Reaktion ovenpå voldtægt

Anonym skriver:

Jeg blev for halvandet år siden voldtaget til en fest. Har ikke fortalt særlig mange om det (kan tælles på én hånd) og aldrig modtaget rigtig hjælp fra fagfolk. Jeg var godt nok på Center for voldtægtsofre tre dage efter det skete, men dengang afslog jeg at få ekstra hjælp og valgte også at lade være med at anmelde det. Jeg følte en stor skam over at være blevet voldtaget, for jeg havde jo selv flirtet med ham og kysset med ham tidligere på aftenen. Jeg var bare ikke ude efter sex, som han jo så var.

Nu er jeg begyndt at få flashbacks tilbage til den aften, og de kommer oftere og oftere. Jeg kan ikke længere have sex med min kæreste. Han vidste ikke noget om voldtægten før igår, da han lagde op til sex. Jeg elsker at han rører ved mig, kysser mig over hele kroppen osv., men ligeså det går over til at være et reelt samleje eller jeg skal røre ved ham, kan jeg ikke mere. Det hele faldt så bare sammen. Han ville gerne have at jeg skulle give ham et blowjob, men brød bare ud i gråd i stedet for. Han blev jo helt forvirret, men spurgte efter lidt tid om jeg i virkeligheden overhovedet brød mig om sex. Måtte jo tilstå at det gør jeg ikke. Kan ikke udstå at han skal være indeni mig. Jeg har sex for at lave et barn, ikke for nydelsens skyld, som han også har. Bliver så bange hver gang.
Han lå og nussede og holdt om mig, og lod mig græde, mens vi snakkede om det. Han vil gerne have at jeg skal til en psykolog og have snakket om det.

Men problemet er at vi simpelthen ikke har råd til det. Så vidt jeg husker koster det knapt 1000 kr. for en enkelt konsultation, når sygesikringen (eller hvad det nu er) ikke dækker.

Jeg har som sagt ikke fortalt det til folk, fordi jeg generelt er for stolt til at bede om hjælp. Det er kun svage mennesker, der går til psykolog. Det er jeg jo ikke. Og det ved jeg jo godt at jeg er. Jeg har gået med det for længe uden hjælp, og jeg kan ikke mere. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

Jeg har tidligere gået med tanken om at tage mit eget liv, men turde ikke gøre det, da det kom til stykket. Stod ellers nede på banegården, men kunne ikke. Mødte min kæreste kort tid efter og han fik mig til at føle mig meget bedre, men nu er tankerne så småt begyndt at komme igen. Skammer mig over det, men ved ikke hvad jeg skal gøre.

Jeg undskylder, hvis det er lidt rodet, men har bare skrevet mine tanker ned. Håber I kan hjælpe.

Det er kun stærke mennesker, der går til psykolog frivilligt. Så der er i den grad noget, du har fået vendt på hovedet.

Og med tilskud koster det kun ca. 300 kr pr time, og de penge kan I naturligvis finde.

Det handler om, at nu skal du prioritere DIG og jer.

Held og lykke med det.

Først vil jeg lige give dig et kram. Øv, hvor lyder det ikke til at det er rart at være dig lige nu. Jeg kan godt forstå din tankegang mht. at kun svage mennesker går til psykolog, at kun svage mennesker har brug for hjælp til at klare sig igennem livet (den sidste står for egen regning..), men den tankegang er helt forkert.  Stærke mennesker beder om hjælp, når de har brug for det. Noget af det sværeste er at sige højt til et andet menneske "Jeg har det svært, jeg har brug for hjælp". I det øjeblik er man mere sårbar end nogensinde før, man har smidt alle våben væk, og blottet sig totalt. At turde gøre det kræver mod, og det kræver vilje! Vilje til at ville mere med sit liv, end at vandre rundt i det mareridt man befinder sig i nu. Vilje til at leve sit eget liv, og ikke lade sig selv være kontrolleret og styret af dæmoner, men i stedet selv kontrollere og styre dæmonerne, så man får det liv man vil have.

Det kan være svært at tage det første skridt, og få kontaktet de fagfolk der skal kontaktes, for at sætte processen i gang. Hvis der er tilfældet for dig, må du ikke skamme dig over at bede din kæreste, eller en anden person du har det godt med, om hjælp. Enten til at tage den første kontakt, eller som bisidder ved læge eller kommune. Det vigtigste er at der bliver sat nogle ting i gang.        

Jeg har lige sakset lidt fra center for voldtægtsofres hjemmeside. Jeg ved jo ikke hvor gammel du er, eller hvor i landet du bor..: 

Center for Voldtægtsofre
Tilbuddene på centrene for voldtægtsofre er lidt forskellige. Nogle centre har mulighed for at hjælpe selv om der er gået måneder eller år siden overgrebet. På centret i Aarhus tilbyder man f.eks.  psykologbehandling til unge mellem 13 og 24 år, uanset hvor lang tid der er gået siden overgrebet. Læs mere om tilbuddet her.

Du kan altid ringe til det  Center for Voldtægtsofre, der er tættest på dig. Enten kan centret tilbyde hjælp, eller så kan de fortælle om andre muligheder for at få hjælp.

Som du kan se i den markerede tekst, kan du nogle steder få hjælp, selvom der er gået lang tid siden overgrebet. Har du haft kontakt til dem for nylig? Hvis du ikke selv har mod på at ringe ind, så spørg din kæreste om han vil kontakte dem for dig, eller skriv en mail.

Uanset hvilke tilbud dit lokale center kan (eller ikke kan) give dig, synes jeg du skal kontakte din læge. Som du kan se i det jeg har markeret her nedenunder (sakset fra samme hjemmeside som før), kan lægen også benyttes når man har det dårligt psykisk, man behøver ikke have fysiske skavanker for at få en tid hos sin læge.  Jeg gør det selv, og kender flere andre, der bruger lægen til sådanne samtaler. Men det kræver selvfølgelig at man har tillid til sin læge...  

Egen læge
Du kan også kontakte din egen læge. Din læge har mulighed for at tilbyde dig samtaler om det, der er sket.

Selvom du ikke skulle have lyst til at have deciderede samtaler med lægen om hvad der er sket for dig, synes jeg alligevel du skal fortælle ham hvad du har været udsat for. Og beskrive hvordan du havde det med det umiddelbart efter, og specielt hvordan du har det nu. Han kan måske finde nogle ting i dine beskrivelser, som gør at han kan henvise dig til psykolog for andre grunde end voldtægten (når nu den "tidsfrist" er overskredet). Og der er jo ingen andre end dig der bestemmer, hvad der skal arbejdes med hos psykologen uanset hvad grund lægen har givet til henvisningen. Her sidst jeg gik til psykolog via lægen, betalte jeg 319 kr. pr. gang. (Jeg er ikke medlem af Danmark), nu hvor min henvisning er udløbet, betaler jeg 900 kr. pr. gang.

Nå, men det blev vist til et af de lidt længere indlæg.  Jeg håber alt det bedste for dig.

Anonym skriver:

Jeg blev for halvandet år siden voldtaget til en fest. Har ikke fortalt særlig mange om det (kan tælles på én hånd) og aldrig modtaget rigtig hjælp fra fagfolk. Jeg var godt nok på Center for voldtægtsofre tre dage efter det skete, men dengang afslog jeg at få ekstra hjælp og valgte også at lade være med at anmelde det. Jeg følte en stor skam over at være blevet voldtaget, for jeg havde jo selv flirtet med ham og kysset med ham tidligere på aftenen. Jeg var bare ikke ude efter sex, som han jo så var.

Nu er jeg begyndt at få flashbacks tilbage til den aften, og de kommer oftere og oftere. Jeg kan ikke længere have sex med min kæreste. Han vidste ikke noget om voldtægten før igår, da han lagde op til sex. Jeg elsker at han rører ved mig, kysser mig over hele kroppen osv., men ligeså det går over til at være et reelt samleje eller jeg skal røre ved ham, kan jeg ikke mere. Det hele faldt så bare sammen. Han ville gerne have at jeg skulle give ham et blowjob, men brød bare ud i gråd i stedet for. Han blev jo helt forvirret, men spurgte efter lidt tid om jeg i virkeligheden overhovedet brød mig om sex. Måtte jo tilstå at det gør jeg ikke. Kan ikke udstå at han skal være indeni mig. Jeg har sex for at lave et barn, ikke for nydelsens skyld, som han også har. Bliver så bange hver gang.
Han lå og nussede og holdt om mig, og lod mig græde, mens vi snakkede om det. Han vil gerne have at jeg skal til en psykolog og have snakket om det.

Men problemet er at vi simpelthen ikke har råd til det. Så vidt jeg husker koster det knapt 1000 kr. for en enkelt konsultation, når sygesikringen (eller hvad det nu er) ikke dækker.

Jeg har som sagt ikke fortalt det til folk, fordi jeg generelt er for stolt til at bede om hjælp. Det er kun svage mennesker, der går til psykolog. Det er jeg jo ikke. Og det ved jeg jo godt at jeg er. Jeg har gået med det for længe uden hjælp, og jeg kan ikke mere. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

Jeg har tidligere gået med tanken om at tage mit eget liv, men turde ikke gøre det, da det kom til stykket. Stod ellers nede på banegården, men kunne ikke. Mødte min kæreste kort tid efter og han fik mig til at føle mig meget bedre, men nu er tankerne så småt begyndt at komme igen. Skammer mig over det, men ved ikke hvad jeg skal gøre.

Jeg undskylder, hvis det er lidt rodet, men har bare skrevet mine tanker ned. Håber I kan hjælpe.

Jeg ved, at du kan få ekstra tilskud, hvis du hører til bestemte grupper..

Fx voldtægt

Mishandling som barn

Tidligere depression

Og så videre..

Jeg synes, du skal kontakte din læge hurtigst muligt og fortælle hende/ham, hvordan tingene hænger sammen. Han/hun vil kunne guide dig igennem, hvilke muligheder du har.

Gør din læge det klart, at I ikke har pengene.

Du kan altid søge tilskud hos kommunen, som ind i mellem dækker regninger.

Anonym skriver:

Jeg blev for halvandet år siden voldtaget til en fest. Har ikke fortalt særlig mange om det (kan tælles på én hånd) og aldrig modtaget rigtig hjælp fra fagfolk. Jeg var godt nok på Center for voldtægtsofre tre dage efter det skete, men dengang afslog jeg at få ekstra hjælp og valgte også at lade være med at anmelde det. Jeg følte en stor skam over at være blevet voldtaget, for jeg havde jo selv flirtet med ham og kysset med ham tidligere på aftenen. Jeg var bare ikke ude efter sex, som han jo så var.

Nu er jeg begyndt at få flashbacks tilbage til den aften, og de kommer oftere og oftere. Jeg kan ikke længere have sex med min kæreste. Han vidste ikke noget om voldtægten før igår, da han lagde op til sex. Jeg elsker at han rører ved mig, kysser mig over hele kroppen osv., men ligeså det går over til at være et reelt samleje eller jeg skal røre ved ham, kan jeg ikke mere. Det hele faldt så bare sammen. Han ville gerne have at jeg skulle give ham et blowjob, men brød bare ud i gråd i stedet for. Han blev jo helt forvirret, men spurgte efter lidt tid om jeg i virkeligheden overhovedet brød mig om sex. Måtte jo tilstå at det gør jeg ikke. Kan ikke udstå at han skal være indeni mig. Jeg har sex for at lave et barn, ikke for nydelsens skyld, som han også har. Bliver så bange hver gang.
Han lå og nussede og holdt om mig, og lod mig græde, mens vi snakkede om det. Han vil gerne have at jeg skal til en psykolog og have snakket om det.

Men problemet er at vi simpelthen ikke har råd til det. Så vidt jeg husker koster det knapt 1000 kr. for en enkelt konsultation, når sygesikringen (eller hvad det nu er) ikke dækker.

Jeg har som sagt ikke fortalt det til folk, fordi jeg generelt er for stolt til at bede om hjælp. Det er kun svage mennesker, der går til psykolog. Det er jeg jo ikke. Og det ved jeg jo godt at jeg er. Jeg har gået med det for længe uden hjælp, og jeg kan ikke mere. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

Jeg har tidligere gået med tanken om at tage mit eget liv, men turde ikke gøre det, da det kom til stykket. Stod ellers nede på banegården, men kunne ikke. Mødte min kæreste kort tid efter og han fik mig til at føle mig meget bedre, men nu er tankerne så småt begyndt at komme igen. Skammer mig over det, men ved ikke hvad jeg skal gøre.

Jeg undskylder, hvis det er lidt rodet, men har bare skrevet mine tanker ned. Håber I kan hjælpe.

Satans, man ikke kan være anonym!

Nåh - TS - du er velkommen til at skrive privat til mig.

Jeg har - på den triste måde - selv gjort mig nogle erfaringer på det område.

Så du er velkommen, hvis du har brug for nogen at snakke med.