DianaRJS skriver:
Min højt elskede bedstemor har desværre fået at vide hun har en tumor i mavesækken der gør hele mavesækken og en del af spiserøret skal fjernet...
problemet ligger i vi andre jo ved en tumor er kræft, men i hendes øjne er det ikke og hun er i hvert fald ikke syg! de gør bare så ondt at hun ikke selv vil acceptere det, for hvis ikke hun vil det, hvordan skal hun så komme igennem det? 
Min bedstefar døde på min fødselsdag i 2001, og siden har min bedstemor og jeg været rigtig tæt knyttet, så tanken om at jeg faktisk risikere at miste hende, og drengene deres højt elskede oldemor, er bare en ulidelig smerte....
vi besluttede os den anden dag i hele familien at tage ud til hende og prøve at snakke med hende om det, men igen blev hun sur på os alle sammen for som hun sagde " jeg har kraftedme ikke kræft, nu stopper i, eller kan i forlade mit hjem! Jeg skal ikke opereres, og komme til at ligne en invalid, pga. noget opspilet lort" og de ord gjorde virkelig ondt på os alle sammen. for bliver hun ikke opereret spræder det sig mere end det allerede har gjort. men som lægen også siger er det ikke noget man kan tvinge hende til, men får hun det ikke gjort, skal vi ikke regne med at have hende året ud....
nu kommer det så, HVORDAN får vi hende til at acceptere det? eller i hvert fald bare gå med til operationen, og kemo'en efterfølgende? :/ ved godt i ikke er psykologer og læger og hvad ved jeg, men har virkelig brug for en ledetråd her....
Uha, det er en rigtig svær en... Tror ikke rigtig jeg kan sige så meget der kan hjælpe dig. Ved i at det er kræft? Eller tror i det bare? Uanset hvad, ja så er det hendes valg. Og hvis jeg var i hendes sko er jeg helt ærlig heller ikke sikker på at jeg ville ønske en operation med så store ricisi og konsekvenser. Eftersom hun er bedstemor må hun jo være en ældre dame. Det bliver sværere med alderen at komme sig over en operation og der er højere risiko for komplikationer. Det, sammenlagt med at jeg ville føle min livskvalitet blev VÆSENTLIGT forringet hvis jeg ikke kunne nyde et måltid mad eller drikke et glas vand mørkegrå var tørstig og afhængigheden af intravenøs føde er bestemt ikke tiltalene (går ud fra at det er konsekvensen af at få fjernet mavesæk og spiserør). Jeg ville miste min uafhængighed, blive en "hospitalslus" ( undskyld udtrykket) og føle mig som en byrde for min familie - uanset at jeg VED at de ville være der for mig. Jeg ville nok vælge at få det bedste ud af den tid jeg havde tilbage, og evt forhøre mig om palliativ behandling når det blev aktuelt.
Når det så er sagt så ved jeg det er hårdt for dig. Og mit hjerte bløder for dig. Har selv mistet min elskede mormor til leukæmi da jeg var 18, og savner hende stadig. Heldigvis ved jeg at det var hvad hun ønskede - at få fred. Min far er også meget syg, og det er utrolig hårdt. Jeg har lovet ham at han aldrig kommer til at ligge som en grøntsag hvis den dag kommer - jeg må være den stærke i familien og tage beslutningen hvis han ikke selv kan. Det er frygteligt og håber aldrig at det bliver aktuelt, men det er den største gave jeg kan give ham - vished om at jeg taler for ham hvis han ikke selv kan. Og også det jeg håber nogen vil gøre for mig hvis det blev aktuelt.
Måske du i stedet for at presse på skulke prøve at sige til din bedstemor at det er ok at hun træffer den brslutning der er den rette for hende - og spørger ind til hvad hun så ønsker at bruge den tid hun har tilbage på? Hvad når hun bliver dårlig, hvad kan i gøre for hende til den tid? Begravelses snakken kan også give både hende og jer ro.
Måske hun benægter at hun er døende - det er forøvrigt en naturlig forsvarsmekanisme. Men familiens accept af situationen og hendes valg kan måske hjælpe hende til at se klart og finde ro. Prøv om du kan give hende denne sidste gave, lad hende vide at du elsker hende uanset hvad og bakker hende op. Prøv at se tingene fra hendes synspunkt, selvom det er svært når det er noget der påfører en selv og ens nærmeste smerte.
De bedste ønsker fra mig
