Sådan er min familie ikke (heldigvis). Min søster og jeg har et rigtig godt forhold til hinanden, og hun forguder sin niece. Jeg er så også den eneste af os som har børn endnu. Min mor har gjort sit bedste for at give lige meget til hver. Vi har desværre været rigtig uheldige, min mor var MEGET syg med depression, borderline, og andre psykiske sygdomme da mine forældre blev skilt, så jeg som teenager passede på min søster, og tog mig af hende.
Det har bestemt også givet en masse knas i vores forhold senere, også fordi jeg selv blev psykisk syg, min søster blev skubbet lidt i baggrunden (jeg er så ked af hun blev "tabt" af alt og alle fordi der var travlt med mig).
Manden min og hans søster har også et fantastisk forhold. Hans søster har 2 børn, en der er ældre end L, og en der er jævnaldrende. Dog er det som om farmor her ikke forstår forskellen på de 3 børn. L viste stolt for et halvt år siden at hun selv kunne tage tøj på 2 år gammel... Jo, jo, men det kunne kusine da også, hun er så bare 2 år ældre, og min svigerinde fortalte at hendes børn kunne IKKE som 2 årig tage tøj på selv... Fætter der er jævnaldrende kan/vil stadig ikke...
Ved min svigermor bliver jeg rigtig ked af at der bliver samlignet så meget, for børnene er bare vidt forskellige, og L er født 5 uger for tidligt.
Min mor er den yngste i deres søskendeflok, de er 4 piger i det hele, min mor er efternøgler, og hun har ALTID været det sorte får. Først kunne min mormor ikke li min far, og har var Ihh, og Åhh... Da de bliver skilt, så er min far pludselig fantastisk, den bedste svigersøn ever osv... Så lige meget hvad, så gjorde min mor noget forkert...
Heldigvis kan jeg i min familie ikke nikke genkendende til det, men det er synt de går op i sådan nogen ting, og ikke ser det gode ved alle deres børn... Store som små...