piger jeg har VIRKELIG brug for råd her :( (lidt langt)

DianaRJS skriver:

hun er ikke mere end 67

 

men kan godt tænkes det er det, men det gør bare så ondt

for hun vil lgieså vel komme igennem det som hun ikke ville jo

Ja, det er jo da ingen alder. Håber hun ændre mening, når hun lige har sundet sig lidt. 

Måske hun bare føler hun hellere vil have det godt med kræften, så længe hun kan, fremfor at have det dårligt i behandling. men detver hårdt for de pårørende at se til. 

 Til dig

Først et stort kram.

Jeg har selv mistet min far til kræft. Han ville ikke heller acceptere det. Jo, at han havde kræft, men ikke dødsdommen der fulgte med.
Jeg gjorde det at jeg spillede med på den lille forestilling om at alt nok skulle blive godt igen. For det var hvad han havde brug for.

Det er rigtig svært, for jeg kender jo ikke din bedstemor. Kunne man evt tale med hende om, at hvis tumoren ikke bliver fjernet KAN det gå hen og udvikle sig til kræft og blive farligt?

DianaRJS skriver:

Min højt elskede bedstemor har desværre fået at vide hun har en tumor i mavesækken der gør hele mavesækken og en del af spiserøret skal fjernet...

problemet ligger i vi andre jo ved en tumor er kræft, men i hendes øjne er det ikke og hun er i hvert fald ikke syg! de gør bare så ondt at hun ikke selv vil acceptere det, for hvis ikke hun vil det, hvordan skal hun så komme igennem det?

Min bedstefar døde på min fødselsdag i 2001, og siden har min bedstemor og jeg været rigtig tæt knyttet, så tanken om at jeg faktisk risikere at miste hende, og drengene deres højt elskede oldemor, er bare en ulidelig smerte....

 

vi besluttede os den anden dag i hele familien at tage ud til hende og prøve at snakke med hende om det, men igen blev hun sur på os alle sammen for som hun sagde " jeg har kraftedme ikke kræft, nu stopper i, eller kan i forlade mit hjem! Jeg skal ikke opereres, og komme til at ligne en invalid, pga. noget opspilet lort"  og de ord gjorde virkelig ondt på os alle sammen. for bliver hun ikke opereret spræder det sig mere end det allerede har gjort. men som lægen også siger er det ikke noget man kan tvinge hende til, men får hun det ikke gjort, skal vi ikke regne med at have hende året ud....

 

nu kommer det så, HVORDAN får vi hende til at acceptere det? eller i hvert fald bare gå med til operationen, og kemo'en efterfølgende? :/ ved godt i ikke er psykologer og læger og hvad ved jeg, men har virkelig brug for en ledetråd her....

RGN skriver:

Først et stort kram.

Jeg har selv mistet min far til kræft. Han ville ikke heller acceptere det. Jo, at han havde kræft, men ikke dødsdommen der fulgte med.
Jeg gjorde det at jeg spillede med på den lille forestilling om at alt nok skulle blive godt igen. For det var hvad han havde brug for.

Det er rigtig svært, for jeg kender jo ikke din bedstemor. Kunne man evt tale med hende om, at hvis tumoren ikke bliver fjernet KAN det gå hen og udvikle sig til kræft og blive farligt?

desværre har det udviklet sig til kræft, da hun gik langtid med en kæmpe knude i maven, som så blev fjernet for noget tid siden, den var på størrelse med en tennisbold, så den har været der længe, så det har spredt sig til en del af spiserøret også...  der sidder stadig en tumor derinde, men som gør at de er nødt til at fjerne mavesækken.... og da kræften jo så er gået i spiserøret, er de også nødt til at fjerne en del af det. efter hvad vi kan forstå er det fordi hun ikke tror man kan erstatte mavesæk og spiserør med andre ting som gør hun stadig vil kunne fungere som et normalt menneske, og som hun gjort indtil nu...

men ja vil hun ikke acceptere det skal vi selvfølgelig acceptere hendes valg uanset hvor svært det bliver.... og vil jeg i hvert fald også gøre, men ønsker self. stadig hun vil prøve at lytte til os, og at hun vil prøve at se vi faktisk kun vil hende det bedste fordi vi elsker hende...

DianaRJS skriver:

Min højt elskede bedstemor har desværre fået at vide hun har en tumor i mavesækken der gør hele mavesækken og en del af spiserøret skal fjernet...

problemet ligger i vi andre jo ved en tumor er kræft, men i hendes øjne er det ikke og hun er i hvert fald ikke syg! de gør bare så ondt at hun ikke selv vil acceptere det, for hvis ikke hun vil det, hvordan skal hun så komme igennem det?

Min bedstefar døde på min fødselsdag i 2001, og siden har min bedstemor og jeg været rigtig tæt knyttet, så tanken om at jeg faktisk risikere at miste hende, og drengene deres højt elskede oldemor, er bare en ulidelig smerte....

 

vi besluttede os den anden dag i hele familien at tage ud til hende og prøve at snakke med hende om det, men igen blev hun sur på os alle sammen for som hun sagde " jeg har kraftedme ikke kræft, nu stopper i, eller kan i forlade mit hjem! Jeg skal ikke opereres, og komme til at ligne en invalid, pga. noget opspilet lort"  og de ord gjorde virkelig ondt på os alle sammen. for bliver hun ikke opereret spræder det sig mere end det allerede har gjort. men som lægen også siger er det ikke noget man kan tvinge hende til, men får hun det ikke gjort, skal vi ikke regne med at have hende året ud....

 

nu kommer det så, HVORDAN får vi hende til at acceptere det? eller i hvert fald bare gå med til operationen, og kemo'en efterfølgende? :/ ved godt i ikke er psykologer og læger og hvad ved jeg, men har virkelig brug for en ledetråd her....

Min far døde af kræft i spiserøret, som havde spredt sig til maven og senere hele kroppen. 

Til at begynde med lokaliserede de det kun i maven og spiserøret, men da de fik lukket ham op og kigget ham grundigt igennem, kunne de se, at det havde spredt sig. De meddelte, at der ikke var noget at gøre, kun livsforlængende behandling med kemo.

Den tog han imod. Det skulle han ikke have gjort. Hans sidste tid blev et helvede, og jeg tvivler på, at det gjorde hverken fra eller til.

Kræft i mave og spiserør er en meget alvorlig sag, og selvom man får behandling, har man fortsat høj risiko for at dø af det. Måske har din bedstemor i virkeligheden erkendt dette, og nu har hun besluttet sig for at "være rask til sine dages ende".

Kan godt forstå, det er meget hårdt for jer.

Men jeg tror, I skal lade hende være. Måske skal hun bare bruge et par uger på at erkende, og så ændrer hun mening. Måske ikke..  Det er hendes valg, og så længe, hun træffer et oplyst valg (det tror jeg, hun gør), så må det være acceptabelt...

DianaRJS skriver:

vi har desværre prøvet at få lægen til at snakke med hende, med samme reaktion som overfor os, at han bare skulle  holde mund for han vidste ikke en skid, skal siges hun for 1½ mdr. siden fik fjernet en knude på størrelse med en tennisbold i mavesækken, og fik hun også med til... det hele er kommet efter de har fundet ud af det var en kræftknude.....

 

men ja er nok fordi hun ikke vil have at det er kræft, men nu er det jo sådan det er, og uden at hun selv vil acceptere det, og acceptere operationen kan de bare intet gøre

Har lægen sagt til hende sort på hvidt og helt firkantet at hun har kræft og at hun kommer til at dø hvis hun ikke bliver opereret?

Frk. Himmelblå skriver:

Min far døde af kræft i spiserøret, som havde spredt sig til maven og senere hele kroppen. 

Til at begynde med lokaliserede de det kun i maven og spiserøret, men da de fik lukket ham op og kigget ham grundigt igennem, kunne de se, at det havde spredt sig. De meddelte, at der ikke var noget at gøre, kun livsforlængende behandling med kemo.

Den tog han imod. Det skulle han ikke have gjort. Hans sidste tid blev et helvede, og jeg tvivler på, at det gjorde hverken fra eller til.

Kræft i mave og spiserør er en meget alvorlig sag, og selvom man får behandling, har man fortsat høj risiko for at dø af det. Måske har din bedstemor i virkeligheden erkendt dette, og nu har hun besluttet sig for at "være rask til sine dages ende".

Kan godt forstå, det er meget hårdt for jer.

Men jeg tror, I skal lade hende være. Måske skal hun bare bruge et par uger på at erkende, og så ændrer hun mening. Måske ikke..  Det er hendes valg, og så længe, hun træffer et oplyst valg (det tror jeg, hun gør), så må det være acceptabelt...

lægerne mener at hvis hun acceptere det nu kommer hun også til med det samme, så kræften ikke når at spæde sig mere end den har gjort...

ved godt det ikke er en garanti, men som lægen sagde har de jo fjernet tumoren, men for at være sikre gerne vil fjerne mavesækken og den del af spiserøret der er ramt af det.

men ja kan godt være vi bare skal acceptere det men ork det er svært

DianaRJS skriver:

Min højt elskede bedstemor har desværre fået at vide hun har en tumor i mavesækken der gør hele mavesækken og en del af spiserøret skal fjernet...

problemet ligger i vi andre jo ved en tumor er kræft, men i hendes øjne er det ikke og hun er i hvert fald ikke syg! de gør bare så ondt at hun ikke selv vil acceptere det, for hvis ikke hun vil det, hvordan skal hun så komme igennem det?

Min bedstefar døde på min fødselsdag i 2001, og siden har min bedstemor og jeg været rigtig tæt knyttet, så tanken om at jeg faktisk risikere at miste hende, og drengene deres højt elskede oldemor, er bare en ulidelig smerte....

 

vi besluttede os den anden dag i hele familien at tage ud til hende og prøve at snakke med hende om det, men igen blev hun sur på os alle sammen for som hun sagde " jeg har kraftedme ikke kræft, nu stopper i, eller kan i forlade mit hjem! Jeg skal ikke opereres, og komme til at ligne en invalid, pga. noget opspilet lort"  og de ord gjorde virkelig ondt på os alle sammen. for bliver hun ikke opereret spræder det sig mere end det allerede har gjort. men som lægen også siger er det ikke noget man kan tvinge hende til, men får hun det ikke gjort, skal vi ikke regne med at have hende året ud....

 

nu kommer det så, HVORDAN får vi hende til at acceptere det? eller i hvert fald bare gå med til operationen, og kemo'en efterfølgende? :/ ved godt i ikke er psykologer og læger og hvad ved jeg, men har virkelig brug for en ledetråd her....

DianaRJS skriver:

desværre har det udviklet sig til kræft, da hun gik langtid med en kæmpe knude i maven, som så blev fjernet for noget tid siden, den var på størrelse med en tennisbold, så den har været der længe, så det har spredt sig til en del af spiserøret også...  der sidder stadig en tumor derinde, men som gør at de er nødt til at fjerne mavesækken.... og da kræften jo så er gået i spiserøret, er de også nødt til at fjerne en del af det. efter hvad vi kan forstå er det fordi hun ikke tror man kan erstatte mavesæk og spiserør med andre ting som gør hun stadig vil kunne fungere som et normalt menneske, og som hun gjort indtil nu...

 

men ja vil hun ikke acceptere det skal vi selvfølgelig acceptere hendes valg uanset hvor svært det bliver.... og vil jeg i hvert fald også gøre, men ønsker self. stadig hun vil prøve at lytte til os, og at hun vil prøve at se vi faktisk kun vil hende det bedste fordi vi elsker hende...

Jeg forstod godt at der desværre allerede er tale om kræft, men det var mere for at forsøge at møde hende et sted, hvor hun måske kan acceptere at forestille sig at være.

altså jeg tænker et eller andet sted hvor barskt det end lyder at hun måske har affundet sig med at det er det hun skal dø af, at hun ikke gider indlægges og igennem en lang og formodenligt smertefuldt proces, og hvor svært det end er, så er man nok bare nødtil at acceptere at det er sådan hun har