DianaRJS skriver:
Min højt elskede bedstemor har desværre fået at vide hun har en tumor i mavesækken der gør hele mavesækken og en del af spiserøret skal fjernet...
problemet ligger i vi andre jo ved en tumor er kræft, men i hendes øjne er det ikke og hun er i hvert fald ikke syg! de gør bare så ondt at hun ikke selv vil acceptere det, for hvis ikke hun vil det, hvordan skal hun så komme igennem det? 
Min bedstefar døde på min fødselsdag i 2001, og siden har min bedstemor og jeg været rigtig tæt knyttet, så tanken om at jeg faktisk risikere at miste hende, og drengene deres højt elskede oldemor, er bare en ulidelig smerte....
vi besluttede os den anden dag i hele familien at tage ud til hende og prøve at snakke med hende om det, men igen blev hun sur på os alle sammen for som hun sagde " jeg har kraftedme ikke kræft, nu stopper i, eller kan i forlade mit hjem! Jeg skal ikke opereres, og komme til at ligne en invalid, pga. noget opspilet lort" og de ord gjorde virkelig ondt på os alle sammen. for bliver hun ikke opereret spræder det sig mere end det allerede har gjort. men som lægen også siger er det ikke noget man kan tvinge hende til, men får hun det ikke gjort, skal vi ikke regne med at have hende året ud....
nu kommer det så, HVORDAN får vi hende til at acceptere det? eller i hvert fald bare gå med til operationen, og kemo'en efterfølgende? :/ ved godt i ikke er psykologer og læger og hvad ved jeg, men har virkelig brug for en ledetråd her....
Min mening er at det også kommer an på hendes alder.
Min farfar døde af hjertestop i 2006, min farmor og jeg blev også rigtig tætte. Og en dag var hun anderledes i telefonen og ville ikke ha besøg (sådan var hun normalt ikke), jeg tog ud til hende og fandt hende liggende på gulvet i live, jeg fik ringet efter hjælp og hun kom på hospitalet hvor de sagde at alt nok skulle gå.
Jeg tog hjem og en læge ringede og sagde at hun pludselig skulle opereres grundet en infektion der havde spredt sig. (samme infektion der i nyhederne for noget tid siden, tog arme og ben fra en model).
Jeg sagde ja til opreretion men nej til genoplivning da min farmor var 83år
Om natten ringede lægen og sagde at de blev nød til at amputere hendes ben hvis hun skulle overleve. Dette sagde jeg klart nej til fordi det ville hun aldrig tilgive mig for. Jeg tog på hospitalet og holdte min farmor i hånden indtil hun døde om natten samme dag.
Det jeg mener med det, er at sætte din situation i et andet perspektiv. Mange ældre ønsker ikke at leve længere hvis de ikke kan klare sig selv. (men hvem ønsker det?) måske mener din bedstemor at hun ikke vil hjælpes da hun bare vil få flere problemer og smerter ved bivirkeninger.
Jeg mener i hvert fald at det er hende der i sidste ende bestemmer hvad hun vil, og at I bød varetage hendes ønsker, selvom det er utroligt svært
Jeg ønsker Jer alt held og lykke
