulle "redde" ham, men man kan ikke redde en sådan person! og det er, igen, heller ikke dit ansvar. Det skal der professionelle til. 

Jeg endte dog med at ringe efter politiet, da han tvang sig adgang til min lejlighed dagen efter han var flyttet, hvor han blev eskorteret til pskyiatrisk afdeling. Han siger den dag i dag, at han har ændret sig, men jeg er overbevist om, at der skal stærkere midler til, end blot et kort visit på den lukkede afdeling. 

Derudover, så vil jeg sige, at jeg syntes du skal komme væk derfra. Det er ikke et sundt forhold for hverken dig eller din datter. 

 

En masse kram og tanker herfra. 

Godt, at du kom væk fra ham !

Kan bare godt li' at have styr på tingene .. Hvad skal man gøre, hive fat i ens socialrådgiver og sige, 'her er min historie, mit liv - hvad kan du gøre for at hjælpe os?'