Jeg blev for halvandet år siden voldtaget til en fest. Har ikke fortalt særlig mange om det (kan tælles på én hånd) og aldrig modtaget rigtig hjælp fra fagfolk. Jeg var godt nok på Center for voldtægtsofre tre dage efter det skete, men dengang afslog jeg at få ekstra hjælp og valgte også at lade være med at anmelde det. Jeg følte en stor skam over at være blevet voldtaget, for jeg havde jo selv flirtet med ham og kysset med ham tidligere på aftenen. Jeg var bare ikke ude efter sex, som han jo så var.
Nu er jeg begyndt at få flashbacks tilbage til den aften, og de kommer oftere og oftere. Jeg kan ikke længere have sex med min kæreste. Han vidste ikke noget om voldtægten før igår, da han lagde op til sex. Jeg elsker at han rører ved mig, kysser mig over hele kroppen osv., men ligeså det går over til at være et reelt samleje eller jeg skal røre ved ham, kan jeg ikke mere. Det hele faldt så bare sammen. Han ville gerne have at jeg skulle give ham et blowjob, men brød bare ud i gråd i stedet for. Han blev jo helt forvirret, men spurgte efter lidt tid om jeg i virkeligheden overhovedet brød mig om sex. Måtte jo tilstå at det gør jeg ikke. Kan ikke udstå at han skal være indeni mig. Jeg har sex for at lave et barn, ikke for nydelsens skyld, som han også har. Bliver så bange hver gang.
Han lå og nussede og holdt om mig, og lod mig græde, mens vi snakkede om det. Han vil gerne have at jeg skal til en psykolog og have snakket om det.
Men problemet er at vi simpelthen ikke har råd til det. Så vidt jeg husker koster det knapt 1000 kr. for en enkelt konsultation, når sygesikringen (eller hvad det nu er) ikke dækker.
Jeg har som sagt ikke fortalt det til folk, fordi jeg generelt er for stolt til at bede om hjælp. Det er kun svage mennesker, der går til psykolog. Det er jeg jo ikke. Og det ved jeg jo godt at jeg er. Jeg har gået med det for længe uden hjælp, og jeg kan ikke mere. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.
Jeg har tidligere gået med tanken om at tage mit eget liv, men turde ikke gøre det, da det kom til stykket. Stod ellers nede på banegården, men kunne ikke. Mødte min kæreste kort tid efter og han fik mig til at føle mig meget bedre, men nu er tankerne så småt begyndt at komme igen. Skammer mig over det, men ved ikke hvad jeg skal gøre.
Jeg undskylder, hvis det er lidt rodet, men har bare skrevet mine tanker ned. Håber I kan hjælpe.
