Anonym skriver:
Hej alle.
Jeg burde egentlig sove, men jeg er ked af det, ikke græde færdig ked af det, men frustreret ked af det.
Jeg føler at folk støtter mig længere og det kan jeg ikke lide.
Min kæreste blev sur på mig i dag, fordi jeg husker en cirkus tur med ham, han ikke kan huske, derfor spirer ide'en om at jeg har været ham utro. Det lyder som lidt, men sagen er at han fx også har en mistanke om at vores søn ikke er hans barn fordi at jeg var gravid da vi var gået fra hinanden. Og jeg kan godt mærke at han sommetider giver mig små stikpiller om det.
Min veninde som jeg har haft i mange år, og som i alle de år har været som en søster for mig, er nu små sur på mig fordi jeg ringede og fortalte at jeg synes hun går meget i byen og at hun også skal huske hendes smukke dreng, og det siger jeg kun fordi jeg er bange for hendes søns velfærd, hun har løsrevet sig fra drengens far samt fået sig en ny kæreste relativt hurtigt, og nu bruger hun al tid med ham den nye, tager i byen ofte, og bruger mange dage om ugen hos ham eller med ham, hvor drengen bliver passet af hans far.
Der er så meget modstand i mit liv lige nu så jeg ønsker egentlig ikke at folk skal fortælle mig at jeg skal blande mig udenom.
Jeg har brug for at folk lige giver mig en pause.
Nu er jeg græde færdig.
Hvis jeg var din veninde var jeg blevet stang tosset.. Det rager jo ikke dig.. Råd kan komme hvis man spørger..
