Jeg tror ikke jeg elsker ham mere

Det her bliver nok rigtig langt og rodet og hvis ingen gider læse det, er det okay, jeg trænger bare sådan til at komme ud med det. Hvis nogen har spørgsmål eller råd eller noget er det helt i orden.
Jeg har mange gange fået knust mit hjerte, jeg stoler ikke på nogen mere, og det er ikke så meget det folk siger, det mere det at de lyver for mig, hele tiden. En efter en kunne jeg sotere venner fra, gode venner troede jeg. De få sidste blev skræmt væk, lukket ude, jo mere lort min mand lavede, jo mere indelukket blev jeg, følte ikke jeg kunne svare på simple spørgsmål som 'Hvordan går det' så jeg lod være, efter et par år med tavshed mister man kontakten. Jeg er helt alene nu, føler jeg har ofret alt for at være sammen med ham. Men han byder mig bare flere og flere ting. Måske er det småting, men det gør ondt, løgnene gør ondt. Jeg ved ikke hvad jeg burde føle, han er jo ikke den rette til at sige det, men har ikke andre og han siger det er småting. Han stjæler penge fra mig, fra kostpengene, fra børnene, for at spille dem væk. Han lyver om alt. Benægter alt. Giver alle andre skylden, gerne mig. Alter mig skyld, jeg er både psykopat, hysterisk og åndssvag. Han ser jailbait- hvilket skræmmer mig, 14 årige pigers facebookbilleder bør en voksen mand vel ikke sidde og lure på? Eller hvad? Han siger det er normalt, og jeg har ingen at spørge. Så er der alt pornoen, det har intet med mig at gøre siger han. Nej måske, men det går udover mig fordi han så ikke gider mig og mit 'almindelige sex og udsende' om jeg så taber mig 20 kg bliver jeg altså ikke assiat!! Og jeg vil ikke *Ha den voldsomt hårdt i røven* Og jeg vil ikke ha en mand der er på sexdating for at glo på hvilke muligheder der er, heller ikke selv om han ikke fandt nogle muligheder. Hele ideen gør ondt inden i. Men igen, jeg har intet at være sur over siger han. Jeg må aldrig købe noget til mig selv og hvis jeg gør det, plager og plager han mig med det indtil glæden ved den nye ting er væk. F.eks gik min mobil i stykker og jeg købte en ny, men han hentyder hele tiden jeg skal forære ham den. Jeg må ikke få 5 min fred, hvis min søster er på besøg tænker han ikke på at underholde børn lidt så vi kan snakke- nej han spiller computer og er skidesur og gør sit bedste for at min familie ikke skal føle sig velkommen. Jeg er så trist altid. Det er svært at leve i alt det her. Når han skal på kursus eller på vej i byen, til fest er han altid så glad og sød og lover at ringe, og så slukker han ellers sin mobil imens jeg troligt sidder og venter og bliver bekymret. Indimellem har han ringet hjem sent og slået op, råbt jeg var en fucking kælling, og så sidder jeg der, med store øjne og føler mig dum og svigtet. Og hans computer. Engang sagde jeg at han måtte vælge mellem world of warcraft eller mig, og han græd hjerteskærende, for tanken om at miste sit spil var ikke til at bære. Jeg har lovet at give ham endnu en chance, men han er stadig sådan. Jeg tror ikke jeg elsker ham mere. Men jeg kan heller ikke forstille mig at bo alene med tre små børn. Jeg har forslået partarepi men han nægter, synes det er spild af tid og nogle fuskere. Jeg ved snart ikke mere.

Hvad med at du ligeså stille forlader ham? Du kan stadig nå at få et godt liv

Åhh sødeste du... Først et ordentligt kram!

Jeg har været der og det er pisse hårdt.
Men du er nået et langt stykke... Og det hele skal nok gå.

Jeg mødte tilfældigt en kvinde en dag og hun kiggede på mig og sagde: "Det er lige meget hvad andre siger. Du går ikke før du er klar."

Og hvor havde hun ret... Jeg vidste godt jeg burde gå, men kunne ikke overskue konsekvenserne.

En dag er du klar og så frygter du ikke længere at være alene med 3 børn... Så glæder du dig!

Håber du kan holde humøret højt :-)

Tanker her fra

Hvis du føler de ting han gør mod dig er forkert, så ER det forkert! Han ooverskrider dine grænser og er en idiot over for dig! 

Pak ddine ting, tror du ville få det bedre uden ham! 

Anonym skriver:

Det her bliver nok rigtig langt og rodet og hvis ingen gider læse det, er det okay, jeg trænger bare sådan til at komme ud med det. Hvis nogen har spørgsmål eller råd eller noget er det helt i orden.
Jeg har mange gange fået knust mit hjerte, jeg stoler ikke på nogen mere, og det er ikke så meget det folk siger, det mere det at de lyver for mig, hele tiden. En efter en kunne jeg sotere venner fra, gode venner troede jeg. De få sidste blev skræmt væk, lukket ude, jo mere lort min mand lavede, jo mere indelukket blev jeg, følte ikke jeg kunne svare på simple spørgsmål som 'Hvordan går det' så jeg lod være, efter et par år med tavshed mister man kontakten. Jeg er helt alene nu, føler jeg har ofret alt for at være sammen med ham. Men han byder mig bare flere og flere ting. Måske er det småting, men det gør ondt, løgnene gør ondt. Jeg ved ikke hvad jeg burde føle, han er jo ikke den rette til at sige det, men har ikke andre og han siger det er småting. Han stjæler penge fra mig, fra kostpengene, fra børnene, for at spille dem væk. Han lyver om alt. Benægter alt. Giver alle andre skylden, gerne mig. Alter mig skyld, jeg er både psykopat, hysterisk og åndssvag. Han ser jailbait- hvilket skræmmer mig, 14 årige pigers facebookbilleder bør en voksen mand vel ikke sidde og lure på? Eller hvad? Han siger det er normalt, og jeg har ingen at spørge. Så er der alt pornoen, det har intet med mig at gøre siger han. Nej måske, men det går udover mig fordi han så ikke gider mig og mit 'almindelige sex og udsende' om jeg så taber mig 20 kg bliver jeg altså ikke assiat!! Og jeg vil ikke *Ha den voldsomt hårdt i røven* Og jeg vil ikke ha en mand der er på sexdating for at glo på hvilke muligheder der er, heller ikke selv om han ikke fandt nogle muligheder. Hele ideen gør ondt inden i. Men igen, jeg har intet at være sur over siger han. Jeg må aldrig købe noget til mig selv og hvis jeg gør det, plager og plager han mig med det indtil glæden ved den nye ting er væk. F.eks gik min mobil i stykker og jeg købte en ny, men han hentyder hele tiden jeg skal forære ham den. Jeg må ikke få 5 min fred, hvis min søster er på besøg tænker han ikke på at underholde børn lidt så vi kan snakke- nej han spiller computer og er skidesur og gør sit bedste for at min familie ikke skal føle sig velkommen. Jeg er så trist altid. Det er svært at leve i alt det her. Når han skal på kursus eller på vej i byen, til fest er han altid så glad og sød og lover at ringe, og så slukker han ellers sin mobil imens jeg troligt sidder og venter og bliver bekymret. Indimellem har han ringet hjem sent og slået op, råbt jeg var en fucking kælling, og så sidder jeg der, med store øjne og føler mig dum og svigtet. Og hans computer. Engang sagde jeg at han måtte vælge mellem world of warcraft eller mig, og han græd hjerteskærende, for tanken om at miste sit spil var ikke til at bære. Jeg har lovet at give ham endnu en chance, men han er stadig sådan. Jeg tror ikke jeg elsker ham mere. Men jeg kan heller ikke forstille mig at bo alene med tre små børn. Jeg har forslået partarepi men han nægter, synes det er spild af tid og nogle fuskere. Jeg ved snart ikke mere.

Hvis det var mig der blev behandlet sådan havde jeg smidt ham ud! Kan godt være alene mor til 3 er hårdt, men lige nu lyder det som om du er alene mor til 4! Han er et stort barn, og behandler dig så dårligt!
Det fortjener du ikke!
Spørg evt. Din søster eller anden familie om de vil hjælpe lidt her den første tid
Stort til dig!

Se du bare at få pakket sammen.. Det der absolut ikke holdbart for dig... Du skal ikke spilde dit liv på sådan en dreng... Ja det bliver hårdt, men det her er vel endnu hårdere kunne jeg forstille mig...? Nej sådan en omgang psykisk terror skal du virkelig ikke bruge dette ene og dyrbare liv på....

 

jeg var smuttet. ja det er hårdt at stå alene men man finder ud af man var stærkere end man troede og godt kan selv. håber du finder en god løsning og bliver glad igen

Åhhh Din stakkel, Aller først sender jeg dig en masse varme tanker og knus herfra..

jeg har selv været der, med min x han tænkte dog kun på sit arbejde på at gå i byen med venner og veninder..

Jeg skubbede også alle mine venner og veninder fra mig, og nu jeg ved at ved at finde ud af og få nogle nye men det ikke lige nemt

Jeg vil sige som de andre en dag føler du dig klar til at forlade ham, jeg havde det på samme måde og folk blev ved med at sige jeg ville få det bedre uden ham, men jeg kunne ikke se det, og ville ikke kunne overskue det uden ham, men en dag, var det nok og jeg kunne mærke det sku være nu hvis jeg sku gå det helt rigtige tidspunkt, og jeg gik, og jeg har bare haft det så meget bedre siden, og fundet kærligheden igen, dog først efter 3 år men den dukkede op og nu ved jeg hvad ægte kærlighed er >

Så du må vente til du føler dig klar til at forlade ham hvis det det du vil.

Men du skriver bare til mig hvis du har lyst er åben og vil meget gerne snakke/hjælpe dig..

Mange varme tanker og Kram til dig

Hvis min mand så jailbait havde jeg ikke forladt ham. Jeg havde flygtet med mine børn.

Han lyder absolut ikke helt rask i sit hovede og jeg kan sørme godt forstå, at du ikke elsker ham mere. Manden er jo ikke bare et dårligt parti. Han er efter min mening direkte pervers.

Jeg håber du kommer videre en dag og får et anstændigt liv.

Anonym skriver:

Det her bliver nok rigtig langt og rodet og hvis ingen gider læse det, er det okay, jeg trænger bare sådan til at komme ud med det. Hvis nogen har spørgsmål eller råd eller noget er det helt i orden.
Jeg har mange gange fået knust mit hjerte, jeg stoler ikke på nogen mere, og det er ikke så meget det folk siger, det mere det at de lyver for mig, hele tiden. En efter en kunne jeg sotere venner fra, gode venner troede jeg. De få sidste blev skræmt væk, lukket ude, jo mere lort min mand lavede, jo mere indelukket blev jeg, følte ikke jeg kunne svare på simple spørgsmål som 'Hvordan går det' så jeg lod være, efter et par år med tavshed mister man kontakten. Jeg er helt alene nu, føler jeg har ofret alt for at være sammen med ham. Men han byder mig bare flere og flere ting. Måske er det småting, men det gør ondt, løgnene gør ondt. Jeg ved ikke hvad jeg burde føle, han er jo ikke den rette til at sige det, men har ikke andre og han siger det er småting. Han stjæler penge fra mig, fra kostpengene, fra børnene, for at spille dem væk. Han lyver om alt. Benægter alt. Giver alle andre skylden, gerne mig. Alter mig skyld, jeg er både psykopat, hysterisk og åndssvag. Han ser jailbait- hvilket skræmmer mig, 14 årige pigers facebookbilleder bør en voksen mand vel ikke sidde og lure på? Eller hvad? Han siger det er normalt, og jeg har ingen at spørge. Så er der alt pornoen, det har intet med mig at gøre siger han. Nej måske, men det går udover mig fordi han så ikke gider mig og mit 'almindelige sex og udsende' om jeg så taber mig 20 kg bliver jeg altså ikke assiat!! Og jeg vil ikke *Ha den voldsomt hårdt i røven* Og jeg vil ikke ha en mand der er på sexdating for at glo på hvilke muligheder der er, heller ikke selv om han ikke fandt nogle muligheder. Hele ideen gør ondt inden i. Men igen, jeg har intet at være sur over siger han. Jeg må aldrig købe noget til mig selv og hvis jeg gør det, plager og plager han mig med det indtil glæden ved den nye ting er væk. F.eks gik min mobil i stykker og jeg købte en ny, men han hentyder hele tiden jeg skal forære ham den. Jeg må ikke få 5 min fred, hvis min søster er på besøg tænker han ikke på at underholde børn lidt så vi kan snakke- nej han spiller computer og er skidesur og gør sit bedste for at min familie ikke skal føle sig velkommen. Jeg er så trist altid. Det er svært at leve i alt det her. Når han skal på kursus eller på vej i byen, til fest er han altid så glad og sød og lover at ringe, og så slukker han ellers sin mobil imens jeg troligt sidder og venter og bliver bekymret. Indimellem har han ringet hjem sent og slået op, råbt jeg var en fucking kælling, og så sidder jeg der, med store øjne og føler mig dum og svigtet. Og hans computer. Engang sagde jeg at han måtte vælge mellem world of warcraft eller mig, og han græd hjerteskærende, for tanken om at miste sit spil var ikke til at bære. Jeg har lovet at give ham endnu en chance, men han er stadig sådan. Jeg tror ikke jeg elsker ham mere. Men jeg kan heller ikke forstille mig at bo alene med tre små børn. Jeg har forslået partarepi men han nægter, synes det er spild af tid og nogle fuskere. Jeg ved snart ikke mere.

Jeg ville nok tage lidt væk med børnene...Og find dig selv, - ja det lyder meget karma agtigt, men det hjælper.

Du er under hans magt, fordi din selvtillid er nede. Og det kan jeg godt forstå den er med det du beskriver.

Men du bliver nød til at huske på at ikke alle mænd er sådan. Jeg tror da også at alle kvinder på et eller andet tidspunkt har været "under" en mand så meget, at han kunne behandle hende som lort og alligevel sagde hun undskyld. Men for de fleste vågner de op og skrider.

Men at vågne op bliver svære og svære som han tager din selvtillid og får dig til at tro at du "ikke fortjener bedre".

Nu kender jeg dig ikke personligt... men der er INGEN der fortjener den mand du beskriver!!! Ingen.... ikke engang dig.