Træt af min søn... :-(

Mumto3 skriver:

Jeg er " fuldblodsmor" og har gået hjemme med vores tre børn indtil de startede i børnehaven i en alder af 3 1/2 år, men jeg husker også tilbage på tiden fra 7-15 mdr som dræbende kedelig. Der gad jeg heller ikke rigtig mine børn. De er så store at de kan 'lege', men alligevel så små at de ikke kan noget. Man kan ikke snakke med dem, eller lave egentlige lege. Jeg synes det er meget sjovenåedes de er større og man kan noget sammen med dem. Når de er helt små er de jo nemme nok at have med til alverdens mor ting, men lige præcis den alder din søn har nu, synes jeg var rigtig besværlig! Jeg ved ikke om det er normalt at have det sådan,men jeg kan sagtens genkende det du fortæller.

Tak for dit svar! Og ja, du har helt ret! Børn i den alder er både store og små på samme tid! Jeg glæder mig også til, at han bliver lidt større. Jeg elsker, når han lige pludselig kan noget nyt  
Men jeg skal selvfølgelig også prøve at nyde den tid jeg har med ham! Det er bare lidt svært nogle gange... 

Anonym skriver:

Jeg har en søn på 8 mdr. som jeg elsker utrolig højt!!!  Han er bare så nem, glad og smilende hele tiden.
Jeg kunne virkelig ikke ønske mig nogen anden søn end ham!

Men nu har jeg gået hjemme med ham siden han blev født, og  jeg føler nogle gange, at jeg ikke gider ham. Jeg vil hellere lave noget for mig selv, uden afbrydelser.
Jeg har også tit svært ved at finde lysten til at lege med ham - det er som om, at jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal beskæftige ham... 

På en eller anden måde, glæder jeg mig til at han skal i dagpleje her d. 1. juli. Både fordi der så vil ske noget spændende for ham, og fordi at jeg så kan få tid til mig selv.

Jeg er virkelig ked af, at jeg har det sådan! Jeg har dårlig samvittighed, og føler mig som en dårlig mor.  
Jeg vil jo helst have lyst til kun at bruge tid sammen med ham, nu hvor jeg har muligheden...

Men er det normalt at have det sådan?
Hvordan har i andre haft det, når I har gået hjemme med jeres børn i så lang tid?

Jeg havde troet, at jeg ville elske at gå hjemme sammen med ham... Det gør jeg egentlig også, men ikke så meget som jeg havde forstillet mig 

 

Håber i vil dele jeres erfaringer med mig. 

Hilsen en lidt trist mor. 

jeg har det nok lidt på samme måde...

den ældste kom i dp da han var 10,5 måneder den yngste kom afsted allerede da han var 6 måneder....

Anonym skriver:

Jeg har en søn på 8 mdr. som jeg elsker utrolig højt!!!  Han er bare så nem, glad og smilende hele tiden.
Jeg kunne virkelig ikke ønske mig nogen anden søn end ham!

Men nu har jeg gået hjemme med ham siden han blev født, og  jeg føler nogle gange, at jeg ikke gider ham. Jeg vil hellere lave noget for mig selv, uden afbrydelser.
Jeg har også tit svært ved at finde lysten til at lege med ham - det er som om, at jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal beskæftige ham... 

På en eller anden måde, glæder jeg mig til at han skal i dagpleje her d. 1. juli. Både fordi der så vil ske noget spændende for ham, og fordi at jeg så kan få tid til mig selv.

Jeg er virkelig ked af, at jeg har det sådan! Jeg har dårlig samvittighed, og føler mig som en dårlig mor.  
Jeg vil jo helst have lyst til kun at bruge tid sammen med ham, nu hvor jeg har muligheden...

Men er det normalt at have det sådan?
Hvordan har i andre haft det, når I har gået hjemme med jeres børn i så lang tid?

Jeg havde troet, at jeg ville elske at gå hjemme sammen med ham... Det gør jeg egentlig også, men ikke så meget som jeg havde forstillet mig 

 

Håber i vil dele jeres erfaringer med mig. 

Hilsen en lidt trist mor. 

Jeg synes du skal give dig selv lov til at føle sådan som du gør.

En mor forventes at elske at omgås sit barn - alt andet betragtes gerne som "unaturligt". Der er lidt et "gruppepres" blandt mødre som går ud på at alle skal synes det samme om mange forskellige ting. Den der afviger fra den alm. holdning ripper op i ting og sætter spørgsmålstegn. Der findes skam kvinder som ikke kan lide at have barselsorlov ( ved godt det ikke er det du skriver) og som helst vil vende tilbage til jobbet. Det er bare ikke de kvinder man hører og de lufter heller ikke så gerne deres følelser, fordi de sjældent bliver positivt modtaget.

Jeg glædede mig også til at min datter skulle starte i dagpleje - det gjorde hun da hun var 11 måneder. Det viste sig da også at være en bonus for både hende og jeg. Hun har udviklet sig så meget efter at være kommet ud blandt andre og jeg har langt mere overskud og savn når hun har været afsted.

Der skal være plads til alle følelser. Og dine er helt naturlige, hvis de var "unaturlige" skulle vi til at finde ud hvad "naturligt" er.

/Fenja

Pia E. skriver:

Jeg starter på arbejde igen imorgen efter 6 måneder hjemme hos skattepigen. Jeg har nydt hvert øjeblik sammen med hende og jeg kunne sagtens blive hjemmegående husmor. Alle de smil og grin vi får sammen, mad ud over det hele, lortebleerne, hun holder os vågen om natten, at hun vågner hele tiden lige nu fordi der sker så meget i hendes lille liv og udvikling, når hun ser sin far og glemmer alt omkring sig, de små arme om min hals og hun nusser mors hår. Jeg nyder da også når jeg får en hel time til mig selv på badeværelset, men min alenetid skal nok komme igen og ellers har jeg haft den i 41 år, det er helt fint med mig. Jeg havde aldrig troet at jeg skulle være mor og jeg er fuldstændig opslugt af det, kald mig bare frelst, jeg har bare nået de cafébesøg jeg skal. 

Dejligt at høre, at du er så glad for at gå hjemme!  Jeg ville ønske jeg havde det sådan! 
Jeg blev mor som 26 årig, og har altid drømt om at blive mor. Jeg tror desværre bare, at jeg er blevet overrasket over, at det ikke føles lige så fantastisk, som jeg troede det ville være...
Men jeg må sige, at jeg også har lært noget om mig selv.
Og det kan jeg helt klart tage med mig, når jeg forhåbentlig engang får et barn mere  

DianaRJS skriver:

jeg har det nok lidt på samme måde...

 

den ældste kom i dp da han var 10,5 måneder den yngste kom afsted allerede da han var 6 måneder....

Godt at høre, at jeg ikke er alene om det 

Fenja09 skriver:

Jeg synes du skal give dig selv lov til at føle sådan som du gør.

En mor forventes at elske at omgås sit barn - alt andet betragtes gerne som "unaturligt". Der er lidt et "gruppepres" blandt mødre som går ud på at alle skal synes det samme om mange forskellige ting. Den der afviger fra den alm. holdning ripper op i ting og sætter spørgsmålstegn. Der findes skam kvinder som ikke kan lide at have barselsorlov ( ved godt det ikke er det du skriver) og som helst vil vende tilbage til jobbet. Det er bare ikke de kvinder man hører og de lufter heller ikke så gerne deres følelser, fordi de sjældent bliver positivt modtaget.

Jeg glædede mig også til at min datter skulle starte i dagpleje - det gjorde hun da hun var 11 måneder. Det viste sig da også at være en bonus for både hende og jeg. Hun har udviklet sig så meget efter at være kommet ud blandt andre og jeg har langt mere overskud og savn når hun har været afsted.

Der skal være plads til alle følelser. Og dine er helt naturlige, hvis de var "unaturlige" skulle vi til at finde ud hvad "naturligt" er.

/Fenja

 

Tak! Ja, der er helt klart et pres på mødre, og det er nok også det der har gjort, at jeg ikke nyder det så meget. Jeg har været så fokuseret på at gøre dit og dat, fordi det er godt for min søn. Jeg læser til pædagog, og har nok mere haft pædagog-hatten på end mor-hatten. Det ærger jge mig lidt over. Men jeg tror nu heller ikke min søn har taget skade af det 

Jeg tror også det bliver rigtig godt for min søn at komme i DP, jeg tror han keder sig lidt herhjemme... Og ja, glæden over at være sammen med ham, vil nok blive større 

Anonym skriver:

Jeg har en søn på 8 mdr. som jeg elsker utrolig højt!!!  Han er bare så nem, glad og smilende hele tiden.
Jeg kunne virkelig ikke ønske mig nogen anden søn end ham!

Men nu har jeg gået hjemme med ham siden han blev født, og  jeg føler nogle gange, at jeg ikke gider ham. Jeg vil hellere lave noget for mig selv, uden afbrydelser.
Jeg har også tit svært ved at finde lysten til at lege med ham - det er som om, at jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal beskæftige ham... 

På en eller anden måde, glæder jeg mig til at han skal i dagpleje her d. 1. juli. Både fordi der så vil ske noget spændende for ham, og fordi at jeg så kan få tid til mig selv.

Jeg er virkelig ked af, at jeg har det sådan! Jeg har dårlig samvittighed, og føler mig som en dårlig mor.  
Jeg vil jo helst have lyst til kun at bruge tid sammen med ham, nu hvor jeg har muligheden...

Men er det normalt at have det sådan?
Hvordan har i andre haft det, når I har gået hjemme med jeres børn i så lang tid?

Jeg havde troet, at jeg ville elske at gå hjemme sammen med ham... Det gør jeg egentlig også, men ikke så meget som jeg havde forstillet mig 

 

Håber i vil dele jeres erfaringer med mig. 

Hilsen en lidt trist mor. 

Jeg har gået hjemme med min søn i 19 måneder snart.

og vil fortsætte til han fylder de 3 år, og skal starte i børnehave.

For mig elsker jeg hjemmelivet som husmor, og at tilbringe hele dagen med min søn, men folk er jo utrolig forskellige på det punkt.

Jeg har en veninde der havde det præcis ligesom dig, bare med arbejde. Hun talte dage før hun skulle tilbage, fordi hun simpelthen var ved at brænde sammen over at skulle gå hjemme og lave baby-ting hele dagen. Hun droppede så sin barsel de sidste måneder, og tog tilbage på arbejde før tid.

Du skal ikke have dårlig samvittighed, og du er i hvert fald ikke nogen dårlig mor for at tænke sådan, for der er vidst mange der hurtigt får nok af at være hjemmegående mor.

khaleesi skriver:

Jeg har gået hjemme med min søn i 19 måneder snart.

og vil fortsætte til han fylder de 3 år, og skal starte i børnehave.

For mig elsker jeg hjemmelivet som husmor, og at tilbringe hele dagen med min søn, men folk er jo utrolig forskellige på det punkt.

Jeg har en veninde der havde det præcis ligesom dig, bare med arbejde. Hun talte dage før hun skulle tilbage, fordi hun simpelthen var ved at brænde sammen over at skulle gå hjemme og lave baby-ting hele dagen. Hun droppede så sin barsel de sidste måneder, og tog tilbage på arbejde før tid.

Du skal ikke have dårlig samvittighed, og du er i hvert fald ikke nogen dårlig mor for at tænke sådan, for der er vidst mange der hurtigt får nok af at være hjemmegående mor.

 

 

Ja, sådan er vi jo så forskellige. Heldigvis! Tak fordi du ville dele begge dine erfaringer med mig! 

Anonym skriver:

Jeg har en søn på 8 mdr. som jeg elsker utrolig højt!!!  Han er bare så nem, glad og smilende hele tiden.
Jeg kunne virkelig ikke ønske mig nogen anden søn end ham!

Men nu har jeg gået hjemme med ham siden han blev født, og  jeg føler nogle gange, at jeg ikke gider ham. Jeg vil hellere lave noget for mig selv, uden afbrydelser.
Jeg har også tit svært ved at finde lysten til at lege med ham - det er som om, at jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal beskæftige ham... 

På en eller anden måde, glæder jeg mig til at han skal i dagpleje her d. 1. juli. Både fordi der så vil ske noget spændende for ham, og fordi at jeg så kan få tid til mig selv.

Jeg er virkelig ked af, at jeg har det sådan! Jeg har dårlig samvittighed, og føler mig som en dårlig mor.  
Jeg vil jo helst have lyst til kun at bruge tid sammen med ham, nu hvor jeg har muligheden...

Men er det normalt at have det sådan?
Hvordan har i andre haft det, når I har gået hjemme med jeres børn i så lang tid?

Jeg havde troet, at jeg ville elske at gå hjemme sammen med ham... Det gør jeg egentlig også, men ikke så meget som jeg havde forstillet mig 

 

Håber i vil dele jeres erfaringer med mig. 

Hilsen en lidt trist mor. 

 det er helt normalt... rent psykologisk er i begge i en adskillelses fase hvor i psykisk "træner" til at i ikke skal være sammen hele tiden... 

når jeg får den følelse tager jeg ud... hvor enten manden har elna eller hun bliver passet... i biografen med manden ud og spise med en veninde... eller noget så simpelt som at tage ned og handle i netto alene... og fuck hvor jeg trænger til det nogle gange... og min mand trænger også til at være alene med elna til tider så det er jo helt perfekt jeg skal faktisk ud i aften og det er ved at være tiltrængt