Det her bliver nok rigtig langt og rodet og hvis ingen gider læse det, er det okay, jeg trænger bare sådan til at komme ud med det. Hvis nogen har spørgsmål eller råd eller noget er det helt i orden.
Jeg har mange gange fået knust mit hjerte, jeg stoler ikke på nogen mere, og det er ikke så meget det folk siger, det mere det at de lyver for mig, hele tiden. En efter en kunne jeg sotere venner fra, gode venner troede jeg. De få sidste blev skræmt væk, lukket ude, jo mere lort min mand lavede, jo mere indelukket blev jeg, følte ikke jeg kunne svare på simple spørgsmål som 'Hvordan går det' så jeg lod være, efter et par år med tavshed mister man kontakten. Jeg er helt alene nu, føler jeg har ofret alt for at være sammen med ham. Men han byder mig bare flere og flere ting. Måske er det småting, men det gør ondt, løgnene gør ondt. Jeg ved ikke hvad jeg burde føle, han er jo ikke den rette til at sige det, men har ikke andre og han siger det er småting. Han stjæler penge fra mig, fra kostpengene, fra børnene, for at spille dem væk. Han lyver om alt. Benægter alt. Giver alle andre skylden, gerne mig. Alter mig skyld, jeg er både psykopat, hysterisk og åndssvag. Han ser jailbait- hvilket skræmmer mig, 14 årige pigers facebookbilleder bør en voksen mand vel ikke sidde og lure på? Eller hvad? Han siger det er normalt, og jeg har ingen at spørge. Så er der alt pornoen, det har intet med mig at gøre siger han. Nej måske, men det går udover mig fordi han så ikke gider mig og mit 'almindelige sex og udsende' om jeg så taber mig 20 kg bliver jeg altså ikke assiat!! Og jeg vil ikke *Ha den voldsomt hårdt i røven* Og jeg vil ikke ha en mand der er på sexdating for at glo på hvilke muligheder der er, heller ikke selv om han ikke fandt nogle muligheder. Hele ideen gør ondt inden i. Men igen, jeg har intet at være sur over siger han. Jeg må aldrig købe noget til mig selv og hvis jeg gør det, plager og plager han mig med det indtil glæden ved den nye ting er væk. F.eks gik min mobil i stykker og jeg købte en ny, men han hentyder hele tiden jeg skal forære ham den. Jeg må ikke få 5 min fred, hvis min søster er på besøg tænker han ikke på at underholde børn lidt så vi kan snakke- nej han spiller computer og er skidesur og gør sit bedste for at min familie ikke skal føle sig velkommen. Jeg er så trist altid. Det er svært at leve i alt det her. Når han skal på kursus eller på vej i byen, til fest er han altid så glad og sød og lover at ringe, og så slukker han ellers sin mobil imens jeg troligt sidder og venter og bliver bekymret. Indimellem har han ringet hjem sent og slået op, råbt jeg var en fucking kælling, og så sidder jeg der, med store øjne og føler mig dum og svigtet. Og hans computer. Engang sagde jeg at han måtte vælge mellem world of warcraft eller mig, og han græd hjerteskærende, for tanken om at miste sit spil var ikke til at bære. Jeg har lovet at give ham endnu en chance, men han er stadig sådan. Jeg tror ikke jeg elsker ham mere. Men jeg kan heller ikke forstille mig at bo alene med tre små børn. Jeg har forslået partarepi men han nægter, synes det er spild af tid og nogle fuskere. Jeg ved snart ikke mere.
